Og sådan er livet så ironisk

Har ligget syg herhjemme de sidste to dage og været træt af det, for når jeg nu omsider har et arbejde, vil jeg lissom også gerne møde op på det og være corporate og lave en kop kaffe og snakke kollegialt – og arbejde.

Så jeg brugte den første dag på at have lidt dårlig samvittighed, sørgede for at slæbe mig i bad, så jeg var klar til hvadsomhelst, hvis jeg blev frisk senere, spiste salat og et kogt æg til frokost, stressede lidt over det arbejde, jeg havde været forudseende nok til at tage med hjem. Sørgede for, at det hele ikke skred for meget, med andre ord. Forsøgte at holde mig selv oppe.

I dag er jeg bare gået all in.

For det gik op for mig, at nu, hvor jeg er et agtet medlem af arbejdsstyrken, så er det mit privilegium at holde en ordentlig sygedag. Jeg slipper for at stresse over alle de jobs, jeg ikke får søgt, til gengæld kan jeg droppe bad og tandbørstning og gå i Netto iført nattøj og frakke med god samvittighed, for dette er blot en undtagelse fra mit sædvanlige, ærværdige arbejdsliv. (Min nyvundne ærværdighed var i øvrigt tæt på at gå fløjten, da jeg stod svedende i køen og kunne mærke, hvordan den trætte elastik i mine pyjamasbukser laaangsomt gled længere og længere ned indenunder frakken…) Spiste klammo fryse-thaimad og en skål chips til frokost og sov det meste af dagen væk på sofaen.

Det var skønt. Men kun fordi, jeg skal på arbejde igen lige om lidt.

Reklamer