I øvrigt… (VIII)

…vil jeg gerne have lov at komme med et lille forslag: Hvad med, at vi alle sammen skynder os at stemme imorgen, og på den måde slipper vi for tre ugers pinlig valgkamp og tilsvarende pinlig mediedækning? Vi slipper også for alle de nederen typer, der hele tiden brokker sig over valgkamp og mediedækning.

…tænkte jeg, at jeg da sagtens lige kunne bestå et par ECTS, mens jeg passede et arbejde og tre børn; lave skriftlige hjemmeopgaver og den slags småpjat burde da være nemt nok. Det er det også. I løgneland. (Sov ca. tre timer i går nat, og det er slet ikke så fedt, som det lyder.)

…er Sønnebassen hjemvendt fra en uges rendyrket børnehedonisme, også kendt som ferie hos farmor. Og værelset blev naturligvis inspiceret inden sengetid:

Sønneke (lettere inkvisitorisk): “Har pigerne været herinde og lege med mit LEGO?”

Far (lidt for hurtigt): “Nej, DET har de i hvert fald ikke!”

Sønneke (helt roligt): “Det undrer mig, at du lyver for mig, far.”

Må hellere lige få tjekket vores seng for eventuelle hestehoveder.

Så smukt solen reflekteres i en døende rosmarin. Jeg kalder det "Forfald". Og tænker, at det nok er på tide med en overhaling af altankasserne.

Så smukt solen reflekteres i en døende rosmarin. Jeg kalder det “Forfald”. Og tænker, at det nok er på tide med en overhaling af altankasserne.

 

Reklamer

En slags spørgerundesvar

Forleden morgen trak Sønnekes klasselærer mig til side for at sige, at det havde været en lidt dum dag for mit barn dagen før; han havde haft en konflikt med nogle af sine venner og havde været meget ked af det bagefter. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og bagefter gjorde jeg det eneste fornuftige: gik snøftende i 7-11 og købte en fyldt donut og 20 blå King’s, inden jeg mødte på arbejde.

Der er tidligere blevet spurgt til, hvad det har betydet for os at have et skolebarn, og umiddelbart falder mit svar i to dele (skal også nok følge op med noget virkelig begavet skolereformsanalyse, da det vist mest var det, spørgsmålet gik på):

  1. Det praktiske aspekt. Ligesom man ikke automatisk bliver skidetjekket af at få børn, hvis ikke man var det i forvejen, så bliver man heller ikke automatisk mere tjekket af at få et skolebarn. Og jeg kan vist roligt afsløre, at folkeskolen er en uudtømmelig kilde til ting, man kan glemme. Gymnastiktøj, biblioteksbøger, bestilling af skolemad, udflugter – med tilhørende turtaske, madpakke og afbestilling af skolemad – skolemøder, klassefester (her hjælper det lidt at være kontaktforælder – det er marginalt sværere at glemme ting, man selv har været med til at arrangere), legegruppeaftaler og en sand strøm af tilmeldinger, afmeldinger og tilbagemeldinger. Og som tidligere nævnt, er det ikke ligefrem vores speciale herhjemme at huske ting. Satser på, at det langsomt bliver bedre, og indtil da sætter Sønneke stor pris på 7-11’s pastasalater, og jeg sætter stor pris på, at der findes masser af forældre, der er mindst lige så glemsomme og utjekkede som mig.
  2. Det sociale aspekt. Det er SÅ vigtigt, at en skoleklasse fungerer godt, og som forælder kan det godt føles lidt overvældende med det ansvar, man pludselig har for 28 børns trivsel – især ens eget barns. Sønneke er desuden arveligt belastet, for jeg havde det aldrig rigtig godt i folkeskolen, og jeg kommer til at bruge de næste 10-15 år på at frygte, at nogen af mine børn kommer til at gentage min halvensomme barndom. Min førstefødte minder desværre en del om mig i samme alder – bortset fra, at han heldigvis indtil videre har haft nemt ved at få venner og generelt leger godt med andre børn, uanset alder og køn. Men han er følsom, tager ting tungt og kan pludselig få overbevist sig selv om, at han ikke kan finde ud af noget, og at ingen kan lide ham (det hjælper heller ikke at være storebror til tvillingesøstre, når man i forvejen har en tendens til at føle sig udenfor). Så det arbejder vi lidt med. Og jeg bliver løbende ramt af panikangst ved tanken om, at han fra nu af i det store og hele er overladt til sig selv, når det handler om at finde sin plads blandt andre. Din mor kan ikke være hos dig mere, Bambi!

Så alt i alt kommer det nok til at blive ti år, hvor jeg på den ene side skal facilitere sunde madpakker, forhindre smugrygning og tidligt alkoholindtag og gå forrest med den gode tone, mens jeg i smug bliver nødt til at spise cremefyldt bagværk, kæderyge, svine ham møgungen fra 5. og tage en drink efter fyraften for at slippe nogenlunde helskindet igennem.

På den måde er der ikke så meget, der har ændret sig.

“Nej, der er ikke noget i vejen. Overhovedet. Jeg skal bare lige høre, hvem af jer to det var, der kaldte min søn en idiot?”

Nananananana…Yeahyeahyeah!

Hvis jeg hører musik på vej til arbejde, er det som regel rock eller hiphop. Fordi det får mig i gang, og fordi det passer til mit åh-så-barske image.

Men i dag er det fredag, solen skinner ind i mellem og forleden gav en veninde mig Wham på hjernen, så i morges smed jeg al skam over bord og lallede mig gennem byen til den her (det er faktisk forbløffende nemt at vrikke røv, mens man cykler):

Og det var, som om den ene dansende bøsse tog den anden, så før jeg vidste af det, havde jeg sat den her på:

God fredag, jeg vil tage ud og lede efter den street cred, jeg mistede et sted på Nørrebrogade.