Men ellers går det ret vildt for sig

Superheltemor har været så flink at lade mig gæsteblogge, så det kan man jo passende futte over og læse, imens jeg opdager filter-funktionen på min iPhone og tager billeder af en efterladt skål Havrefras.

image

 

Reklamer

Rapport fra Vandkantsdanmark

Vi er for første gang ved at afprøve noget så eksotisk som sommerhusferie, bare os fem. Vejrudsigten havde lovet omkring 20 grader og sol hele ugen, men det må den have glemt i mellemtiden. Og dårligt vejr slider unægtelig lidt på hele konceptet. Desuden kunne der godt bruges nogle legekammerater – vi har tilsyneladende ramt en pensioniståre i sommerlandet.

Til gengæld er det virkelig et kæmpe hit at have have (have).

Og vi har soppet på stranden og spist virkelig mange is, og vi rydder overhovedet ikke op eller vasker tøj (eller bare skifter til tøj uden pletter). De to på tre har næsten lært at spille Fisk, og den ene på seks har næsten lært at tabe med værdighed. Og jeg har ikke rigtig fået læst i mine fem medbragte bøger (hvor overraskende!) men jeg har spillet ret meget Boccia, samlet en hel del muslingeskaller og har opdaget, at jeg i en alder af 32 bærer en total konkurs i Matador med cirka lige så meget værdighed som min søn. Måske lidt mindre. Og der er gin i skabet, tonic på køl og tacos til aftensmad.

Så det minder meget godt om ferie.

image

 

 

Sommerlæsning: Med had på

Sidste år fortalte jeg om min tendens til litterær flagellantisme i sommerferien: en utæmmelig trang til at straffe mig selv med tunge klassikere, når jeg egentlig burde slappe af med noget lidt mere lettilgængeligt.
I år giver vi den så en tand til med mit nyeste feriekoncept: Bevidst hadelæsning.

Det har længe irriteret mig, at jeg ikke rigtig kunne give los for alle min aversioner, når de omhandler bøger, jeg ganske vist ved, jeg vil hade, men som jeg strengt taget ikke har læst. Derfor har jeg som en start påtaget mig at læse følgende to bøger i min ferie:

  • Atlas shrugged af Ayn Rand. (Føler mig ret overbevist om, at denne bog går imod alt, hvad jeg tror på, og at persongalleriet er cirka lige så flerdimensionelt og nuanceret som et stykke printerpapir)
  • Me before you af Jojo Moyes. (Den lyder drivende sentimental, og sidst, jeg fandt mig selv bare moderat underholdt af chick lit, var dengang, jeg læste Bridget Jones. For 14 år siden.)

Hvis jeg mod alle odds synes om bøgerne, har jeg fået udvidet min horisont, udfordret mine fordomme og er blevet beriget med en god læseoplevelse. Hvis jeg – som forventet – hader begge bøger, har jeg både vundet håneretten og inspiration til spydige boganmeldelser. Det er ren win-win. (Måske ikke for Ayn Rand og Jojo Moyes, men den ene er alligevel død, og den anden har solgt bøger nok til at være bedøvende ligeglad med min mening.)

At jeg så samtidig har både Marens Og sådan blev det og John Williams Stoner liggende og vente på mig, er bare ærgerligt. For slet ikke at tale om at efterfølgeren til en af mine all-time favorites Dræb ikke en sangfugl, udkom i denne uge. Efter 55 års forsinkelse. (For helvede, altså!).

Disclaimer: Da jeg fik denne geniale idé til en læseudfordring, må nogen have spiket min morgenmad. Gik på ferie fredag og har indtil videre læst to linjer i Atlas shrugged. Jeg håber, at mine anmeldelseshungrende læsere er tålmodigt anlagt, for 1000 siders libertarianer-pligtlæsning er åbenbart ikke super kompatibelt med børneferie. Hvem skulle have troet det?

"Jeg leder efter en bog, som jeg kan brokke mig over til middagsselskaber. Gerne én, som alle andre elsker."

“Jeg leder nok mest efter en bog, som jeg kan rakke ned på til middagsselskaber. Gerne én, som alle andre elsker.”

Aaaaallll by mysee-eeelf…

Jeg fremstiller vist tit familielivet med tre børn som lidt af en ørkenvandring. Altså, en vandring i en temmelig overbefolket ørken med rod, larm, vasketøj og et tight skema af putte-spise-sovetider. Jeg brokker mig gerne. Og drømmer om fred og alenetid.

Men når jeg så vinker mand og børn af sted på fem dages ferie (tak, svigermor!). Og jeg går tilbage i lejligheden med ondt i maven, lukker døren bag mig og er lige ved at græde over alle de tomme, stille rum.

Så ved jeg godt, at jeg faktisk har noget, der er meget, meget dyrebart.

"Så er det bare dig og mig, Weekendavis. Skål!"

Så er det bare dig og mig, Weekendavis. Skål!”

Nogen, der vil med hen og se noget maling tørre?

Man får åbenbart stadig Roskildeblues i en alder af 32; nåede lige at tænke “puha, nu er jeg gammel, magter ikke mere festival, godt der er et helt år til næste gang”, og sekundet efter sad jeg på arbejde og drømte bare om at stå på en mark med en fadøl og en cigaret og nogle koncerter og nogle venner. (I det mellemliggende sekund – eller halvandet døgn om man vil – nåede jeg til gengæld at føle mig uendelig slidt.)

Prøver derfor at peppe mig selv lidt op ved hjælp af hverdagens små finurligheder, som f.eks. det her jordbær, som lå i mine havregryn og lignede et hjerte i morges:

IMG_8769

Eller post-it-origami på arbejde:

image

Og således fik jeg også mine læsere til at savne Roskilde, inklusive dem, der ikke har været af sted… Tema for i morgen: 10 års feriebilleder og noget sjovt, jeg drømte i forgårs.