Kaptajnens logbog: De indfødte er rastløse, men provianten er rigelig

Manden er taget fire dage på lejrskole, så vi imødeser de kommende dage i spænding… Indtil videre har jeg taget Batman-ørestikkerne på og preppet en kæmpe portion boller i karry (efterspurgt af børnene længe, så forhåbentlig kan det være med til at dæmpe en eventuel opstand). Og alle kom i skole, børnehave og på arbejde i dag, så det er meget godt. I morgen ser vi, om vi også kan gøre det til tiden.

Svigermor kommer til min redning midt på ugen, og i weekenden damper manden og jeg så til Budapest på bryllupsdagstur. Har allerede voldsomt ondt i maven over, at mine stakkels små pus først skal undvære deres far i fire dage og dernæst begge deres forlystelsessyge forældre indtil mandag. Det bliver nok noget med at købe 45 liter is og leje en hoppeborg hele næste uge som kompensation. Alternativt flytte ind i Tivoli. (Og så skal vi slet, slet ikke nævne min ukontrollable angst for, at der sker noget frygteligt med os i det øjeblik, vi træder uden for dansk territorie uden børnene. Det er i sandhed en fryd at være neurotisk anlagt.)

Og apropos børnene og deres dæknavne, så ender jeg nok på de gamle anagrammer… Tonna, Radise og Flame er godt nok ganske gakket, men har nu alligevel et særligt schwung over sig. Desuden plejer de to mindste gerne at blive omtalt som ‘Rote Armee Fraktion’ og ‘De røde brigader’ herhjemme – delvist på grund af deres temperament, delvist på grund af deres røde hår – og nu kan vi så udvide repertoiret med ‘Flammen og Radisen’.

Flammen og Radisen. En fortælling om heltemod. Og 45 liter is.

Reklamer

Ja, vi kan hurtigt blive enige om, at det er et first world problem med se-mig-bloggerdrys på

Jeg har lidt et navne-problem her på bloggen.

Dengang jeg startede bloggen, blev min søn hurtigt til Sønneke. Et modificeret plagiat af Carportognoias Sønne, fordi det virkede som sådan en god måde at komme omkring anonymiseringen på: det er ikke for weird, klinger sødt, og ja, det fungerer bare (og jeg ved godt, at den korrekte stavemåde er Sønnike, men retskrivningsfascist som jeg ellers er, kan jeg bare bedre lide den helt gamle form). Mine tvillingepiger var dengang et par småbasser på tre måneder, så der var ikke rigtig noget behov for at kalde dem andet end ‘miniskinkerne’.

Men det sidste er begyndt at blive upraktisk, nu hvor de er store og har egne små personligheder. ‘Datterske’ duer ikke rigtig – primært fordi det lyder lamt, og dernæst fordi, der jo er to. At kalde dem 1 og 2 trodser ethvert tvillingetabu, og jeg overvejede faktisk at opkalde dem efter tvillingerne i Alice i Eventyrland, indtil det gik op for mig, at den ene så ville være ‘Tvilling Dum’. Jeg har også overvejet at bruge efternavnene på de kunstnere, de er opkaldt efter, men det bliver sgu for prætentiøst, selv for mig. Jeg har det lidt ligesom Blogsbjerg: alt for fantasifulde dæknavne kan let komme til at skabe unødig distance. Og kun at bruge forbogstaver kommer hurtigt til at lugte lidt af kriminalrapport.
Jeg kunne selvfølgelig bare bruge deres rigtige navne, de er både pæne og ikke mere hemmelige, end de tidligere er blevet afsløret. Men min paranoide side bryder sig ikke om at blive alt for googlebar; også fordi manden er lærer, og jeg ved, at han ikke vil sætte pris på, at hele 7.C pludselig kan klikke sig ind på hans privatsfære.

So what to do?

"Alle, der ikke vil omtales 'Rapunzel' fra nu af, bøjer i knæene... Godt, så er det vedtaget!"

“Alle, der IKKE vil omtales som ‘Rapunzel’ fra nu af, bøjer knæene… Godt, så er det vedtaget!”

Pas

For ti år siden var jeg på højskole. For ti år siden vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle med mit liv. For ti år siden havde jeg ikke en kæreste og slet ikke nogen børn. For ti år siden var jeg i Israel og Palæstina, og derfor fik jeg lavet nyt pas inden, og det kom jeg pludselig i tanke om i sidste uge, for ti år er så længe, et pas gælder, og om en uge skal jeg udenlands, så pludselig fik jeg travlt.

Mig (småfebrilsk): “…og så skal jeg også have taget et billede, og jeg skal have lavet et nødpas, for det er vist for sent at forlænge det gamle, og jeg skal rejse om under 14 dage…”

Borgerservicemedarbejder (roligt og venligt): “Det er okay, jeg laver det bare til en hastesag, så får du det tilsendt i løbet af næste uge.”

Og det gjorde jeg, det kom i dag. Det er fint og nyt, jeg ligner ikke en tosse på billedet, og det skal fornys i 2025, hvilket føles som om meget længe. Mit gamle pas med alle stemplerne og underskrifterne og de indklæbede visa er gemt væk sammen med dets forgængere; jeg er på mit 5. pas nu. Sønneke er allerede på sit 2.

Kæft, hvor tiden altså flyver.

image

 

On a darker note

Det her falder lidt ved siden af det foregående indlæg, men jeg læste i dag, at ISIS havde sprængt et tempel i Palmyra i stykker. Og henrettet Khaled al-Asaad, ekspert i Palmyras historie og pensioneret kurator for området.

Jeg har set det tempel, for snart 19 år siden. Jeg har stået og kigget på det og beundret, hvor velbevaret det var. Og selvom jeg tænker mest på alle de mennesker, der lider i Syrien, så var der noget ved det tempel, som ramte mig. Ligesom dengang Taleban sprængte Buddha-figurerne i stykker i Afghanistan.
Det tempel havde overlevet krige, det havde overlevet romersk, osmannisk og fransk besættelse. Det havde stået i flere tusinde år, og nu er det ødelagt. Hvem fanden gør den slags?
Det gør de samme umennesker, som halshugger en 81-årig arkæolog på åben gade.
Og som mishandler, voldtager, torturerer og henretter mænd, kvinder og børn i hele regionen. Jeg ved det godt, intet af det giver mening, og intet er mere meningsløst end andet.

Alligevel sad jeg i et stykke tid og tænkte på det tempel, der stod så længe, og den mand, der passede på det, og at begge nu er væk.

How much do I loathe it/let me count the ways…

Nåh, hvordan går det så med det kørekort?

Tjah, jeg tog en pause i foråret, da det viste sig, at nyt job, aftenundervisning to gange om ugen og teoritimer + køretimer alligevel blev lidt for meget at jonglere ved siden af det almindelige familieliv. Til gengæld svor jeg en hellig ed på at få så meget som muligt kørekort onduleret i sommerferien, hvilket selvfølgelig ikke skete. Men nu er jeg startet igen. Og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, der er jo så meget at fortælle om…

Fx ydmygelsen, da min kørelærer to minutter inde i dagens kørelektion siger “nu må jeg vist hellere overtage pedalerne, for vores begge tos sikkerheds skyld.” Vi var ikke engang nået ud af parkeringspladsen.

Eller de sjove lyde og bevægelser, en bil laver, når man (jeg) ved en fejl går fra 2. tilbage til 1. gear i jævn fart. Hvorfor er 3. gear i det hele taget så fucking svært at finde? For slet ikke at tale om 4.? Eller 2. igen, når man har været hele kongerækken igennem?

Eller den følelsesmæssige rutchebanetur det er at starte en prøve-teoriprøve med et par rigtige. Så én forkert. Så et par rigtige. For til sidst at ende på otte forkerte svar. Ud af 25. (I was robbed!)

Og selvfølgelig den vrede og frustration, jeg føler, når min kørelærer beder mig skifte gear, mens vi befinder os midt i et kryds. Han forstår tydeligvis ikke, at al min mentale energi er opbrugt på at køre frem, uden at bilen går i stå (husk at holde koblingen nede), blinke af til den rigtige side (dimsen skal op, når du svinger til højre), sørge for ikke at påkøre nogen sagesløse cyklister (både tjekke i sidespejl og over skulderen) og sidst, men ikke mindst, dreje rattet. Skal jeg også til at huske den rigtige kombination af kobling og speeder samt 2. gears placering, vil det uværgerligt komme til at koste menneskeliv.

Jeg lærer det. fucking. aldrig.

"...og lang historie kort, så tænkte jeg, at jeg kunne tage køreprøven på cykel i stedet?"

“…ooog lang historie kort, så tænkte jeg, at jeg kunne tage køreprøven på cykel i stedet?”

Situationsspecifikke hadeudtryk, en eksklusiv liste

– Når nogen angiver alder i somre; som i ”en pige på 21 somre”.
Medmindre man lever i yngre bondestenalder, er det bare ikke i orden.

– Når TV-værter bruger udtrykket ”verdensberømt i Danmark”.
Det er der så IKKE noget, der hedder. Måske med undtagelse af, når man snakker om Ib Michael.

– Når nogen i et kommentarfelt skriver ”der findes et særligt sted i Helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden”.
Narhj, der gør ej, jeg har selv læst Dante. Falske profeter, tjek. Forrædere mod Gud og fædreland, tjek. Folk, der ikke giver en håndsrækning på baggrund af kromosom-fællesskab, not so much. Kunne vi ikke bare blive enige om, at Madeleine Albright har eneret til den udtalelse?

Det var en lys og stille morgen

Jeg er slet ikke morgenmenneske, men jeg kan egentlig godt lide morgener.

Især sådan en sommermorgen, hvor solen skinner, og himlen er blå. Hvor jeg afleverer børn og bagefter kan spise morgenmad i en tom lejlighed. Hvor selv folk på gaden er helt stille, når jeg cykler forbi. Hvor folk i min afdeling møder lidt senere, så jeg starter dagen alene. Som om alle lige var blevet enige om, at jeg nok godt kunne bruge lidt fred og ro.

Jeg er slet ikke morgenmenneske, men det er nok i virkeligheden mere mennesker end morgener, det kniber med.

image