Sommerhadelæsning, del 2: Jojo Moyes

Lad det være sagt med det samme: Jojo Moyes er en af den slags forfattere, der giver mig lyst til selv at skrive en bog. Fordi jeg efter de første 20 sider tænker: ”Det her kunne jeg fanme også have skrevet…”
Men da min arrogance tilsyneladende er større end min forfatterkløe, er det Moyes, der griner hele vejen til banken, og mig, der hermed kort opridser handlingen i hendes bestseller Me before you (på dansk Mig før dig, men jeg kunne kun få fat i den engelske udgave):

Louisa, kaldet Lou, er 26 år og bor i en søvnig, engelsk turistby. Caféen, hun arbejder på, lukker, og da hendes forældre, bedstefar og søster (som også er enlig mor) alle er afhængige af hendes indkomst, må hun skynde sig at tage et job som hjælper for den rige Will, som er lam fra halsen og ned efter en trafikulykke to år tidligere. Først kan de to ikke udstå hinanden, men langsomt opstår der en gensidig sympati…

Lyder det bekendt? Så er det nok fordi, at der er lavet de første fem Hollywood-film over nogenlunde samme skabelon. Faktisk havde jeg det ret hurtigt som om, jeg bare skulle have set filmen, i stedet for at læse mig igennem de 481 sider, bogen strækker sig over… Det lettere klichéprægede persongalleri består desuden af Lous dør af en kæreste – som bruger al sin tid på ironman-træning og proteindrikke, og som hun helt åbenlyst ikke bør være sammen med – og Wills rige og hæmmede familie (naturligvis en direkte kontrast til Lous fattige, kaotiske og hjertevarme bagland). Der mangler godt nok en slagfærdig og/eller nævenyttig bedsteveninde, men den rolle udfylder Lous søster så glimrende, at der ikke er grund til at komplicere plottet med flere relationer.

Nå, sarkasmen til side, så er Moyes heller ikke helt ueffen. Hun formår faktisk at give en nuanceret beskrivelse af tilværelsen som tetraplektiker og at argumentere overbevisende både for og imod assisteret selvmord. (Jeg har det bare lidt stramt med, at den historie skal fortælles af chick-lit’ens arketypiske småklodsede, men elskelige hovedperson, der hele tiden vittigt reflekterer over sin egen uduelighed). Og karaktererne er da elskelige, på en måde så man gerne ser dem lykkes med deres planer og deres liv.
På den anden side har jeg set flere fremhæve Moyes’ evner som forfatter, og den køber jeg altså ikke helt. Måske fordi hun formår at gøre brug af hele tre af mine litterære hadeobjekter: en overforklarende fortællestemme, ‘introduktionsrunden’ – hvor hovedpersonen i løbet af første kapitel får præsenteret næsten samtlige medvirkende og hele deres indre liv for læseren (se også første punkt) – og endelig brugen af fortælletekniske greb uden nogen påviselig årsag; i dette tilfælde fire tilfældigt indsatte kapitler, hvor fortællesynsvinklen skifter til en anden person, uden at ‘stemmerne’ lyder nævneværdigt anderledes end Lous, og uden at det bibringer noget som helst nyt til fortællingen (se igen første punkt).

Når alt det er sagt, så har jeg godt nok et alter ego i gul plastic, men jeg er trods alt ikke lavet af sten. Jeg var ganske godt underholdt bogen igennem, klukkede lidt et par gange og fik lyst til gribe dagen, leve livet og svømme med nogle delfiner. Jeg hulkede mig godt nok ikke igennem slutningen (som jeg har læst mig til, man skal), men jeg fik da en lille klump i halsen.
Konklusionen må være, at bogen egentlig er fin nok, på samme måde som en romantisk komedie kan være fin nok – jeg vil nok bare hellere se filmen og så læse en anden bog.

P.S. Føler mig lidt dum, men fattede aldrig helt titlen?…

Advertisements

13 thoughts on “Sommerhadelæsning, del 2: Jojo Moyes

  1. Jeg havde købt ” Mig før dig” til min campingferie alene med ungerne, fordi jeg tænkte at den ville være let at læse, imens jeg sad i kaos.
    Meget tidligt i bogen, kom jeg til at tænke på min mormor, som læste Barbara Cartland hele tiden, da jeg var omkring de 12 år, begyndte jeg at læse dem når jeg var hos hende. Den er skrevet fuldstændig på samme måde, nu har du måske aldrig læst Barbara Cartland (det skal du heller ikke gøre), men hun har jo også haft millioner af læsere, selvom hendes bøger er elendige.

    • Ikke enig i at Barbara Cartlands bøger (kun) er elendige. Formulariske: ja, gammeldags & umoderne: ja, til tider latterlige: ja. Men sproget er ikke håbløst og af og til vil man (jeg) bare gerne have nogle tomme kalorier.
      Desuden tager de ca. 1 time at læse og hvis man aldrig har læst bare én, så synes jeg faktisk man bør gøre det. The original chicklit.
      De kan til gengæld være svære at skaffe, især i KBH, men jeg har vist nok set dem på Laundromat, hvor bøgerne jo er en slags udstilling.
      Hilsen Surelita (hvilket en Barbara-hovedperson sagtens kunne hedde)

      • Jeg må have fat i Cartland – har aldrig læst noget af hende, og hun er jo efterhånden en uomgængelig del af litteraturhistorien.
        Selvom jeg måske ikke ser “sproget er ikke håbløst” som verdens mest lovende anmeldelse… 😉

  2. Åh gud hvor befriende at læse en omtale af den bog, som ikke falder på halen over Moyes skrivekvalitet, som, som du selv påpeger, altså er til at overse.
    Selv kunne jeg simpelthen ikke fordrage bogen af lige præcis alle de årsager, du nævner, og jeg endte endda med ikke engang at syntes, at den var fin nok, men bare at jeg simpelthen havde spildt min tid. Men det bekræftede mig så bare i, at den type litteratur simpelthen ikke er mig – når jeg ikke kan døje chick lit’ens ukronede dronning, er der vist intet håb for mig og den genre 🙂
    Ps. Elsker dig blog – skriv mere!! 🙂

    • Havde godt læst din anmeldelse 😉
      Nej, jeg er heller ikke til den genre, og det er ikke (bare) snobberi, jeg vil virkelig gerne holde af chick lit. Sidste år forsøgte jeg mig med Marian Keyes, efter at have set hende anbefalet flere steder, men jeg kunne overhovedet ikke begejstres. Må nok bare indse, at jeg finder min litterære Matador Mix andre steder…
      (Og tak. Er da en sucker for den slags opfordringer :-))

  3. Jeg kan sagtens følge alle dine pointer angående Moyes’ skrivestil – men var alligevel ret godt underholdt, da jeg læste den sidste sommer. Har efterfølgende forsøgt mig med en anden af hendes bøger siden, som jeg absolut skulle kæmpe mig igennem.
    Jeg forstår i øvrigt titlen som reference til, at Will i sidste ende vælger sig selv og ikke sin kærlighed til Lou – at ‘mig’ kommer ‘før dig’. Banalt, men altså…. andre forslag? 🙂

  4. Der er en efterfølger til me before you…. Just saying! Tænker du nok ikke skal læse den;) hi hi! Jeg nød nu bogen meget godt men er nu heller ikke så kritisk eller måske er jeg. For jeg læste Gone Girl og så derefter filmen og hypet omkring bog og film forstår jeg ikke…. Men jeg er ikke ekspert og måske den bog bare ikke lige var mig. Læser ellers næsten alt og mange genre:)

    • Haha, jeg må bare leve med spændingen i forhold til, hvad der videre hændte Lou…
      Tror, der er SÅ meget, der kan spille ind; jeg har både læst bøger og set film, som jeg objektivt godt kan se ikke var voldsomt gode – og som jeg alligevel elskede. Det kommer også an på stemningen, selskabet og den periode, man lige befinder sig i.
      Kan godt følge dig lidt mht “Gone Girl”, jeg har kun set filmen, men det fedeste var klart suspensen i første halvdel – derefter bliver den bare absurd…

      • Altså nu er det jo for sent, når du allerede har set filmen, men jeg læste Gone Girl før filmen blev lavet og jeg syntes, den var rigtig godt skruet sammen – Nick er ikke en typisk mandlig hovedrolle, da han jo faktisk er temmeligt meget en douche, så langt hen ad vejen sad jeg med den der ‘han gjorde det! Han gjorde det ikke! Han gjorde det!’. I bogen går der meget længere tid før man finder ud af, hvad der er sket, hvor det i filmen er ret klart fra starten.

  5. Åh, du har lige sat ord på een af mine store problemer med rigtig meget (dårlig) litteratur – nemlig den der overforklarende, anonyme fortællerstemme, som har alvidende indsigt i alle karakterer i en bog. Specielt i deres følelsesliv. Jeg kan slet ikke have det! Fnyser nærmest indvendigt når jeg støder på det. Læseoplevelsen bliver sådan helt flad og kedelig, når man ikke får plads til at danne sig sine egne indtryk af personerne ud fra handlinger, samtaler, reaktioner osv. Alt behøver ikke blive forklaret. Det er godt med lidt huller til selv at “connecte the dots”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s