How much do I loathe it/let me count the ways…

Nåh, hvordan går det så med det kørekort?

Tjah, jeg tog en pause i foråret, da det viste sig, at nyt job, aftenundervisning to gange om ugen og teoritimer + køretimer alligevel blev lidt for meget at jonglere ved siden af det almindelige familieliv. Til gengæld svor jeg en hellig ed på at få så meget som muligt kørekort onduleret i sommerferien, hvilket selvfølgelig ikke skete. Men nu er jeg startet igen. Og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, der er jo så meget at fortælle om…

Fx ydmygelsen, da min kørelærer to minutter inde i dagens kørelektion siger “nu må jeg vist hellere overtage pedalerne, for vores begge tos sikkerheds skyld.” Vi var ikke engang nået ud af parkeringspladsen.

Eller de sjove lyde og bevægelser, en bil laver, når man (jeg) ved en fejl går fra 2. tilbage til 1. gear i jævn fart. Hvorfor er 3. gear i det hele taget så fucking svært at finde? For slet ikke at tale om 4.? Eller 2. igen, når man har været hele kongerækken igennem?

Eller den følelsesmæssige rutchebanetur det er at starte en prøve-teoriprøve med et par rigtige. Så én forkert. Så et par rigtige. For til sidst at ende på otte forkerte svar. Ud af 25. (I was robbed!)

Og selvfølgelig den vrede og frustration, jeg føler, når min kørelærer beder mig skifte gear, mens vi befinder os midt i et kryds. Han forstår tydeligvis ikke, at al min mentale energi er opbrugt på at køre frem, uden at bilen går i stå (husk at holde koblingen nede), blinke af til den rigtige side (dimsen skal op, når du svinger til højre), sørge for ikke at påkøre nogen sagesløse cyklister (både tjekke i sidespejl og over skulderen) og sidst, men ikke mindst, dreje rattet. Skal jeg også til at huske den rigtige kombination af kobling og speeder samt 2. gears placering, vil det uværgerligt komme til at koste menneskeliv.

Jeg lærer det. fucking. aldrig.

"...og lang historie kort, så tænkte jeg, at jeg kunne tage køreprøven på cykel i stedet?"

“…ooog lang historie kort, så tænkte jeg, at jeg kunne tage køreprøven på cykel i stedet?”

Advertisements

10 thoughts on “How much do I loathe it/let me count the ways…

  1. Hvis det på nogen måde kan trøste, så er jeg 38, har 3 børn og fik aldrig liiiiige taget det der kørekort. Men nu klapper fælden. Fordel: jeg bor i USA, så der er automatgear. Ulempe: der bliver stinke møg sikkert både isslag og særdeles heftige mængder sne til vinter. Aaaaaargh

    • Automatgear er det eneste rigtige! Forstår ikke, hvorfor resten af verden er for fin til den slags… Pøjpøj med glatføret, du har min dybeste medfølelse.

  2. Også her var der store problemer med at få erhververt kørekortet. Jeg var 30 år og havde pænt svært ved at få koordineret mine bevægelser. Trafikken i Indre By kan være mangeartet og slem, og jeg kængurukørte når jeg ikke gik i stå…. Men pludselig var den der, koblingspunktet var fundet og jeg var klar til køreprøve. Sådan da. Jeg fik ihvertfald kortet i tredje forsøg! Så det bliver bedre. Men rigtig god til at køre, bliver man først når kortet er i hus, og man får rutinen.

    • Mit hjerte sank lidt, da jeg nåede fra “pludselig var den der” til “kortet i tredje forsøg” 😉
      Har en frygtelig fornemmelse af, at jeg bliver en sand guldgrube for min køreskole…

  3. Jeg hører dig, søster. Løsningen er dels automatgear, dels at FORBLIVE i byen, så du ikke for alvor har brug for at kunne køre… Og nok kørte Karen Blixen som en drøm, men Astrid Lindgren lærte det aldrig (hendes kørelærer sagde vist noget i retning af: det kan godt være, du gerne vil have kørekort for at kunne redde dine børnebørn fra nazisterne, men jeg lover dig, fru Lindgren, nazisterne er mindre farlige for børnene, end du er bag et rat). Det er en form for trøst (for mig).

    • Automatgear er bare så forbandet svært at opdrive…
      Er vild med Astrid Lindgren-historien 😀 – men havde du ikke et frygtløst bil-alter ego ved navn Bolette? Må til at finde på noget tilsvarende. Tænker, at en Yvonne kunne være en god bilist. Eller i hvert fald selv mene, hun var det.

      • Åhjo! Bolette. Hende havde jeg rent glemt. Jeg har brug for at få hende ind i mit liv igen. Yvonne er et godt navn til en frygtløs storbybilist. Af sted af sted…

  4. Hahaha….troede jeg havde danmarksrekord i højeste antal køretimer, men lyder som om jeg har konkurrence. Fådeikkskaværløjn så dumpede jeg 2 (TO) gange til den praktiske køreprøve, da jeg boede i USA. På et tidspunkt, hvor jeg vel at mærke havde haft et dansk kørekort i næsten ti år. Første gang nåede jeg slet ikke ud på vejen, men dumpede på parallelparkering. Fik bagenden smidt op på fortorvet og fladmast et par kegler. Anden gang kørte jeg over for rødt. Har i mange år slet ikke kørt bil, men så blev jeg skilt og så var der ingen vej udenom. Er dog stadig ikke for tryg ved motorvejsnettet omkring Kbh, så sniger mig som regel af de mindre veje. Kan finde meget snørklede biveje fra A til B via Æ,Ø og Å….til min stakkels GPS’s store fortrydelse. Der burde være en “undgå motorvej”-funktion ligesom betalingsveje osv.

    • Min GPS har da en ‘undgå motorvej’ som jeg altid bruger, når jeg kører med hestetrailer og ikke vil genere på motorvejen med 80 i timen (og ja – har også kort til trailer…)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s