I øvrigt… (IX)

…har vi som de sidste i verden fået Netflix. Og sweet mother of all good, var det ikke for børn og arbejde, ville jeg aldrig forlade sofaen igen. Allermest savler jeg ved tanken om alle de dokumentarfilm, jeg skal junke – bare, hvis nogen var i tvivl om, hvor stor en nørd, jeg egentlig er.

…er Sønneke for selskabs skyld begyndt at sove på en madras inde hos sine søstre; så ligesom da vi boede i en 3-værelses, ligger alt mit guld igen og putter i samme rum, og det er bare SÅ hyggeligt. Måske lige bortset fra, når guldet krydsvækker hinanden og dermed deres forældre to-fem gange i løbet af natten.

…er dk4 verdens mindst underholdende kanal på den virkelig underholdende måde. Se bare et afsnit af Jagtmagasinet, I dare you! Eller dansktop-talentshowet, hvor ikke engang deltagerne er i stand til at klappe i takt. Dogme-tv når det er bedst   – især hvis man lige drikker en halv flaske rødvin up front.

…må det være skæbnens onde lune, at jeg samtidig med opdagelsen af, at næsten ingen af mine jeans passer længere, får nys om noget, der hedder Rotel Dip. En uhellig blanding af ost, tomat, chili og kød(!) til at dyppe chips i, som nu har fyldt mine tanker siden i går. Fuck tynde lår, jeg vil have flydende ost!

"Pølse er jo krydderi, ligesom bacon, og kage er nærmest et grundstof, så det karambolerer på ingen måde med min glutenfri veganer-diæt!"

“Pølse er jo et krydderi, ligesom bacon, og kage er nærmest et grundstof, så dettehersens passer helt fjong med min diæt!”

Men minderne har jeg da lov at have

Over Sønnekes seng hænger en uro, han har haft, siden han var baby (og nej, det er ikke klovne-uroen of doom). Vi købte den, dengang jeg var højgravid, og vi shoppede babyting i IKEA, og når jeg putter ham om aftenen og kigger på dyrene, der vinker ned fra luftballonen, tænker jeg tilbage på Sønneke som nyfødt, hvor nyt og spændende det hele var, og hvor enkelt mit liv var dengang. Hvilket er en erindringsforskydning af astronomiske dimensioner.

Sandheden er, at jeg var nedtrykt, ensom og bekymret. Jeg fik en fødselsdepression, følte mig isoleret, og alt det nye virkede mere skræmmende end spændende. Hvis mit liv var noget som helst, så var det kompliceret. Men erindret i glimt bliver min førstegangsmor-oplevelse mere til det rolige jubeltrip, som alle andre (tilsyneladende) oplever. Hvilket på mange måder er en god ting – her tænker jeg især på fremtidige skåltaler og redigeringen af Barnets Bog – men også et udtryk for min temmelig kontrafaktiske hukommelse.

Eksempelvis blev det år, jeg boede i Århus, halvvejs ædt op af ensomhed og stress, i bagklogskabens uklare lys til en spændende tid med nyforelskelse, nyt studie og den sidste periode i mit liv, hvor jeg boede alene (oh, joy!). Så glemmer vi bare, at kæresten boede hjemme i København, studiet var ved at rykke mig midt over, og jeg savnede mine venner og mit gamle kollegie så meget, at jeg sad på mit værelse og græd en stor del af tiden.

Næsten ligegyldigt, hvor nederen en periode i mit liv har været, så vil den bare et halvt til et helt år senere have sin helt egen charme i min tågede erindring, hvilket nok er en uomgængelig konsekvens af at være nostalgiker. Og mit virkelige problem er selvfølgelig ikke de glossede minder. Det er den nutid, der altid føles forkert, bekymrende og ikke så god, som den kunne være. Hvis mit liv altid er lykkeligere i retrospekt, hvad siger det så om mig? Sandsynligvis at jeg er grundlæggende utilpas i nuet…

Tro mig, jeg arbejder på det.

En dag vil jeg mindes dengang, en fredag aften blev brugt med halvandet glas rødvin og referat af sidste forældremøde, og huske det, som den bedste tid i mit liv. Eller også vil jeg ikke.

En dag vil jeg mindes dengang, en fredag aften gik med et halvt glas rødvin og referatet af sidste forældremøde, og huske det, som den bedste tid i mit liv. Eller også vil jeg ikke.

Mon amour

Dengang manden gik i selvsving over, hvordan vi nogensinde skulle få plads til tre autostole på bagsædet, indvendte jeg, at vi nok alligevel ikke fik vores egen bil, før mindst én af børnene ikke længere sad i autostol.

Det viste sig, at jeg tog fejl. For over sommeren er vi blevet bilejere, og jeg, der altid har været komplet ligeglad med alt motoriseret, er forelsket. Også selvom jeg ikke kan køre den endnu.

Forleden morgen, da jeg holdt på min cykel i et kryds, var der en bil i samme model og farve, som på et tidspunkt kørte frem og holdt stille i flere minutter, helt alene i krydset. Mens jeg bare kiggede på den. Jeg sværger, det var et rent dansende-plasticpose-i-American Beauty-moment!

Det er en Citroën. (Ikke et ondt ord om franske biler! At købe franske produkter er altid tegn på stil!!) Som har et særligt designmæssigt je ne sais quoi. En praktisk familiebil med plads til tre autostole på bagsædet, men stadig med masser af gallisk charme og helt uden associationer til Postmand Pers køretøj.

Om jeg vil vise et billede af den? Naturligvis! (Min anonymitet forhindrer mig desværre i at kramme den på billedet, selvom jeg gerne ville.)

Her er den, vores vej til frihed, lighed og de plysterninger, jeg altså snart skal have købt. Mine damer og herrer, vores nye, brugte bil:

Selv når den står stille, ser det ud som om, den kører.

Selv når den står stille, ser det ud som om, den kører.

De kære børn

For tiden tænker jeg ofte, at jeg må have fejlet totalt som forælder. Eventuelt i tæt samarbejde med manden. Men det er svært ikke at føle, at vi har gjort et eller andet helt, helt galt, når store dele af vores hyggelige familietid (bemærk venligst den skødesløse omgang med begrebet ’hygge’) går med skænderier, konflikter, nedsmeltninger, gråd og tænders gnidsel.

Jeg fortæller mig selv, at det må være noget med alderen (er det ikke altid det?).

Radise og Flame er blevet tre år. Og som Politikens børnebibel fortæller mig, så er det en svær tid, hvor man forstår meget, men ikke nok, og hvor man kan meget, men ikke nok, og derfor ”oplever barnet meget modstand”, hvilket giver meget god mening. Selvom jeg nu, hver gang en høflig forespørgsel bliver mødt af brølen, krampegråd eller panikråb efter ”faa-aar!!!”, mest føler, at det er mig, der oplever meget modstand.
Min førstefødte er seks, og jeg kan læse mig til (og opleve på første hånd), at det heller ikke er en nem alder. Slet ikke, når man som ham er en følsom dreng, der skal jonglere en hel dag i skole og frit, passe ind, søge kompromiser og socialisere, og ikke har meget overskud tilbage sidst på dagen. Det resulterer ofte i voldsomme sammenbrud og/eller raserianfald, og den slags skal efter sigende kvæles i kærlighed – det kan dog være lidt svært at huske, når man bliver kaldt ”store fede abe” og samtidig ønsket en snarlig død, fordi man tillader sig at inddrage iPad’en.

Rystet sammen og serveret i ulvetimen er de tre en sprængfarlig cocktail, som det kræver sin forælder at berolige, trøste, irettesætte og ikke mindst holde ude af totterne på hinanden.

For et par uger siden havde jeg så hele menageriet med i Netto, hvilket faktisk gik overraskende godt. Lige da vi havde stillet os i kø, kom jeg i tanke om noget, jeg havde glemt, og bad derfor den stolte kurvefører, Sønneke, om at holde pladsen i køen og så vidt muligt få sine lillesøstre med sig. Da jeg kom tilbage, var de tre rykket et godt stykke frem, alt åndede fred, og storebror informerede mig med alvorlig mine om, at han havde stillet sig om på den anden side af indkøbskurven, så han på den måde bedre kunne holde øje med de to mindste, der stod og småsnakkede artigt ved slikhylderne – uden at røre ved noget. Den rare mand foran os i køen vendte sig om, nikkede anerkendende og delte sin beundring over, hvor dygtige og velopdragne mine børn var i fri dressur. Jeg kvalte en skoggerlatter og bedyrede, at de skam er meget dygtige allesammen.

Nu hiver jeg den episode frem for mig selv, hver gang jeg begynder at tænke, at mine forældreevner virkelig er ad helvede til. Børnene er tilsyneladende velfungerende nok.
Især når jeg holder mig væk.

"Udkørt kl 5? Amf..., jeg mener, Medova te tager trætheden!"

“Udkørt kl 5? Amf – jeg mener Medova te – tager trætheden!”

Der læses

Nej, det går ikke pissegodt med Ayn Rand-projektet… Da vi rejste forrige weekend, tog jeg en beslutning om at droppe min sædvanlige bog-masochisme og pakkede krimier i stedet – og hurra for det!

Den ene af dem er jeg stadig i gang med, Leonardo Paduras Kættere. Det er seneste (sidste?) bind i hans serie om den cubanske politimand Mario Conde, som jeg er ret stor fan af – fordi Padura er en af de forfattere, der demonstrerer, at man ikke behøver skrive dårligt og klichéfyldt om en-dimensionelle karakterer, bare fordi man skal skrive en krimi (i øvrigt var der et fint interview med manden i sidste udgave af Weekendavisen, bare som en slags ubrugelig bonusinfo).

Denne her er indtil videre den længste og mest ambitiøse af hans bøger: 600 sider, der kommer omkring både Rembrandt, Holocaust, jødisk migrationshistorie og Cubas udvikling gennem 70 år i én lang, glidende fortælling, og bortset fra en liidt langtrukken midterdel, der foregår i 1600-tallets Amsterdam (man kan bare bladre hurtigt igennem, den slags føler litteraten her sig aldrig for fin til), er den medrivende, spændende, gribende, velskrevet, og hvad jeg ellers kan komme på af forlags-adjektiver. Stor anbefaling herfra!

Og så er der endnu en grund til, at jeg er så optaget af den bog. Selvom det primære fortællespor er nutidigt, er handlingens omdrejningspunkt en virkelig begivenhed tilbage i 1938, da skibet St. Louis anløb Havanas havn med næsten 1.000 tyske jøder ombord. Deres ansøgning om asyl blev afvist, først af Cuba, så af USA. Og herefter var der ingen anden vej end tilbage til Europa.

Og nej, jeg vil ikke trække nazi-kortet på den nuværende flygtningesituation. Bare konstatere at skamfuld mangel på udstrakte hænder åbenbart er tidløs.

LEGO-Mie kan heller ikke få armene ned.

LEGO-Mie kan heller ikke få armene ned.

 

Vores morgenrutiner – eller komplet mangel på samme

Ovre hos Valdemarsro, hvor jeg jævnligt scroller efter lækre opskrifter, mens jeg sukker over, at mit liv aldrig bliver så fotogent, læste jeg et indlæg, hvor folk delte deres morgenrutiner. Og efter at have måbet lidt over, hvor mange tjekkede mennesker og tjekket morgenmad, der tilsyneladende findes, besluttede jeg, at mine morgenrutiner også fortjener en plads i bloghistorien (kom forresten også til at tænke på dette her – en gammel favorit):

06.20: Vækkeuret ringer. Manden står op. Jeg og Sønneke (som har sneget sig ind til os i løbet af natten) slumrer videre, idet vi ved unison afstemning har valgt farmand ind som A-mennesket i familien – meget mod hans vilje.

06.30: Radise og Flame (der har et velsignet nært forhold til egne senge) vågner og futter med sut, pude og sovedyr ind i sofaen for at se Ramasjang. Manden skramler i køkkenet og kalder på sine bevidstløse familiemedlemmer i dobbeltsengen.

06.31: Jeg vågner med et sæt og svarer tilbage på en måde, der understreger, at jeg har været vågen og i fuld sving de sidste ti minutter. Kaster alle principper om selvhjulpenhed overbords og begynder at trække tøj på stadig halvsovende Sønneke. Han er en om muligt endnu langsommere starter end mig, og det tager en e.v.i.g.h.e.d. for ham at komme i tøjet. Og en evighed for mig at fare frem og tilbage og løbende minde ham om, at det endnu ikke er socialt acceptabelt at møde i skole iført underbukser og en enkelt sok.

06.35: Lover mig selv, at i morgen skal vi være så organiserede, at alle selv tager ansvar for at finde tøj/tage det på. Vi skal også have en enhjørning.

06:40: Går i bad. Alle børn ser Ramasjang, mens faderen tålmodigt forbereder morgenmad. Det meste af tiden er alle tilfredse med havregrød, men nogle gange indløber der også krav om yoghurt med frugt, havregryn med rosiner, ristet bolle med syltetøj (her drukner mine protestråb ude fra badeværelset i bruserlarmen) eller spejlæg. Jeg mener, at det er dybt godnat at tage imod ambitiøse morgenmadsbestillinger, når vi 9 ½ ud af 10 morgener har alt for lidt tid i forvejen – manden mener, at jeg bare skal blande mig udenom og passe mit bad.

06.55: Bad færdigt. Børnene spiser i rimelig ro og mag, idet jeg går forbi køkkenet, og starter straks derefter drabelige skænderier, mens jeg står i soveværelset og tager tøj på. Manden går i bad. Jeg løber halvt påklædt frem og tilbage mellem soveværelse og køkken for at standse væbnet opgør over havregrøden.

07.05: Jeg er så klar, at jeg ikke vækker anstød på gaden, men mangler stadig makeup og morgenmad. Og kaffe. Begynder pragmatisk at få pigerne i tøjet, da det er mest uopsætteligt. Lover samtidig mig selv, at vi skal have bedre tid om morgenen, så vi kan spise morgenmad sammen som en familie, mens fugle kommer syngende ind af vinduet, og enhjørningen nipper godbidder af vores hænder.

07.20: Jeg begynder langsomt at opgive ideen om at spise morgenmad, men håber stadig på makeup’en. Tandbørstning bliver udført på familiens tre yngste medlemmer, der alle sammen pludselig skal noget et andet sted, men dog er modtagelige over for trusler om huller i tænderne. Jeg foreslår mine temmelig troldet udseende pigebørn at få håret sat op, de nægter pure.

07.30: Det optimale tidspunkt at komme ud ad døren på, hvis vi alle skal møde i god tid. Manden går rundt i morgenkåbe og børster tænder. Jeg er i gang med lave formiddagssnack til skolebarnet. Radise og Flame gør op med sig selv, at de alligevel gerne vil have mig til at sætte deres hår. Sønneke kan ikke finde sin trøje. Ingen er tilnærmelsesvis tæt på at være klar.

07.45: Den totale nedsmeltning er nært forestående. Flame insisterer på at fylde sin rygsæk med legekøkkenudstyr og tage den med i børnehave. Manden barberer sig, mens han skifter Radise, der har bidraget til festlighederne med en sidste-øjebliks snavset ble. Sønneke, der har brugt det sidste kvarter på at få én sko på, skal pludselig tisse. Jeg taler med store bogstaver, mens jeg fylder havregryn i noget Tupperware og kyler det i tasken sammen med min makeup.

07.52: Omsider forlader Elvis bygningen. Vi kører en benhård del-og-hersk-stil, hvor manden, der skal møde senest 8.15, hurtigt følger Sønneke i skole, mens jeg hælder De Røde Brigader i Christianiacyklen og tramper mod børnehaven.

08.15: Efter vellykket aflevering kører jeg fra børnehaven, svinger hjem forbi, bytter cykel og kører på arbejde. Lidt senere end planlagt, men dog tilfreds med, at ingen hverken blev skilt eller slettet af testamentet denne morgen. Glæder mig samtidig til dagens første kop kaffe.

10.58: Jeg kommer i tanke om, at Sønneke skulle have haft gymnastiktøj med.

"Nej, du kan ikke vælge at gå bukseløs i skole. For det første, fordi det ikke er velset. For det andet, fordi dine ben ER dine bukser."

“Nej, du kan ikke bare vælge at gå i skole uden bukser. For det første, fordi det ikke er velset. For det andet, fordi dine bukser ER dine ben.”

En slags fashion-update

Charlotte spurgte i kommentarfeltet i går til den kjole, jeg købte, og jeg skal da ikke være bleg for lige at presse temaet ‘min voldsomt interessante mini-ferie’ til sidste dråbe…

Altså: Jeg pakkede den smådramatiske lysegrønne sag ned, med den hensigt at tage den på, når vi skulle i operaen. Normalt er både manden og jeg sådan nogle, der mest går i jeans og forvaskede t-shirts, men nu hvor vi ikke skulle røre i kødsovs eller tumle på gulvet en hel weekend, var vi enige om at gøre lidt mere ud af os selv. Så den første aften, hvor vi skulle på restaurant, tog jeg høje hæle og en sort kjole på; manden var i casual jakkesæt uden slips, og vi synes begge to, at vi havde gjort det godt uden at overdrive.

Vi stak SÅ meget ud.

Jeg ved ikke, om det var fordi, vi bevægede os mest rundt i turistområderne, men ingen var klædt bare tilnærmelsesvist så pænt på som os. Heller ikke på restauranten, hvor folk kom i hverdagstøj. På vej videre i byen blev vi ligefrem stoppet af en fuld amerikaner, der advarede os imod at blive overfaldet, når vi gik sådan klædt – og som beskrivelsen ovenfor antyder, var det altså ikke ligefrem gallauniform, vi var iført. Aftenen endte i en af de mange gårdhave-barer, med mig siddende spritstiv og lettere selvbevidst med hævede fødder i guldskoene, omgivet af folk, der var klædt som den normale udgave af mig.

Så den aften, vi skulle i operaen, tog jeg først prinsessekjolen på – med makeup og de rigtige øreringe var den faktisk helt fin og knap så Miamaja – og lige inden vi gik ud af døren, skiftede jeg.

For jeg kan godt lide at være pæn, men det, jeg allerbedst kan lide, er at falde i med mængden.

Se! Ikke en høj hæl i sigte!