De kære børn

For tiden tænker jeg ofte, at jeg må have fejlet totalt som forælder. Eventuelt i tæt samarbejde med manden. Men det er svært ikke at føle, at vi har gjort et eller andet helt, helt galt, når store dele af vores hyggelige familietid (bemærk venligst den skødesløse omgang med begrebet ’hygge’) går med skænderier, konflikter, nedsmeltninger, gråd og tænders gnidsel.

Jeg fortæller mig selv, at det må være noget med alderen (er det ikke altid det?).

Radise og Flame er blevet tre år. Og som Politikens børnebibel fortæller mig, så er det en svær tid, hvor man forstår meget, men ikke nok, og hvor man kan meget, men ikke nok, og derfor ”oplever barnet meget modstand”, hvilket giver meget god mening. Selvom jeg nu, hver gang en høflig forespørgsel bliver mødt af brølen, krampegråd eller panikråb efter ”faa-aar!!!”, mest føler, at det er mig, der oplever meget modstand.
Min førstefødte er seks, og jeg kan læse mig til (og opleve på første hånd), at det heller ikke er en nem alder. Slet ikke, når man som ham er en følsom dreng, der skal jonglere en hel dag i skole og frit, passe ind, søge kompromiser og socialisere, og ikke har meget overskud tilbage sidst på dagen. Det resulterer ofte i voldsomme sammenbrud og/eller raserianfald, og den slags skal efter sigende kvæles i kærlighed – det kan dog være lidt svært at huske, når man bliver kaldt ”store fede abe” og samtidig ønsket en snarlig død, fordi man tillader sig at inddrage iPad’en.

Rystet sammen og serveret i ulvetimen er de tre en sprængfarlig cocktail, som det kræver sin forælder at berolige, trøste, irettesætte og ikke mindst holde ude af totterne på hinanden.

For et par uger siden havde jeg så hele menageriet med i Netto, hvilket faktisk gik overraskende godt. Lige da vi havde stillet os i kø, kom jeg i tanke om noget, jeg havde glemt, og bad derfor den stolte kurvefører, Sønneke, om at holde pladsen i køen og så vidt muligt få sine lillesøstre med sig. Da jeg kom tilbage, var de tre rykket et godt stykke frem, alt åndede fred, og storebror informerede mig med alvorlig mine om, at han havde stillet sig om på den anden side af indkøbskurven, så han på den måde bedre kunne holde øje med de to mindste, der stod og småsnakkede artigt ved slikhylderne – uden at røre ved noget. Den rare mand foran os i køen vendte sig om, nikkede anerkendende og delte sin beundring over, hvor dygtige og velopdragne mine børn var i fri dressur. Jeg kvalte en skoggerlatter og bedyrede, at de skam er meget dygtige allesammen.

Nu hiver jeg den episode frem for mig selv, hver gang jeg begynder at tænke, at mine forældreevner virkelig er ad helvede til. Børnene er tilsyneladende velfungerende nok.
Især når jeg holder mig væk.

"Udkørt kl 5? Amf..., jeg mener, Medova te tager trætheden!"

“Udkørt kl 5? Amf – jeg mener Medova te – tager trætheden!”

Reklamer

25 thoughts on “De kære børn

  1. For satan hvor er børn nogle røvbananer nogle gange (jaja, faser, ulvetime, dårlige forældre og jeg skal komme efter dig). Det er bare benhårdt. Tit. Synes faktisk først helt ærligt jeg har glædet mig til ferier og weekends med mine børn på 6 og 7 det sidste års tid… Før det var det hyggeligt – i tankerne, men i udførelsen not so much.

    • Dette års sommerferie var første gang nogensinde, hvor jeg godt kunne have brugt en uge mere og faktisk gik og savnede børnene, da hverdagen startede…
      Det er lige præcis udførelsen, det tit kniber med.

  2. Altså jeg ville ønske at jeg kunne sige at det bare er alderen. Men det er det nok ikke helt på alle områder. At blive kaldt alverdens grimme ting, synes jeg ihvertfald nærmest bliver værre. Meeen til gengæld begynder de efterhånden at kunne klare lidt flere ting selv (bemærk venligst udtrykket “lidt” for man kan jo meget ihærdigt forsøge at få forældre til at hoppe og springe).
    Og så tror jeg bare man skal huske at sætte pris på de små ting, som den der ene gang de fejer gulvet eller hjælper hinanden med tøjet.
    Og så skal vi alle sammen huske på at vi ikke er dårlige forældre! Det føles bare nogen gange sådan. Lidt for tit måske.
    Og så er det rart at læse et indlæg som dit og blive mindet om at der også er andre der har det sådan :-).

    • Åh, og i lige måde, tak! Selvom det bekymrer mig lidt, at du ikke udsteder en garanti på, at det bliver meget bedre lige om lidt 🙂
      Men ja, de ER jo også enormt søde. Noget af tiden. Og, hey, jeg er sgu heller ikke altid helt nem selv…

  3. I så fald har vi også fejlet stort. Jeg har også en seksårig søn og kan nikke genkendende til det hele. Vi har kun en enkelt lillesøster, og hun er 10 mdr, ikke tre år og alligevel tog jeg mig selv i her i weekenden allerede lørdag at begynde at glæde mig lidt til mandag……

    • Der er ikke noget som den søde drøm om mandag morgen, lige efter aflevering… (Og så synes jeg faktisk, at treårige er nemmere end babyer. Trods alt. Det bliver bedre! 🙂 )

  4. Når vi tænker, at nu har vi da fejlet totalt som forældre så laver børnene sådan et stunt der og er de sødeste ever:o) Og jeg gør som dig, husker de der fantastiske ting ungerne godt kan, når de er små skiderikker. Gør det lidt nemmere:)

  5. Treårige er nogle røvhuller!
    Her til aften havde jeg lavet noget mad, som den treårige ikke havde prøvet før. Jeg fodrede derfor barnet af med en rugbrødsmad inden måltidet, for at undgå total nedsmeltning under selve måltidet – så jeg kunne nyde min mad. Men ALLIGEVEL endte det med råb og skrig og knytnæver (fra den treårge – ikke omvendt!) over at menuen ikke stod på pasta med smør igen. Og da vi andre havde spist (lillesøster elskede maden) til soundtracket af råben og hulken og trampen, og havde båret tallerkener og mad ud i køkkenet (for once!), kommer den treårige frem og flipper så ud over at maden er blevet fjernet! Og ender selvfølgelig med at spise tre portioner af det med den største vellyst. Og jeg syntes IKKE det var sjovt at gå i pendulfart mellem stuen og køkkenet på det tidspunkt, hvor jeg lige havde sat mig med en kop kaffe.
    Røvhuller.

    • Herhjemme er det også ret meget på mode først at flippe ud over noget, man bliver tilbudt, som tydeligvis er helt forkert. For derefter at flippe ud, når det bliver fjernet igen.
      Ret umuligt at gøre noget rigtigt under de omstændigheder… Men hey, han spiste jo til sidst! 😉

  6. Utroligt så opmuntrende det kan være at læse om andres kaos, når nu det ligner vores eget kaos så meget, børnekonstellationen inklusiv. Vi plejer at trøste os med at det ER hårdt med treårige twinkles plus en seksårig, altså i forsøg på at tage bort følelsen at man er en utålmodig, kortluntet hidsigprop, der hverken når det ene eller det andet. Når det er sagt, føler jeg mig samtidig som jordens heldigste person, også det forårsaget af de samme små, yndige væsner.

    Men tak med tak på for at du har overskud til at blogge! Det gør da i hvert fald min hverdag en lille smule endnu bedre 😉

    • Selv tak!
      Skal vi bare blive enige om, at vi har det hårdt? Selvom jeg ofte kigger på mine børn og tænker, at det sgu da ikke kan være så svært, og det tydeligvis er mig, der er noget galt med, når jeg ikke har bedre styr på dem og mig selv… Akja.
      (Og heldige? Ja, for fanden da! Sindssygt heldige er vi!)

      • haha, ja, det tænker jeg også – hvor svært kan det være? Men nu har vi herved besluttet at vi har det hårdt, og at vi er sindssygt heldige. Lyder som opskriften på et anstændigt liv! God dag til dig, fine Mie.

  7. Min morgen bestod af min datter på 8 som ikke ville ud af døren. min søn på 6 som nægtede at gå ind i skolen og til sidst men ikke mindst hans tvillingesøster som ikke ville slippe mig da jeg skulle gå ud af skolen. Jeg kunne ikke finde ud af om det var mig, der var en elendig mor eller mine børn som var nogle møgunger.
    Heldigvis er jeg ikke alene, tak!

  8. Åhhh – kæmpe kram til dig. Nogle perioder med børn er bare hårde. Og andre gange, som din oplevelse i supermarkedet, er man jo på toppen! Bare kram. For nu.

    • Tak, du er sød 🙂
      Det er næsten selvbebrejdelsen, der er det værste… Den, og så det at blive brølet ind i hovedet med jævne mellemrum!

  9. Jeg synes vi “hygger” så rigeligt herhjemme med den 4-årige og de to 2-årige, men nu glæder jeg mig da allerede til om halvandet år når det ikke er blevet spor bedre. Heldigvis er vi kun nået til ‘dumme lortemor’ og brølen ind i hovedet, så det bliver næsten rart med afvekslingen når ‘store fede abe’ og brølen ind i hovedet sætter ind. Skønne fremtidsudsigter!
    Det er fandme heldigt de også er søde ind i mellem, de unger.

    • Åhja, ‘dumme lortemor’ er også en klassiker! Er glad for, jeg kunne bidrage med lidt opmuntring…

      Nuttethed får én gennem meget! (Og så bliver det sgu på mange måder også lidt nemmere for hvert år, der går. Synes jeg.)

  10. TAK! Havde brug for det her. Wauw hvor kan ens børn være demotiverende for alt hyggeligt samvær. Og nej, ville ikke undvære dem for noget. Meget smart at vi er indrettet sådan.

  11. Jeg ved ikke om jeg skal være lettet over, at andre også synes, at det kan være en udfordring med de små røvhuller eller om jeg skal ærgre mig over at det åbenbart bliver sværere (mine er 5 mdr og 2 år). Men under alle omstændigheder: tak fordi du delte!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s