Projekt Gak

Den Sure ramte et ømt punkt med sin kommentar i går, I gotta say. Især projektleder-titlen randt i hu, da jeg stod i går aftes og masseproducerede spøgelseslasagne og finger-småkager til Halloweenfesten i Sønnekes klasse. Og vrissede lidt af børnene imens.

Jo mere jeg læser mit indlæg (ja, det er det, jeg bruger min tid på: genlæsning af egen produktion), jo mere irriterende på fikse-det-hele-måden, synes jeg det er.

Det hele kom bare af, at det en dag gik op for mig, at den person, jeg ser mig selv som, ikke er den person, mine børn ser.

Og det er jeg træt af.

Nu med gak

Hvornår var det lige, at jeg man blev til den der sure, irriterende udgave af sig selv? Hende, der går rundt og siger “saml lige det der op”, “lad nu være med at råbe så højt” og “hvis I vil hoppe, må I gøre det i jeres egen seng”. Hende, der bruger sine dage på at vrisse, råbe, skælde, tysse og sukke stille over spildt mælk.

Der var engang, hvor jeg kunne og ville fremføre hele Løvernes Konge – inklusive sange – altid lagde stemmer til grøntsagerne i supermarkedet og jævnligt udførte tigerangreb på manden. Nu går jeg bare rundt med en detaljeret indkøbsseddel i hånden og siger “pas på”. Jeg plejede at være forholdsvis tosset, i stedet er jeg blevet småvrissen på oprydningsmåden. Hvilket er nederen på nedtursmåden.

Lidt fjollet er jeg stadig, men ironisk nok er det mest, når jeg ikke er sammen med mine børn. For der er jeg som regel for træt til at være den sjove mor, jeg engang svor, jeg ville være. Det er som om, der bare er mere overskud til spas og løjer, når jeg er sammen med folk, hvis bordmanerer og puttetider, jeg ikke samtidig skal administrere. Ikke nok plads på harddisken, beklager, unger. Og mand.

“Vi har det ikke sjovt nok, vi skal have mere gak” sagde manden i forrige uge, og han har ret.

Det skal fanme være en gammel, sur løgn, at jeg skal være så vrissen at bo med, især når det i virkeligheden slet ikke er mig at være sådan. Og hvem har i øvrigt bestemt, at det altid er far, der er sjov, fordi han snakker vrøvl og giver kildeture? Når nu mor elsker udklædning og modellervoks og stadig kan Løvernes Konge udenad – inklusive sange? Vi kan godt lukke op for en principiel diskussion om, hvorfor det altid bliver Sjove Far vs. Projektleder-Mor i de små familier, men lige nu ville det sgu også bare klæde mig at smile noget mere.

Så med et par hundrede bloglæsere som mine vidner lover jeg hermed, at jeg vil gøre mit bedste for at huske at tegne ansigter på morgenmaden, udføre flere tigerangreb, gå noget mere med hat, og bare grine og sige “pyt” en hel masse. Alternativt putte perler op i næsen.

Der skal nok være noget gak tilbage derinde. Et sted.

“Var det noget i denneher stil, du mente, da du sagde, vores forhold manglede noget?”

I øvrigt… (X)

…ringede de forleden fra børnehaven, fordi Radise havde puttet en perle op i næsen. (Heldigvis fik hendes far den ud, lige tids nok til, at jeg kunne afbestille tiden på skadestuen.) Følte virkelig, at jeg havde fostret et exceptionelt tåbeligt barn, men åbenbart sker det ofte, at børn i den alder putter ting op i næsen. Den lader vi så lige stå et øjeblik. Sammen med en diskret undren over, hvordan det er lykkedes os at overleve som art.

…hader jeg ordet ‘livsstil’. Især som præfiks på blogs og magasiner. At italesætte det at trække vejret og have tag over hovedet som et stilvalg, er i sig selv et produkt af overskudssamfundet, vi virkelig bør genoverveje. Men ordet oser samtidig så meget af HAY-møbler, yogamåtter og stiletter, der koster det samme som Senegals samlede BNP, at jeg slet ikke kan være i det. Vil gerne slå et slag for, at risengrød og hullede sokker også er livsstil. Alt er sgu da livsstil.

…har jeg fri. Og tømmermænd. Det føles meget 2007 i min verden. Knap så 2007 er mængderne af vasketøj og børnerod, som jeg lige nu omgiver mig med, og som virkelig, virkelig bør forsvinde inden hentetid, sammen med alle nullermændene og tislugten på badeværelset (nogle gange er det en bibelsk prøvelse at bo sammen med hankøn). Hvem henter cola og støvsuger mit hjem? På livsstilsmåden? Anyone?

“Så hvis vi bare lige kunne blive enige om til en anden gang, at uanset hvad, ens storebror siger, så er det IKKE hensigtsmæssigt at prøve at skrue en el-pære i det ene næsebor for at se, om man kan blive verdens første menneskelige standerlampe?”

I kan finde mig ved den grågrønne, grumsede Limpopo-flod

Jeg har en svaghed for politisk ukorrekte fortællinger. Ikke politisk ukorrekt som i sadistiske mord eller liberale værdier (uden sammenligning i øvrigt), men politisk ukorrekt som i kolonialisme.
Bag min bøssefeministiske facade elsker jeg alt, hvad der minder om fordums tid i tropisk varme; hvor mænd har ære, hvide gardiner blafrer i vinden, og indfødte tjenestefolk serverer gin & tonics på verandaen. Hvis jeg kunne planlægge en ferie uden smålige hensyn til tid og rum, skulle det være noget med Orientekspressen (den originale), og kunne jeg bygge mit eget hus, skulle det være i koloni-stil. Siden jeg var barn, har jeg ønsket mig til Hemingways Afrika, Durats Indokina og Durells og Christies Orient; det virker måske ikke så kontroversielt for folk, der ikke har læst humaniora, men tro mig, når man har brugt et semester på at læse Edward Saids Orientalism og lært, at eksotisme er er skældsord, så skilter man ikke ligefrem med sin kærlighed til Kipling.

Åh, Kipling… Når nu nazisten Hamsun og antisemitten Céline stadig bliver anerkendt for deres litterære talent, så kan jeg vel også få lov at drømme mig derud, hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj, uden samtidig at skulle stå på mål for strukturel racisme og udbytningen af den tredje verden.
Jeg blev så glad forleden, da det gik op for mig, at Sønneke er gammel nok til Junglebogen, og jeg kan læse højt af mine yndlingshistorier om Mowgli, Rikki-Tikki-Tavi og alle de andre. Bare navnene! En panter, der hedder Bagheera, en bjørn, der hedder Baloo. Og Shere Khan, Akela, Kaa og Nag – ingen fjollet Disneyficering kommer i nærheden af magien i Kiplings ord. Han er en mester i rytme og lyd, perfekt til højtlæsning og dagdrømmeri. Så hvis I lige vil have mig undskyldt, så topper jeg min venstreorienterede skyldfølelse med en kop Darjeeling og indledningen til Kim:

“Han sad, til trods for alle regler og politibestemmelser, overskrævs på kanonen Zamzammah på dens murstensplatform over for det gamle Ajaib-Gher – Vidunderhuset,  som de indfødte kalder museet i Lahore…”

Arhmen, stik mig en tropehjelm og kald mig Blixen, hvor er det godt!

“Manuel! Hent min elefantriffel, lav mig en daquiri til og ring og spørg Nobelkomiteen, hvad det bliver til med den pris!”

*Indsæt selv Bikstok-titel*

Så tog familien til Jylland, og mand, hvor skulle jeg bare udnytte tiden to da max! Tage kørekort som var der ingen morgendag, sortere fotos fra de sidste tre år, blogge som ind i hampen, lave en masse kaffe- og cocktailaftaler og selvfølgelig arbejde, arbejde, arbejde.

Indtil videre er det mest blevet ved arbejdet. Bevares, jeg har haft veninder ovre til bøffer og en røvfuld rødvin en enkelt aften, men ellers har jeg arbejdet 10-11 timer, spist aftensmad foran fjernsynet, er gået kold på sofaen og stået op næste dag og gået på arbejde igen. Ikke fordi jeg er dennehersens supervigtige karrieretype, der får alle hjulene til at dreje rundt, men fordi vi har masser at lave for tiden, og jeg desuden er på afspadseringsordning, så det er nu, de der halve fridage og tidlige hentninger skal spares op. Og så ER det bare rart at kunne blive, til man er færdig, uden hverken at skulle have dårlig samvittighed eller gemme en rest energi til hjemmefronten.

Men nu gider jeg snart heller ikke flere trætte tv-dinners i ophøjet ensomhed. I morgen aften kommer min posse hjem, og jeg glæder mig til at se dem.

Da dagens sidste mail blev indledt med ordene “Kære Tbplfgtgvhhhhhhhhhhhhhhhhhh”

Dagens

Kan allerede høre det for mig: “…dengang jeg gik 10 kilometer til skole i knæhøj sne og selv måtte bygge min iPhone af LEGO”…

Altså

Ahja, blogging, you say…?

Det er bare fordi, jeg havde et arrangement med arbejde i weekenden, hvor jeg lige skulle vise, at de har ansat den helt rigtige. Til at tømme baren, altså. (Fordelen ved old-school chefer er, at den slags opførsel trods alt aftvinger en vis respekt og et par anerkendende nik under mandagsmøderne). Og jeg kan altså ikke blogge, når jeg er ved at dø af tømmermænd.

Og så skulle manden og jeg lige bruge søndagen på at skændes, og jeg kan altså ikke blogge, når jeg er i (den slags) dårligt humør.

Og jeg ved ikke, om det var skænderiet, men min bedre halvdel lagde sig i hvert fald øjeblikkeligt syg, og vi har en deadline på arbejde, der nærmer sig, så lige nu går dagene ret meget med arbejde, cyklen frem og tilbage, noget nemt til aftensmad og så udkoksning på sofaen med et glas rødvin efter puttetid. Og jeg kan altså ikke blogge, når jeg sover på sofaen.

Men lige om lidt, så kan jeg godt. Blogge, altså.

Ja, det var altså, hvad det kunne blive til.