I kan finde mig ved den grågrønne, grumsede Limpopo-flod

Jeg har en svaghed for politisk ukorrekte fortællinger. Ikke politisk ukorrekt som i sadistiske mord eller liberale værdier (uden sammenligning i øvrigt), men politisk ukorrekt som i kolonialisme.
Bag min bøssefeministiske facade elsker jeg alt, hvad der minder om fordums tid i tropisk varme; hvor mænd har ære, hvide gardiner blafrer i vinden, og indfødte tjenestefolk serverer gin & tonics på verandaen. Hvis jeg kunne planlægge en ferie uden smålige hensyn til tid og rum, skulle det være noget med Orientekspressen (den originale), og kunne jeg bygge mit eget hus, skulle det være i koloni-stil. Siden jeg var barn, har jeg ønsket mig til Hemingways Afrika, Durats Indokina og Durells og Christies Orient; det virker måske ikke så kontroversielt for folk, der ikke har læst humaniora, men tro mig, når man har brugt et semester på at læse Edward Saids Orientalism og lært, at eksotisme er er skældsord, så skilter man ikke ligefrem med sin kærlighed til Kipling.

Åh, Kipling… Når nu nazisten Hamsun og antisemitten Céline stadig bliver anerkendt for deres litterære talent, så kan jeg vel også få lov at drømme mig derud, hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj, uden samtidig at skulle stå på mål for strukturel racisme og udbytningen af den tredje verden.
Jeg blev så glad forleden, da det gik op for mig, at Sønneke er gammel nok til Junglebogen, og jeg kan læse højt af mine yndlingshistorier om Mowgli, Rikki-Tikki-Tavi og alle de andre. Bare navnene! En panter, der hedder Bagheera, en bjørn, der hedder Baloo. Og Shere Khan, Akela, Kaa og Nag – ingen fjollet Disneyficering kommer i nærheden af magien i Kiplings ord. Han er en mester i rytme og lyd, perfekt til højtlæsning og dagdrømmeri. Så hvis I lige vil have mig undskyldt, så topper jeg min venstreorienterede skyldfølelse med en kop Darjeeling og indledningen til Kim:

“Han sad, til trods for alle regler og politibestemmelser, overskrævs på kanonen Zamzammah på dens murstensplatform over for det gamle Ajaib-Gher – Vidunderhuset,  som de indfødte kalder museet i Lahore…”

Arhmen, stik mig en tropehjelm og kald mig Blixen, hvor er det godt!

"Manuel! Stik mig en daquiri, hent min riffel og ring og spørg Nobelfonden, hvad det bliver til med den pris!"

“Manuel! Hent min elefantriffel, lav mig en daquiri til og ring og spørg Nobelkomiteen, hvad det bliver til med den pris!”

Advertisements

2 thoughts on “I kan finde mig ved den grågrønne, grumsede Limpopo-flod

    • 🙂
      Jeg hader ikke Amager! Jeg hadede bare at BO på Amager. (Jeg indrømmer, at for den opmærksomme læser KUNNE det godt virke som det samme…)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s