Så går det løs

Har lagt hårdt ud julewise og allerede været til hele to juletræsfester i weekenden. Børnene var glade og uden problemer fucked op på slikposer to dage i træk; det blev dog noteret, at julemanden både havde tabt sig og smidt brillerne på andendagen. Uden at det nu vakte særlig anstød (tænker, at mytologien omkring den enbårne julemand ikke helt er sunket ind hos de mindste). Forældrene holdt ud og spejlede sig så vidt muligt i børnenes glæde, men jeg forstår ikke, hvad der sker for despoterne i julemandsdragt, når de begynder at kommandere ‘mor og far’ på gulvet. Ja, undskyld, SS-type i nissetøj, at jeg lige satte mig ned i hele fem minutter mellem slåskampe, sammenbrud og forsøgsvis styring af sodavandsindtaget hos tre børn, nu skal jeg da straks være der til en omgang boogie-woogie og alle 17 vers af Et barn er født i Betlehem! Da vi nåede til andendagen og sidste vers af Så går vi rundt om en enebærbusk, sværger jeg, at jeg hørte ‘tequila’ i stedet for ‘kirke’. Og følte mig sært opløftet i cirka halvandet sekund.

Men ellers går det godt. Det er rent ud sagt pissehyggeligt at have hele tre børn, der fatter jul og julehygge, og søndagen blev brugt på at lave ingenting, hente lillebitte og infernalsk stikkende juletræ, pynte op (naturligvis inklusive rørende grimt snelandskab), spise æbleskiver (hej, små friturevenner badet i syltetøj, jer har jeg savnet!) og svine sig til i dekorationsler. Var det ikke for de løbende nedsmeltninger i løbet af dagen og mine yndige døtre, der på skift råbte ‘dumme fucking lortemor’ tværs gennem Irma, var vi fanme lige til et dameblad.

Og for at toppe min decemberlykke har min søde mor forsynet børnos med hver deres LEGO-kalender. Så efter at have suppleret med 3 x underlødige vekaokalendere i morgen tidlig, tror jeg sgu husnissen smækker træskoene op og holder fri resten af december. Måske med det Monty Python-tema, Cinemateket kører for tiden. “Yes, we’re all individuals!”

P.S. Hvad høvlan skal man stemme torsdag? Er rystende dårligt forberedt!

Hvad kan jeg blive? (Spørgerundesvar)

Den sure ville under spørgerunden gerne vide, hvilke overvejelser, der lå bag mit valg af uddannelse. Ovenpå en god, sund skoggerlatter, bliver dette mit svar:

Da jeg var 18 år, bestod min karriereplan af to punkter. Universitetet og chefredaktørposten på Wekeendavisen.
Studiemæssigt vaklede jeg mellem litteraturvidenskab, film- og medievidenskab og psykologi – men da jeg havde fundet det mere relevant at drikke øl, rende efter fyre og ellers ligge derhjemme og være deprimeret i majoriteten af min gymnasietid, var mit snit lidt over middel og slet ikke højt nok til alle prestigestudierne.
Min dansklærer, som også var min klasselærer og min studievejleder og samtidig en af de få lærere, der kunne lide mig (sandsynligvis fordi jeg var den eneste i min klasse, der elskede dansktimerne af en ærligt hjerte), foreslog, at jeg i stedet læste dansk. Så efter et års obligatorisk pædagogmedhjælperarbejde og almindelig lallen rundt, gjorde jeg det.

Faktisk har jeg altid haft en plan om, at jeg skulle ende ud som journalist, men at tage på Journalisthøjskolen var næsten for enkelt. Og jeg skulle jo på universitetet, skulle jeg. Hvilket jeg slet ikke var moden til.
Jeg havde set for mange amerikanske college-serier, og troede, at universitetet var noget med at læse alle klassikerne, komme med begavede betragtninger om Madame Bovary til nogle forelæsninger og så ellers valse rundt på campus i solen med alle ens nye venner. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle slide mig igennem lange uforståelige teorier om, hvorvidt forfatteren eksisterede eller ej eller nøjes med 8 timers undervisning om ugen på et hold fyldt med folk, der var noget ældre end mig og som skulle direkte hjem efter undervisning, fordi der kom blikkenslager.
I løbet af 3. semester fik jeg et fast studiejob som tjener, og da fyraftensøl sagde mig mere end Derridá, stod jeg ved slutningen af grunduddannelsen og skulle skrive to BA-opgaver i fag, jeg havde været til ca. to gange på et år. Stort set uden at have åbnet en bog. Så jeg frameldte mine eksamener, tog et års orlov, arbejdede noget mere som tjener og tog på højskole. Vendte tilbage til uni og slæbte mig lige akkurat igennem mit tilvalgsfag i medier og kultur. Og tænkte, at det altså var nu, hvis jeg skulle være det der journalist.

Så jeg startede på journalisthøjskolen, og selvom det sociale liv var fedt, så var undervisningen det ikke. Eller underviserne. Og jeg begyndte hurtigt – oh, the irony! – at savne universitetet.
Selvom jeg havde nogle søde medstuderende, led jeg desuden forfærdeligt af hjemve efter København, mine gamle venner og min nye kæreste, og jeg kunne slet ikke have det opskruede, kompetitive studiemiljø, der langsomt sneg sig ind omkring mig. Jeg kom fra et studie, hvor folk skulle være gymnasielærere eller bare elskede digte og befandt mig pludselig i noget, der mindede om en nyreligiøs sekt med en praktikplads på Jyllands-Posten som det absolutte nirvana. Samtidig lå mine forældre i skilsmisse, min kæreste havde en depression og jeg var ved at blive rykket midt over af deadlines, der skulle nås i toget mellem Århus og København.
Hvis jeg ikke allerede efter det første år var kommet frem til den konklusion, at journalisthøjskolen kunne rende mig, så stod det i hvert fald lysende klart, da jeg efter et halvt års sygeorlov dumpede førsteårsopgaven for anden gang – og samtidig opdagede, at jeg var gravid.

Så det blev dansk, og det blev jeg glad for. Hvis man ser bort fra mine tilbagevendende fortrydelser over ikke i stedet at være blevet læge, sociolog, Mellemøstekspert, fotograf, socialrådgiver – eller journalist – så er jeg glad for min uddannelse, og min gamle dansklærer havde ret i, at den passede godt til mig. Som arbejdsløs kunne jeg godt bande længe og ofte over, at jeg ikke havde taget en anden uddannelse, eller bare målrettet den lidt mere. Men dengang jeg startede, var der masser af jobs, og undervejs var der en masse andre ting, jeg var optaget af. Desuden regner jeg alligevel med at have et par år at løbe på, inden Anne Knudsen går på pension.

"Hvorfor jeg valgte serbiske dansestudier som mit hovedfag? Tjah, det virkede som en god idé i øjeblikket...jeg mener, det har hele tiden været en del af min nøje tilrettelagte plan mod at komme til samtale på dette job som chefredaktør for Weekendavisen!"

“Og således har mit sidefag i serbiske dansestudier og min overbygning i kvægholds pesticidophobning hele tiden været en del af min årelange og nøje tilrettelagte plan mod stillingen som chefredaktør for Weekendavisen!”

Suppe til folket

Som forældre til skolebørn vil vide, så er det sæson for skole-hjem-samtaler. Hvilket betyder, at jeg har en del eneaftener med børnlillos i disse dage. Hvilket igen betyder to ting:

  1. Aftensmaden skal være om muligt endnu nemmere end normalt.
  2. Alle mine gode forsætter om at æde mindre, så jeg igen kan være i fordums jeans, forsvinder i rødvin og aftensnacking – en slags bestyrelsens belønning for ekstraordinær indsats (“Skål, Mie, du er sgu en guttermand!“)

Men for at vende tilbage til det første punkt, så er suppe altid på hitlisten, og den kan meget praktisk gøres klar aftenen i forvejen – og laves med ekstra portion til fryseren, så man helt slipper for besværet i anden omgang.

Man griber først et stykke kød, eller rettere, allerallerførst sætter man 200 g black eye-bønner i blød aftenen før aftenen før. Dernæst griber man kødet, i et anfald af hellighed havde jeg grebet en økologisk grydesteg på 700 g i Rema 1000. (Den kostede 70 kr og rækker som sagt til 2 omgange suppe. Køber man en almindelig gang kogekød, halveres kiloprisen – sådan cirka). For en sikkerheds skyld skæres kødet i 4 stykker, da det eneste, der kan ødelægge glæden ved mad lavet i forvejen, er manglende nattesøvn, fordi skidtet ikke ville koge færdig på den rigtige side af midnat. Dernæst ploppes det i en stor gryde med 1-2 pillede løg i halve, 1 stort fed hvidløg, 2-3 skrællede gulerødder i halve, 2 tørrede laurbærblade og et antal peberkorn, vi kan lade som om, jeg talte til 12. Der hældes rigeligt vand over, og det bringes i let kog – og nu bliver man jo ikke Camilla Plum bare af at koge suppe, så hvis man ikke også lige har slagtet en ko med de bare næver og har en god håndfuld kogeben på lager, så vil jeg anbefale, at man også tilsætter en industrielt fremstillet (“Buuuh!”) boullionterning.

Hele herligheden simrer løs i nogle timer – jeg satte det over ved 19-tiden, fjernede klamt brunt skum fra overfladen 19.15, hældte ekstra vand på nogle gange undervejs, slukkede omkring kl 22, da jeg havde sikret mig, at kødet var til at hive i trevler, og lod det hvile/køle i ca. 45 min. inden jeg smed det i en stor bøtte på køl. (Det kan godt betale sig bare at lade det koge ind, så det ikke fylder så meget i køleskabet – man kan altid tilsætte mere vand senere.)

I mellemtiden har ens personlige køkkenslave skrællet og skåret 5-6 gulerødder i små tern, skyllet og finthakket cirka 200 g grønkål, givet en rest spidskål samme behandling og puttet det hele i bøtter i køleskabet til næste dag. Selv kan man bidrage med at koge de førnævnte black eye-bønner i rigeligt vand plus salt og et laurbærblad i cirka 45 min og derefter også smide dem på køl.

Næste dag, når man har hjembragt tre børn fra børnehave og frit, løst Katastrofen Om Den Regnvåde Tegning Man Selv Insisterede På At Medbringe Udenfor I Regnvejr, afklaret Konflikten Om Hvem Der Egentlig Skulle Først Op I Christianiacyklen og afværget et par slagsmål på hjemvejen, er det bare at plukke kødet med to gafler, si resten ad suppen (fedtet må gerne komme i igen, det giver smag), varme det hele op og tilsætte mere vand, evt mere boullion og smage til med salt og peber. Så i med grøntsagerne – gulerødderne lidt på forhånd – røre rundt, koge op og voila! (Vi ender altid op med en ret overfyldt suppe herhjemme, men det gør heller ikke noget, så slipper man for at fiske, og det er nemmere for børnene at spise.)

Efter at alle mine arvinger havde opdaget, at hverken bønner eller grønkål smager af noget, og man derfor nok godt kan lide det, blev der lynhurtigt indtaget 3 x 2 portioner og afslutningsvis drukket den sidste rest suppe direkte af skålen. Mit bordskik-jeg skulle til at protestere, men mit kokke-jeg kunne alligevel ikke stå for den slags spontan lovprisning af maden – så det fik lov at passere.

image

I øvrigt… (XI)

…har jeg forsøgt mig med den mystiske ‘ostebudding’, der altid optræder i Emil fra Lønneberg. Det er åbenbart en fejloversættelse, som dækker over en slags ostekage med hytteost, og i weekenden skulle det endelig prøves. Med stor succes – hvis man altså ved ‘succes’ forstår de to mindstes totale afvisning af konceptet og Sønnekes nølende accept, forudsat at ostebastarden var dækket af rigelige mængder syltetøj. Manden er på noget vanvids-sukkerafholdenhed, så gæt selv, hvem der nu er efterladt med et halvt fad bagt hytteost?

…griner jeg altid lidt for mig selv, hver gang jeg ser, at Irmas kød er ‘anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’. Jeg er helt med på konceptet, og det er ganske fint. Men man tænker alligevel, at den gris, som nu ligger i finthakket tilstand i en plasticbakke, nok godt kunne tænke sig at tale et par alvorsord med foreningen om deres brug af ordet ‘beskyttelse’.

…misforstod jeg forleden en af de der lommefilosofiske mottoer, der hærger de sociale medier. Det var noget med ‘every girl wants a man who will ruin her lipstick instead of her mascara’, og jeg tænkte straks, at det handlede om at foretrække et kys frem for noget, som mænd gør ud over kvinders ansigt i en bestemt slags film, men som jeg ikke vil skrive her af frygt for den medfølgende søgetrafik. Der gik med skam at melde nogle lange sekunder, før det gik op for mig, at mascara også kunne ødelægges af tårer. Og at det nok var det, der mentes. Det er ikke kun teenagedrenge, der bliver korrumperet af det pornoficerede samfund.

…skulle man ikke tro det om mig, men lidt julemenneske er jeg alligevel, inde bag sarkasme og plastic. Jeg burde nok frasige mig Rudolf og skrive noget hadsk om kapitalismens snigmanøvrer, men i stedet glæder jeg mig i denne tid, køber stearinlys, googler småkageopskrifter og overvejer, om jeg er moden til at bruge sukkulenter som en del af oppyntningen. Ved nærmere eftertanke gør det blogoficerede samfund vist heller ikke noget godt for det mentale helbred.

LEGO-Mie fanget i et svagt og smilende øjeblik blandt snedækkede graner. Julefreden truer os alle.

LEGO-Mie fanget i et svagt og smilende øjeblik blandt snedækkede graner. Julefreden truer os alle.

Den der spørgerunde…

…som jeg satte i gang for over et år siden, den mangler jeg stadig at gøre færdig. Lidt pinligt, især fordi jeg faktisk fik både mange og gode spørgsmål, og så tillader jeg mig bare at svigte alle mine dedikerede fans på den måde, tsk,tsk.
Men inden nogen opretter en kriselinje, LOVER jeg at få de sidste svar skudt af inden for de næste par uger. Har lige tjekket kommentarfeltet fra dengang, og det var vist noget med mit valg af uddannelse (og mere om mit sidefag), behind the scenes på mit LEGO-gejl, noget litteratur-nørderi, et ultrakort rids af Israel/Palæstina-konflikten og Fairclough forklaret med LEGO (lige den sidste må nok vente, til jeg har en fridag).
Gode emner i øvrigt, og flere af dem ER jeg faktisk gået i gang med, men såehøh er jeg lissom gået i stå…fordi de er blevet lidt lange eller lige virkede malplacerede i sammenhængen (denne blog kører jo ellers efter en meget stram redaktionel linje).

Fortsættelse følger!

"Okay, lad mig se... 'Indbydelse til 10-års folkeskolejubilæum', 'Vind en iPod', 'Besøg det smukke Tjekkoslovakiet'... Bør vist tjekke mine mails noget oftere!"

“Okay, lad mig se… ‘Indbydelse til 10-års folkeskolejubilæum’, ‘Vind en iPod’, ‘Besøg det smukke Tjekkoslovakiet’…bør vist tjekke mine mails lidt oftere.”

 

Kun overgået af en bumset trekkie foran George Takeis hus

Tegneserienørder vil vide, at der her i weekenden var Art Bubble-festival i Rundetårn. Anders And-nørder som undertegnede ved også, at the one and only Don Rosa gæstede festivalen og var programsat begge dage til signeringer ad libitum.

Sidst han (så vidt jeg ved) var i Danmark, var til en festival i Vanløse Kulturhus for rundt regnet 7 år siden. Dengang opdagede jeg det i allersidste øjeblik på festivalens sidste dag, smed eksamensbøgerne fra mig, tog toget til Vanløse, sneg mig ind på mit pressekort og drønede hen til signeringskøen, som netop var lukket. Så jeg smuttede lynhurtigt rundt om den stol, dilletanterne havde sat op som afspærring, og ankom som garanteret sidste mand foran bordet og mit store idol. En rar ældre mand med et glimt i øjet og som ved synet af mig udbrød “Oh, hello! I’ve been waiting all day for you, and there you are!”. Helt befippet fik jeg signeret mit medbragte album og en nyindkøbt særtryk-plakat, sagde noget dumt og gik rødmende derfra.

Denne gang nåede jeg at overveje, om jeg behøvede møde ham igen; strengt taget havde jo ikke noget liggende, der bare lå og ventede på en signering – fraregnet min venstre underarm, naturligvis, men at få hans autograf som tatovering var alligevel for weird, selv for mig. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg jo har ti års originale Anders And-blade med hans historier liggende i kælderen. Så efter at have brugt kun ti minutter søndag formiddag på at grave min favorithistorie frem (jeg huskede først årstallet forkert, men kunne til gengæld identificere layoutet som det fra relanceringen af Anders And & Co. i 1991, og ja, det er rystende nørdet), var jeg klar til festival.

Som endte med at blive en skuffelse.

Jeg er sikker på, at det er nogle flinke, oprigtige mennesker, der arrangerer det her (folk der elsker tegneserier må vel per definition være de gode). Men jeg synes faktisk, at det er grænsende til uforskammet først at sælge mig den dyre version af billetten, den som inkluderede foredrag og signeringer, ved indgangen. For derefter ved køen til Don Rosa at gøre mig opmærksom på, at man – surprise – skal have en separat kø-billet for at møde manden, og at de billetter – surprise – er udsolgt. Siden dagen før. Og afslutningsvis afvise mine protester over at betale ekstra for ingenting med ordene “der er jo masser af andre, der signerer”. Oh yes, men det virker lidt meningsløst at få dem til at signere mit Anders And-blad n’est pas? (Jeg kunne måske lige have nedladt mig til at købe et signeret Aida Nur-album af Sussi Bech, men hun var desværre ikke på sin stol, mens jeg var der.)

Og det var det. På facebook hed det sig, at ‘det burde man jo have vidst fra sidste gang’ – men sidste gang snød jeg mig jo ind til allersidst uden at ane, hvad der var gået forud?!
Så nu venter jeg tålmodigt på næste gang, så jeg kan få ført den der samtale med Don Rosa, jeg lissom havde nået at forestille mig… Hvor han blev så imponeret over, at jeg havde gemt det blad i alle de år, og jeg kunne fortælle ham, hvordan min kusine og jeg græd af grin, dengang vi læste hans historie højt for hinanden, og hvor stort et indtryk, han gjorde på mig som barn. Og hvor han i øvrigt kunne huske mig fra sidst. Ahem.

Nå, men der er også et glas rødvin og en virkelig verden, der kalder på mig. Måtte bare lige ud med det.

Værdighed (jordkloden på armbåndet havde ikke oprindeligt djævlehorn og fipskæg, btw).

Kan heller ikke rigtig finde på en titel

Nå, det står lidt sløvt til med bloggeriet, beklager. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle give den en skalle i går aftes, da manden alligevel så fodbold, og jeg, hvor gerne jeg end vil være en af de seje piger, simpelthen ikke kunne piske en interesse op for skidtet.
Men jeg var træt og trist, fordi verden er et røvhul, og fordi mine børn for tiden sover af h. til (eller rettere, de sover fint, men vågner hver gang en dyne falder til siden, en sut forsvinder, en ond drøm opstår og en pludselig tørst melder sig. Gang det meste op med 3 og gæt selv, who you gonna call?). Så jeg gik i seng. Med en halv kasse klammo Hello Kitty-grøn te-chokolader, som smager lidt af erstatning, og et Anders And-album.
Og i aften er jeg stadig terror-trist, i hvert fald nok til at jeg dropper at skrive mere om mig selv og så mig selv igen. God søndag, det der er tilbage af den. Og fred på jorden i alles velbehag.

 

Tips til Halloween-film, 51 uger for tidligt

I sidste uge, i et anfald af mor-mani, besluttede jeg, at vi skulle familie-Halloween-hygge med nogle passende film. Sjovt nok kan man ikke beslutte den slags to dage i forvejen og så forvente, at de kommunale biblioteker leverer varen på dagen, så i stedet lå filmene først klar til mig i denne weekend. Jeg havde googlet mig frem til en liste over Halloween-film til børn, og da de mindste er tre, og Sønneke har arvet sin mors sarte nerver, var ‘harmløst’ nøgleordet: Plys’ Hafferlaf Halloween og Radiserne – Halloween (den sidste via bibliotek.dk, da den ikke fandtes i Københavns Kommunes almindelige repertoire).
Og da jeg ved, at anmeldelser af Halloween-tegnefilm med en uges forsinkelse lige er det, mine læsere har ventet på i åndeløs spænding, kommer de her:

I Radiserne – Halloween skal børnene ud og rasle (måtte kvæle en fnisen over oversættelsen “Gys eller Guf!”, men jeg er sgu også så pubertær), Nuser render rundt og leger piloten fra Første Verdenskrig, og Thomas sidder som sædvanlig hele aftenen i et græskarbed, i sikker forvisning om at det bliver i år, at Den Store Græskarmand viser sig med gaver til alle artige børn – mens alle de andre børn gør nar af ham.
Egentlig fungerer Radiserne meget bedre som tegneserie, de filosofiske samtaler bliver klodsede, når de skal siges som replikker, og Nusers sofistikerede fantasiunivers er svært at sætte lyd på, men jeg har elsket Radiserne i 25 år, så jeg ser gennem fingre med det meste. Desuden er behandlingen af Thomas’ mytologi-forvirring ret fin, fx Thomas’ kommentar om, at han vil holde op med at tro på Den Store Græskarmand, den dag de andre holder op med tro på den tykke fyr med det hvide skæg og det røde tøj, som siger ‘ho-ho-ho’. Eller når de andre børns manglende forståelse af Thomas’ univers viser sig som decideret vrede mod ham og hans udmeldelse fra fællesskabet (rundet med omsorg, når den ellers sure og skamfulde Trine både beder om ekstra slik til sin tåbelige bror og til sidst bærer en sovende Thomas ind fra græskarbedet og lægger ham i seng). Jeg havde en anelse om, at Sønneke ville sætte pris på Radiserne, og det viste sig, at jeg havde ret (20 mor-point til mig) – i skrivende stund har han set dvd’en fire gange. Stilmæssigt minder tegnefilmene (der er to på dvd’en udover den om Halloween) om Cirkeline og Alfons Åberg: helt roligt fortælletempo med klimprende underlægningsmusik, langsom dialog samt animerede figurer, der ikke bevæger sig unødigt meget. Nogle børn (og min mand) vil ganske givet finde det kedeligt, men de fleste her i hytten var godt underholdt. Fire græskarhoveder ud af seks – med det forbehold, at ikke alle elsker Radiserne som Sønneke og jeg.

I Plys’ Hafferlaf Halloween glæder Kængubarnet sig til at skulle fejre Halloween med sin nye ven, Hafferlaffen, som dog er lidt skræmt over alt det uhyggelige. Men inden det er blevet aften, er Plys ved et uheld kommet til at spise alt slikket, så Kængubarnet og Laffe begiver sig ud for at finde den af Tigerdyr opfundne ‘Trollon’, som både kan opfylde ønsker og forvandle én til et græskarhoved, for at ønske sig nyt slik. Undervejs fortæller Kængubarnet historien om dengang, Grisling overvandt sin Halloween-frygt, for at berolige den bange Hafferlaf, og selvom de ikke finder trollonen, viser det sig heldigvis til sidst, at Kængu har slik og kage til alle.
Lyder det som et godt plot? I så fald har jeg ikke refereret det ordentligt. Plys’ Hafferlaf Halloween er en time af mit liv, jeg aldrig får igen. Selv titlen er falsk reklame, eftersom den længste, sammenhængende historie, der præsenteres, er Kængubarnets fortælling om Grisling. Som, så vidt jeg kan bedømme, bare er et tidligere tv-transmitteret afsnit af Peter Plys, som dem, der bliver sendt i Disney Sjov – og ikke engang et særligt godt et af slagsen. Med andre ord har de dovne røvhuller hos Disney bare gravet et gammelt serieafsnit frem, klistret en elendig rammefortælling på og udgivet hele rædderligheden som ‘film’. Well played, Disney, men ingen af mine børn gad se den til ende (så det måtte jeg gøre alene, udelukkende for denne anmeldelses skyld).
Så uden at harcelere i timevis over, hvor uendeligt irriterende det er, når Disney forfalder til infantil protagonisme og lader ligegyldige baby-figurer som Kængubarnet være handlingsbærende, og hvor meget jeg desuden hader, når ondskabens imperie mishandler en af mine yndlingsbørnebøger, kan jeg bare sige, at denne film kan man roligt gå udenom. Trust me. Det bliver ét græskarhoved herfra, og det er udelukkende fordi, jeg har en svaghed for Tigerdyret. Kængubarnet og Hafferlaffen kan for min skyld kvæles i den lyserøde candy floss, de kom ridende ind på.

Og med disse ord vil jeg nu rette blikket mod næste højtid: Mortensaften. Der er købt to ænder, men jeg finder næppe en film, der passer til.

image

 

En onsdag i november

Hvor manden havde møde til 21, og jeg havde tænkt, at vi skulle have moussaka, og jeg gerne ville rydde op i min halvusle garderobe, når børnene var puttet.

Hvor Sønneke var lidt på tværs og havde brug for at snakke, så vi først var nede i børnehaven ti minutter i luk, og Flame havde noget, der mistænkeligt lignede øjenbetændelse, og Radise i hvert fald ikke gad hjem og spise noget med aubergine, og Sønneke var sur over, at vi ikke skulle have fisk.

Hvor turen måtte gå omkring apoteket, hvor der heldigvis altid er spændende at være og hvor en pose bestikkelsslik røg med i købet og straks gjorde stemningen endnu bedre (apotekets sukkerfri vingummier smager i øvrigt overraskende godt – yum!)

Hvor vi først var hjemme 17.30, og menuen blev ændret til pasta og ketchup, som blev indtaget foran fjernsynet, efter at alle tre børn var blevet manipuleret i bad, og hvor slikposen blev sendt rundt, hver gang Flame havde skreget sig gennem endnu en gang saltvandsdråber.

Hvor børnene sover, manden er kommet hjem, og mit klædeskab kan rende mig. Hvor jeg skal åbne en pose chips og lægge telefonen fra mig og se noget Netflix og i øvrigt have flyttet et møde i morgen, fordi barnets første sygedag.

Og hvor jeg egentlig ville have skrevet om noget helt andet.