I øvrigt… (XI)

…har jeg forsøgt mig med den mystiske ‘ostebudding’, der altid optræder i Emil fra Lønneberg. Det er åbenbart en fejloversættelse, som dækker over en slags ostekage med hytteost, og i weekenden skulle det endelig prøves. Med stor succes – hvis man altså ved ‘succes’ forstår de to mindstes totale afvisning af konceptet og Sønnekes nølende accept, forudsat at ostebastarden var dækket af rigelige mængder syltetøj. Manden er på noget vanvids-sukkerafholdenhed, så gæt selv, hvem der nu er efterladt med et halvt fad bagt hytteost?

…griner jeg altid lidt for mig selv, hver gang jeg ser, at Irmas kød er ‘anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’. Jeg er helt med på konceptet, og det er ganske fint. Men man tænker alligevel, at den gris, som nu ligger i finthakket tilstand i en plasticbakke, nok godt kunne tænke sig at tale et par alvorsord med foreningen om deres brug af ordet ‘beskyttelse’.

…misforstod jeg forleden en af de der lommefilosofiske mottoer, der hærger de sociale medier. Det var noget med ‘every girl wants a man who will ruin her lipstick instead of her mascara’, og jeg tænkte straks, at det handlede om at foretrække et kys frem for noget, som mænd gør ud over kvinders ansigt i en bestemt slags film, men som jeg ikke vil skrive her af frygt for den medfølgende søgetrafik. Der gik med skam at melde nogle lange sekunder, før det gik op for mig, at mascara også kunne ødelægges af tårer. Og at det nok var det, der mentes. Det er ikke kun teenagedrenge, der bliver korrumperet af det pornoficerede samfund.

…skulle man ikke tro det om mig, men lidt julemenneske er jeg alligevel, inde bag sarkasme og plastic. Jeg burde nok frasige mig Rudolf og skrive noget hadsk om kapitalismens snigmanøvrer, men i stedet glæder jeg mig i denne tid, køber stearinlys, googler småkageopskrifter og overvejer, om jeg er moden til at bruge sukkulenter som en del af oppyntningen. Ved nærmere eftertanke gør det blogoficerede samfund vist heller ikke noget godt for det mentale helbred.

LEGO-Mie fanget i et svagt og smilende øjeblik blandt snedækkede graner. Julefreden truer os alle.

LEGO-Mie fanget i et svagt og smilende øjeblik blandt snedækkede graner. Julefreden truer os alle.

Advertisements

7 thoughts on “I øvrigt… (XI)

  1. Åh haha! Tænkte straks tilbage på den gang to teenagesønner + deres ret voksne far fik grineflip, fordi jeg ikke vidste hvad “bukaki” var – og ingen ville fortælle det til mig – moren.
    (Jeg husker dog ikke hvorfor ordet dukker op.)

    • Ahmen, den slags emner dukker jo nemt op over frikadellerne en tirsdag aften… Det er i øvrigt strengt – hvis man griner, må man også dele ud af sin viden!!

      • Haha, tak, troede først, at du faktisk spurgte til osteløbe (som indgår i den originale opskrift), og skulle til at svare, at vi desværre ikke havde nogen nyslagtede kalve på lager…

        Har spist det hele *rødme*, så ingen billeder… Men brugte denneher opskrift: http://www.familiejournal.dk/madopskrifter/dessert-og-kage/svensk-ostekage-med-hindbaer – og droppede hindbærrene.

        (Og JEG kunne godt lide den, men jeg elsker også hytteost. Den smager klart bedst køleskabskold, ellers går der lidt for meget røræg i det. Og som bonus-info er der meget lidt sukker i, så med noget frugt til er det både billig og semi-sund dessert. Forudsat at man har børn, der gider æde det, that is…)

  2. Husk også kaktus i dine jule-assemblages. Har hørt det er det nye. Og så kan man jo i sit stille sind tænke forbudte tanker når man iagttager fallos-planterne blandt nisser og snedrys.
    Tak fordi du er sjov!
    Kh

    • Åhja, jeg kan godt se, hvordan kaktus kan give lidt kant til julen – den traditionelle vintermodel af den nordlige tempererede klimazone bliver sgu også så kedelig…

      Velbekomme 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s