Hvad kan jeg blive? (Spørgerundesvar)

Den sure ville under spørgerunden gerne vide, hvilke overvejelser, der lå bag mit valg af uddannelse. Ovenpå en god, sund skoggerlatter, bliver dette mit svar:

Da jeg var 18 år, bestod min karriereplan af to punkter. Universitetet og chefredaktørposten på Wekeendavisen.
Studiemæssigt vaklede jeg mellem litteraturvidenskab, film- og medievidenskab og psykologi – men da jeg havde fundet det mere relevant at drikke øl, rende efter fyre og ellers ligge derhjemme og være deprimeret i majoriteten af min gymnasietid, var mit snit lidt over middel og slet ikke højt nok til alle prestigestudierne.
Min dansklærer, som også var min klasselærer og min studievejleder og samtidig en af de få lærere, der kunne lide mig (sandsynligvis fordi jeg var den eneste i min klasse, der elskede dansktimerne af en ærligt hjerte), foreslog, at jeg i stedet læste dansk. Så efter et års obligatorisk pædagogmedhjælperarbejde og almindelig lallen rundt, gjorde jeg det.

Faktisk har jeg altid haft en plan om, at jeg skulle ende ud som journalist, men at tage på Journalisthøjskolen var næsten for enkelt. Og jeg skulle jo på universitetet, skulle jeg. Hvilket jeg slet ikke var moden til.
Jeg havde set for mange amerikanske college-serier, og troede, at universitetet var noget med at læse alle klassikerne, komme med begavede betragtninger om Madame Bovary til nogle forelæsninger og så ellers valse rundt på campus i solen med alle ens nye venner. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle slide mig igennem lange uforståelige teorier om, hvorvidt forfatteren eksisterede eller ej eller nøjes med 8 timers undervisning om ugen på et hold fyldt med folk, der var noget ældre end mig og som skulle direkte hjem efter undervisning, fordi der kom blikkenslager.
I løbet af 3. semester fik jeg et fast studiejob som tjener, og da fyraftensøl sagde mig mere end Derridá, stod jeg ved slutningen af grunduddannelsen og skulle skrive to BA-opgaver i fag, jeg havde været til ca. to gange på et år. Stort set uden at have åbnet en bog. Så jeg frameldte mine eksamener, tog et års orlov, arbejdede noget mere som tjener og tog på højskole. Vendte tilbage til uni og slæbte mig lige akkurat igennem mit tilvalgsfag i medier og kultur. Og tænkte, at det altså var nu, hvis jeg skulle være det der journalist.

Så jeg startede på journalisthøjskolen, og selvom det sociale liv var fedt, så var undervisningen det ikke. Eller underviserne. Og jeg begyndte hurtigt – oh, the irony! – at savne universitetet.
Selvom jeg havde nogle søde medstuderende, led jeg desuden forfærdeligt af hjemve efter København, mine gamle venner og min nye kæreste, og jeg kunne slet ikke have det opskruede, kompetitive studiemiljø, der langsomt sneg sig ind omkring mig. Jeg kom fra et studie, hvor folk skulle være gymnasielærere eller bare elskede digte og befandt mig pludselig i noget, der mindede om en nyreligiøs sekt med en praktikplads på Jyllands-Posten som det absolutte nirvana. Samtidig lå mine forældre i skilsmisse, min kæreste havde en depression og jeg var ved at blive rykket midt over af deadlines, der skulle nås i toget mellem Århus og København.
Hvis jeg ikke allerede efter det første år var kommet frem til den konklusion, at journalisthøjskolen kunne rende mig, så stod det i hvert fald lysende klart, da jeg efter et halvt års sygeorlov dumpede førsteårsopgaven for anden gang – og samtidig opdagede, at jeg var gravid.

Så det blev dansk, og det blev jeg glad for. Hvis man ser bort fra mine tilbagevendende fortrydelser over ikke i stedet at være blevet læge, sociolog, Mellemøstekspert, fotograf, socialrådgiver – eller journalist – så er jeg glad for min uddannelse, og min gamle dansklærer havde ret i, at den passede godt til mig. Som arbejdsløs kunne jeg godt bande længe og ofte over, at jeg ikke havde taget en anden uddannelse, eller bare målrettet den lidt mere. Men dengang jeg startede, var der masser af jobs, og undervejs var der en masse andre ting, jeg var optaget af. Desuden regner jeg alligevel med at have et par år at løbe på, inden Anne Knudsen går på pension.

"Hvorfor jeg valgte serbiske dansestudier som mit hovedfag? Tjah, det virkede som en god idé i øjeblikket...jeg mener, det har hele tiden været en del af min nøje tilrettelagte plan mod at komme til samtale på dette job som chefredaktør for Weekendavisen!"

“Og således har mit sidefag i serbiske dansestudier og min overbygning i kvægholds pesticidophobning hele tiden været en del af min årelange og nøje tilrettelagte plan mod stillingen som chefredaktør for Weekendavisen!”

Reklamer

8 thoughts on “Hvad kan jeg blive? (Spørgerundesvar)

    • Altså…
      Jeg fik først en praktikplads og så et studiejob på et forlag, mens jeg læste min kandidat. Så afleverede jeg speciale, fødte tvillinger, var på barsel et år og arbejdsløs i halvandet.

      Mit nuværende job (som jeg helst vil holde hemmeligt) fik jeg, fordi jeg blev tippet af en læser. De to(!) foregående samtaler jeg var til, var tippet af en tidligere gymnasiekammerat (der arbejdede på et forlag) og en forældreven fra børnehaven (som havde en halvkusine i universitetssekretariatet).

      Jeg har søgt en del forskellige jobs, men har hele tiden vidst, at med begrænset erfaring fra servicefag og forlag og en kandidat i dansk, lå mine bedste chancer i enten administration eller den hensygnende forlagsbranche – i hvert fald når det gjaldt mit første job.

      Besvarer det spørgsmålet?

  1. Nogle gang sker der jo det, at man gennem livet ændrer prioriteter – og finder ud af at ens drømme og fremtidsønsker ændrer sig. Men hvis du stadig har lyst når Lisbeth takker af – så er jeg sikker på jobbet er dit.

    • Lisbeths job vil jeg ikke have 😉
      Men du har ret mht til prioriteterne.

      (Tror desværre også, at min ikke-eksisterende erfaring med journalistik og ledelse måske kunne spænde en lille smule ben for chefredaktørdrømmene. Men så er der jo altid løvetæmmer. Eller verdenshersker.)

      • Altså det vittige svar er at der ikke var nok legetøj/found objects med morsomme captions.
        Det sande og kedelige svar er: børn og at vi på et tidspunkt var så fattige at alle ekstraudgifter måtte ryge. Avis, træning, fagforening og en masse mere. Nu køber vi den engang i mellem i løssalg.

  2. Åh, hvor har jeg tit forbandet min litteraturvidenskabsuddannelse langt væk midt i arbejdsløshedskøen. Hvorfor blev man ikke bare læge! Hvis du får flere læsertips, sender du dem bare min vejl

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s