Så går det løs

Har lagt hårdt ud julewise og allerede været til hele to juletræsfester i weekenden. Børnene var glade og uden problemer fucked op på slikposer to dage i træk; det blev dog noteret, at julemanden både havde tabt sig og smidt brillerne på andendagen. Uden at det nu vakte særlig anstød (tænker, at mytologien omkring den enbårne julemand ikke helt er sunket ind hos de mindste). Forældrene holdt ud og spejlede sig så vidt muligt i børnenes glæde, men jeg forstår ikke, hvad der sker for despoterne i julemandsdragt, når de begynder at kommandere ‘mor og far’ på gulvet. Ja, undskyld, SS-type i nissetøj, at jeg lige satte mig ned i hele fem minutter mellem slåskampe, sammenbrud og forsøgsvis styring af sodavandsindtaget hos tre børn, nu skal jeg da straks være der til en omgang boogie-woogie og alle 17 vers af Et barn er født i Betlehem! Da vi nåede til andendagen og sidste vers af Så går vi rundt om en enebærbusk, sværger jeg, at jeg hørte ‘tequila’ i stedet for ‘kirke’. Og følte mig sært opløftet i cirka halvandet sekund.

Men ellers går det godt. Det er rent ud sagt pissehyggeligt at have hele tre børn, der fatter jul og julehygge, og søndagen blev brugt på at lave ingenting, hente lillebitte og infernalsk stikkende juletræ, pynte op (naturligvis inklusive rørende grimt snelandskab), spise æbleskiver (hej, små friturevenner badet i syltetøj, jer har jeg savnet!) og svine sig til i dekorationsler. Var det ikke for de løbende nedsmeltninger i løbet af dagen og mine yndige døtre, der på skift råbte ‘dumme fucking lortemor’ tværs gennem Irma, var vi fanme lige til et dameblad.

Og for at toppe min decemberlykke har min søde mor forsynet børnos med hver deres LEGO-kalender. Så efter at have suppleret med 3 x underlødige vekaokalendere i morgen tidlig, tror jeg sgu husnissen smækker træskoene op og holder fri resten af december. Måske med det Monty Python-tema, Cinemateket kører for tiden. “Yes, we’re all individuals!”

P.S. Hvad høvlan skal man stemme torsdag? Er rystende dårligt forberedt!

Reklamer

7 thoughts on “Så går det løs

  1. Ja hvad fanden skal man stemme? Enhedslisten siger Nej, og derfor ville min første impuls være at gøre som de siger, fordi jeg er så selvtænkende. Men så siger DF også Nej, og min anden politiske rettesnor, er altid at gøre det modsatte af hvad DF gerne vil have.
    Men så er der det, at jeg er gammel nok til at kunne huske at vi blev lovet, at vi ALDRIG skulle stemme om retsforbeholdet. Og så får jeg lyst til at stemme Nej, fordi jeg bliver på tværs.
    Bare sig til en anden gang, du vil have en grundig politisk analyse. Nu må jeg løbe, Deadline ringer og skal have noget input.

    • Jeg har det lige præcis som Den Sure skriver – både det med enhedsliste, DF og hvor gammel man føler sig, når man tænker ‘ej, hør, det skal vi da ikke stemme om’. Men ved nærmere eftertanke var det vel faktisk aftalen med befolkningen at forbehold kun kunne gå væk med enten 5/6 flertal i folketinget (- altså ca 83% for, og det kommer jo ikke til at ske), eller netop en folkeafstemning.

    • Endelig en (sur) ekspert, man kan forstå:-)
      Skønt med en juleupdate fra Mie, jeg ved heller ikke, hvad al den forældredansedeltagelse skal til for! Men det får man åbenbart ikke lov at stemme om!

      • Og så er jeg i øvrigt også med på den dejligt simple EL-DF-lakmusprøve. Men er samtidig også en slags EU-fortaler…
        (Til gengæld er jeg vist for ung til at huske tidligere løfter – fortæller i hvert fald mig selv, at det er derfor, jeg er så clueless… *pinlig rødmen*)

  2. Hvor godt! Jeg tror, jeg fremover ikke kommer til at kunne høre andet end “Tequila” ved dans til enebærbusken.
    Til gengæld har jeg absolut ingen anelseom, hvad jeg sstemmer på torsdag. Sidste gang der var valg besluttede jeg mig først i stemmeboksen. Er politik bare blevet mere indviklet efterhånden? Eller også erdet bare bblevet sværere at finde et parti man er helt enig med…

  3. Prøv at tjekke hjemmesiden givmigsvar.nu og så DR’s prøvevalgsting. Det fik mig til at bestemme mig og i det hele taget finde ud af hvad hulan det handler om

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s