Ting, jeg har set frem til

  • At holde juleferie. På grund af en lind strøm af arbejdsløshed, barsel og specialeskrivning er det 5 år siden, jeg sidst har haft sådan en rigtig juleferie, der starter og stopper. Og jeg er helt oppe at støde over det. Har glædet mig siden starten af december som et lille barn til…jul.
  • At slippe for de forbandede runde-nisser i børnehaven. Det er jo stukket helt af for folk! Jeg erindrer svagt, at da Sønneke for 6 år siden var startet i vuggestue, og jeg første gang blev introduceret til konceptet, så var det bare noget med at skrible lidt ned om, hvad man havde fået til aftensmad. Men for det første er der pludselig hele 2 nisser på omgang, for det andet skal der gudhjælpeme farves mælk, spredes pebernødder og hældes pastaskruer i alles sko, før – ja, hvem egentlig? – er tilfredse. Det blev så ikke på min vagt; vores hverdag er fanme udfordrende nok, uden at jeg ligefrem behøver tilføje ekstra rod og kaos. Det sidste, jeg har brug for kl 7.25 en tirsdag morgen, er sammenbundne vinterstøvler og mel i hele gangen. (Hvem ER de sindsforvirrede mennesker, der finder på den slags?)
  • At alle er blevet raske inden jul. To ugers runde-Mycoplasme blev hurtigt gammelt. (Missede dog et par fællesarrangementer på den konto, så helt skidt var det ikke.)
  • At se Muppets’ Juleeventyr med mine børn – indtil videre er fornøjelsen helt på min side. Jeg måtte stoppe filmen efter 18 minutter, da alle havde forladt mig til fordel for faderens gåsetilberedning i køkkenet. Åbenbart er 4,4 kg dødt fjerkræ mere spændende end Michael Caine og Kermit der Dickenser derudad. Vi prøver igen i morgen, og så binder jeg dem til stolene.
  • Førnævnte gås. Nammenam.
  • Jul. Med familien. Med store børn, der kan lave en perleplade som gave til deres moster og gå i Søstrene Grene og købe en træspatel til deres farmor. Som synger Bjældeklang i Christianiacyklen (trust you me, der er ikke et øje tørt på Indre Nørrebro, når vi kommer trallende forbi) og hele tiden finder nye ting, vi kan hænge på vores diminuitive juletræ. Som glæder sig til at få risalamande med ‘syltetøj’ og som slet ikke kan vente med at komme ud til mormor og holde jul. Det er fucking magisk.
  • At dele nedenstående billede fra vores bagedag.

Rigtig glædelig jul!

image

Reklamer

Nej, her sker stadig intet

Er stadig forkølet, og eftersom min krop tror, den kan æde sig ud af alting, ligger jeg på sofaen og liveblogger blandt chipskrummer og rødvinssjatter, mens Spise-Pricerne laver julemad i USA. (Mmmmmhhhh…rullepølse…)

Vi er lidt nede på pc’er herhjemme for tiden, og jeg har virkelig svært ved at skrive åndfulde indlæg på en iPhone; helvede fryser til tøris den dag, jeg bliver effektiv med en touch screen, og det er jo fucking umuligt at skrive noget sammenhængende og meningsfyldt, når man kan se cirka fire linjer af gangen og i øvrigt kun kan lave afsnit med linjeafstand.

I er med andre ord stuck med mit ligegyldige lal om nuværende position og fødeindtag… (Det er vel også rimelig blogger-agtigt – jeg er i øvrigt iført dyne og daggammel joggingbuks. Og ingen makeup. Og I kan ikke vinde noget.)

Men kan tilføje, at børnlillos var top-, komplet og stikhamrende umulige her til aften, tror faktisk Sønnebassen satte personlig rekord i råbe-græde-anfald: en næsten uafbrudt serie af sammenbrud fra 17.32 til 19.10, hvor alle blev puttet og omgående kollapsede. Så de peberkager, vi skulle have peberkagebaget siden i søndags, må lige vente en dag endnu. Og jeg må dulme min sorte forældresamvittighed med, at ingen alligevel kunne overskue noget mere udfordrende end Ramasjang, og at de i det mindste får noget velfortjent søvn nu. Og så bruge resten af aftenen på at falde i søvn til Netflix overveje, hvordan jeg bedst kan forbedre min børns livskvalitet og gøre dem til livsduelige individer gennem meningsfyldt samvær. Og hente dem tidligere. Hver dag. (Bortset fra på torsdag, der skal jeg til frisøren).

*suk høres*

*efterfulgt af en hosten og en nysen og en famlen efter fjernbetjeningen*

Nåmen, so long!

"Legeaftale? Ja, hvorfor ikke. Vores Apocalypse now-matinée kan altid bruge en ekstra medspiller. Bliver du og spiser?"

“Legeaftale? Ja, hvorfor ikke. Vores ulvetime-genopførelser af Eksorcisten kan altid bruge en ekstra statist. Bliver du og spiser?”

I ugen, der gik, har jeg…

  • Stemt blankt. Fordi jeg i sidste ende ikke kunne forsvare en stillingtagen til noget, jeg fattede hat af. Undskyld.
  • Været til min første voksne  firmajulefrokost. Den endte alt andet end voksent, og mandag morgen var der et udbredt behov for at udpege ham, der var ansvarlig for strømmen af fernet-shots. At jeg så greb et surfbræt og red den bølge hele vejen til barluk og kravlen hjem, snakker vi ikke højt om.
  • Underholdt lettere skræmte jævnaldrende om, hvor meget jeg altid har hadet alle former for boybands og deres patetiske lortemusik (se ovenstående punkt).
  • Haft tømmermænd i to dage (copy that).
  • Ignoreret enhver form for håndbold.
  • Pimpet nissedøren (tak, Kvickly).
  • Reddet mig en forkølelse. Pik.
  • Tænkt over en masse blogindlæg, haft dårlig samvittighed og endeligt besluttet mig for, at det er bedre bare at skrive et eller andet. Vi ved jo alle, at kvantitet er vigtigst. I verden.
Overvejede at supplere med et 'Lad alt håb fare'-skilt, men referencen ville alligevel være spildt...

Overvejede at supplere med et “Lad alt håb fare”-skilt, men kom frem til, at den reference ville være rimelig spildt.