Kørekortets 7 faser

  1. Benægtelse. Jeg kan ikke betjene en bil. Nogensinde. Hvis jeg ignorerer hele konceptet længe nok, forsvinder det sikkert. Åhgud, hvordan slipper jeg ud af det her?
  2. Vrede. Hvorfor skal jeg overhovedet tvinges til dette og risikere uskyldige menneskeliv?! Og hvem er i øvrigt den bagstræberiske klaphat, der har bestemt, at europæere er for fine til automatgear?!
  3. Forhandling. Hvis jeg overlever næste køretime, må jeg få en cheeseburger.
  4. Chok. Jeg kan skifte gear!!! Jeg er en gud!!! Folk vil digte sange til min hyldest og efterlade offergaver på mit dørtrin!!!
  5. Depression. Jeg kan ikke foretage mig noget andet, mens jeg skifter gear. Inklusive at dreje. Jeg lærer det aldrig.
  6. Accept. Jeg mangler en del, men jeg skal nok lære det. Jeg skal bare øve mig, til jeg skal tage den fucking køreprøve. Åhgud, køreprøve! Hvordan slipper jeg ud af det her?!
  7. Nyorientering (også kendt som fri fantasi-fasen). Kæft, den køreprøve var overraskende nem. Næste skridt: Lastbilkørekort!
Reklamer

Portræt af kunstneren som syg mand

Man-flu, det er mig. Der var engang, hvor jeg så til gengæld kunne prale af sjældent at være syg mere end én dag ad gangen og max 1-2 gange om året. Men de tider er vist forbi. Skyder umiddelbart skylden på børnene og al den søvnmangel og institutionspest, de små har beriget mit liv med (sammen med så meget ANDET, naturligvis! *ravnemor-apologi*).

Under alle omstændigheder er det endnu en gang sæson for min post-fødselsdagssyge, så jeg ligger på sofaen og mumler mine sidste ønsker, mens Mik Schack tosser rundt på skærmen. Irriterende nok havde jeg et kursus på arbejde i dag, som jeg pligtskyldigt, sukkende og feberhed slæbte mig afsted til. Men efter at have siddet i to en halv time i et alt for lille mødelokale og forkælet mine medkursister med hosten, harken og nysen samt jævnlige exitter grundet næsepudsing, valgte jeg at trække stikket, inden nogen ringede efter sundhedsmyndighederne. (Findes der i øvrigt noget herligere, end når alles mund siger “God bedring”, mens deres øjne siger “- og bliv for guds skyld væk!”?)

I det mindste er det toppen at have masser af chips-, slik- og opblandingsrester i huset, når man ligger på sit yderste. Ginger ale er den perfekte sygdomssodavand, har jeg opdaget – vodkaresterme får nok lov at passe sig selv lidt endnu…

…og hurra for mig!

Nå, endnu en gang ser det ud til, at vejrguderne har tænkt sig at messe med snehaderens fødselsdag (ja, jeg omtalte lige mig selv i tredje person, det er den slags, vi kan tillade os i dag). Det kan selvfølgelig nå at skifte til semi-skyet og 20 grader, men jeg vil nødig love noget.

Sidste år havde jeg krise over at være fyldt 32 og stadig stå uden voksenjob; i år går det noget bedre. Har derfor valgt at fejre mig selv hele to gange, en gang i dag på den familievenlige måde og en gang i weekenden på børnene-bliver-passet-måden. (Og som jeg i disse dage står i en syndflod af kagebagning (skal for helvede også have kage med på arbejde, så det bliver 3 kager i alt), indkøb, rengøring og forberedelse af mad til 2 x middag, vil jeg da gerne have lov at takke både fortids-Mie og akademiet for det herlige indfald!)

Og så har jeg fået en fin kjole, to tegninger og et gult plasticarmbånd pakket ind i en miniaturemodel af Dødsstjernen (som jeg stærkt regner med at skulle levere tilbage til Sønneke, inden dagen er omme).

Hurra for det hele, selv for sne!

Har jeg forresten nævnt, at jeg virkelig godt kan lide mine kollegaer?...

Har jeg forresten nævnt, at jeg virkelig godt kan lide mine kollegaer?…

May he rest in peace

Jeg er født i et år, som var imponerende blottet for skelsættende begivenheder. Min fødselsdato deler jeg, så vidt jeg ved, heller ikke med nogen eller noget spændende.

Så midt i traumet over David Bowies bortgang vil jeg gerne sende ham en venlig tanke for i det mindste at dø i går og ikke om tre dage, hvilket ville have efterladt mig med fødselsdag-den-dag-David-Bowie-døde.

Og i mindetalerne på nyhedsmedierne kan jeg se, at denne her er fra 1983. Så mit fødselsår er alligevel ikke helt ubrugeligt.

3 ting, de fleste nok havde gættet om mig

  1. Jeg er, i mangel af bedre ord, feminist. Ikke militant, ikke med læbestift. Bare sådan noget med lige barsel, lige løn, mindre lyserødt LEGO og ingen nedsættende ord baseret på køn, tak. Og så har jeg også en ‘MY MARXIST FEMINIST DIALECTICS BRINGS ALL THE BOYS TO THE YARD’-t-shirt. Fight the power.
  2. Jeg synes dybest set, at moderne forbrugerisme er bizar. Bevares, det er en gratis holdning at have, når man ikke har mange penge, og jeg elsker da fx nyt tøj lige så meget som den næste kvinde. Fatter bare ikke, hvordan ‘shopping’ nogensinde er blevet en selvstændig aktivitet. Eller hele konceptet med at købe nye udgaver af noget, man har i forvejen. It’s weird!
  3. Jeg har det generelt stramt med dameblade (se også 1 og 2).
"'Sådan tilfredsstiller du ham på 10 nye måder', 'Husk dig selv i sengen', 'Sund og slank med grønkål', 'Smid vægten ud - og nyd livet', ' De 5 hotteste boligtrends', ' 'Simple Living - en simpel guide', 'Sådan når du dine karrieremål', 'Kvinde, kend din stressfaktor'. Uh, og her er en artikel om at man skal lytte til sig selv!"

“‘Sådan tilfredsstiller du ham på 10 nye måder’, ‘Sex – Hvad er DINE behov?’, ‘Sund og slank med grønkål’, ‘Nyd livet – smid vægten ud’, ‘ De 5 hotteste boligtrends’, ‘Simple Living – en simpel guide’, ‘Sådan når du dine karrieremål på 2 uger’, ‘Kvinde, kend din stressfaktor’. Uh, og her er en artikel om at man skal lytte til sig selv!”

Godt nytår!

Her er stemningen sløv, men behagelig. Vores sushi er klar om en halv time, mine tømmermænd er overraskende få, og om lidt starter Kung Fu Panda 2, så jeg er ganske godt tilfreds med tilværelsen. Sidste år lavede jeg noget nytårsforsæt om at finde et arbejde og blive en bedre mor… Det første blev klaret, det andet er vist mere en slags løbende projekt med svingende bevillinger. Og i år skal jeg med Himlen og bloglæsere som mine vidner have taget det fucking kørekort.

Og så ikke mere nytårsvrøvl, det findes der rigeligt af i min facebookindbakke. (Prisen for årets opslag går til ham, der helt underspillet skrev “Bare sådan i plenum: er der nogen, der har haft nogle op- og nedture i 2015?”. Fniser stadig lidt over den.)