I øvrigt… (arh, who’s counting?)

…hørte vi MGP her til morgen, og det tror jeg ikke skal ske igen, hvis jeg skal opretholde en bare nogenlunde velfungerende psyke. Efter tre timer på arbejde med vindersangen roterende for mit indre øre er jeg parat til at smadre mit tastatur med nærmeste tunge objekt. Hvilket i mangel af bedre nok bliver mit hoved.

…er det bare så trist, at fastelavnsbollesæsonen lakker mod enden (naaaiiiiirjh, det er ikke slut endnuuuuuu!!!). Videnskabelige tests på hjemmefronten har overbevist mig om, at mine børn virkelig er mine: 2 ud af 3 foretrækker ligesom mig Meyers gammeldags version, mens evigt kontrære Flame foretrækker Lagkagehusets flødeorgie med blåbær og nougat. Og ja, vi har holdt fastelavnsbolleprøvesmagninger. Det er en ting. (Er i øvrigt voldsomt imponeret over, hvor meget flødeskum, der kan være i mine børn.)

…døde både Harper Lee og Umberto Eco, mens vi holdt vinterferie. Bevares, de var begge på den gode side af 80, men ved alligevel ikke helt, om jeg tør tage på ferie igen. Både Toni Morrison og Alice Munro er efterhånden også godt oppe i årene, og jeg kan lissom ikke have flere forfatterliv på samvittigheden.

…var jeg i går aftes ude i et eksistentielt dilemma om, hvorvidt jeg burde komme på Instagram. Det er jo faktisk lidt synd for verden, at den går glip af mine potentielt geniale og/eller hysterisk sjove betragtninger, jeg tager jo alligevel så mange billeder, og jeg kunne bare have en anonym konto… Her til morgen syntes jeg, at det var verdens værste idé ever. Tror lige, jeg holder fast i den tanke.

…og hvad resten af tiden gik med

I vinterferien besøgte vi også min farmor på snart 94, som stadig bor i sit lille hus ude på landet og kører sin lille bil til den lille Brugs og køber enorme mængder slik, sodavand og kakao, hun kan fylde på mine børn, nu hvor jeg er blevet så gammel og kedelig, at jeg kun tager to gange af lagkagen.

Og to dage senere kørte vi hjem til Sjælland med det efterhånden obligatoriske pitstop hos La Mouette Dorée i Nyborg – hvor jeg tilfreds kunne konstatere, at gourmeten Sønneke allerede er avanceret fra Happy Meal til McFeast, og at alle mine børn efterhånden har udviklet eksemplariske burgerbar-manerer. (Sagde hende, der i hvert fald skulle introducere sine børn til det ÆGTE restaurationsliv, men hvis selvsamme yngste børn siger ‘restaurant’ og mener McDonalds. Åh, den sociokulturelle skam!)

Vel hjemme i København tog vi næsten direkte videre til MGP-aften hos nogle venner, og næste gang skal vi helt sikkert ikke (a) køre hjem fra Jylland samme dag, vi har en aftale, og (b) tro, at børn med en normal puttetid 19.30 kan se MGP, der starter kl 20, efter at de er kørt hjem fra Jylland samme dag, vi har en aftale. Men bortset fra det, var det hyggeligt.

Søndag gik med udpustning (og inhalering, bare rolig, ingen døde af iltmangel). Mandag gik med tandlægebesøg, MUS-samtale og oprydning på krydderihylderne (nej, det er ikke en eufemisme, der trængte virkelig til at blive ordnet i de krydderier). Og i morges skinnede solen, da jeg cyklede på arbejde, imens min telefon af sig selv hoppede hen på Tupacs California Love, og mit liv er sgu så ordinært på sådan en dejlig sund og rar måde lige nu.

Peace.

image

Hvad tiden går med

Aaah, vinterferie!

Vi holder fri hele ugen, er taget til det eksotiske Jylland, og hos svigermor sker det magiske, at de voksne ikke længere er i mindretal. Oveni er livet bare så meget lettere, når nogen har støvsuget på forhånd og lagt strategi for måltiderne (hvis der i øvrigt bliver tyst herinde, så er det bare fordi, jeg har ædt mig ihjel i oksehøjreb og ostebord). Og så gider jeg lige pludselig godt være med til at bygge et omrejsende tivoli i LEGO.

Sønneke fremstillede en kraftprøve:

image

Manden sad i dyb koncentration og byggede en karrusel, som også kan vippe til siderne:

image

Og jeg lavede Psyko-pandaens spisebod…:

image

…og en bueskydningsforlystelse:

image

(Om ikke andet har vi vist fået etableret, hvem i familien, der er ‘most likely to succeed’. Og hvem, der bare er indlæggelsesmoden.)

To do

  • Hente cykel hos cykelhandler efter at  et syvtommersøm(!) gennemborede mit ene dæk i går på vej hjem fra arbejde. Havde alligevel også overskud på kontoen.
  • Dele billede af Dødsstjerne-lagkage, som i øvrigt blev vel modtaget. Man kommer langt med sort frugtfarve og rigelige mængder glasur.
  • Tømme Vesterbro for øl. Eller i hvert fald give det er hæderligt forsøg.

God weekend!

image

Doesn’t play well with others

For nylig var jeg som nævnt på noget kursus på arbejde. Og ligesom man i dagens Danmark tilsyneladende ikke kan lave et ungdomsprojekt uden hiphop, så kan man ikke lege kursus uden workshops. I grupper.

Jeg er ikke specielt vild med den slags. (Nej, virkelig, det er sandt! Jeg ved, hvor meget det overrasker…) Godt nok er jeg med årene blevet bedre til at tage mig sammen og brainstorme i plenum uden brok, men det er virkelig sjældent, jeg har deltaget i et gruppearbejde, hvor jeg ikke bagefter har tænkt, at både resultat og proces havde været bedre, hvis jeg havde løst opgaven alene. Ikke fordi, jeg er en overlegen ø i tilværelsen, som andre kun kan trække ned. Men fordi jeg oplever gruppearbejde som en arbejdsform, hvor man bruger dobbelt så lang tid på alting og derfor altid når halvt så langt. Majoriteten af det gruppearbejde, jeg har været udsat for, starter med, at alle er bange for at sige noget, og slutter med, at ingen føler sig ordentlig hørt. Og derimellem indgår man så tusind kompromiser, som tager en evighed at nå frem til, fordi alle skal have taletid, tosser råber højest, og ingen tør sige deres ærlige mening.

Jeg kan muuuligvis være en smule farvet af min nylige kursusoplevelse (jeg kigger på jer, defensive-typer-befriet-for-selvironi); ransager jeg min hjerne har der også været gode oplevelser med gruppearbejde, hvor både proces og slutprodukt fungerede godt.
Men stadig… Er det tilladt at mene, at man bare fungerer bedst som soloarbejder? Eller er det bare fordi, jeg aldrig er blevet rigtig god til gruppearbejde, ikke har øvet mig nok, ikke har lært de rigtige metoder? (Der er lammer til den første, der bruger ordet ‘værktøjer’.) For dybt nede har jeg stadig følelsen af, at når jeg sætter mig ved et bord med en bunke post-its, tre farver tuscher og en samling nervøse smil, så er det mest af alt for, at underviseren kan krydse den aktivitet af på listen. Og ikke så meget fordi, det nogensinde er bevist, at dette er en givtig arbejdsform.

Men jeg kan selvfølgelig tage fejl – har endnu ikke diskuteret det i plenum.

Det irriterende tidspunkt i enhver workshop, hvor alle konsekvent overhørte mit forslag om at kalde projektet 'Mies Verdenscirkus'.

Det irriterende tidspunkt i enhver workshop, hvor alle konsekvent overhører mit forslag om at navngive projektet Mies Verdenscirkus (of Doom).

Det bliver en travl uge

Mig: “Nå, hvad skal I to så være til fastelavn?

Radise: “Jeg skal være Hr. Skæg med bogstaver!”

Mig: “Mmmkayy… Og hvad så med dig?”

Flame: “Jeg skal være nisse!”

Mig (lettet): “Ja? God idé, så kan vi bare…”

Flame: “Nej… Jeg skal være Onkel Reje! Nej, Rosa fra Rouladegade! Nejnejnej…. Jacinta!! Nej, vent…”

Mig (forsigtigt mumlende): “Kunne vi prøve at vende tilbage til nisse-ideen?…”

(Senere, samme dag:)

Mig: “Nå, hvilken kage kunne du tænke dig til din fødselsdag?”

Sønneke: “Dødsstjernen!”

Mig: “Æh… Okay, vi kan også bare sige noget andet fra Star Wars? M (min søster, red.) har en Darth Vader-bageform…”

Sønneke: “Nej, det skal være Dødsstjernen! Du laver den bare med sådan noget…grå glasur, ik?”

Mig (desperat tvivlende): “Jada!

"Jo, i TEORIEN kan man godt klæde sig ud til fastelavn som Hedy Lamarr, skuespiller og opfinderen af den tidlige spread spectrum-teknologi, men kunne du ikke bare vælge en etnisk eller faglig stereotyp ligesom dine søskende?"

“Jo, i TEORIEN kan man godt klæde sig ud til fastelavn som Julia Kristeva – men kunne du ikke bare vælge en etnisk eller faglig stereotyp ligesom dine søskende?”