Påsken gik med at

  • Sy en dug i fødselsdagsgave til min mor. Yessiree, og den blev ovenikøbet hæderlig at se på, mod alle odds (’sjusket’ og ’lettere inkompetent’ er nok de ord, der beskriver mig bedst, skulle jeg søge en stilling som syerske). Kan virkelig godt lide tanken om hjemmelavede gaver, desværre uden rigtig at have evnerne til at producere nogen, men har åbenbart fundet min niche. Fra nu af er der duge til alle – en udvikling, jeg især regner med, at min 13-årige lillesøster vil sætte pris på til sin kommende konfirmation.
  • Se Downton Abbey. Jeg er muligvis den sidste i verden til at se den serie (any hands?), og føler, at nogen burde have advaret mig. Det er jo for fanden heroin forklædt som engelsk landadel! Var fuldstændig hooked efter et enkelt afsnit, og én nat kunne jeg ikke modstå at junke hele første sæson færdig, mens jeg fortalte mig selv, at kl. 3 ikke er SÅ sent igen at gå i seng, når man skal op kl. 7 (men det er det).
  • Læse lidt i Victor Klemperers LTI – Det tredje riges sprog. Som er virkelig god, men se ovenstående.
  • Forsøge at udvise lidt ekstra overskud, eftersom Sønneke tilbragte det meste af ferien hos sin farmor, og vi derfor kun havde to børn at tage os af. To nuttede, festlige og tophidsige børn, hvoraf den ene er midt i en småpsykotisk afsindige-raserianfald-ud-af-det-blå-og-helst-i-offentligheden-fase og den anden nægternægternægter at smide bleen. Så det var meget overskudsagtigt noget af tiden.
  • Bruge noget af overskuddet på at få også mindsterne skippet afsted for en enkelt overnatning, så manden og jeg kunne gå ud og få østers til forret, cognac til kaffen og masser af øl på Byens Kro med en fælles veninde til sent.
  • Hjælpe mine børn med at spise de abnorme mængder vekao, højtiden har bragt dem. Det virkede som det eneste moralsk rigtige i situationen, hvis vi skal undgå type 2-diabetes i den nærmeste familie.
  • Gå til et åbent hus i Rødovre – og så snakker vi ikke mere om det. Det første, min parcelhusfanatiske mand sagde, da vi kom hjem til vores 4-værelses betonlejlighed, var: ”Vi bor jo egentlig rart her!”
  • Og ellers lave så lidt som muligt og sove så meget som muligt. Derfor den totale stilhed herinde.
Verdens mindst ambitiøse påskekylling. Sjusket kreativitet løber som en bred åre i familien.

Verdens mindst ambitiøse påskekylling. Sjusket kreativitet løber som en bred åre i familien.

Dagens

10 år tidligere havde Kaj Kanosejler pointeret, at det nok var en dårlig idé, at holde en isbjørn som maskot på rastepladsen. Desværre fik han ret.

10 år tidligere havde Kano-Kaj pointeret, at det nok var en dårlig idé at holde en isbjørn som maskot på rastepladsen. Desværre fik han ret.

I øvrigt… (Instagram-edition)

…er jeg ikke helt med på det der #latergram. Altså, jeg forstår, at billederne som udgangspunkt skal være mega-instant og taget-i-øjeblikket-og-delt-med-verden. Men jeg bliver altså hamrende skizoid, hvis jeg skal uploade fotos og finde på hashtags i samme sekund, jeg henter børn/er ude at spise med manden/ser en dekorativ solopgang. Selvfølgelig er der forsinkelse på. Det er jo alligevel alt sammen en medieret virkelighed, og fortalt tid og den globale landsby, og hvad jeg ellers lærte for 10 år siden på et tilvalgskursus.

…og nu vi er ved Mie, der faldt ned gennem kaninhullet og endte i Instagramland, så fatter jeg heller ikke det der #nofilter? Intet filter? Som i ligesom alle amatørbilleder, der nogensinde blev taget før iPhonens opfindelse? Sygt imponerende. Meget innovativt. Hvem havde troet, at umanipuleret gengivelse af faktisk belysning kan være så pæn?

…er jeg nok bare uretmæssigt sur på filtre. Fordi jeg er så pissegammeldags. Indrømmet, det ser tit pænt ud, men for mig går sporten i at finde den rigtige vinkel og det rigtige lys lidt af, og jeg kan ikke lægge et polaroidfilter på mine billeder uden at føle, at jeg har snydt. (Præcis hvem, jeg har snydt, står hen i det uvisse).

… går det vel i virkeligheden også lidt imod øjebliksbillede-tanken, at ens billeder ser ud som om, de er taget sidst i 1970’erne? #laterlaterlatergram.

…skal jeg nok holde kæft og weekend nu.

LEGO-Mies mor anno 1977

LEGO-Mies mor anno 1977

Voksenimperiet slår tilbage

Manden er i gang med at prøve den der influenza, der er så moderne for tiden. Og til min lille overraskelse, er jeg ikke så udmattet, som jeg plejer at være, når den slags rammer. Sikkert fordi, at det er noget helt andet at skulle varetage en 7-årig og to knap 4-årige, end det er at tage sig af en tilsvarende børneflok minus et par år. Når jeg tænker på, at jeg nogle gange har stået alene med tre børn, hvor 4 var alderen på den ældste, har jeg lyst til at give mit fortidige jeg en medalje og et shot (*samtidigt respektfuldt buk i retning af de enlige forældre*).

Så altså, vi glæder os da alle til at se familiefaderen på højkant igen, og det er ikke fordi, der ligefrem excelleres i spændende aftensmad eller lange ture ud af huset. Jeg er bare heller ikke ved at græde ved tanken om, hvordan vi skal komme gennem dagen. Bare sådan lidt træt. Og ret parat til at belønne mig selv med bland selv-slik ved enhver festlig lejlighed – veloverstået putning, fx. Men det er rart at have lidt større børn. Det nyder jeg sgu.

Men som Carporten engang så vist skrev, så er summen af bekymringer konstant for det neurotiske sind. For nylig var jeg til MUS-samtale, og vi snakkede om, hvor jeg så mig selv om 10 år – jeg chokerer vist ingen ved at sige, at det havde jeg ikke helt styr på, og at det ikke ligefrem holder mig søvnløs.

Indtil det pludselig, da jeg cyklede hjem, slog mig: om 10 år er Sønneke 17 år.

17!!!!!!!!!!

Og mens 10 år virkede som evighed i det professionelle liv, var det pludselig uendelig lidt tid til at nå alle de gyldne familiestunder, jeg havde set for mig. Bare for at starte med det økonomiske, så har jeg ingen anelse om, hvordan vi skal kunne nå at købe både en andelslejlighed med udgang til gården (med masser af legekammerater), et rart hus i to etager i forstæderne med frugttræer i baghaven, en kolonihave og et sommerhus – når vi nu også skal have råd til at tage på rygsækrejser til Thailand og Mexico, storbyferie i New York, og jeg samtidig skal arbejde på nedsat tid for at være så meget sammen med børnene i hverdagene som muligt… Før vi har skrabet sammen til noget som helst, så er hele banden jo fanme på vej hjemmefra!!!

Selv hvis vi – rent hypotetisk – forestiller os, at vi kunne knokle en masse penge ind ved at arbejde mere, så ville vi til gengæld se vores børn mindre, mens de er små. Og med det, vi tjener nu, er der knap nok råd til at købe noget, vi kan bo i – og slet ikke en tur til Thailand oveni. Selvfølgelig kunne vi være damebladsartikelfriske, sige fuck til det hele og knalde boligopsparingen af på kolonihave og flybilletter, men jeg har fanme vendt kroner og øre for længe til at være så ligeglad med min økonomi på den lange bane…

Jeg har med andre ord brug for noget bland selv-slik. Og et blåtryk af den nærmeste bank.

Mig, mig, mig

Jeg har aldrig fattet hypen omkring Nutella. Nok fordi jeg ikke er så vild med kombinationen af brød og chokolade (og her snakker vi bare hvidt brød, chokolade + rugbrød er decideret gag-fremkaldende i min verden). Som barn kunne jeg heller ikke have den mærkelige bismag af nødder – anså i øvrigt også nougat for at være en slags andenrangs erstatningschokolade.

Jeg forsøgte mig for nylig med noget Stine Goya-tøj, og den hype kunne jeg så heller ikke ride med på. Må nok bare indse, at det ikke er min stil, og at jeg derfor aldrig bliver rigtig bloggerschmart (kun derfor). Og hvorfor alt det kunststof? Sagde bomuldsfascisten.

Jeg hader mit blognavn. Haderhaderhader. Synes, det lyder prætentiøst på den dumme måde – bloggenes svar på ’Frisør Pour Toi’. (Jeg undskylder naturligvis til alle, der kender/ejer/drømmer om en frisørsalon med det navn).

Jeg har i mange år trøstet mig selv med, at nok var min karriere en stående joke, men jeg havde da præsteret at få 3 børn (ynkeligt, jeg ved det). Begynder at nå en alder, hvor det ikke er specielt banebrydende at være mor til 3, så nu starter ræset mod at skrive en bestseller eller blive direktør som 35-årig. Skal bare lige se lidt fjernsyn først. Og have et glas rødvin.

Jeg har en vane med at udstille mig selv, altså fortælle anekdoter om, hvor meget jeg har dummet mig, hvor fuld jeg har været og den slags. Det er sikkert et forsvarsværn tilbage fra min småbelastede folkeskoletid, og jeg fortæller mig selv, at det er et sympatisk og underholdende træk. Desværre er det også et træk, der bliver forstærket, når jeg er nervøs. Som fx til jobsamtaler og forældrekaffe.

"...og så tog jeg ham på røven, bundede resten af fernet'en og gik dødskold på sofaen. Nå, men legegruppe næste onsdag? Og så mailer jeg jer lige om fastelavnsfesten."

“…og så tog jeg ham på røven, bundede resten af fernet’en og gik dødskold på sofaen. Nå, men nok om min tirsdag morgen, legegruppe er i næste uge? Og så mailer jeg jer lige om fastelavnsfesten.”

En slags kamptale

Det startede ellers godt.

Fik mirakuløst taget tematisk LEGO-billede mellem tandbørstning og råb i morges, og i løbet af dagen nåede jeg op på hele fem ideer til indlæg om kvinder og kamp (kan være det bliver en postfeministisk føljeton i stedet…)

Men som fagbevægelsen, der sejrede ad helvede til (godt), så har kvindernes indmarch og krav om ordentlig behandling på arbejdsmarkedet også haft den konsekvens, at der ikke er tid til demonstrationer og blogindlæg, når man skal på job. Og samtidig ikke har muligheden for at underbetale en hushjælp  til at hente børnene og lave aftensmad.

Så her er jeg, lidt træt og ret klar til for tredje aften i træk at falde i søvn til det samme afsnit af House of Cards. (Følte i øvrigt, at dette var en god krølle på kvindekampen, lige indtil jeg så, at Julia Lahme havde fået samme idé. Så jeg er altså både flad og uoriginal.)

Men derfor skal der naturligvis stadig uddeles lammere til dem, der mener, at fordeling af barsel er et privat anliggende. Og dem, der mener, at vi bare bør afskaffe kampdagen, og at cafe latte-feminister i Nordeuropa skal holde deres kæft, for dem i Subsaharask Afrika har det meget værre (Kvindernes Internationale Kampdag, for helvede!)

Jeg magter ikke udtrykket ‘søstersolidaritet’, jeg er ikke kommet frem til, hvad jeg mener om kvindekvoter. Og hvis jeg skal høre om ‘Patriarkatets magtstrukturer’ en gang til, brækker jeg mig på en Foucault-bog.

Men for fanden. Jeg synes stadig, at dagen i dag er en festdag. En dag, hvor vi fejrer alt det, der er opnået. Husker det, der mangler. Hjælper dem, der stadig trænger. Og får ændret de fucking barselsregler!

Glædelig 8. marts.

"Nå, det var det. Hvem vil med hen og diskutere kønskvoter i bestyrelser over en latte?"

“Nå, det var det. Hvem vil med hen og diskutere bestyrelsesposter over en latte?”

#onsdag

#heltemod: når man sidst på eftermiddagen skal følge ældstebarn + kammerat til fritidsaktivitet med et par eksplosive lillesøstre på slæb.

#rettidigomhu: donuts

#panik: når de 2 store løber først ind i bussen, og buschaufføren efter en længere dørmæssig ubeslutsomhed vælger at efterlade undertegnede + tvillingeklapvogn på fortovet. Og lægger an til at køre.

#hamrenbankenogvildråben: (den giver vist sig selv)

#akavetstilhed: når faren er drevet over, og man står i bussen.

#FML: når Tvillingerne fra Vredeshelvede endnu en gang gør sig (uheldigt) bemærkede i det offentlige rum.

#endeløstaknemlighed: når damen ved siden af fortæller mig, at hun selv har en tilsvarende børneflok og udmærket kender turen.

(…og nårhja, kunne ikke sidde læserstormen overhørig. Det er blevet tid til at sprede mit kunstneriske talent over flere medier, så jeg er simpelthen kommet på Instagram – *sus gennem mængden efterfulgt af ekstatiske klapsalver* – meget opfindsomt som nomdemie. Ked dig før din nabo – og bær lige over med mig, mens jeg famler mig frem i hashtaggingens magiske verden.)