Påsken gik med at

• Sy en dug i fødselsdagsgave til min mor. Yessiree, og den blev ovenikøbet hæderlig at se på, mod alle odds (’sjusket’ og ’lettere inkompetent’ er nok de ord, der beskriver mig bedst, skulle jeg søge en stilling som syerske). Kan virkelig godt lide tanken om hjemmelavede gaver, desværre uden rigtig at have evnerne til at producere nogen, men har åbenbart fundet min niche. Fra nu af er der duge til alle – en udvikling, jeg især regner med, at min 13-årige lillesøster vil sætte pris på til sin kommende konfirmation.
• Se Downton Abbey. Jeg er muligvis den sidste i verden til at se den serie (any hands?), og føler, at nogen burde have advaret mig. Det er jo for fanden heroin forklædt som engelsk landadel! Var fuldstændig hooked efter et enkelt afsnit, og én nat kunne jeg ikke modstå at junke hele første sæson færdig, mens jeg fortalte mig selv, at kl. 3 ikke er SÅ sent igen at gå i seng, når man skal op kl. 7 (men det er det).
• Læse lidt i Victor Klemperers LTI – Det tredje riges sprog. Som er virkelig god, men se ovenstående.
• Forsøge at udvise lidt ekstra overskud, eftersom Sønneke tilbragte det meste af ferien hos sin farmor, og vi derfor kun havde to børn at tage os af. To nuttede, festlige og tophidsige børn, hvoraf den ene er midt i en småpsykotisk afsindige-raserianfald-ud-af-det-blå-og-helst-i-offentligheden-fase og den anden nægternægternægter at smide bleen. Så det var meget overskudsagtigt noget af tiden.
• Bruge noget af overskuddet på at få også mindsterne skippet afsted for en enkelt overnatning, så manden og jeg kunne gå ud og få østers til forret, cognac til kaffen og masser af øl på Byens Kro med en fælles veninde til sent.
• Hjælpe mine børn med at spise de abnorme mængder vekao, højtiden har bragt dem. Det virkede som det eneste moralsk rigtige i situationen, hvis vi skal undgå type 2-diabetes i den nærmeste familie.
• Gå til et åbent hus i Rødovre – og så snakker vi ikke mere om det. Det første, min parcelhusfanatiske mand sagde, da vi kom hjem til vores 4-værelses betonlejlighed, var: ”Vi bor jo egentlig rart her!”
• Og ellers lave så lidt som muligt og sove så meget som muligt. Derfor den totale stilhed herinde.

Verdens mindst ambitiøse påskekylling. Sjusket kreativitet løber som en bred åre i familien.