Som en åben bog

Jeg har sådan et ansigt, der afslører alt. En slags modsat-pokerfjæs. Det er sikkert ikke noget specielt exceptionelt; tror, de fleste mennesker kan aflæses på samme måde.

Jeg er bare samtidig ret kontrolleret, når jeg møder folk. Sådan lidt små-neurotisk, faktisk, ingen store følelsesudbrud og helst ingen kontroversielle synspunkter. Og så vil man jo gerne have, at fjæset følger med. Altså, så det ikke er tydeligt, hvad jeg i virkeligheden mener om den der smådumme kommentar eller den kjole eller dig som person generelt, mens jeg samtidig står der og leger karrierediplomat med mit sprog.

Også fordi, det alligevel ikke passer. Umiddelbare indtryk er lige præcis umiddelbare, og jeg er alligevel bare en snob med dårlig tøjsmag og ingen people skills. Og jeg har skiftet mening om fem minutter, så lad os bare sige, at jeg har tics.

Eller bare generelt går alt for meget op i, hvad folk tænker om mig.

"Total omlægning af af alle de ændringer, vi brugte hele sidste år på at gennemføre? Jada! Skøn idé! Har du noget imod, at jeg holder det her papir op foran mit ansigt, mens vi snakker videre om det?"

Total omlægning af af alle de ændringer, vi brugte hele sidste år på at gennemføre? Jada! Skøn idé! Har du noget imod, at jeg holder det her papir op foran mit ansigt, mens vi snakker videre om det?”

Tirsdag aften på kanten

Siden sidst er Prince død og AGF kommet i pokalfinalen. Vi har klaret en Jyllandstur, en konfirmation, en børnefødselsdag og et solidt skænderi (plus efterfølgende forsoning), og jeg har prøvet at trepunktsvende en bil, hvilket var overraskende nemt. (Ikke at jeg er god til det, bevares. Det er bare ikke svært.) Og status lige nu er, at børnene sover, manden socialiserer og lejligheden roder, flyder, støver og lugter.

Jeg er en af den slags damer, der ikke er specielt hormonpåvirket; ser man bort fra 2 omgange graviditetsbetinget depression, har hormonændringer aldrig rørt mig synderligt. Ikke fordi, jeg er den cool type – min egen teori er tværtimod, at jeg har crazy nok i hverdagen: jeg er grådlabil og humørsvingende med mærkelige cravings man-søn, året rundt. Første gang jeg var gravid, og folk spurgte interesseret til underlige spisevaner eller emotionelle udfald, mumlede jeg hver gang noget om, at det ikke var sådan meget anderledes end ellers. Mens min mand stod ved siden af og grinede smørret, fordi han forlængst havde erfaret, at jeg ikke behøvede et barn i maven for spontant at bryde grædende sammen en sen tirsdag aften og derefter cykle i 7eleven efter 2 bøtter is og en ostecroissant.

Derfor er PMS heller ikke noget, jeg lider af på månedsbasis (som sagt er det mere en kronisk tilstand), men efter at have følt mig umulig og uduelig en hel dag, uden nævneværdig grund, har jeg nu meget belejligt besluttet, at det er det, jeg har. Og har derfor lagt mig som en ægte blog-Maude med bland selv-slik, dyne og fjernbetjening (og en whisky, bare for at give set-uppet lidt maskulin kant).

Mens lejligheden roder, flyder, støver og lugter.

Et kig ind i fortiden: det er altsammen spist nu.

Et kig ind i fortiden. Fun fact: jeg elsker slik med vandmelonsmag.

I øvrigt…

…føler jeg, at Claus Hjort Frederiksen ville være perfekt castet i rollen som gullaschbaron. Han har på en eller anden måde det helt rigtige opportunistisk-joviale plattenslagerlook. (Hvis nogen har brug for flere tips til skurkeroller i en 1. verdenskrig-film, ringer I bare. Jeg har masser af ideer).

…går jeg for tiden og har en voldsom trang til at lave snobrød?! 5 år i spejderkorpset har sjovt nok ikke fjernet den lyst for stedse, selvom jeg aldrig blev den store fan af halvbagte dejklumper med sodpletter. Så nu mangler vi bare, at kolonihaveforeningen snart ringer med et rimeligt prissat hus til os. Og at helvede fryser til is ved samme lejlighed.

…er vi for nylig rykket 106 pladser frem på ventelisten i den andelsforening, vi er skrevet op i – apropos umulige drømme. Der er så stadig 96 på listen før os. Nogen, der kender en billig lejemorder?

…skal vi til 2 konfirmationer i løbet af de næste par uger, og en fællesnævner på ønskesedlerne er… Kähler-vaser? Mindes ikke selv at have været så småborgerlig som 13-årig, men jeg kan jo huske forkert. Hvad blev der af at ønske sig piercinger og et stykke af regnskoven? Min mor er forresten heller ikke imponeret:

image

…måtte jeg slå Kurt-referencen op. Det er så Kurt Daells, selvfølgelig. Samme mor lykkedes også med at flette et “grant skuer jeg Karthagos skæbne” ind, da vi tidligere i korrespondancen diskuterede prisniveau for gaverne. Gotta love her. (Det er forresten et citat fra Hannibal. Hærføreren, altså, ikke tv-kannibalen. Behøver jeg sige, at min mor er nærmest umulig at slå i TP?)

Vrøvlevrøvle

For tiden går det ikke skidegodt med at blogge. Så det kan jeg jo passende skrive et non-indlæg om.

Til gengæld går det rigtig godt med at binge Downton Abbey – har til min egen overraskelse fået manden med på vognen, så nu er vi to, der svømmer hen til aristokratiet af i går til kl. sent hver aften. Lev stærkt, dø ung, som man siger.

Ved siden af Netflixeriet prøver vi at køre det der familie, det går sådan lidt op og ned. Bliver jævnligt kaldt dummefuckinglorte-(indsæt selv kønsdefineret forældernavn) og på listen ‘Ting, som får mine børn til at bryde sammen eller gå amok’ finder vi bl.a., men ikke udelukkende: at skulle i skole/børnehave/bad/seng, ikke at få fredagsslik tirsdag eftermiddag, ikke at få dessert onsdag aften, at skulle hjem fra en hvilken som helst aktivitet, at iPad’en løber tør for strøm, at vores lejlighed ligger for enden af en masse trapper, at skulle vaske hænder/børste tænder/skifte undertøj, at *nogen* (indsæt selv en dummefuckinglorteforælder) tilbyder at hjælpe én med sokkerne, at sokkerne ikke kan komme på, fordi *ingen* hjælper, og min personlige favorit: at få konfiskeret den sten(!), man står og smider med i køkkenet, fordi…alt det ovenstående. Alle mine børn har åbenbart arvet farens temperament, men det tager jeg naturligvis med den ophøjede sindsro, som er mit varemærke… *host*

Men altså, helt ærligt, jeg synes sgu vi konflikter lige lovlig meget herhjemme. Nogle af de katolske mommybloggere, jeg læser (verdens underligste guilty pleasure, jeg ved det godt), har tilsyneladende styr på det pis, også når det indbefatter 5+ børn, så jeg begynder at overveje det der med nogle husregler på skrift et synligt sted. Har bare endnu ikke afgjort med mig selv, om det er at gå lige lovlig Kaptajn Von Trapp på familielivet. Selvom en militærfløjte sikkert ville klæde mig. For ikke at tale om en flådeuniform.

Bortset fra det, er det omsider lykkedes mig, efter flere års tilløb, at lægge alle mine digitale fotos ind på et google-drev (næste skridt: fotobøger en masse!), og igår sad vi alle 5 og kiggede familiebilleder. Primært babybilleder, fordi børn nu engang er nogle narcissistiske små størrelser, og så glemmer man faktisk psykopat-optrinnene, når vi sidder der i samlet flok og nårh’er os igennem de buttede babyår. Shit altså, nogle nuttegrise. Især baby-Sønneke med sixpence og håndledselastikker. Og miniskinkerne i små videooptagelser, hvor de lige er begyndt at interagere: skiftes til at se, hvem der kan sjaske mest mælk udover sig selv fra en tudkop eller leger borte tit-tit fra hver sin side af sofabordet, mens de griner he-he-he-he-he-he. Var virkelig tæt på at smide en af videoerne på bloggen, bare fordi de er så dødsens kære. Og blev faktisk mindet om, hvor glade mine børn også er.

Måske er det i virkeligheden bare mig, der har svært ved at rumme, at de er blevet større. At de ind imellem er sure og kede af det og har det svært; at de ikke længere er små og tykke og tilfredse det meste af tiden (hvilket især er mærkeligt, når man tænker på den humørbombe af en mor, de er velsignet med). Måske.

Så, yearh. Det skal nok gå. Med eller uden flådeuniform.

Få minutter inden det gik op for mine børn, at denne Julemand havde en laaaangt bedre hukommelse end de godtroende fjolser, de hidtil havde mødt.

Få minutter inden det gik op for mine børn, at denne Julemand havde en laaaangt bedre hukommelse end de godtroende fjolser, de hidtil havde mødt.