For tiden går det ikke skidegodt med at blogge. Så det kan jeg jo passende skrive et non-indlæg om.
Til gengæld går det rigtig godt med at binge Downton Abbey – har til min egen overraskelse fået manden med på vognen, så nu er vi to, der svømmer hen til aristokratiet af i går til kl. sent hver aften. Lev stærkt, dø ung, som man siger.
Ved siden af Netflixeriet prøver vi at køre det der familie, det går sådan lidt op og ned. Bliver jævnligt kaldt dummefuckinglorte-(indsæt selv kønsdefineret forældernavn) og på listen ‘Ting, som får mine børn til at bryde sammen eller gå amok’ finder vi bl.a., men ikke udelukkende: at skulle i skole/børnehave/bad/seng, ikke at få fredagsslik tirsdag eftermiddag, ikke at få dessert onsdag aften, at skulle hjem fra en hvilken som helst aktivitet, at iPad’en løber tør for strøm, at vores lejlighed ligger for enden af en masse trapper, at skulle vaske hænder/børste tænder/skifte undertøj, at *nogen* (indsæt selv en dummefuckinglorteforælder) tilbyder at hjælpe én med sokkerne, at sokkerne ikke kan komme på, fordi *ingen* hjælper, og min personlige favorit: at få konfiskeret den sten(!), man står og smider med i køkkenet, fordi…alt det ovenstående. Alle mine børn har åbenbart arvet farens temperament, men det tager jeg naturligvis med den ophøjede sindsro, som er mit varemærke… *host*
Men altså, helt ærligt, jeg synes sgu vi konflikter lige lovlig meget herhjemme. Nogle af de katolske mommybloggere, jeg læser (verdens underligste guilty pleasure, jeg ved det godt), har tilsyneladende styr på det pis, også når det indbefatter 5+ børn, så jeg begynder at overveje det der med nogle husregler på skrift et synligt sted. Har bare endnu ikke afgjort med mig selv, om det er at gå lige lovlig Kaptajn Von Trapp på familielivet. Selvom en militærfløjte sikkert ville klæde mig. For ikke at tale om en flådeuniform.
Bortset fra det, er det omsider lykkedes mig, efter flere års tilløb, at lægge alle mine digitale fotos ind på et google-drev (næste skridt: fotobøger en masse!), og igår sad vi alle 5 og kiggede familiebilleder. Primært babybilleder, fordi børn nu engang er nogle narcissistiske små størrelser, og så glemmer man faktisk psykopat-optrinnene, når vi sidder der i samlet flok og nårh’er os igennem de buttede babyår. Shit altså, nogle nuttegrise. Især baby-Sønneke med sixpence og håndledselastikker. Og miniskinkerne i små videooptagelser, hvor de lige er begyndt at interagere: skiftes til at se, hvem der kan sjaske mest mælk udover sig selv fra en tudkop eller leger borte tit-tit fra hver sin side af sofabordet, mens de griner he-he-he-he-he-he. Var virkelig tæt på at smide en af videoerne på bloggen, bare fordi de er så dødsens kære. Og blev faktisk mindet om, hvor glade mine børn også er.
Måske er det i virkeligheden bare mig, der har svært ved at rumme, at de er blevet større. At de ind imellem er sure og kede af det og har det svært; at de ikke længere er små og tykke og tilfredse det meste af tiden (hvilket især er mærkeligt, når man tænker på den humørbombe af en mor, de er velsignet med). Måske.
Så, yearh. Det skal nok gå. Med eller uden flådeuniform.

Få minutter inden det gik op for mine børn, at denne Julemand havde en laaaangt bedre hukommelse end de godtroende fjolser, de hidtil havde mødt.