Vrøvlevrøvle

For tiden går det ikke skidegodt med at blogge. Så det kan jeg jo passende skrive et non-indlæg om.

Til gengæld går det rigtig godt med at binge Downton Abbey – har til min egen overraskelse fået manden med på vognen, så nu er vi to, der svømmer hen til aristokratiet af i går til kl. sent hver aften. Lev stærkt, dø ung, som man siger.

Ved siden af Netflixeriet prøver vi at køre det der familie, det går sådan lidt op og ned. Bliver jævnligt kaldt dummefuckinglorte-(indsæt selv kønsdefineret forældernavn) og på listen ‘Ting, som får mine børn til at bryde sammen eller gå amok’ finder vi bl.a., men ikke udelukkende: at skulle i skole/børnehave/bad/seng, ikke at få fredagsslik tirsdag eftermiddag, ikke at få dessert onsdag aften, at skulle hjem fra en hvilken som helst aktivitet, at iPad’en løber tør for strøm, at vores lejlighed ligger for enden af en masse trapper, at skulle vaske hænder/børste tænder/skifte undertøj, at *nogen* (indsæt selv en dummefuckinglorteforælder) tilbyder at hjælpe én med sokkerne, at sokkerne ikke kan komme på, fordi *ingen* hjælper, og min personlige favorit: at få konfiskeret den sten(!), man står og smider med i køkkenet, fordi…alt det ovenstående. Alle mine børn har åbenbart arvet farens temperament, men det tager jeg naturligvis med den ophøjede sindsro, som er mit varemærke… *host*

Men altså, helt ærligt, jeg synes sgu vi konflikter lige lovlig meget herhjemme. Nogle af de katolske mommybloggere, jeg læser (verdens underligste guilty pleasure, jeg ved det godt), har tilsyneladende styr på det pis, også når det indbefatter 5+ børn, så jeg begynder at overveje det der med nogle husregler på skrift et synligt sted. Har bare endnu ikke afgjort med mig selv, om det er at gå lige lovlig Kaptajn Von Trapp på familielivet. Selvom en militærfløjte sikkert ville klæde mig. For ikke at tale om en flådeuniform.

Bortset fra det, er det omsider lykkedes mig, efter flere års tilløb, at lægge alle mine digitale fotos ind på et google-drev (næste skridt: fotobøger en masse!), og igår sad vi alle 5 og kiggede familiebilleder. Primært babybilleder, fordi børn nu engang er nogle narcissistiske små størrelser, og så glemmer man faktisk psykopat-optrinnene, når vi sidder der i samlet flok og nårh’er os igennem de buttede babyår. Shit altså, nogle nuttegrise. Især baby-Sønneke med sixpence og håndledselastikker. Og miniskinkerne i små videooptagelser, hvor de lige er begyndt at interagere: skiftes til at se, hvem der kan sjaske mest mælk udover sig selv fra en tudkop eller leger borte tit-tit fra hver sin side af sofabordet, mens de griner he-he-he-he-he-he. Var virkelig tæt på at smide en af videoerne på bloggen, bare fordi de er så dødsens kære. Og blev faktisk mindet om, hvor glade mine børn også er.

Måske er det i virkeligheden bare mig, der har svært ved at rumme, at de er blevet større. At de ind imellem er sure og kede af det og har det svært; at de ikke længere er små og tykke og tilfredse det meste af tiden (hvilket især er mærkeligt, når man tænker på den humørbombe af en mor, de er velsignet med). Måske.

Så, yearh. Det skal nok gå. Med eller uden flådeuniform.

Få minutter inden det gik op for mine børn, at denne Julemand havde en laaaangt bedre hukommelse end de godtroende fjolser, de hidtil havde mødt.

Få minutter inden det gik op for mine børn, at denne Julemand havde en laaaangt bedre hukommelse end de godtroende fjolser, de hidtil havde mødt.

Advertisements

12 thoughts on “Vrøvlevrøvle

  1. Har lige brugt tre måneder (!) på at lave en fotobog af ét barns seneste halve års begivenheder. 120 sider. Ét barn. Tre måneder.

    Så enten skal du tage flådeuniformen på, når du skal udvælge, eller også skal du rive noget tid ud af kalenderen. Så er du advaret 😉

    (Men som med børnene, så er det det hele værd bagefter… God fornøjelse ;))

  2. Preaching to the choir! Jeg sad i en time i forgårs og holdt om min 3-årige i entreen, fordi han fik et gigantisk meltdown over ikke at måtte få is fra is-butikken nede på hjørnet. Den var jo åben nu!?! Alt imens jeg skiftevis sad og vinkede og smilede til babyen på tæppet inde i stuen og håbede manden snart ville træde ind ad døren. Sønnen nægtede at tage termotøjet af, for han skulle jo være klar til at gå ud af døren. Han bad først om at få det af, da vi var færdige med aftensmaden… *suk*

    • Amen!
      (Jeg har for nylig cyklet et skrigende, sparkende, råbende, bidende barn uden flyverdragt (i 2 graders varme) tværs gennem Kbh. Alle. Gloede. Og hun faldt ned og fik flyverdragt på, da vi var ca. 100 m fra hoveddøren. Tak for ingenting!)

  3. Der satte du i den grad gang i min dårlige samvittighed. Jeg har (i hovedet) uendelig mange fotobøger jeg skal have lavet – og specielt efter at vi først mistede ALLE fotos vi nogensinde har taget i en brændt harddisk, der efter en tur til et recovery-center i England og knap 20.000 kr dog blev reddet. Men alligevel sker det bare ikke!

    • Jeg vågner faktisk indimellem om natten og tænker “Fuck! Hvad nu, hvis min computer bryder sammen/lejligheden brænder/ungerne smadrer USB-stikket, og alle mine billeder forsvinder?!”

      Forhåbentlig er der sat en stopper for den slags tvangstanker nu. Så mangler vi bare fotobøgerne i hovedet…

      (20.000? Aigh!)

  4. Altså synes de katolske mommy-bloggere plejer at skrive at det aldrig var hårdere end da de havde 3 små børn…. Det tænker jeg tit på. At én af dem jeg læser fast så havde 3 børn før vi fulgtes ad de 2 næste, OG siden har fået 3 mere lader vi bare stå. Det jeg mente var at du nok bare skulle få nogle flere unger? Så er de ældste ligesom nødt til st komme på banen og stoppe hyle-koret.
    “Hvad med dig selv?” Spørger du… Ikke på vilkår. Har nok i de to top-hysteriske madammer jeg allerede har bragt til verden. Og er for gammel. Og gider i ø ikke!

    • Du har ret! Det har jeg faktisk set flere steder. De to mindste mener også, at de snart skal være storesøstre og har valgt navn til babyen.
      Jeg gider bare hverken være gravid, føde, amme, skifte bleer eller stå op 1000 gange (mere) om natten. Så det sætter visse begrænsninger…

  5. Kan ikke rigtig finde ud af om jeg er taknemmelig eller lidt sur over du skrev det der med Downton sidst. Skulle liiiige prøve det af og er nu på sæson 3. Smuser det endda på telefonen i sengen når min mand sover. Det er et skråplan

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s