I øvrigt…

…hed aftenens afsnit af Kontant ‘Når vaskemaskinen dør’. Har brugt de sidste ti minutter på at udtænke fortsættelser á la ‘…kommer tørretumbleren til begravelsen.’ Kom så i tanke om de syge lyde, vores egen maskine har lavet de sidste par måneder. ‘…kommer nogen til at æde deres platte jokes i sig.’

…var vi inde og se Sønneke + buddy danse breakdanceafslutningsshow forleden. Hold nu kæft, hvor var de søde. Og dygtige. Og megaseje, som de helt cool dansede deres solo-acts foran en fyldt sal. Jeg har muligvis været verdens stolteste mor siden. Jeg har også muligvis tvunget mine kollegaer til at se videoen.

…var jeg til Anonyme Hemmelige Bloggeres Anonyme Hemmelige Møde sidste weekend, og det er jeg nødt til lige at blære mig med. At drikke hvidvin til det bliver lyst med den slags seje damer, er sgu bloggerfryns lige efter mit hjerte.

…har jeg havekuller som aldrig før. Kombineret med min mands trang til at impulsshoppe hvad som helst, der indeholder eget tag og 2 kvadratmeter græs, er det bare et spørgsmål om tid, før nogen har købt et håndværkertilbud i Fårevejle. En eller anden, stop os.

…er der Hushpuppy på DR K, og den skal jeg lige se færdig. Nu.

Reklamer

Ondets rod

”Det roder”, sagde Sønneke en morgen.

”Ahvaffornoget”, sagde Manden.

”Det roder herhjemme, det roder i vores lejlighed. Det er pinligt!”

”Eiijjjh… Det gør det da ikke…,” sagde Manden og kiggede sig omkring, ”altså, der er da mange af dine venner, hvor det roder mere?”

Sønneke kiggede opgivende over på mig, der var ved at eksplodere i halvkvalt latter. Og manden kiggede overrasket på os begge: ”Her roder da ikke specielt meget!?”

Jo, der gør. Der roder af h. t. Får vi besøg, rydder vi op, og vi har indrettet os så forholdsvis praktisk, at det meste kan smides i en kasse eller en skuffe eller et skab, så her ret hurtigt ser ordentligt ud. Men uden for besøgstid er alle vandrette flader i hjemmet fyldt med – og jeg nævner i flæng – tandbørster, plasticperlekæder, tegninger, vasketøj (rent og beskidt), halve gulerødder, tom emballage, årskort til Zoologisk Museum, LEGO-klodser, bøger, vandflasker, hårelastikker, tuscher med og uden låg, sten, grene, hoppebolde, tyggegummi, infobreve, aviser, cernitskulpturer, mobilopladere, håndcreme, skumgummisværd, udklædningshatte og en enkelt barbermaskine. Og som enhver indretningsekspert vil kunne fortælle, så er det de ryddede flader, der giver indtrykket af et ryddeligt hjem. Og vice versa.

”Men I har jo børn”. Jep, og de roder en del. Jeg har heller aldrig selv været udpræget ordensmenneske. Og så er der den forholdsvis store andel af årskort, vasketøj, afreven plasticemballage, tandbørster, papirer, mobilopladere og ikke mindst barbermaskinen, som kan føres tilbage til èn person. Nemlig ham, der ikke synes, det roder… så meget. Måske har det gjort en forskel, at jeg, før vi flyttede sammen, boede på kollegie, mens han havde sin egen lejlighed. I don’t know. Men selv før vi fik børn, plejede jeg at kommentere på Mandens brug af hele lejligheden som personlig stumtjener: ”Neiij, her har du OGSÅ lagt en base camp ud! Hvor er det forudseende – hvis du nu skal de 3 meter fra skrivebordet og ud i køkkenet og så pludselig står midt i stuen og mangler et par jeans og en sok for at nå helt derud, så ligger det lige her! Robert Scott kunne have lært meget af dig. Og næh, du har søreme også forhåndssikret dig mod brugte boksershorts-mangel på badeværelset!”

Base camp-joken er for længst blevet intern, og heldigvis har jeg en mand, der ikke er blind for egne mangler (når man ikke kan være så perfekt som mig, er det jo en udmærket egenskab at have), så vi griner en del af det. Og han ser stadig ikke rigtig smårod, så det er mest mig, der går og rydder op, når mine 4 bofæller konstant efterlader enhver ejendel, påklædningsgenstand eller plasticindpakning lige præcis der, hvor de sidst har brugt/skilt sig af med den. Indtil jeg ikke gider det mere, fordi jeg dybest set også er et rodehoved og samtidig et dovent læs, og bare smider mig på sofaen og lader rodet formere sig og danne en ny race med støvboldene under sofaen. Måske kan begge dele så en dag rejse sig og gå væk.

Så vi bliver lidt mindre pinlige.

“Jaguaren kalder Hvide Lam: heller intet spor af børnene herovre. Til gengæld har jeg fundet din dåbsattest, 2 småkager og hvad der ligner resterne af Jimmy Hoffa.”

Tanker om egen storhed

Jeg har lidt blogkrise for tiden, og jeg synes hele tiden, at jeg forfalder til kedelige dagbogsindlæg om, hvad jeg har lavet og spist de sidste par timer… Jeg læser selv flest personlige blogs, så jeg er med på, at det har en vis underholdningsværdi at snage i andre menneskers helt almindelige liv, men synes alligevel, det er lidt sløvt med den slags konstante 1:1-gengivelse af levet liv. Har nu blogget i 3 et halvt år, mest om mig selv, og så begynder man sgu at løbe lidt tør for nyt materiale. Lige pludselig forstår jeg, hvad Per Højholt mente, da han snakkede om hovedstolen.

Der var engang, hvor jeg tænkte, at jeg skulle skrive en masse om film og bøger (jeg havde vist også en idé om, at jeg skulle være Dines II…*pinlig hosten og rødmen*). Og det tænker jeg stadigvæk. Begyndte faktisk at blogge for at have et frirum til at nørde, men det er bare ikke blevet til så meget på den front. Så jeg tænker lidt, at enten skal jeg til at indføre den slags, evt. lave tumpe-skema til mig selv med mad-mandag, bog-tirsdag, film-onsdag og surt opstød-torsdag osv. Eller også skal jeg oprette en separat blog, bare til bøger og film, så jeg kunne gøre det lidt mere fagligt, og når så Anne Knudsen opdager den, giver hun mig straks en fastansættelse.

Men jeg ved det ikke. Nogle gange bliver det noget rod, når folk laver flere blogs, og kan jeg overhovedet finde ud af at administrere 2, når jeg knap nok kan administrere 1? Vil samtidig gerne bruge mere tid herinde, så abstraktionsnivesuet bare nogle gange kan nå ud over et referat af sidste børneafhentning.

Åh, disse i-landsproblemer vi bloggere med ca. 300 læsere dog må se i øjnene!

“Ja, der skulle altså ske noget, så nu har jeg oprettet en bogblog, en indretningsblog og en YouTube-serie om mexicansk madlavning. Har i øvrigt sagt mit job op. Rækker du mig lige sombreroen?“

Taknemlighed

De er udmattende og urimelige, og jeg er heller ikke for god selv.

Men når de alle 3 trasker afsted med mig en solskinsmorgen, mens de synger, danser og hopper fra flise til flise.

Så kan jeg næsten ikke forstå, at noget så enestående har fået lov at blive mit.

God fredag.

…lalala

Nu vi er ved solskinsjubel og grønne parker, så har frk. Evigt Solskin i et Småplettet Sind her taget endnu en af sine opbyggelige beslutninger.

De sidste mange år er jeg næsten blevet deprimeret, så snart temperaturen kom over 10 grader. Enten fordi jeg sad inde med en eller flere babyer, fordi vi ikke havde råd til at tage på sommerferie, fordi vi boede i det forkerte kvarter, fordi vores lejlighed lå/ligger på 3. sal, fordi vi ikke har altan eller kolonihave, eller fordifordifordifordifordi. Men ikke i år!

Til trods for, at jeg egentlig ikke giver 25 flade øre for positiv tænkning (hvis det var så pissenemt at konstruere sine følelser, ville vi jo alle rende rundt i en moderat lykkerus), så har jeg i år besluttet at være glad og tilfreds. Fra nu af, hvis solen skinner, så går vi bare ud. Og bliver ude. Og eftersom vi stadig ikke vælter os i penge, må vi bare tage madpakke med.

Til fortids-Mies forsvar skal det siges, at der selvfølgelig også er faktorer, der gør livet nemmere end før. Fx at børnene bliver større og bedre til at underholde sig selv, og vi ikke længere befinder os i specialføde- og babyudstyrsland. Og at jeg har et arbejde, så vi kan spare op til ferie. Men det giver så meget desto større grund til at droppe sommermukkeriet og gå på bare tæer i græsset.

Og det har nu virket i hele 3 dage, så jeg tænker, at The Year of Living Delightedly officielt er en succes (*skynder sig at underskrive bindende erklæring inden folkestemningen skifter*).

 

Tilføjelse: Skal selvbedraget lykkes, er jeg nok nødt til at holde mig langt væk fra andres billeder af deres kolonihaver… Fuck dig, Instagram.

Postkort fra Shangri-La

Aaaaaaaaaaaaaaaaah! Sol!

Nåhmen, hvodden går det ellers? Har ikke fået blogget hele sidste uge, fordi jeg havde begået den genistreg at love en ven at læse hans manuskript, mens jeg havde lovet min bror at læse korrektur på hans afsluttende opgave, mens jeg havde lovet min mor at stå for talen til min søsters konfirmation. Til de chokerede tilhørere kan jeg fortælle, at det hele gik mere end fjong.

Ven fik en høflig udsættelses-mail, brormands opgave blev rettet, og talen blev skrevet. Og jeg overlevede bagefter en hel familiefest uden manden, fordi han skulle ind og se AGF tabe pokalfinalen samme dag, og det gik faktisk helt fint, for der var legekammerater til børnos og vin til mor, og talen blev holdt og var god (hvis jeg selv og min komplet upartiske familie skal sige det), og det var en helt perfekt og hyggelig dag.

Som blev efterfulgt af spontan midnatsøl og flere hyggelige dage med solskin og skovtur i Kongens Have og drinks med veninder og yndlingsfamiliebesøg og mors dag-pandekager og Zoo-tur og mere solskin. Og hvis nogen har lyst til at kaste en regnbuefarvet enhjørning op, gør de bare det, men det her har seriøst været den bedste Kristi himmelfartsferie nogensinde overhovedet.

Bortset fra den manglende blogging.