”Det roder”, sagde Sønneke en morgen.
”Ahvaffornoget”, sagde Manden.
”Det roder herhjemme, det roder i vores lejlighed. Det er pinligt!”
”Eiijjjh… Det gør det da ikke…,” sagde Manden og kiggede sig omkring, ”altså, der er da mange af dine venner, hvor det roder mere?”
Sønneke kiggede opgivende over på mig, der var ved at eksplodere i halvkvalt latter. Og manden kiggede overrasket på os begge: ”Her roder da ikke specielt meget!?”
Jo, der gør. Der roder af h. t. Får vi besøg, rydder vi op, og vi har indrettet os så forholdsvis praktisk, at det meste kan smides i en kasse eller en skuffe eller et skab, så her ret hurtigt ser ordentligt ud. Men uden for besøgstid er alle vandrette flader i hjemmet fyldt med – og jeg nævner i flæng – tandbørster, plasticperlekæder, tegninger, vasketøj (rent og beskidt), halve gulerødder, tom emballage, årskort til Zoologisk Museum, LEGO-klodser, bøger, vandflasker, hårelastikker, tuscher med og uden låg, sten, grene, hoppebolde, tyggegummi, infobreve, aviser, cernitskulpturer, mobilopladere, håndcreme, skumgummisværd, udklædningshatte og en enkelt barbermaskine. Og som enhver indretningsekspert vil kunne fortælle, så er det de ryddede flader, der giver indtrykket af et ryddeligt hjem. Og vice versa.
”Men I har jo børn”. Jep, og de roder en del. Jeg har heller aldrig selv været udpræget ordensmenneske. Og så er der den forholdsvis store andel af årskort, vasketøj, afreven plasticemballage, tandbørster, papirer, mobilopladere og ikke mindst barbermaskinen, som kan føres tilbage til èn person. Nemlig ham, der ikke synes, det roder… så meget. Måske har det gjort en forskel, at jeg, før vi flyttede sammen, boede på kollegie, mens han havde sin egen lejlighed. I don’t know. Men selv før vi fik børn, plejede jeg at kommentere på Mandens brug af hele lejligheden som personlig stumtjener: ”Neiij, her har du OGSÅ lagt en base camp ud! Hvor er det forudseende – hvis du nu skal de 3 meter fra skrivebordet og ud i køkkenet og så pludselig står midt i stuen og mangler et par jeans og en sok for at nå helt derud, så ligger det lige her! Robert Scott kunne have lært meget af dig. Og næh, du har søreme også forhåndssikret dig mod brugte boksershorts-mangel på badeværelset!”
Base camp-joken er for længst blevet intern, og heldigvis har jeg en mand, der ikke er blind for egne mangler (når man ikke kan være så perfekt som mig, er det jo en udmærket egenskab at have), så vi griner en del af det. Og han ser stadig ikke rigtig smårod, så det er mest mig, der går og rydder op, når mine 4 bofæller konstant efterlader enhver ejendel, påklædningsgenstand eller plasticindpakning lige præcis der, hvor de sidst har brugt/skilt sig af med den. Indtil jeg ikke gider det mere, fordi jeg dybest set også er et rodehoved og samtidig et dovent læs, og bare smider mig på sofaen og lader rodet formere sig og danne en ny race med støvboldene under sofaen. Måske kan begge dele så en dag rejse sig og gå væk.
Så vi bliver lidt mindre pinlige.

“Jaguaren kalder Hvide Lam: heller intet spor af børnene herovre. Til gengæld har jeg fundet din dåbsattest, 2 småkager og hvad der ligner resterne af Jimmy Hoffa.”