La grenouille verte

Jeg har en tilståelse. Jeg har – indtil for ganske nylig – aldrig smagt en kajkage.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor; det ligner en kage right down my alley, eftersom jeg elsker smørcreme, marcipan og psykedeliske farver på mit bagværk.

Mine børn har heller aldrig smagt den, så for nylig blev det nærmest et familieprojekt at få fingrene i de små grønne syndigheder. Og faktisk er det ikke så nemt, for dagens københavnerbagerier er jo fanme i evig konkurrence om, hvem der kan være mest økologisk og langtidshævet, og hellere vil de knuses under 10 kilo håndkværnet ølandshvede, end de vil sælge syntetiske flødefrøer. Forrige weekend måtte en kajkage-jagt på Nørrebro derfor afsluttes med noget så udansk som donuts fra 7eleven – et knæfald for storkapitalismen, som ikke bragte os nærmere målet.

Google var heller ikke min ven, eftersom de fleste hits var opskrifter på hjemmelavede kajkager. Nejnejnej, blev der sagt! Hvem helvede skal man knalde for at få lov til at købe en god, gammeldags præfabrikeret flødekage af forholdsvis ringe kvalitet?

Og så til sidst blev Google alligevel min ven; via lidt snørklede blogger-omveje fandt jeg nemlig en henvisning til Søkonditoriet. Vi havde helt glemt det under weekendens strabadser, men lige dér, i starten af Nørrebrogade med Emmerys hånlige sideblik på sig, ligger en gammeldags skodbager, som vor mor undgik dem. Og de har kajkager! Så fredag eftermiddag besluttede jeg, at nu skulle det være, og købte kager til hele familien.

Og hvordan gik det så? Tjah, den evige medgørlighedstvilling, Radise, gik i flæsket på Kaj med det samme, mens hendes storebror og evigtmodsatte søster startede med at erklære, at de ikke kunne lide marcipan. Bundene var der heller ikke den store afsætning på, men fyldet var alle vilde med. Jeg kunne lide både marcipanen, smørcremen og mazarinbunden – det bliver lidt vammelt til sidst, men ellers var jeg ganske godt tilfreds.

Og det er jo det vigtigste.

image

Løst og fast og mere løst

Nåmenæh, hvad har du så fået tiden til at gå med, Mie?

Tjah, jeg har været til Sankt Hans-fest på Blågårds Plads med andre forældre og børn fra ungernes børnehave og skole. Havde frygtet det værste, for Manden var på arbejde (det fede ved at være gift med en folkeskolelærer er, at hans arbejdsforpligtelser falder sammen med stort set ALLE forældremøder, sommerfester og diverse højtidsarrangementer i egne rækker), og jeg forudså mig selv stå i silende regn med tre skrigende, sultne, tissetrængende børn i en uendelig lang madkø. Men det gik over al forventning.

Vejret var som bekendt herligt, og ovenikøbet lykkedes det os at komme forrest i madkøen, så kl. 17.45 var alle forsynede, og 4-5 hold forældre og en høvlens masse børn kunne påbegynde det gamle, men eviggyldige ‘husk-nu-at-spise-op-ellers-bliver-du-sulten-senere-og-du-skal-have-noget-ordentlig-mad-inden-der-er-kage’-ritual . Skolebørnene løb frit uden nogen som helst form for voksenopsyn, børnehave- og vuggestuebørn futtede rundt i nærheden under moderat opsyn. Og forældrene dikkede babyer, drak en øl, delte penge ud til kageboden, fulgte indimellem nogen på toilettet – og snakkede. Blandt andet om, hvor skønt og hyggeligt dét her var.

Kl. 19.30 brød alle op for at tage hjem og putte børn, en time senere brød styrtregnen løs, og jeg kunne stå og skue ud over den franske altan med en tilfredsstillende følelse af, at det sociale byliv for en gangs skyld havde levet op til alle mine luftkasteller.

I morgen står den så på 2 x 4-års fødselsdag. De vanvittige kageønsker (jeg er selv ude om det, men hvis nu bare, de kunne bestemme sig) er omsider stoppet ved 2 lagkager med flødeskum og bær, pyntet som 1) en lyserød blomst og 2) minions (‘den med ét øje!’), og der er købt lambrusco, chips, frugt og lagkagebunde, fordi mor i år har meldt sig helt ud af vanvids-selvbageriet – i hvert fald indtil børnehaven kommer tirsdag…
Mangler bare at løse problemet med at kombinere chokoladeglasur og pynteglasur, uden at noget af det flyder ud (orker ikke sidste års gentagelse med hvid chokolade grynet på 1000 måder – det viser sig selvfølgelig, at pastafarve ikke må bruges til lige præcis chokolade; eftersom det alligevel lykkedes for mig til sidst, har jeg vel nærmest trodset den etablerede videnskab), men da min totale selvovervurdering indenfor konditorkunsten kombineret med lidt feberredninger plejer at klare det, er jeg ikke så urolig.

Og så skal jeg forresten ud og slå telt op i Roskilde i aften – kryds lige fingre for, at det holder tørt, ing’? Og at jeg samtidig ikke skal stå alt for længe i kø med alt for mange alt for fulde studenter for at nå den forjættede teltplads i Silent & Clean-området. Man er vel blevet 33.

Hurtige osteboller

Sexy title, no?

Valdemarsro har det med jævnligt at lokke mig i uføre med alle sin savlfremkaldende opskrifter. (Og så pyt med, at mit hjem og mine børn aldrig bliver lige så fotogene. Endsige regelmæssigt rengjorte. Lady knows her food!) Tydeligvis har hun ikke fået memoet om, at vi ikke længere spiser hvedemel og sukker, og det seneste misbrug, jeg har taget med mig fra fristerindens domæne, er ostebrød. I alle former.

Sagen er bare, at uanset hvad jeg engang har skrevet i mit CV, så er jeg ikke altid den store planlægger: Eller, det er jeg måske. Men mest på sådan en småneurotisk, ubrugelig måde… Anywho, det spørgsmål, verden selvfølgelig venter med længsel på at få besvaret, er: Hvad gør jeg, når jeg får en brændende trang til osteinfuseret bagværk, ikke har købt ind til det, og kun har max en halv time til rådighed, mens jeg improviserer en tomatsuppe til aftensmad, prøver at forhindre børnene i at falde i søvn foran Ramasjang, og uret bare tikker videre og videre? Frygt ej, svaret er her!

Lidt googlen rundt en tilfældig tirsdag kl. 20 min. i aftensmad gav mig dette hit. Jeg lavede lidt om, efter hvad jeg lige havde i huset, så i min version blev det 100 g fuldkornsspeltmel blandet med 150 g sigtet speltmel, 1 tsk bagepulver og lidt salt. I det rørte jeg 1 dl mælk og 1 dl yoghurt naturel og til sidst 75 g revet Gouda, fordi det var det, vi havde liggende. Flødehavarti ville sikkert også have været a-okay. (Love Food Love Cooking bruger cheddar, som jeg elsker. Højt. Og lige præcis derfor har vi aldrig en rest på cirka 75 g sådan bare liggende…) Blandingen giver 9 små boller, som bare klattes ned på en plade og bages ved 200 C i tjahbumbum…12 min?

De smager syyyygt godt. (Altså, ikke hvis du spørger mine 2 mindste, men de elsker røde pølser og prinsessekjoler i kunststof, så hvad fanden ved de?) Virkelig. Syyyyygt godt. Prøv dem. Nu. Jeg insisterer. Selvom både mine børn og mine gulve er temmelig snavsede.

Som en syngende sirene. Med ost.

Som en syngende sirene. Med ost.

For 10 kr uansvarligt moderskab fra det virkelige liv

Fredag eftermiddag i forrige uge. Vor heltinde er temmelig svag efter 2 dages Distortion-gadefester, og er gået tidligt fra arbejde for at selvmedicinere med pomfritter og tv, inden hun skal hente børn. Telefonen ringer.

Pædagog: “Ja, hej, jeg ringer for at høre, om det kan passe, at Sønneke og Viktor skal med Alma hjem i dag? De siger selv, at det er en aftale, og at de derfor skal med Alma over på hendes fritidshjem? (Der er endnu ikke et samlet fritidstilbud for hele skolen, derfor går børnene på forskellige fritidshjem – også selvom de går i samme klasse – og bliver så hentet af de respektive pædagoger på skolen, red.). Men pædagogerne fra Almas fritidshjem har vist heller ikke hørt om den aftale?”

Mig: “Nej, det kender jeg ikke noget til, det må være noget, de selv har fundet på!”

Pædagog: “Nej, det lød også underligt. Men så tager jeg bare Sønneke og Viktor med som normalt.”

Lidt senere ringer telefonen igen.

Pædagog: “Ja, hej igen. Nu har jeg snakket med Almas fritidshjem, og det viser sig, at de HAR fået besked om, at Sønneke og Viktor skulle med hende hjem. Og Sønneke siger, at det vist er hans far, der har lavet aftalen med Almas forældre?”

Mig (mens noget svagt og uhåndgribeligt dæmrer nederst i min hukommelse): “Nå, jamen okay, hans far har vist ikke fået sagt det ordentligt videre til mig, men hvis Almas fritidshjem også har hørt om det, så er det selvfølgelig i orden!”

Ringer derefter til min bedre halvdel for at høre, hvornår Sønneke skal hentes fra denne mystiske aftale. (Som jeg måske har hørt om på et tidspunkt, men kan for min død ikke huske hvornår og hvordan.)

Mig: “Hvad har du aftalt med Almas mor og hentning?”

Manden: “Ikke noget?”

Mig: “Hvad?”

Manden: “Det aftalte vi, at du skulle gøre.”

Mig: “…?”

Manden: “I går aftes, da du var kommet hjem, sagde jeg, at Sønneke og Viktor skulle med Alma hjem i dag, og du sagde, at du så ville skrive til Almas mor i løbet af formiddagen og aftale mere præcist med hentning.”

Mig: “…”

Manden: “Kan du virkelig ikke huske det?”

Mig: “…”

Manden (griner): “OMG, hvor fuld var du i går?!”

Mig: “Nåmen, så prøver jeg lige at skrive til Almas mor…”

Rapport fra minisamfundet

Så gik der endnu en uge, bl.a. med den årlige sommerfest på Sønbergs skole. Temaet var i år ‘minisamfund’. Husker tydeligt, dengang vi kørte et lignende koncept på min skole: banken blev røvet dagligt, og borgmesteren blev kidnappet for løsepenge. Der fandtes selvsagt en del asociale personager på min gamle skole.

Nå, men tilbage i min søns langt mere harmoniske skoleliv skulle børnene i realismens navn søge arbejde på de forskellige værksteder. Jeg fandt ikke ud af, om der så var aktiveringskurser og virksomhedspraktik til de, der ikke kunne finde et job – evt. kombineret med nogle lærere i rollen som overentusiastiske jobkonsulenter?… Men i mini-Utopia er der vist arbejde til alle, og Sønneke kom glad hjem ugen optil og fortalte, at han var kommet på sin 1. prioritet, casinoet! Moren kunne godt være mere imponeret over hans karrieremål, men sjov er sjov, og det er aldrig skidt at kende én bag rouletten. Desuden fulgte der en butterfly med ansættelsen.
Mandens bidrag til festlighederne var endnu en gang: “Jeg har forresten sent møde onsdag.” You don’t say.

Men det skulle ikke forhindre os andre i at slå til søren i mikrobyen, og croupierens lillesøstre var selvsagt meget spændte, især fordi casinoet også havde en saft- og chipsbar. Så vi tabte alle vores jetoner på førnævnte roulette (lad det være jer en lektie, børn!), drak en masse saft og gik så ned i den umenneskeligt lange madkø, hvor manden gentog sit stunt fra sidste år og pludselig materialiserede sig, lige som situationen spidsede til, og mor her var ved at give op henover pastasalaten.

Kändisspottede Johan Olsen i forældremængden, og man er selvfølgelig ikke til fest på Nørrebro, uden at de splejsede 4. klasser i refleksveste og “Politi”-skilte er suppleret af 2 granvoksne ægte betjente. Så tror jeg lige, vi stopper med at snyde i maleboden og lægger det ekstra stykke kridt dér tilbage…

Alt i alt en herlig aften – var ret imponeret over engagementet og ikke mindst selvjustitsen hos de små byboere. Måske vi også skulle have haft ekstra betjente dengang i forstæderne…

image

Et tvivlsomt kompliment er stadig et kompliment

Fuld mand til Distortion: “Har DU virkelig fået 3 børn?! HOLD da op, DET kan man ikke se!  Du ser VILDT godt ud for en, der har fået 3 børn! Jeg har aldrig…”

Fuld mands veninde: “Ej for helvede, hold nu kæft med det der! Sådan kan man ikke sige! Hvad nu hvis folk sagde til dig, at du så virkelig godt ud – for en 40-årig?!”

Mig: “Nejnejnej, det er skam helt i orden…hvor kom vi fra?”