Bloggeloggelog

Jamen, der sker ikke så meget. Fx:

  • Har jeg hørt Ballroom Blitz på vej til arbejde ret mange gange, og skal nu hver eneste morgen huske mig selv på IKKE at råbe “Are you ready, Steve?!…” når jeg træder ud af elevatoren.
  • Har ferie i Frankrig som sædvanlig fået mig til at føle, at hvidt brød med obskøne mængder brie og en halv liter vin er det, jeg fortjener. Hver dag.
  • Vækker modeuge noget pinligt hadsk i mig. Mentalt sidder jeg åbenbart stadig på bagerste række med fedtet hår og himler, når poptøserne diskuterer cardigans. Så modent.
  • Har jeg genopdaget gul neglelak. (Det er teenage-Mie helt okay med. Til gengæld nægter hun at iføre sig de nålestribede stumpebukser, jeg købte i et anfald af damethed.)
  • Har jeg lige brugt en fodboldtræning på at skrive det her. Go team!
Som at se kunstgræs gro.

Som at se kunstgræs gro.

Køreferie – epilog

Sidste del af ferien forløb lige så fint som den første. På en weird shabby chic-B&B og med sightseeing på D-Dagsstrandene og i Bayeux. Der blev set både tapet og invasionsmuseum, og Sønneke var helt oppe at ringe over al den krigshistorie. Moderens lallede pacifisme har tilsyneladende ikke rigtig fanget an. (Selv jeg blev dog grebet af stemningen; fik helt lyst til at se Saving Private Ryan igen, og det er et seriøst faretegn.)

Så kørte vi videre til bryllup i det hollandske, hvor der blev viet og skålet og festet, og da min veninde ikke er typen, der går ned på udstyr, var der selvfølgelig også en hoppeborg(!) til børnene… Og eftersom en halvklodset, palliethadende, danser-aldrig-ædru type åbenbart sagtens kan fostre prinsessede entertainertvillinger, så var der to 4-årige, der gav den max gas i tylkjoler og festhumør og hele aftenen spurgte, hvornår brylluppet rigtig begyndte. Dvs. hvornår dansegulvet åbnede. Da det omsider skete, cirka ti minutter i puttetid, bakkede den ene ud af træthed. Men den anden gik bananas til Kool & the Gang, og eftersom jeg gerne vil lære mine børn, at man skal danse, når man har lyst, og altid uden tanke for om nogen kigger, måtte jeg jo danse med. Rimelig ædru. På et komplet tomt dansegulv, omgivet af resten af gæsterne. The things we do for love.
Manden ramte cirka kl 01.00 et punkt mellem dødtræt og fornuftig og sneg sig i seng, og da jeg opdagede hans forræderi, besluttede jeg i ren trods at drikke mig i hegnet. Heldigvis er min veninde heller ikke den, der forlader en fest i utide, og da DJ’en gik hjem, blev vi ved. På den virkelig lå-lå-lå-agtige måde. (Er sikker på, at gommens søster satte stor pris på min simultantolkning af både Nik & Jay og De Gyldne Løvers største hits.)

Og det var så det. Vi ræsede hjem til hverdagen, forsøgte at mønstre noget interesse for vores arbejde, og var rørende enige om, at det her er den bedste ferie, vi nogensinde har haft.

Glemte at nævne, at ferien også har lært mig verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost er gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved. "Lad det ske, lad det skeeee-eee..."

Som en ekstra bonus har jeg også lært verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost – gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved.