At føle og at mene

Forleden skrev Blogsbjerg om Etisk Råds uenighed om, hvorvidt fosterreduktion ved tvillingegraviditet skal være en mulighed indtil 12. uge. Havde faktisk tænkt på at skrive et indlæg om det for et par uger siden, og føler mig nu igen kaldet til at smide noget mening i puljen:

Jeg vil som regel gerne se en sag fra flere sider, og jeg anerkender fuldt ud, at andre ser verden anderledes end mig og samtidig er i deres gode ret til det. Pisserummelig og rationel er jeg, med andre ord.

Men i denne her diskussion kan jeg ikke se ud over, at jeg selv er tvillingemor. Og den måde, det at få tvillinger bliver italesat i denne her debat, rammer mig lige i hjertet. Jeg bliver ked af det, når jeg på nettet ser nogle bruge som argument, hvor umenneskelig hårdt, det er at have tvillinger, hvor meget det vil gå ud over eventuelle andre børn. Og at folk derfor er i deres gode ret til at vælge det fra, for det kan man nærmest ikke byde nogen. (Hver gang skrevet af nogle, som ikke selv har tvillinger, hvilket øjeblikkeligt giver mig lyst til at råbe: “Hvad fanden ved I overhovedet om det?!”)

På samme måde som det altid stikker i mit hjerte, hvis nogen omkring mig højlydt giver udtryk for, at de i hvert fald håber, de IKKE får tvillinger, og korser sig alene ved tanken. Selvfølgelig har jeg forståelse for, at tvillinger ikke er øverst på ønskelisten, hvis man er enlig mor eller har 4 børn i forvejen, men det er voldsomt sårende, når venner eller bekendte, som har både hænderne og ressourcerne, opfører sig som om 2 babyer på én gang er det absolut værste, der kunne ske for dem. Excusez-moi, men det er altså mine børn, du lige har sammenlignet med et færdselsuheld?!

Som en skrev i kommentarfeltet hos Blogsbjerg, så giver diskussionen ondt i maven, fordi tvillinger bliver italesat som noget forkert og problematisk; jeg føler, at mine børn bliver sygeliggjort helt uden grund.

Pludselig forstår jeg bare en snert af det, indædte abortmodstandere og forældre til børn med Downs syndrom oplever. Jeg forstår lidt af den vrede og sorg, de må føle, når de bliver konfronteret med omverdenens generelle holdning til fri abort, og jeg får lyst til at messe “børn er en gave – altid en gave”. Til trods for, at jeg er tilhænger af fri abort, til trods for, at jeg tror på frivilligt forælderskab, og til trods for, at jeg er verdens største underskudsmor. Det er ikke Spelt-Moder Jord, der taler her, jeg har altid syntes, at livet med børn er lidt af en prøvelse. Jeg mener bare ikke, at tvillinger gør det til en større prøvelse end så meget andet.

Det er ikke fordi, det ikke er hårdt med 2 babyer, gu’ fanden er det det. Men det er og bliver en fase. Og jeg er helt med på, at der er familier, for hvem tvillinger vil være en uoverkommelig opgave, men så er vi ude i særtilfælde. Det er anskuelsen af tvillinger som et problem i sig selv, jeg finder både urimelig og sårende.

Etisk Råds imod-gruppe skelner mellem fravalg af moderskab og fravalg af det enkelte barn, hvor respekten for fosterets liv i sidstnævnte tilfælde vægtes højere end moderens frie valg. Efter nøje overvejelse tror jeg, jeg er enig. Og bliver så igen udfordret på spørgsmålet om de enlige mødre og forældre med diagnosebørn. Som Linda har jeg det topfint med, at det ikke bliver mig, der skal tage beslutningen, men for én gangs skyld i mit liv må jeg sige, at jeg er enig med Lillian Bondo.

Og ellers erklære mig helt og aldeles inhabil.

Sidste nat med remoten

Et blogindlæg i sort/hvid, i hvilket hvor heltinde falder for fristelsen til at gå all in på blogger-identiteten med egofikserede billeder af ligegyldige gøremål. 

Åbenbart er det så hårdt at være uden familie i 4 dage, at jeg i dag har meldt fra til en gang fredagsøl (meget ulig min evigt FOMO’ende personlighed – men tænker, at det er nogle andres tur til at tørlægge byen) for i stedet at kunne flade ud på sofaen helt selv. Endda på min sidste aften alene.

Men hvad har jeg så lavet de sidste par dage i dette hektiske jet-set-liv i byen, uden børn og forpligtelser (bortset fra arbejde)? Udover lidt forskellig socialisering og noget rødvinsindtag har jeg bl.a. gjort noget så hæsblæsende som at gå til tandlægen:

Tandstillingen præsenteres i samarbejde med den kommunale bøjletandpleje. Samt egen manglende indsats med den udleverede efterbehandlings-bøjle.

Tandstillingen præsenteres i samarbejde med den kommunale bøjletandpleje. Samt egen manglende indsats med den udleverede efterbehandlings-bøjle.

Bagefter var jeg ude på min årlige shoppetur. Var ude af stand til at tage beslutninger, så holdt løbende billedkonsultationer med manden:

Det bør noteres, at vidvinklen for en gangs skyld arbejder til min fordel. I virkeligheden er min bryster meget mindre og mine hofter meget bredere.

Det bør noteres, at vidvinklen for en gangs skyld arbejder til min fordel. I virkeligheden er min bryster meget mindre og mine hofter meget bredere.

Det hele var så vildt, at jeg på et tidspunkt revnede mine bukser:

Lige over knæet. Bom.

Lige over knæet. Bom.

Så efter alt den hektiske mig-tid, er det naturligt nok, at jeg nu kobler ud på sofaen ovenpå lidt let rengøring og noget tung aftensmad:

Yes, det der bagved er en frysepizza. Med peperoni. Living the dream!

Frysepizza. Når pengene er små, men man stadig ikke gider lave mad. Forbløffende, så hurtigt bachelorette-vaner vender tilbage.

Så nu er spørgsmålet bare, hvad skal jeg se? I går var jeg så grebet af shoppe-stemningen, at jeg valgte at falde i søvn til Sex & the City-filmen… Den er alligevel ret overkørt, ahva’?… Grænsende til det ufrivilligt komiske, da den 40-årige Madam Bradshaw står i fuld Vera Wang med en fugl(!) i håret og tæsker løs på Big med sin brudebuket på åben gade mens hun i ramme alvor skriger “You humiliated me!!!”. Arh, dame, ved du nu hvad…

Nå, kan være, jeg skal tage en rejse ind i sindet med Eat, Pray, Love for lissom at komme helt ned i gear. Så bliver det bare spændende, om jeg kan holde mig oppe. For slet ikke at tale om aftensmaden nede.

You stay classy, Copenhagen!

Siden sidst i punktform

  • Fejrede 10-året for første snav med manden i weekenden. Vi var cirka lige så fulde som dengang, så det var alt sammen meget rørende.
  • Mødte overraskende reaktioner på arbejde om mandagen á la ”Drak I jer så bare helt ned? Bare jer to?” Øh… ja? Vi spiste sgu da middag først og alt muligt!
  • Havde faktisk prøvet at få nogle mennesker med i byen, men folk i 30’erne kan man fandme ikke regne med.
  • Blev desuden sidst på aftenen adopteret af en flok søde studerende, så helt alene var vi ikke. Folk i 20’erne kan man godt regne med. Lærte et nyt drukspil og alt muligt.
  • Heldigvis satte manden dog foden ned og trak mig hjem, da værtshuset lukkede, og den muntre flok prøvede at få os med til efterfest. Ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham.
  • P.t. er mand og børn taget over til farmor, og jeg prøver desperat at finde ud af, hvordan jeg udnytter tiden bedst muligt. På én gang. Mens jeg samtidig sover en masse og arbejder sent.
  • Indtil videre har jeg ikke udrettet ret meget andet end at være på arbejde, bestille en tandlægetid og spise en masse chips med dip. OG se ‘Hammerslag’.
  • I det mindste skal jeg om lidt med en veninde på fotoudstilling og bagefter til aftenudsalg i Magasin. Så bliver det heller ikke ret meget mere midaldrende.

His Bobness? Really?

Ville tidligere i dag have blogget ud i plenum, om der var andre, der var ligeså  spændte på afsløringen af årets Nobelpris i litteratur, men nåede det ikke, inden spændingen blev udløst.

Og skulle nogen være i tvivl om, at 68’erne til tid og undergang sidder på flæsket og meningerne her i tilværelsen, er det nu endeligt blevet bekræftet. Kan lige se hele Politiken Plus-segmentet sidde og gratulere hinanden hen over friværdien (ja, det er skidebitre Generation Y, der taler, nej, han er bare ikke min generations stemme).

Havde selv sat mine penge på Adonis (ikke bogstaveligt, gambling er noget skidt, børn), det ville have været så smukt på ‘giv en hånd til Syrien’-måden.

I det mindste er mit forsæt om at læse mindst ét værk af nylige Nobelpris-tagere pludselig blevet dejligt overkommeligt.

"Årets Nobelpristager? Tjah, jeg håber brændende på en kolonikritisk tredjeverdens-forfatter, som aldrig har været kendt i den brede offentlighed. Og som jeg i øvrigt aldrig har læst."

“Årets Nobelpristager? Tjah, jeg håber brændende, det bliver en samfundskritisk tredjeverdenspoet, som skriver sværttilgængelig og kulturspecifik lyrik, der aldrig har været kendt i den brede offentlighed. Og som jeg i øvrigt aldrig har læst.”

Zenbuddhisme i oktober

Hvis et træ falder i skoven, og ingen hører det, giver det så en lyd? Og hvis Sønneke slår foden, og mest giver lyd, når nogen hører det, er han så virkelig kommet til skade?

Ingen ved det, men ingen skal heller betvivle mine forældreevner, så nu er det barnets første sygedag, og om lidt er der lægeaftale til ham, der kunne vise sig at være ugens Nigeriabrev iført Spiderman-T-shirt. 

Alligevel skal vi nok have hans livret, pad krapow, til aftensmad. Selv den indbildt syge trænger vel til trøst, og nu har vi tid til at købe den rigtige basilikum. Og jeg trænger til soja og chili og alt, der dufter af sol.

Og en ren lejlighed. Åh, rengøring.

I gangen begynder paprørene at hobe sig op, for mindsterne vil deltage i Ramasjangs Mini-MGP for toiletrullefigurer. Og hver morgen bliver der spredt perler ud over gulvet og grædt tårer over skævt tegnede øjne, og jeg siger, at det er et dårligt tidspunkt, og at vi skal have jakker på.

Så i aften må vi tænde nogle stearinlys og finde pallietterne frem, og jeg vil lave en toiletrulle, der får RuPaul til at ligne Jette Gottlieb. Det var det med forældreevnerne.

Og hvis man køber et hus på landet, og ingen kan se byen, er der så overhovedet et savn? Kan man bare lege med pallietter og rejse sydpå i ferierne og lave pad krapow uden den rigtige basilikum, og så er det fint?

Ingen ved det, og om lidt skal vi til lægen. Bagefter laver vi te og læser Anders And og Villy Sørensens Odysseus, hvor han redder alle ved at være Ingen. Og hvis ingen støvsuger, og ingen bekymrer sig, giver det så en lyd?

Nogle dage er bare kladder

I går, mandag, vågnede jeg jeg i en iskold lejlighed med et begyndende bygkorn, kom i tanke om, at der er gået hul i bunden af christianiacyklen, cyklede børn afsted i silende regn (med Sønneke strategisk placeret i forhold til den potentielle afgrund mod kørebanen – Rådet for Større Færdselssikkerhed ville have været stolt), cyklede på arbejde i silende regn (nu med regntøj), vrissede spydigheder af mig til morgenmødet, tog kantinens lasagne som en personlig fornærmelse, arbejdede sent, tog direkte til forældremøde og var hjemme 22.30, hvor nettet ikke virkede, og jeg og manden endte med at droppe Netflix-seancen i dobbeltsengen til fordel for noget så sindsoprivende som søvn.

Men i dag! I dag skinner solen, jeg har fået en recept på øjendråber og en date med min cykelmand, og vores boligforening har genskabt det mirakel, der er centralvarme. Desuden har jeg optimistiske planer om at hente børn tidligt, tage dem i Torvehallerne og købe ind til clam chowder, og så skal vi bagefter hjem og rense muslinger og snitte grøntsager i synkron harmoni, mens de allesammen takker mig for at berige deres barndom og være sådan en førsteklasses mor.

Det kan ikke gå galt.

(Og ellers har vi også en delfin:)

img_0254