About last night

Man må jo også gribe i egen barm.

Så siden i går har jeg fået en twitterkonto. Tegnet et 12-ugers abonnement på The New Yorker. (Hvilket alle seriøst burde gøre. Det er rystende billigt!). Og skrevet første kapitel af min samtidsroman.

Okay, det sidste er løgn. Men med et halvt glas rødvin og cirka 350 faste bloglæsere som mine vidner sværger jeg hermed at bruge mere tid på ting, som i hvert fald har potentiale til at underholde og udfordre. Og mindre tid på lort.

Reklamer

Glædelig fucking mandag

Nogle gange ønsker jeg mig at være en totalanonym vredesblogger. Så jeg kunne få ordentligt afløb for al min galde.

Så jeg ikke behøvede at nøjes med at mumlebande til min mand og til møblerne, hver eneste fucking gang, jeg er ved at brække mig over, hvor snotdumme andre mennesker er. Og blogging, blogging er fandme det dummeste, fuck hvor ville jeg elske at hænge hele konceptet ud. Jeg brækker mig herfra og tilbage over alt det materialistiske lort, der pushes, over alle de hjernedødt ligegyldige læbestifte og ankelstøvler og svimlende kostbare brudekjoler og fucking mamorborde, der købes og sponsoreres og blandes op med lidt gajolvisdom, inden det hele sendes videre til de ukritiske masser, som bare aldrig før har hørt noget så rigtigt om børneopdragelse eller søstersolidaritet eller kimonoer sammensat med læderbukser. Hver gang nogen et sted i universet poster et indlæg om sponsoreret rugbrød eller en eller anden acai-pindemadsevent eller den hysterisk dyre frokost, de nød i solskinnet på en cafe kl 14, fordi det bare er sådan en herlig tilværelse at være professionel udstiller af egen indholdsløse tilværelse, har jeg lyst til at råbe: de har jo ikke noget fucking tøj på, vi har ikke noget tøj på, nogen af os. Og hver gang et kommentarfelt hylder ægtheden, fordi en blogger var lidt træt og en anden glemte at tage mascara på og en tredje spiste et kinderæg og en fjerde hældte mælken skævt på sit barns havregryn, midt i alle marmorbordene og tropeferierne og acaipindemadderne og de 17.000 filtrerede selfies, så man rigtig fornemmer sårbarheden og mennesket bag bloggen, har jeg lyst til at skyde hele internettet. Og bede folk om at læse nogle flere bøger (femikrimier og selvhjælp tæller ikke) og købe nogle færre sko.

Min mand siger, at jeg skal spy min galde på bloggen, at jeg skal lade være med at bekymre mig om, hvad andre tænker, at jeg skal lade ham og møblerne i fred og i stedet sprede min ægthedsvrede på eget domæne. Men jeg tør ikke. Nogen kunne jo tro, at jeg var den hadefulde type.

Og jeg kunne jo bare læse nogle flere bøger.

Der står 'Fuck jer allesammen' på indersiden.

Der står ‘Fuck jer allesammen’ på indersiden af posen.

Fra sygelejet

Det er forholdsvis skuffende, når man laver en aftale med sin krop om, at hvis man nu tager den ene sygedag, så stopper den til gengæld med at skabe sig – og den så bare bliver ved i dagevis, helt uden hensyntagen.

På min første hjemmedag nåede jeg faktisk at planlægge både støvsugning og noget arbejde. Min krop sagde nej tak. Og eftersom jeg alligevel er pissedårlig til at spille helt (gør mig bedst som martyr, det er knap så fysisk krævende), mindede jeg mig selv om, at en af fordelene ved at have et ikke udpræget fancy eller vigtigt eller ansvarsfuldt job må være, at man med god samvittighed kan føle sig helt og aldeles undværlig, mens man er syg. Enter dyne, sofa, søvn og Girls.

Med det resultat, at jeg allerede nu har opfyldt mit nytårsforsæt om at se alle sæsonerne. #goals! Så er spørgsmålet bare, hvad jeg skal lave resten af året.

Især nu, hvor jeg allerede savner den hippere, mere velformulerede og klart mere selvcentrerede version af min eget liv i start-20’erne. Neuroser, mænd, bristede illusioner und alles. Har primært brugt de sidste par dage på at pudse næse og overveje, om jeg skulle blive 25 igen og flytte til New York og gå i mønstrede mavebluser og tage en masse kokain. (Eller måske 24 igen. Da jeg var 25, var jeg gravid det meste af tiden, og jeg har hørt, det ikke går så godt med kokain).

Den tilsnottede eskapisme passede mig fint, som jeg lå der, delvist undskyldt af min egen manglende karriere og hyggeforargedes over Dunhams primadonnaagtige forhold til konceptet arbejde. (For helvede, hvilken normaltbegavet 25-årig uden alternative indtjeningsmuligheder ville nogensinde sige et velbetalt tekstforfatterjob med søde kollegaer op, fordi det ikke var ‘fint’ nok? Generation Y-entitlement har eddermaneme gjort noget ved vores jobforståelse!) På den ene side var jeg ved at brække mig over hendes og venindernes snotforkælede tilgang til livet – på den anden side drømte jeg mig tilbage til et tidspunkt, hvor mulighederne lå åbne. I hvert fald teoretisk.

Jeg burde fandeme have gjort noget mere ved skriveriet.

…måske i kombination med noget lysterapi og en margarita

Indtil videre går det ikke skidegodt med nytårsforsætterne. Hvem skulle dog have troet det.

Til gengæld fyldte jeg 34 i weekenden, og så er det meget fint, at man ikke er typen, der går og stresser over årlige målsætninger. Selvom der selvfølgelig altid er muligheden for at blive smådeprimeret over, hvor langt virkeligheden befinder sig fra min ungdoms forestillinger om, hvad jeg ville have opnået på nuværende tidspunkt. Men eftersom de fleste 17-årige er idioter, tager jeg det ikke så tungt (jo, jeg gør, det andet lyder bare bedre). Desuden var min største bekymring i den alder, om jeg nogensinde igen ville finde en kæreste, og det har jeg da trods alt præsteret.

Så. I denne weekend skal jeg fejre mig selv nok engang, denne gang med venner og rødvin, og jeg vil måske gøre et tappert forsøg på at bryde min ellers faste værtinderegel. (Dvs. den om altid at være den fuldeste i selskabet, så andre ikke har noget at skamme sig over dagen efter; lidt ligesom når værten og værtinden ikke må være de pænest klædte. Sidstnævnte regel er fra Emma Gad, førstnævnte fra det sted i min hjerne, der tager sig af selvundskyldende efterrationaliseringer). Måske.

Og ellers går jeg bare og venter spændt på, at mit nyindkøbte nattøj med taco/avocado-print når frem med posten. Tænker, at det er det, der skal få mig gennem resten af januar.

Nytårsforsætter 2017, version 2.0

  1. Glemme, at jeg hader nytårsforsætter og aldrig har praktiseret dem.
  2. Bruge mindre tid på at læse ligegyldige blogs, jeg dybest set foragter, og som spilder min tid.
  3. Starte til yoga og lade være med at hade mig selv, når jeg ikke får det gjort alligevel/dropper det efter en måned.
  4. Ryge mindre (decideret festrygning er ok).
  5. Bekymre mig mindre.
  6. Læse flere bøger, se evt. pkt. 2.
  7. Skrive mere.
  8. Få set alle sæsoner af Girls.

Nytårsforsætter 2017

  1. Glemme, at jeg hader nytårsforsætter og aldrig har praktiseret dem.
  2. Bruge mindre tid på at læse ligegyldige blogs, jeg dybest set foragter, og som spilder min tid.
  3. Starte til yoga og lade være med at hade mig selv, når jeg ikke får det gjort alligevel/dropper det efter en måned.
  4. Ryge mindre (decideret festrygning er ok).
  5. Bekymre mig mindre.
  6. Læse flere bøger, se evt. pkt. 2.
  7. Skrive mere.
  8. (S’jøst, det er fristende at skrive ‘Færdiggøre flere blogindl…’)