Whole lotta huggin’ going on

I morges kom jeg til at tænke på et job, jeg engang havde. Og fik sådan lyst til at rejse tilbage i tiden og give 27-årige Mie et solidt knus og fortælle hende, at det ikke nødvendigvis var hende, der var elendig til sit arbejde, men måske bare hendes kollegaer, der var en blanding af smårøvede og selvoptagede, og at det faktisk overhovedet ikke er værd at kæmpe så desperat for et job, der indebærer daglige tudeture på toilettet.

Og nu vi er ved det, så skal 14-årige Mie også have et knus. Med besked om, at alting bliver bedre, så snart folkeskolen er overstået, at hun ikke er helt forkert på alle tænkelige måder, og at der findes masser af mennesker, der gerne vil være venner med hende. Hun møder dem bare først lige om lidt.

25-årige Mie skal heller ikke snydes for en krammer og oplysningen om, at graviditetsbetinget depression er en ganske almindelig ting og ikke nødvendigvis et tegn på, at man er ved at begå sit livs største fejltagelse. Det skal nok gå.

Og 31-årige Mie skal også have lidt kærlighed og forsikring om, at hun finder et arbejde. Og at hun ikke er et dårligt, dovent og udueligt menneske, fordi hun ikke har fundet det endnu. Virkelig, det skal nok gå.

Og 9-årige Mie skal have et knus og et kram. Og vide, at det er helt i orden ikke at være lige som de andre. Og at man ikke behøver at skamme sig over at være dårlig til gymnastik og god til at læse. Eller over at være tynd og bleg og have pandehår og den helt forkerte jakke. (Faktisk har jeg mest lyst til bare at blive og holde hende i hånden de næste 6 år.)

21-årige Mie skal også nurses lidt, og hun skal ikke være så ked af, at der ikke er styr på noget, for det skal der nok komme. Sådan nogenlunde, i hvert fald. Og hun skal ikke være så ked af, at hun åbenbart er en magnet for røvhulsmænd, det skal nok ændre sig. Og mange år senere møder hun en af røvhulsmændene igen, som nok egentlig var mere umoden end et røvhul, og han siger: “Fedt nok, jeg troede ellers ikke, du ville klare den!” Klare den?

Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg klarede det hele. Ikke i en håndevending, men det gik. Det går.

Andre, der trænger til et knus?

Advertisements

24 thoughts on “Whole lotta huggin’ going on

    • Consider it done.
      (Husk, at al angst for ikke at kunne overkomme en opgave er komplet ubegrundet, hvis du er kvinde og 30+ 😉
      Fremtids-Den Sure vil give mig ret.)

  1. Mig!!! Lige nu, men også i tidligere versioner. Hvor er det dog et dejligt indlæg! Tror sgu, jeg vil gøre dig kunsten efter snart og gå tilbage og give alle mine indre, små piger en ordentlig krammer!
    Og så håber jeg, at mit 31-årige jeg i fremtiden også får en krammer og besked om, at hun nok skal finde et arbejde. Hvor er det dog rart at høre, at du også har været der ved 31. Føler mig shu gammel og taberagtig. Nå, 32 om to uger, og så kan jeg kigge tilbage 😉

    • Du får også et knus. Og hvis man ellers baserer al sin evidens på en enkelt testperson (mig), så er 32 den perfekte alder til at få et job!

  2. Min datter! Hun trænger til et kram og et par forsikringer om at alt løser sig – 21 år, usikker, ny på uni, diabetes type 1, som svinger lidt og så et par svære eksaminer forude. Vi krammer og krammer og forsikrer, men ikke alt trænger ind.
    Tak for et dejligt indlæg!

  3. Tror også jeg har en masse indre piger der skal krammes. Specielt hende den 21 årige, der mistede sin far i en svæveflyveulykke. Og havde svært ved at se, at man kunne blive glad igen.

  4. Mig? En 32-årig udslidt phd-studerende. Og så alle de børn nede i folkeskolen, der går rundt og føler sig forkerte. Jeg var selv et af dem, og hver gang jeg ser et af de stille, kuede børn har jeg lyst til at kramme dem hårdt og længe imens jeg forsikrer dem om at verden en dag bliver større og bedre end den rådne klasse man tilfældigvis havnede i.

    Tak for indlæg med masser af hjerte varme 🙂
    Mia

  5. Mig 😦 28. Røv forvirret over livet. Utilpas og utryg. Står på vippen og overvejer at springe ind i kæmpe livsændring, men er så meget tryghedsnarkoman, at jeg snart har stået her i et år uden at gå hverken væk fra vippen eller hoppe.

      • Du skal have en dobbeltkrammer. Og så 2 råd fra en, som har været virkelig dårlig til at opsøge både hjælp og nye oplevelser:
        1) Bortset fra børn, mord og ansigtstatoveringer, så er der ikke noget, der ikke kan gøres om. Det værste, der kan ske, er, at du tænker: ‘Okay, det skal jeg så ikke prøve igen. Nu til noget andet.’
        2) Psykologer, terapeuter osv. er dine venner. Penge godt givet ud – og ellers, se pkt. 1)
        Kærlig hilsen
        Mie Reintoft

  6. En krammer til 14-årige mig fordi min mor var fuld hele tiden og min far havde travlt med sin nye familie, der også omfattede en hund, som jeg var allergisk overfor. Og endnu en krammer fordi min bror var fuld af løgn og heroin og en krammer mere fordi min kæreste slog mig. En krammer fordi den ensomhed, som følger i kølvandet på et solidt skjult misbrug aldrig helt fortager sig.

    • For hulan, det her kommentarfelt hiver noget mørke frem! Mange, MANGE krammere til dig… Jeg håber virkelig, at det hele er blevet bedre, både omkring dig og inden i dig.

      • Det gjorde det. Meget bedre!
        Det er så meget lettere at være voksen-voksen end at være et barn med en voksens ansvar og selv om fundamentet er fucked up, så har det været muligt at bygge noget solidt ovenpå.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s