Vil bare gerne vide, hvornår *jeg* får lov at diktere barselslovgivningen?

Mangler man lidt til blodtrykket, så er der noget at komme efter på Politikens debatsider, hvor en mand med en forholdsvis neandertalsk indstilling til barsel helst ikke vil kaldes neandertaler. Jeg har som en god pige holdt mig fra alle kommentarfelter, også på facebook (vi ved alle, at den tid, du bruger på en webdiskussion, er omvendt proportional med din samlede tro på menneskeheden og det rationelle argument), men tænker, at jeg til gengæld kan ryste galdeposen lidt herinde… Jeg bliver sgu så åndssvag af den barselsdiskussion – som vi stadigvæk har? I 2017 alligeveller?

En af mine personlige favoritter i dagens debat er argumentet om, at øremærket barsel til mænd jo risikerer at gå ud over barnet, der skal tidligere i institution, hvis far nu synes, det er sjovere at tage på job… Og når man ellers er kommet sig over chokket over, at børn åbenbart oplever konsekvenser af deres forældres valg og prioriteringer (OMG!!!), kunne man overveje, om detteher ikke lige præcis er makroversionen af den misforståelse, mange danske hjem lider under: Skal tingene gøres, er det primært mors ansvar. For vi kan da sandelig ikke holde mænd direkte ansvarlige for deres egne børns pasning…

Giv mig styrke.

Til gengæld har en vis Caroline Lillelund i sin kommentar formuleret lige det, jeg tænker, og derfor får hun det sidste ord, mens jeg går ud og tager noget beroligende:

Ligesom ferie, SU og pension bør barsel ud fra et ligestillingsperspektiv være en individuel rettighed for begge forældre. Det handler ikke blot om at sikre kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet (i fht. løn, pension og mulighed for avancementer) eller mænds ligestilling som forældre (i fht. forældremyndighed og samværsordninger ved samlivsbrud); det handler lige så meget om at sikre barnet størst mulig tilknytning til begge forældre og bedst mulige vilkår for forsørgelse barndommen ud.
Lovgivningen bør tage udgangspunkt i, at familiekonstallationen ofte falder sammen undervejs, mens det individuelle forældreskab er livslangt og forpligtende.”

“Godt, så vi er enige om, at vi skal have mindre barsel og mændene mere – for vores allesammens skyld, ikke mindst børnenes. Og for at sikre kvinders økonomiske uafhængighed fremadrettet! Yes, så gør vi det!… Er I der? Jeg synes, I er blevet så stille deromme?…”

Reklamer

7 thoughts on “Vil bare gerne vide, hvornår *jeg* får lov at diktere barselslovgivningen?

  1. Jeg fik også ret meget lyst til at råbe ad den mandlige medicinstuderende, der skrev indlægget, især fordi det hele handlede om, hvordan han gerne ville begynde på sit spændende job. Og ikke en skid om hans kommende barn.

    Han skriver så fint, at den kommende mor gerne vil gå hjemme og vægter barslen højest. Farmand får så ikke så meget kontakt til sit barn, men han vil sikkert også hellere vente til det er 4 år og kan spille fodbold, men han har jo sit spændende job. Så er alle vel glade, ikke?

    50’erne har i øvrigt lige ringet og melder, at de er glade for fordelingen. For det er jo NATURligt, at det er moren, der tager sig af barnet. Der er det der med amningen og så er mødre jo mere knyttet til deres børn, det ved alle. Eller hvad? Der er faktisk lavet videnskabelige studier, som viser, at den forælder, der er primær omsorgsperson har samme frigivelse af hormoner og signalstoffer, når barnet græder, uanset deres kromosomsammensætning. Mænd kan ikke amme. De kan heller ikke være gravide eller have den udsøgte fornøjelse at lægge krop til en fødsel. Men hvis vi endelig skal snakke biologi, gener, evolution og omsorg, så har fædre mindst lige så stor interesse som mødre i, at deres afkom overlever, for det er nemlig også hans gener, der gives videre til junior. Jeg køber overhovedet ikke præmissen om, at det er en naturlov, at mor er bedst eller at kvinder besidder et omsorgsgen.
    Og det er noget både mænd og kvinder lige skal tænke lidt over. For jeg har mødt ikke så få par, hvor det guddødemig er moren, der insisterer på at tage hele barslen.

    Jeg har selv to børn, og hvis der er noget jeg har lært, så er det, at det at have børn handler enormt meget om at sætte sine egne behov og ønsker under den samlede families. Og det er edderbroderme svært når man som de fleste er ret egoistisk og dertil mere ambitiøs end gennemsnittet. Men sådan er det, når man har valgt at reproducere sig selv. Børnene har ikke selv valgt at komme til verden, og så må man fandeme se at blive lidt voksen og se udover sin egen næsetip.

    Så til den gode medicinstuderende, som snart skal være far: Se at komme ind i kampen. Det kan godt være, at du glæder dig som et lille barn, der skal på legepladsen over dit nye job, men lige om lidt så bliver du far. Og så er du ikke længere hovedperson i dit eget liv. Det er en 50 cm skrigeballon, som ikke har nogen som helst forståelse for dine ønsker og behov, og hvis du gerne vil være en del af dit barns minder, så bliver du nødt til at være tilstede, når de minder skabes.

    Skal vi have øremærket barsel til far? Det ved jeg faktisk ikke. Egentlig hælder jeg meget til, at folk selv må finde ud af, hvad der fungerer bedst i deres familier, men jeg er helt klar fan af, at far holder barsel. Så hvad med at arbejde for, at alle mødre har krav på barsel med løn i 6 mdr (aht amningen) og far har krav på barsel med løn i 3 mdr? Og så er resten up for grabs på dagpenge?

      • Tilslutter mig Likas hep og spørger forsigtigt: 6 måneder til mor, 3 måneder til far og så resten til deling ER vel en slags øremærket barsel? (Med undtagelse af, at vi her snakker løn og ikke dagpenge)
        Anyways, jeg støtter dit forslag. Og kunne egentlig godt tænke mig, der snart kom en kommunikationskonsulent på det der ‘øremærket’, for det lyder fandme ikke kønt…

  2. Jeg er virkelig glad for, at jeg har fået de børn, jeg skal have, mens der stadig var frit valg på barselshylden. Med første barn var faren hjemme i starten, da han ikke havde noget arbejde. Da han så fandt et arbejde og skulle starte efter 6 uger havde jeg endnu ikke prøvet at skifte en ble. Og selvom han så begyndte på arbejde, betød det ikke, at han så slet ikke havde noget med vores datter at gøre … der var jo sådan set stadig både morgener, eftermiddage, aftener, weekender og ferier, hvor der kunne bondes mellem far og datter. Hvis der havde været øremærket barsel, ville det betyde, at jeg skulle tvinges tilbage på et arbejde, jeg hadede, mens han skulle holde pause fra et forholdsvis nyt job; rent hul i hovedet set fra vores synspunkt. Med barn nummer to tog han lidt ekstra ferie i starten for at aflaste mig efter kejsersnit, og derefter havde han igen god tid til at være sammen med begge unger, når han ikke var på arbejde. Tvungen barsel til far med barn nummer to, ville også have været helt fjollet, eftersom jeg var arbejdsløs på det tidspunkt, så jeg helt naturligt var den, der bedst kunne undværes ude i det pulserende hverdagsliv. Så jeg stemmer helt klart på frit valg og ingen tvang. Hvis fædre gerne vil holde barsel, er det fint med mig, men det må og skal altså være op til den enkelte familie at bestemme, hvordan det skal foregå.

    • Og det må og skal være statens opgave ikke at forskelsbehandle på baggrund af køn.

      Herhjemme har jeg holdt stor set al barsel, fordi vi fik børn som studerende, og selvom jeg har en højere uddannelse, så var min mands mere jobsikker, og vi prioriterede at få ham hurtigt færdiguddannet. Så jeg har overhovedet ikke fulgt mine egne principper på barselsfronten.
      Jeg forstår godt, at øremærket barsel kan være upraktisk for nogen, men barsel er altid upraktisk, og det er ikke rimeligt, at det ene køn ligefrem fra statens side bliver kørt i stilling til at redde røven på det andet. Mine hovedanker er som følger:

      1) Jeg forstår ikke argumentet med, at barsel er en privatsag – det meste barsel bliver i DK afholdt for offentlige midler. Og der er øremærket barsel til moderen. Så det system, vi har nu er statsfinansieret forskelsbehandling – udelukkende baseret på køn, og det synes jeg fandme ikke er i orden. Hvis man er superliberal omkring det og fandme ikke vil have statsindblanding i noget, så må man enten finansiere sin egen barsel eller som minimum kæmpe for afskaffelse af den øremærkede barsel til kvinder.

      2) I den lange perspektiv er kvinders pension ringere end mænds på grund af barsel, deltid, osv. En af hjørnestenene i moderne kvindefrigørelse var kvindernes mulighed for at blive økonomisk uafhængige af deres mænd – det kan sgutte nytte noget, at vi som samfund stadig understøtter, at kvinder skal have det primære ansvar for hjemmet, mens mænd kan prioritere det, der giver skejser. Som Caroline pointerer, så kan vi ikke basere lovgivning på, at folk bliver sammen altid. Det er cirka ti år siden, at det ikke længere blev lovpligtigt at dele pension ved skilsmisse. Så duer det altså ikke, at barselslovgivningen stadig stiller kvinder økonomisk ringere.

      3) Det er en ulige fordeling af barselsbyrden i samfundet. Såkaldte kvindearbejdspladser, som især findes i offentligt regi, ender med stort set hele regningen, mens private arbejspladser med en overvægt af mænd slipper billigere. Når man lægger dagpengene oveni, er det en ret stor regning, staten ender med. Der var en på facebook, der foreslog, at forældrenes arbejdspladser blev forpligtede til at splitte barselsregningen. Det synes jeg faktisk var et udemærket forslag.

      (Og så glemte jeg helt de små selvstændige erhvervsdrivende, der forståeligt nok nogle gange må værgre sig ved at ansætte kvinder. Min ene moster var gammel rødstrømpe, enlig mor til to og tandlæge med egen klinik. Jeg lover dig, hendes ligestillingsprincipper kom på prøve, når hun skulle bruge en mindre formue på kvindelige klinikassistenter i den fødedygtige alder…)

  3. På et overordnet og intellektuelt plan er der intet at komme efter. Du har ret!

    På et personligt og følelsesmæssigt plan er jeg et helt andet sted. Havde al den barsel jeg kunne, fratrukket de 10 uger min mand tog til sidst. Først da barnet var 18 måneder, holdt jeg op med at have ondt i hjertet over at aflevere og ondt i hjertet, mens jeg var på arbejde. Jeg ville bare hjem til mit barn. Mit arbejde betyder meget for mig, men min unge betyder mest. Selvom jeg er glad for ikke at leve i 1950’erne, er jeg taknemmelig for at kunne vælge, at mit familieliv består af mor på nedsat tid (i traditionelt kvindefag – betaler dog ind til pension som var jeg på fuldtid) og far på fuldtid (i det private – vi lever op til fordommene, men ingen af os ønsker at være et andet sted). De ti ugers barsel til min mand var vigtige. Den daglige time i køkkenet om madlavningen er vigtigere. Hvis vi skulle gøre det om, fik jeg halvandet års barsel og min mand 18 år i køkkenet med afkommet. Ikke fordi det er ligestilling, men fordi det ville være den bedste løsning for os.

  4. Pingback: LINKLOVE – 5 FAVORIT IKKE-BOG-BLOGS | KULTURKULTEN

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s