Ironi:

Det, skæbnen lider af, når man beslutter at treate sig selv med en bustur i regnen, selvom det betyder, at man møder lidt senere, fordi det er så rart at kunne sidde og læse, og man så venter og venter i regnen på at få en ståplads i en overfyldt bus, som straks efter afgang sidder fast i et kryds i en umulig deadlock mellem 2 nye 5C-busser og en parkeret lastbil, mens chaufføren hører Bon Jovi, og man har ondt i ryggen af at stå op med sin kæmpestore taske med den kæmpestore bog i, man skulle læse, og man ender med at bruge sidste halvdel af turen på sin hårdt tilkæmpede siddeplads på at skrive et blogindlæg om, hvor ironisk det hele er.

Forresten…

…er jeg bagud på blogging, så selvom dette er andet opremsningsindlæg i træk, er det bare sådan en nem måde lige at komme i gang på. Undskyld.

…er få ting værre end ubetydelige bloggere, der undskylder for enten deres komplet ligegyldige fravær eller temaet for dagens tekst, som om det havde nogen betydning for verdens gang. Så…undskyld for det. Også.

…skulle jeg da – apropos blogger i egen juice – have læst dennehersens artikel hos Kforum for længe siden. Skribenten er min nye helt.

…så jeg for nylig en boligannonce, der reklamerede med en havneudsigt, der kunne få en til at ‘drømme sig tilbage til dengang, Lord Nelson lå i bugten’. Og forsøgte at sænke hele den danske flåde?…Oh, the memories! Samme annonce falbød også ’det ekstravagante liv på Langelinie’ – er der en pengeafbrænding i Amaliehaven, jeg er gået glip af?

…er regn mandag morgen bare ekstra trumf på den nederen følelse, man i forvejen måtte have. Glæder mig sådan til, at jeg *puf* er transformeret til den type, der vågner med smil på læben og store forventninger til en ny dag, i stedet for at bande mig hele vejen ud til bruseren. Lidt ligesom jeg glæder mig til at vinde i Lotto uden at spille og at få et kørekort uden at gå til prøve.

…skulle vi slet ikke tale om det kørekort. Glem, jeg nævnte det.

…tippede min mor mig forleden om noget nybyggeri i Valby. Var lettere indifferent, indtil jeg opdagede, at man rent faktisk kan få adresse på Paradisæblevej…dvs. ligesom Anders And! Velkommen til Nørdeland, befolkning: mig.

I øvrigt…

…har Den Sure skrevet om forårsmani, og det er en ting. I hvert fald for mig, for nu skal der fandengaleme ryddes op på de børneværelser. Og rykkes rundt. Og shines op. Skal jeg tilbringe endnu en sommer på 3. sal – sig det med mig – uden altan, så skal det den ondelyneme være den hyggeligste almene beton, Nørrebro endnu har set, indvendigt. Er allerede godt på vej til ene kvinde at holde plantepusherne i lokalområdet på fode, vi har ryddet op i stuemøblerne og fået ny sofa, og nu er det afkommets tur. Om de vil det eller ej – der ER bestilt køjeseng i 3 etager.

…griber jeg høtyv og fakkel og går mod Christiansborg, hvis ikke nogen snart lukker for Søren Pape. Udover det fuldstændig usmagelige i at dyrke stemmefiskeri ved at træde på folk, der allerede ligger ned, og det komplet og aldeles smålige i at fratage indsatte en pose effin’ kaffe i julegave og derefter forvente stående applaus for den modige og handlekraftige hardliner-optræden, så er det så uendeligt forstemmende at høre nogen vægte deres egen personlige oplevelse af retsfølelse højere end alt, hvad eksperter, erfaring og ansatte i Kriminalforsorgen siger. Mit navn er Kirsten Birgit og jeg er VRED!

…har jeg købt min billet til Roskilde. Og en lørdagsbillet til manden, så vi kan se A Tribe Called Quest og lade som om, vi er teenagere. Hvilket i øvrigt kommer til at gå SÅ godt i spænd med de Cirkus Summarum-billetter til om søndagen, jeg nåede at købe, fordi det billetsalg selvfølgelig startede lige præcis dagen inden, Roskilde offentliggjorde deres program. Det ville nu være dejligt, hvis diverse arrangører gad snakke sammen og krydstænke deres segmenter en lille smule. Vi er trods alt nogle, der er til både fadøl og Motor-Mille.

…holder det altanpis jo aldrig op med at hjemsøge mig (nogle husker måske dette indlæg). I min uendelige genialitet gik jeg derfor i går i gang med projekt indvendig altan. Noget med at cykle to børn og en Christianiacykel til Silvan i blæsevejr for at hjemføre to store træplader, der kan gøre det ud for hævet gulv, så man kan rykke sin stol helt hen til kanten på den franske altan, i stedet for at trinnet er i vejen. Så skal der bare lukkes helt op for dørene og skrues et klapbord på rækværket, og så er den i vinkel. Da jeg forklarede min mand, hvad de to mdf-plader lavede på stuegulvet, kiggede han på mig, som om jeg var komplet sindssyg. Han har muligvis en pointe.