Forresten…

…er jeg bagud på blogging, så selvom dette er andet opremsningsindlæg i træk, er det bare sådan en nem måde lige at komme i gang på. Undskyld.

…er få ting værre end ubetydelige bloggere, der undskylder for enten deres komplet ligegyldige fravær eller temaet for dagens tekst, som om det havde nogen betydning for verdens gang. Så…undskyld for det. Også.

…skulle jeg da – apropos blogger i egen juice – have læst dennehersens artikel hos Kforum for længe siden. Skribenten er min nye helt.

…så jeg for nylig en boligannonce, der reklamerede med en havneudsigt, der kunne få en til at ‘drømme sig tilbage til dengang, Lord Nelson lå i bugten’. Og forsøgte at sænke hele den danske flåde?…Oh, the memories! Samme annonce falbød også ’det ekstravagante liv på Langelinie’ – er der en pengeafbrænding i Amaliehaven, jeg er gået glip af?

…er regn mandag morgen bare ekstra trumf på den nederen følelse, man i forvejen måtte have. Glæder mig sådan til, at jeg *puf* er transformeret til den type, der vågner med smil på læben og store forventninger til en ny dag, i stedet for at bande mig hele vejen ud til bruseren. Lidt ligesom jeg glæder mig til at vinde i Lotto uden at spille og at få et kørekort uden at gå til prøve.

…skulle vi slet ikke tale om det kørekort. Glem, jeg nævnte det.

…tippede min mor mig forleden om noget nybyggeri i Valby. Var lettere indifferent, indtil jeg opdagede, at man rent faktisk kan få adresse på Paradisæblevej…dvs. ligesom Anders And! Velkommen til Nørdeland, befolkning: mig.

Advertisements

6 thoughts on “Forresten…

  1. Jeg synes, at artiklen i Kforum er virkelig interessant; vi kunne givetvis nemmere få adgang til de informationer, der potentielt kunne gøre os klogere, hvis den samlede mængde af info blev nedbragt.

    Men jeg synes faktisk, at afsenderen overser et ret væsentligt faktum, nemlig at forskellen på blogs og fx. fb er, at hvor du på en blog skal gøre noget aktivt for at klikke dig ind (med mindre vedkommende bliver brugt i aviser og – ja – på fb), så får du tingene maset ind i fjæset på fb. Det blogs kan, er, at afsenderen ved at producere en stor mængde tekst, somme tider rammer den lige i røven. Den glade amatør, der vinder EM 92. Og de guldkorn ville vi andre ikke have fået, hvis ikke bloggeren havde fået lov at tumle rundt i andre, knap så vigtige emner.

    Jeg synes også, at hun overser det faktum, at der ikke er noget nyt i, at nogen går i tomgang – tidligere gjorde folk det bare på “fysisk” skrift, f.eks. i bøger og tidsskrifter. Bibliotekerne ville give temmelig meget ekko, hvis de kun måtte indeholde bøger, der gjorde os klogere, og en hel del blade ville afgå ved døden, hvis de kun måtte udgives, hvis de bidrog til oplysning.

    Og endelig mangler jeg, at hun forholder sig til, at underholdning nogle gange bare er underholdning. Jeg hader cirkus af et godt og inderligt hjerte, og jeg kan ikke se, hvad man kan lære af at se en udklædt mand fra Rumænien snuble rundt i for store sko. Men hvis verden kun måtte tilbyde underholdning af den slags, jeg synes var sjovt, lærerigt og berigende, ville verden i min optik blive et fattigere sted.

    Mit eget take på det er, at div. SoMe-fora er at betragte som klubhuse, og at det, de primært kræver, er selvkritik ift. hvor du går ind. Hvis du er Brøndbyfan, er du decideret idiot, hvis du træder ind af døren hos FCK, og forventer, at I på en god og saglig måde skal diskutere fodbold, og det er spildte, dumme kræfter at hidse sig op over, hvilke dumheder, man synes forgår bag dén dør.

    Og her ville jeg ønske, at jeg vidste, om du havde set The good wife, for jeg får lyst til at slutte af med at skrive “- in my oppinion” – men det er kun sjovt, hvis man har set den serie, så .. haha?

    Kh

    Linda

    • Argh, så skulle du lige komme med verdens mest gennemarbejdede kommentar på noget, jeg slet ikke har forholdt mig kritisk nok til… 😉

      Jeg giver dig sådan set ret i det hele – og faktisk er jeg også uenig med hende, når det kommer til Facebook – for min skyld må folk dele alt det ligegyldige lort, de vil, derinde, vi andre kan jo bare skære det fra. Det er en form for udvidet naboskab, og hvis nogen vil vise billeder af nybagt brød til svigerdatteren, skal de have lov til det (derudover er Facebook også et interessant sociologisk studie i trænede og ikke-trænede mediebrugere, men det er så en biting).

      Det, jeg fik med fra artiklen, var en kritik af den der underlige cirkulation af non-information som breder sig helt til de etablerede medier og som gør, at en blogger som Fie Laursen overhovedet kan eksistere. Jeg er muligvis en sur gammel kone i en 34-årigs krop, men jeg synes fandme at det er bekymrende, at så meget ikke-indhold fylder vores liv. Inklusive mit eget. Eks-Paradise Hotel-deltageres random udgydelser MÅ simpelthen ende med at spærre for vigtigere ting, og jeg synes, det er et problem, at vi som samfund går og bekræfter hinanden i, at alt muligt lort fortjener vores opmærksomhed.

      Men derudover: enig.

  2. Spænende artikel, Linda har dog nogle vigtige tilføjelse.
    På min blog er en del “vores hverdag” indlæg da ren underholdning, men det ville jo blive kedeligt hvis jeg kun fagligt forholdt mig til emnet, for ikke at sige meget kort.

    Den bolig anonce… tror måske skribenten skal have historie kursus…

    På på paradisæbkevej, jjeaaa, nørder lige med dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s