Festivalplanlægning – trin for trin

1. Mand og jeg bliver enige om at gentage tidligere års succes med at sende mig på Roskilde Festival 4 dage og ham 1 dag.

2. Det annonceres, at A Tribe Called Quest er en del af årets program. Meget nostalgi for mand. Alle er glade.

3. Jeg køber min billet til Roskilde

4. Cirkus Summarum-billetsalget starter, dagen inden Roskilde-programmet offentliggøres. Mand og jeg tager chancen og køber 5 billetter til søndag efter Roskilde, så cirkustur ikke kommer i vejen for senere sommerferieplaner.

5. Det annonceres, at A Tribe Called Quest spiller lørdag aften. Pis også.

6. Efter lidt diskussion frem og tilbage om den smånederen kombination af børneevent dagen efter en fælles Roskilde-outing, bliver mand og jeg enige om, at A Tribe Called Quest trumfer alt.

7. Mand køber endagsbillet til lørdag.

8. Forældrevenner tilbage fra Sønnekes børnehavetid oplyser, at de har købt billetter til fredag, og det skal vi da også gøre? Lille hjertesuk. Men A Tribe Called Quest trumfer alt.

9. Det viser sig pludselig, at svigermor er forhindret i at passe børn lige præcis lørdag. Jeg skriver straks til min mor.

10. Åbenbart rejser min mor på ferie meget tidligt søndag morgen. Panikken breder sig langsomt, det samme gør fortrydelsen over at have købt den fucking lørdagsbillet.

11. Jeg begynder at sende desperado-sms’er rundt i vennekredsen. Et par stykker bider på – måske.

11. Veninde bekræfter, at hun kan passe børn med overnatning, mens de uansvarlige forældre festivaller den. Stadig irriterende med cirkustur i Tømmermændsland, men hvad fanden. Vi skal se A Tribe Called Quest sammen, og det bliver skidegodt.

12. A Tribe Called Quest aflyser deres koncert på Roskilde.

13. Jeg går op og lægger mig.

Reklamer

Gule hængekøjer

For mange år siden lå jeg i en gul hængekøje i Mexico og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre med mig selv. Jeg lå og kiggede på mine fødder og havde voldsomt lyst til den cigaret, jeg ikke kunne ryge, fordi jeg var gravid. 10 uger henne og skræmmende bevidst om, at det var endegyldigt slut med at jage rundt efter alle de ting, jeg følte, jeg skulle. Også selvom jeg ikke rigtig havde fundet det, jeg ville, for nu var der kun en ting, jeg skulle, og jeg var i langsom panik ved tanken. Og følte mig pludselig meget ensom. Jeg tog et billede af min udsigt, skrev lidt i min notesbog og tænkte, at måske var det sådan, det skulle være. Måske var det her nedslaget, jeg omsider kunne skrive fra, vendepunktet der gav mig ro.

Selvfølgelig blev det ikke det.

Ham der lå i min mave dengang er i dag 8 år gammel og stak mig her til aften en fuckfinger i ansigtet, mens hans halvt græd, halvt råbte, at jeg var den ondeste, værste mor i verden, fordi vi ikke skulle på restaurant efter hans danseafslutning, som han havde troet. Og hans lillesøstre gik i opløsning på skift, fordi de som menige tilskuere til showet ikke havde fået en brikjuice, og fordi de var dødtrætte, og alle skreg og hylede på skift, mens vi kørte hjem, og min mand var sur, fordi han også var træt, og jeg blev sur på ham, fordi han pludselig var sur på mig, og da børnene var puttet, sagde vi sure ting til hinanden og gik ind i hvert sit rum. Og nu. Nu sover de allesammen.

Og jeg sidder alene i sofaen og kom til at tænke på den gule hængekøje og har det lidt ligesom dengang. Lidt ensom, lidt fortabt, uden at føle mig hverken ældre eller klogere.

Det går nok altsammen, har jeg i det mindste lært. Og heldigvis må jeg gerne ryge en cigaret.

‘Her ligger jeg”-billede fra Mexico, anno 2008. Pre-instagram, total forud for min tid.

Mit liv som omvandrende Oscar Wilde-citat

Jeg har en ven, der altid siger, at summen af laster af konstant. True dat.  Har fx aldrig været den store kaffedrikker, men under begge mine graviditeter skulle jeg fandengaleme have mine tre kopper kaffer om dagen, når det nu var den eneste tilladte stimulans. Bean me up, Scotty!

Siden nytår har jeg forsøgt kun at ryge ’ægte’ festsmøger, dvs. dem jeg ryger, når jeg fået alkohol nok til ikke at kunne stå imod (hvilket er omkring 2-3 genstande – har aldrig haft det store behov for at ligne en med rygrad). Det er gået fint, kan sagtens undvære cigaretter resten af tiden.

Til gengæld er jeg begyndt at æde chips sådan på daglig basis. Og slik. Og jeg har det med også at unde mig selv et glas rødvin ind i mellem. Så jeg begyndte at tænke, at man nok burde skære lidt ned på alt det, er holdt op med at købe chips og prøver at mærke efter, hvor gerne jeg egentlig vil have det glas rødvin. Det er også gået fint.

Til gengæld er jeg igen begyndt at ryge en cigaret indimellem. Også i går aftes, hvor jeg var alene hjemme. Bagefter læste jeg en bog med et glas vin og en skål chips ved siden af.

Vorherrebevares, kvindemenneske, fristes man til at sige. Så skru dog op for kaffen.

En form for anbefaling

Jeg kæmper lidt med at få min søn til at læse mere. For da MOR var barn, læste hun MEGET. Faktisk hele tiden (at det så til dels hang sammen med, at mor ikke havde så mange venner, forbigår vi lige i tavshed). Og læsning er sgu så lødigt, sundere end al den iPad, en nem måde at underholde sig selv på, en pause i hverdagen, godt for koncentrationsevnen, lærerigt, nærmest kræftforebyggende og blablabla.

Men barnet vil ikke rigtig. Mine gamle Steen & Stoffer-tegneserier har kunnet holde ham fanget. Lidt. Ish. Anders And-blade går an. Dennis Jürgensen var for kedeligt, og i skolen har han allerede sidste år pløjet sig igennem alle de dersens sværd-serier, man anbefaler i hans alder. Det er ikke læseevner, der mangler, han er langt foran på det punkt, men han gider ikke. Har overvejet forskellige belønningsstrategier, men jeg vil egentlig helst, at han læser af hjertens lyst og ikke som resultat af diverse grænsepædagogiske manøvrer.

Hvorom alting er, fik han til sin fødselsdag Sigurd fortæller Danmarkshistorie (*host* forældreønske *host*), og for nylig gik vi i gang med at læse den som godnathistorie. Trods gode anmeldelser var ingen af de voksne synderligt imponerede, eftersom fortællestilen er enerverende infantil (“Engang for mange, mange, mange år siden var hele Danmark dækket af is. Altså ikke chokoladeis eller jordbæris…”) og det samme er årsagsforklaringerne (”Hej med jer, gutter, er I ikke friske på at prøve at dyrke jorden?” – sagde INGEN stenaldermand NOGENSINDE). Men jeg har også altid syntes, at Sigurds Bjørnetime var moderat anstrengende på Familien Danmark-måden, så det burde nok ikke undre.

Og…her kan vi så konkludere, at hvad fanden ved jeg, for Sønneke blev så opslugt af hyggepianistens fortælling, at han i ren utålmodighed selv overtog læsningen. Efter nærmest at have vristet bogen ud af sin mors hænder omkring Grauballemanden har han nu siddet hver aften og læst selv (”Hvis det er okay, mor?”), er over halvvejs gennem første bind og kan slet ikke lægge bogen fra sig, når han skal i seng.

Så. Jeg kan dårligt sige af ærligt hjerte, at jeg synes, Sigurd fortæller Danmarkshistorie er en god bog. Men den holder da min 8-årige dreng væk fra gaden. Eller i hvert fald godt underholdt.

Bare stå klar med en intervention, når jeg går over til vandbakkelsesdeje og ‘Ulysses’

Jeg er lidt ved siden af mig selv. På en gang rastløs og energiforladt. Mit ene øje sitrer uafbrudt, og nettet fortæller mig, at det kan være tegn på søvnmangel og stress, men jeg er sgu ikke stresset. Jeg keder mig. Stresser højst over al den rastløse energi, som ikke bliver brugt, mens jeg bare står stille i mit eget liv og egentlig ikke orker noget.

I går kedede jeg mig selv op i et hjørne og bagte en kage. Toscakage, fordi jeg havde masser af mandler. Anede ikke, at det var det, den hed, vidste bare, at min mor nogle gange laver en kage med karamelliserede nødder på toppen, som jeg elsker. Googlede ’mandler ’ og ’kage’ og fandt en opskrift hos Piskeriset. Ændrede lidt i ingredienserne, efter hvad jeg havde i huset, og gangede op med halvanden, så jeg kunne gøre mig populær på arbejde. Den blev ret god, uden at kræve den store indsats, og så var der en times tid, hvor jeg bare kunne koncentrere mig om at lave kage. Alle vinder.

Til en almindelig 8 personers-version skal man piske 100 g sukker med 100 g blødt smør og herefter piske 2 æg i. 250 g hvedemel røres med 2 tsk bagepulver og kornene af en vaniljestang (skrabet af på en skefuld sukker på skærebrættet, så det ikke klumper) og piskes derefter i æggemassen, skiftevis med 1 dl yoghurt naturel og 1 dl mælk. Bages i en smurt form ved 175 grader i 25 min. Imens hakkes 100 g mandler og hældes i en gryde med 100 g smør, 75 g sukker og 3 spsk sirup. Varmes op, til det bobler, og fordeles over kagen når de 25 minutter er gået, imens ovnen skrues op til 250 grader. Kagen bages færdig i 5-10 minutter, mens man holder øje med, at nødderne ikke brænder på.

Senere læste jeg i min evighedsbog, Stuk, og faldt i en god søvn et sted midt i kulisserne i Victoriateatret. Fight fire with fire.

2 ting der er mærkelige

1) Definitioner af virkelig nicheprægede markedshuller, hippe opstartstyper altid giver som forklaring på, hvorfor de har åbnet deres bar/restaurant/butik. Á la: ”Uden at fornærme nogen manglede der bare en cocktailbar i København, hvor man kunne få en god Bloody Mary efter kl 3.30″ eller ”Der har simpelthen ikke været en cafe her i byen, hvor man har kunnet få en ordentlig acaibowl til børn” eller “Vi har altid savnet en butik, hvor vi kunne shoppe afghansk whisky, mens vi fik renset jakkesæt og hørte eksperimental-reggae, så det savn reagerede vi på.” Måske er det fordi, jeg er blevet en halvkedelig mortype, der ikke går nok ud, men jeg har – i den sammenhæng – endnu ikke set et behov beskrevet, jeg nogensinde mindes at have haft.

2) Pomfritter af sweet potatoes. De er SYGT hypede (i hvert fald blandt bloggere) og alles børn ELSKER dem tilsyneladende. Men hvorfor? Hvordan? Jeg gør tydeligvis noget forkert, for mine bliver bare melede. Og vamle. (Når ens 4-årige datter klager over for søde pomfritter, så er der altså noget galt). Anden gang, jeg prøvede at lave dem, gik jeg endda all in og dybstegte dem af to omgange for at få dem sprøde, men resultatet blev stadig underligt melet? Og vammelt? Jeg kan for min død ikke forstå, hvordan nogen kan mene, at de foretrækker dem frem for almindelige pomfritter. Medmindre der er tale om den der massepsykose af selvfornægtelse, som også får folk til at hævde, at alle mulige absurde avocado-pisket-med-chokonips-desserter er MEGET bedre end den ægte vare. Gu’ er de da røv.

Lys i vinduet

Jeg kan egentlig godt lide traditioner. Men kramper samtidig over alt, der lugter af stolt patriotisme og heroiske krigsfortællinger (man har vel gået på KUA). Holder mig generelt fra nationale fejringer og følte mig temmelig malplaceret, dengang jeg optog en plads på et 4. maj-kollegie.

Men i julen døde min morfar – familiens modstandsmand. Og jeg har savnet ham mere, end jeg troede, jeg ville.

Så i aften gør vi det sgu.