Med andre ord: vi ses om et par dage

Jeg var 17 år, første gang jeg tog på Roskilde, og jeg er kommet der hver eneste år lige siden. Ikke det år, jeg var gravid med min søn, og ikke det år, jeg havde født tvillinger 2 dage inden festivalstart, men ellers. Hvert år.

Nogle af mine veninder er faldet fra undervejs, nogle gider det ikke mere, nogle gider en gang i mellem, men jeg, jeg gider altid, for jeg er dybt afhængig. Og det er altid lykkedes mig at finde nogen, der ville med.

Det handler ikke bare om at ligge i sprit; jeg har altid nogle sjove branderter, men har aldrig været typen, der kunne holde til massiv druk flere dage i træk (i hvert fald ikke siden mine tjenerdage).

Det er heller ikke kun for musikken, jeg er ikke den store connaisseur, min musikalske udvikling stoppede omkring 25-års alderen, og jeg lader glad og gerne andre føre mig rundt til koncerter.

Men for mig har Roskilde altid været…frihed. Først fra mine forældre, så fra mine uoverskuelige start-20’ere, så fra havregrød og bleskift og henteaftaler.

Og så er det jo sjovt, hold kæft, hvor er det sjovt. Og hyggeligt. Det er sjældent, man får lov at bruge så mange dage med gode venner, hvor man ikke skal andet end bare at være til. Høre en masse god musik, drikke nogle øl, ryge en masse cigaretter. For os, der ikke altid er så gode til det med at passe ind, er Roskilde et taknemligt fællesskab at falde ned i.

Og så er der lige den der ekstra ting, måske faktisk den helt afgørende ting.

Den følelse, det giver, at stå sammen med 50.000 mennesker, løfte armene i takt og mærke musikken som en fælles puls, mens solen går ned over festivalpladsen. Det er det vildeste.

Folk er forskellige, ting kan ikke sammenlignes. Men helt ærligt: Når nogen siger, at det største sus, de har oplevet, var at få et barn. Så tænker jeg altid, hvor er det synd, de aldrig har prøvet at stå i en 12-hestes brandert foran Orange Scene.

Siden sidst…

…har jeg været på Roskilde og slå telt op med to veninder. Hvilket endte med at koste mig 6 timer af mit liv, en detour på 3 kilometer og det meste af huden på mine hæle, alt sammen takket være elendig kommunikation fra festivalens side. Så tak til dem. (Gør den kommentar mig til curlingforælder? Curlingperson?)

…følte jeg mig allerede den følgende aften nødsaget til at returnere til festivalpladsen med et nyt telt, eftersom det oprindelige ikke havde nogen barduner. Hvilket vi naturligvis først opdagede derude – efter kæmpeomvej og manglende hælhud. (Mig, to uger tidligere: ”Skal vi ikke lige tjekke teltet på forhånd?” Mine to veninder: ”Hahaha, hvor er du neurotisk, det er sikkert fint!”)

…har vi fejret 2 x 5-års fødselsdag i blæsevejr i gården. I år besluttede begge piger, at de helst selv ville pynte deres kager, hvilket var den ultimative dobbelt-win: De var glade og tilfredse, og moren slap for at skulle svede i køkkenet med at genskabe Slaget ved Hastings i sukkerprodukter. (Okay, ingen af mine børn har nogensinde ønsket sig normannernes indtog som fødselsdagstema, men der var noget Alvin-og-jordegernerne-LEGO-Minions-modellering oppe at vende, som jeg var svært tilfreds med at undslippe).

…har jeg raget et eller andet, der minder om sygdom, til mig. Samt ondt i ryggen, fordi jeg har en svag konstitution, som lukker helt ned efter to teltekspeditioner og en børnefødselsdag på en enkelt weekend. Så det passer bare skidegodt med, at vi skal fejre rigtig fødselsdag i morgen, med børnehavebesøg og det hele, inden jeg sent om aftenen tager på den festival, som er blevet lovet regnvejr af bibelske dimensioner. Tak for den, krop. Vi to skal nok få det hyggeligt sammen de næste par dage.

…har der været lidt ubeslutsomhed fra fødselsdagsbørnenes side vedrørende aftenmenuen, men eftersom det eneste, der lå helt fast, var desserten ”is med slik”, tror jeg sgu, vi går linen og kontoovertrækket ud og tager på Jensens Bøfhus. Fortids-Mie minder mig om, at jeg har svoret aldrig at sætte mine ben det sted. Nutids-Mie minder mig om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Alene hjemme 2

Vi er en del alene hjemme for tiden. Som børnos kalder det, når den ene forælder er fraværende.

I går med ekstra tilføjelse af to venner fra børnehaven, hvilket først ikke var det, jeg nemmest kunne overskue. Men det gik selvfølgelig fint; jeg fik oven i købet tørret Sønneke af på en legekammerat, så de 5 små indianere blev til 4, og alle opførte sig ganske nuttet og eksemplarisk. Måtte ganske vist lave en lyn-ændring af menuen, da den ene af vores gæster åbenbart ikke var fan af tomatsuppe, men heldigvis var der både fladbrød, mozzarella og skinke i huset, så 4 minipizzaer – 1 uden tomat – blev løsningen, der gjorde alle glade.

Pizza in the making – dåsen er ananas. Vi er sådan nogle. Og alene det faktum, at Søren Frank synes, at ananas på pizza er en vederstyggelighed, giver mig lyst til aldrig at spise andet.

Dagens højdepunkt var lige efter hentning, da jeg kørte med 4 børnehavebørn i Christianiacyklen ned ad en brolagt gade, og alle i kor spontant udbrød “ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah”, mens vi skumplede afsted. Hele vejen ned ad gaden. Mens alle kiggede og smilede. Jeg var lige ved at græde af grin (et svagt øjeblik græmmede jeg mig over ikke at være hurtigere på mobilen med en videooptagelse, men hvad fanden), og pludselig var det bare verdens bedste idé at tage alle de børn med hjem.

I dag er vi også alene hjemme, og menuen står ikke til at ændre, for det er Sønnekes livret, pad krapow (krapow-krapow, fristes man til at tilføje). I min lettere modificerede version, men det er den, han foretrækker, det elskelige barn. Og så skal vi nok se noget fjernsyn, tænker jeg. Sikkert med nogle dyner. Og måske sammen med maden, hvilket godt nok betyder, at a hard rain’s a-gonna fall i form af ris over hele sofahjørnet, men pyt. Jeg skal alligevel støvsuge i morgen.

Those who can’t do, recommend

1) Åh, men jeg ville sådan øøøønske, at jeg havde en brevkasse. Det er sgu så herligt at dele råd ud til højre og venstre. Eller måske en brevkasseblog? Men sådan en findes jo allerede! Drevet af den viseste kvinde i verden, og placeret lige her. Læser man ikke allerede med hos Brevkassebloggen, bør man starte nu. Nu!

2) Og apropos ting, man ville ønske, man selv var kommet på, så har Klaus Lynggaard bedrevet det her i Information. (Og nej, jeg har ikke nogen sponsoraftaler med den avis, selvom Rune Lykkeberg godt nok er en af mine helte *vinker akavet med psykotisk fan-smil*). Udover at moralen er både fin og rigtig, er det hele så satans godt skrevet, at man bliver fuldkommen glad og tilfreds af at læse det.

3) Og apropos noget, der gør en glad og tilfreds, så var jeg + mand på Cicchetti på Nørrebrogade i fredags. De havde desværre ikke deres berømte blæksprutter på menuen, men ellers var det altsammen meget fint og billigt og italiensk. Og man kan altså sagtens bestille mindre end de 6 retter pr. mand, som tjeneren anbefaler, for der er dejlig meget ost, olivenolie og friture indblandet (sagde det jo, glad og tilfreds), og det mætter altsammen. Jojo.

Svar til Den forvirrede

Nåmen, L spurgte forleden i mit kommentarfelt, hvordan det mon ville være at flytte sin familie til Indre Nørrebro, og eftersom jeg eeelsker at få lov til at udbrede mig helt vildt om ting, jeg ved bare en lillebitte smule om og samtidig være nogens åndelige vejleder og fyrtårn i livet (*smiler almoderligt og megalomant ud i verden, imens høres i baggrunden den sagte lyd af L, der langsomt bakker væk og fortryder nogensinde at have spurgt*), blev det lidt langt. Så nu blev det lige til et fredags-brevkasse-indlæg i stedet. Det håber jeg er okay:

Hej L

Indre Nørrebro synes jeg umiddelbart virker som et godt sted at vokse op, mine unger er i hvert fald godt tilfredse, og de 3 skoler, der ligger her, har alle et fint ry. Der er masser af børnefamilier, også med større børn.

Finder man en lejelejlighed herinde, og er der ikke en direktørpost i vente, skal man selvfølgelig leve med bitterheden over muligvis aldrig at kunne købe en lejlighed i sit eget kvarter (hvilket jeg håndterer virkelig smukt, hvis jeg selv skal sige det i Løgneland), men her er sgu dejligt. Synes jeg. Helt subjektivt. Lidt landsby-stemning, godt med grønt og gode legepladser. Og folkekøkken. Og masser af gadefester med Rytmik-Grete (tilsyneladende har hun en eller anden klemme på en kommunalt ansat, i hvert fald optræder hun ALTID, når der er offentlige børnearrangementer.)

Der, hvor vi bor, er der ikke meget larm, bortset fra almindelig gadesnak og en knallert hist og her. Jeg er ikke den bedste at spørge om larm, for jeg er tryggest, når jeg kan høre mennesker omkring mig. Men der er mange lukkede og ensrettede gader på Indre Nørrebro, så biltrafikken er egentlig ret begrænset. Bortset lige fra Åboulevarden, seføli. Den vil jeg ikke anbefale, man flytter hen på, hvis man er til det stille liv.

Og når børnene bliver store nok til selv at gå ud og lege i bandemiljøet (nej, slap af, det gør de selvfølgelig ikke, for du har jo givet dem masser af sunde værdier med hjemmefra, ik’?), så kan man jo gå en tur rundt om søerne eller gå på gravstensjagt på Assistens, flette fingre over en fadøl på Blågårdsgade eller gå i Empire og se en film. Lave noget frivilligt arbejde i en af lokalforeningerne eller lade skægget gro og åbne et mikrodestilleri. ELLER begynde at kigge på alle de lækre lejligheder, man pludselig har råd til, når ungerne er flyttet. Loads to do!

Så kom I bare. Hvis I altså har lyst – I kan jo evt. prøve at rekognoscere lidt på forhånd, bruge en dag i området, tage til folkekøkken (tirsdage på Kapelvej) og teste nogle legepladser. Vi skal nok tage pænt imod jer.

Kh Mie

3 ting, der fortjener rosende omtale

– Mine børn, som bare er pissenuttede. Fx når jeg annoncerer, at det er i dag, der er sommerfest, og de allesammen helt uopfordret løber ind og tager pænt tøj på. (Bemærk, at begrebet ’pænt tøj’ har en temmelig bred fortolkningsramme. For nogle er det chinos, omgående stylet ned med en absolut farveclashende T-shirt og en plettet trøje fra vasketøjskurven, for nogle er det lyserød blazer og småblomstrede bukser og for andre igen er det forvasket sommerkjole tilsat prinsessetiara og hjemmelavet bijouteri.)

– Juni. Kalenderårets svar på fredag eftermiddag. Jaja, vejret er lort, men sommeren ligger foran os, nætterne er lyse og jordbærrene klar til at blive ædt i rå mængder. En lind strøm af afslutningsfester, fødselsdagsfejringer og travle eksamensdage for lærertyper, man er gift med, fritager mig fra på nogen måde at have styr på noget, for i stedet bare at gå tidligt og transportere glade, overtrætte, snavsede børn rundt mellem fællesgrill, lagkager og legepladser. Arbejde? Nårhja, vi når det nok, og der er ferie lige om lidt. Desuden er sommermånederne jo bare ENDNU en god undskyldning for at drikke alkohol på hverdage.

– Sætningen: ”Det betyder derimod, at den pris, vi betaler for at få anerkendt, at vi har været udsat for en uretfærdighed, ikke skal være, at vi gør vores liv til et bevis for uretfærdigheden og derfor lader vores psyke konservere som et gerningssted, der når som helst kan inspiceres” fra dagens forsideartikel i Information. Og ja, det handler altså om voldtægt, beklager stilbruddet. Men jeg synes, den interviewede kulturhistoriker har nogle interessante (og rigtige) pointer om vores samfunds holdning til kvinder, krop og ære, som man flux skal gå ind og læse. Du skal alligevel gå tidligt for at drikke rosé i haven.

Weekenden der gik

Fredag var jeg til firmafest og fik endnu en gang det geniale indfald, at den bedste måde at gøre mig professionelt bemærket på, var at forsøge at drikke alle under bordet, inklusive mig selv. Mie – Straight Outta 1.g. Men sjovt var det. Selvom det der med at drikke shots med sin chef, mens man indvier vedkommende i alle sine eksistentielle overvejelser om livet, døden og jobbet vist ikke ligefrem står på side 1 i Magistrenes Karrierehåndbog (*big time-græmmelses-smiley*). Væltede hjem lidt i 2 og har helt sikkert imponeret mindst en shawarma-sælger med mine overlegne evner inden for basale motoriske funktioner.

Lørdag stod lidt i en tåge, mand og ældste barn tog på lejrtur og efterlod mig med et søvndrukkent “Hvor ser I bare søde ud med jeres rygsække på!…” samt naturligvis den dynamiske duo af lillesøstre. Og apropos at være renegade på den sørgelige måde, så var der fuldstændig frit spil ved skærmene, mens Usleravnemor kæmpede for at holde gejsten oppe og sidst indtagne måltid nede. Med svingende resultat, I might add. Helt ud af det blå tilbød min mor om eftermiddagen at tage basserne ud til en is og en gadefest og kom senere tilbage med to tilfredse piger og tre kager med hindbær og bladguld. Det var muligvis tømmermændene, men var tæt på at tude af taknemlighed.

Søndag samlede jeg mig på alle måder, tog på legeplads med børn og madpakke og derefter til den obligatoriske weekendfremvisning af andelsbolig (for de, der ikke er kronisk boligsøgende i København, kan jeg afsløre, at dette har erstattet tidligere tiders kirkegængeri og senere tiders Louisiana-besøg som middelklassens faste søndagsritual). Gik derfra i sikker forvisning om, at en af de andre 177 tilstedeværende igen ville nuppe kalorius foran os, og for en sjælden gangs skyld var jeg komplet ligeglad. Cyklede i Netto og købte jordbær og asparges og nye kartofler og koldskål, fik vasket hår på alle tre børn, stegte pølser til aftensmad, så det 8. afsnit af SKAM og var egentlig helt okay med alting.