Og så kan jeg passende fortryde det her, 10 sekunder efter at have trykket ‘udgiv’

Kom til at kommentere ovre hos Julia Lahme forleden. Og fordi jeg var småuenig i både hendes og resten af kommentarfeltets vinkel, fortrød jeg straks bagefter at have skrevet noget overhovedet. Ingen gider jo for helvede være hende der, der liige har en emsig mod-mening til det hele. Bliver man ikke spurgt, kan man altid holde kæft. Og sådan. Ville egentlig også have subkommenteret, at det ikke var meningen, det skulle lyde så spydigt, men har været i jævnt dårligt humør i disse dage (derfor man kommer til kaste lidt galde op på andres domæner, peut-être?) og kom ligesom fra det, og blogindlægs kommunikationsrum har nu engang en begrænset levetid.

Men altså. Indlægget, eller rettere kommentarfeltet, for det var sgu egentlig der, der som sædvanlig gik ‘godt brølt’ i den, ramte uforvarende lige ned i en af mine faste aggressioner. Som egentlig ikke har noget med hverken indlægget eller Lahme at gøre, men mere en mentalitet, jeg ikke bryder mig om. Og så kan jeg jo passende udbrede mig om den her:

Jeg synes, at det såkaldte opgør med perfektheden er noget opreklameret fis. I hvert fald på det niveau, mange bloggere (og facebook-bekendtskaber, ingen nævnt, ingen glemt) gør det, fordi det sjældent stikker dybere end at spise en romkugle til frokost eller at stikke sine unger en iPad. Uh-uh. Og så skal det gudhjælpeme samtidig italesættes som noget, der virkelig bryder med alle forældre-konventioner i et eller andet underligt krydsfelt mellem smertende bekendelse og junkfood som cool identitetsmarkør. Come on, alle serverer sguda frysepizza til aftensmad en gang imellem? Eller er for trætte til børnenes legeaftaler? Eller bare børnene i det hele taget? Det er da ikke engang kontroversielt at sige højt, det er bare livet?

En ting er, at jeg altid stønner indvendigt, når der sparkes (i mine øjne) åbne døre ind og derefter forventes applaus for samme. Men hvis den højeste form for skamfuld indrømmelse er, at vasketøjet hober sig op og børnene i øvrigt har set fjernsyn hele eftermiddagen med en Nutellamad i hånden, hvor placerer det så tilværelsens virkelige tvivl, skam og fortrædeligheder? “Men den slags hører hjemme i et helt andet forum.” Jomen. Sprog skaber virkelighed. Og hvis noget så ligegyldigt som frysepizzaer løbende skal italesættes som det, vi ikke taler højt om, så er der eddermaneme mange ting, der falder ind under den kategori.

Plus at det bare helt basalt pisser mig af, når nogen tror, de kan iscenesætte sig selv som renegade as fuck, fordi de stak deres barn en Kindersnitte og drak et halvt glas hvidvin. Woman, please! Det er simpelthen for ufarligt. Og i virkeligheden en underlig form for privilegieblindhed. Der er næppe nogen, der peger fingre, så længe du samtidig har en cand.something, det nyeste Ganni-print og en pose chia-frø i rygsækken. Kun mig.

Reklamer

41 thoughts on “Og så kan jeg passende fortryde det her, 10 sekunder efter at have trykket ‘udgiv’

  1. Helt fantastisk indlæg! Hvor bliver ‘ægte’ modstand, skam, bekymringer og skyld så af, når dagens revolution består af små hverdagsagtige hændelser? Hvilke, som du skriver, er helt gratis at servere, når man på alle mulige andre planer lever op til alle tænkelige konventioner. Det er simpelthen så tandløst og lidt skamfuldt at tænke på, hvilke ‘kampe’ vi udkæmper i det offentlige rum (Facebook og blogs) – vi slås mod noget, som ingen burde bekymre sig om, men bekymrer os måske for lidt om det, der er rigtigt vigtigt.

    • Som du skriver til sidst, er sådan, jeg har det. Synes, at debatten om den gode forælder nogle gange fokuserer på nogle bizarre områder. Og i det hele taget fylder alt for meget.

  2. Får lyst til at sige ‘godt brølt’ 😉
    Jeg bliver så træt, så træt af den slags. Både fordi at man ved hjælp af sin frysepizza-rebelskhed positionerer alle andre som enten a) emsige røvhulsmødre, som er for frelste til *nogensinde* at tage de nemme løsninger, eller b) som nogle helt forfærdelige mødre, hvis hverdagsproblemer og tvivl er for væmmelige til at passe ind i en instagram-post.

  3. Jeg peger fandeme også og råber “bitch, please!” nede fra mit faldefærdige vi-sover-på-gulvet-for-vi-har-ikke-penge-til-en-seng hus på langt ude på landet Langeland. Jeg står ofte med hænderne i noget jord eller nogle rustne søm og tænker at de der Østerbro-problemer opstår fordi de mangler noget meningsfyldt at give sig til, derinde midt i spelt og tårnlegepladser og konsulent-jobs, hvor det værste overgreb man overhovedet kan forestille sig at begå mod et barn er at bede det om at gå ind på værelset i et bestemt tonefald.

    Jeg holdt op med at læse noget som helst af Julia Lahme efter hun beskrev sig selv som en del af “fattig børnefamilie-segmentet” i samme bog som hun beskrev sit (over)forbrug af kanelsnegle fra Emmery’s…

    • Ah, brølet fra vildmarken! Det er faktisk sjovt, som nogle af de her debatemner fuldstændig mister relevans, så snart man bevæger sig ud i andet segment/landsdel/land.

      Jeg satte stor pris på ‘Hvor lagde jeg babyen’ da jeg fik mit første barn (selvom listen med de dyre designerstøvler, der nu desværre ikke var råd til, ikke rigtig matchede min SU-tilværelse i 40 m2 smadret fremleje med 2 par H&M-jeans som eneste ventetøj…), og jeg kan faktisk godt lide Lahme for som en af de få livsstilbloggere at tale politisk om ligestilling m.m. Men det skulle egentlig slet ikke handle om hende, hendes blogindlæg blev bare katalysator for min irritation… 😬

  4. Meget enig. Men jeg tænker, at det måske alligevel passer meget godt ind i den målgruppe, en blogger som Julie Lahme har. Jeg læser hende normalt ikke, fordi jeg personligt synes, det er meget kedeligt alt sammen, men der er jo mange andre der har fornøjelse af hendes blog, og når hun har læsere i kommentarfeltet, der vitterligt tænker over, hvordan de lægger deres varer i indkøbskurven, så man ikke kan se de politisk ukorrekte varer, så viser det jo, at der findes mennesker, hvor det perfekte liv er en (for) stor ting. Og netop de mennesker har måske i det små behov for lige at blive mindet om at tage en slapper. De findes. Jeg har selv mødt dem. De store opgør må tages en anden dag.

    • Du har sikkert ret, og man kan jo sige, at det er et nobelt ærinde. (Indlægget her var heller ikke rettet specifikt mod hende, og jeg er lidt ked af, hvis det er kommet til at virke sådan. Det var sådan mest en generel betragtning.)

      Og altså, de må jo findes, de mennesker – stoler på dig! Men jeg har helt oprigtigt mødt dem. Tror jeg. Så det her er virkelig ikke hverken for at være krukket eller positionere mit eget ÆGTE afslappede liv: Men helt seriøst, voksne mennesker der går så meget op i den slags? Det virker altså lidt crazy på mig… Jeg kan da sagtens bekymre mig sygeligt om, hvad andre tænker om både mig og mine forældreevner -eller mangel på samme. Men hele det ræs med det rigtige mad, tv, tøj fatter jeg simpelthen ikke. Jeg gør, som jeg gør, andre gør, som de gør, og så længe ingen lider overlast, kunne intet rage mig mindre. Ligesom med fødsler, kejsersnit, amning, flaske. Det er så underligt, at det overhovedet skal være et samtaleemne?

  5. synes nu det var meget godt at du lavede lidt balance, hvis den slags småbanaliteter direkte kan få en læser til at tude over at nogen tør sige det højt. Men har selvfølgelig også lige spist en makrelmad til aftensmad, indtaget mens jeg surfede på nettet. Godt man ikke er småbørnsfamilie med den madattitude

  6. Hej Mie. Nu fik du mig til at læse Julia Lahme’s indlæg, og jeg vil egentlig bare sige, at jeg er helt igennem enig med dig. Der er ikke noget frigørende potentiale i at indrømme at man spiser crap til aftensmad indimellem eller at ens børn nok havde fået firkantede øjne, hvis det man engang sagde om for meget skærmtid passede. Det er noget der allerhøjest giver en enkelt skræmme i lakken.

  7. Det er mig! Det er mig du beskriver der! Og du gør det så godt, så jeg ikke engang kan være uenig – tværtimod. Jeg er jo -som altid- ret så enig i dine betragtninger. Så lige efter Yaaaahs! Du har ret! vil jeg slå på forsvarstrommen og sige. At. Altså grunden til, at jeg beskriver og dokumenterer både det perfekte og i særdeleshed også det uperfekte er fordi jeg prøver at få mit digitale liv til at afspejle mit rigtige liv. Og det er jo altså bare deller i det nyeste ganni-print, indtørret havregrød som man spiser med en syltetøjsske fra gryden. Eller at blive fyret. Eller være på jobcenteret. Eller lave økologisk quinoa. Eller sløset frysepizza. Alt det der hverdagslort. Men er det det du siger blir for meningsløst? Fordi det det faktisk bare er kedeligt?
    Måske er en del af grunden at mange er begyndt at blogge/poste meget ofte – nogle flere gange dagligt – og så kan man jo ikke altid nå at opfinde den dybe tallerken..? Men det er der, det så bare blir ligegyldigt?

    Men hvad hvis nu man ikke poster om frysepizza for at revolutionere, men bare for at dokumentere? Fordi det er – Ak hvor meningsløst – hyggeligt? Sådan helt egoistisk, som hvis man skrev det i sin egen dagbog. Og så også måske lidt fordi man gerne vil skabe noget modvægt til alt det der opstillede, livsstilsindhold der bliver pakket ind i glansbilledeagtig autencitet. Eller også har jeg bare hovedet alt, alt for langt oppe i røven på mig selv. Det sidste kunne meget vel være svaret:)

    Tak for en altid god blog❤️ Kh Ida.

    PS. Den her kommentar blev skrevet mens jeg halvhjertet trøstede et halvsovende barn. Siddende ved siden af hans seng og min tlf oplyser hele hans værelse og er grunden til at han ikke kan falde til ro. Hehe. For fanden. Er det så ægte ærligt, eller fake-humblebragging-ærligt?

    • Sådan læser jeg slet ikke Mies indlæg: Som jeg læser det er det en kritik af det at pege på det almindelige/uperfekte, som noget vi ikke kan tale om/som tabuiseret. Ikke selve det at vise eller at beskæftige sig med det almindelige/hverdagsagtige, der problematiseres. En kritik jeg er helt, helt enig i: Ved at kalde den slags småting noget, hvorom der ikke kan tales, indsnævres rummet for det vi ikke kan tale om. Der er ved gud de første tusind tabuer at gribe fat i og heldigvis gør modige kvinder og mænd bestandigt det. Frysepizza en gang i mellem er simpelthen bare ikke en af de ting. Og lad os da ikke skabe et tabu om noget så småt ved at italesætte det som et sådant.

      • Nu læste jeg indlægget igen og kan sagtens se hvad du mener. Kan endda også forestille mig et par nævenyttige eksempler. Tak for svar:)

    • Ida, jeg har absolut intet problem med beskrivelser af almindeligt kikset, røvsygt forældreliv. (Hvis jeg havde, ville jeg i øvrigt være en slem hykler, for cirka 85 % af min blog har altid bestået af den slags…)

      Som Louise siger det, så har jeg et problem med, at petitesser gøres enten 1) skamfulde eller 2) ‘se-mig-udfordre-konventionerne’-agtige. Det første, fordi der er så mange vigtigere kampe at tage. Det andet, fordi det et forsøg på billige point fra folk med deres på det tørre.

      Det er imageplejen og positioneringen og det vammelt ufarlige, jeg ikke bryder mig om. Ærligt humoristiske rapporter fra bræk-, amme- og frysepizzaland har jeg alle dage været fan af!

      • Som jeg også lige skrev til Louise, tror jeg bare den her ammehjerne lige skulle læse dit indlæg to gange:)

  8. Tanke vækkede at nogle har det så svar med ikke at være hvad de ser som perfekte.
    sider her og gumler den pizza rest jeg ville havde spist i morgen…
    livet skal leve og nydes, ellers kan det være ligen meget… det har jeg dog lært af modgangen….
    nu vil jeg finde min folde madrasser. .. og sove på gulvet sammen med hunden…. hamrende hyggeligt.

      • Rigtig hyggeligt, men glæde mig nu til jeg får købt en seng…
        pizza skulle have holdt til 2 dage… aften og frokost… nu blev den aften og natmad….. ssshhh

  9. Jeg undlader tit at kommentere hos dig, fordi du (ikke min optik ) har sagt, hvad siges skal. Intet at tilføje, mødet hævet. Men derfor skal du selvfølgelig have at vide, at jeg synes du gør det rigtig godt!

  10. TAK for det. Og derfor læser jeg her og ikke ovre på det andet domæne, som jeg forlod i tavs og træt protest for år tilbage.
    Bare skriv videre.

  11. Jeg må tilslutte mig de andres kommentarer.
    Dit indlæg er spot on!
    (Og du har ret, det er en billig omgang… )

  12. Den her tekst var virkelig en øjenåbner for mig, Mie. Jeg har læst den flere gange og tænkt over den hver dag, siden du udgav, med tankeudbrud som “renegade as fuck” og især den sidste pointe med Ganni-print og chiafrø.

    Aldrig har jeg været så bevidst om følgende som i den her tid efter din tekst: Jeg skal holde op med at tro (og lade mig styre af) hvad folk tænker om mit moderskab. For de tænker ikke noget. De er totalt ligeglade, så længe dit barn helt åbenlyst har det fint.

    Jeg var en af dem, der kommenterede hos Lahme. Og den kommentar står jeg nu sådan set ved, og jeg synes ikke hun er en af de slemme (kan tværtimod meget godt lide hendes rolige, velformulerede, eftertænksomme stil, selv om det falder ned i den ret ufarlige skuffe) og slet ikke det indlæg, og det kan jeg forstå, at du heller ikke synes.

    Men der ER en mentalitet hos bloggere, facebookbrugere, instagrammere. Det har du bare set så godt. Et slags tilsvarende ufarligt forsøg på at gå imod det stærkt æstetiserede moderskab (som alle jo for fanden alligevel godt VED umuligt kan være hele sandheden). Du har virkelig spiddet det. Jeg aner ikke om jeg selv har gjort mig skyldig i det på bloggen, men jeg har på alle måder gjort mig skyldig i det i mine tanker, i min selvforståelse og i min venindegruppe. Uh-uh, hvor er vi nogle daredevils, at vi bruger hårspray og serverer Sun Lolly. Gu’ er vi ej. Vi er bare helt vildt almindelige.

    Okay, det blev lidt usammenhængende, men jeg havde lige lyst til at pippe, at du virkelig nailede den her, hvis din mission var at sætte tankerne i gang.

    Kærlig hilsen
    Karoline

    • Hej Karoline

      Hvor blev jeg glad for den kommentar! (Som altså landede i min indbakke dagen efter firmafest, og derfor liiige fik lov at stå ubesvaret, til jeg kunne tænke 2 sammenhængende tanker igen.)
      Det var helt klart en mission at sætte tankerne i gang, og jeg er pinligt stolt over, at det er lykkedes så fint (og at jeg kan få nogle flere med på min vogn…) Tak for en dejlig feedback.

      Kærlig hilsen
      Mie

  13. Pingback: #detuperfekteliv - Idabida

  14. Pingback: Kære Julie Andem. Vil du ikke lige køre moderskabet en tur igennem din SKAM maskine?

  15. Jeg er meget enig med mig, men har også en tilføjelse: Nemlig, at man kun poster det “ufarlige dare devil element” som fx romkugler til frokost, fordi det simpelthen er for hårdt, barskt og rammer en lige i røven, når man går hele vejen og er det, der betragtes som for ærlig.

    Jeg står gerne ved både min trang til romkugler til frokost, Toblerone til morgenmad, dyre sko, tømmermænd og andet tankeskrald, men jeg betragter det ikke som specielt modigt eller mønsterbryder-agtigt. Men jeg har også skrevet en del om at få en depression som resultat af stress, fordi jeg i dén grad er for ærlighed, også online. hvor alt kan se svært poleret ud.

    Desværre er jeg nødt til at sige, at den ærlighed har ramt mig lige i røven i form af fordomme, mænd, der vælger en fra, folk, der ikke vil ansætte en, fordi man er “syg i hovedet”, speciallæger, der mener, man er fuld af løgn, læsere, der sviner en til, fordi man er en taber og jeg kunne blive ved…

    Så når mange vælger at skrive om ” det lille oprør” som at komme til at indtage en hotdog selvom man bor i 2100 Spelt, så tror jeg også at det skyldes, at man ikke tør gå hele vejen, fordi internettet er så nådesløst hårdt, når man er ærlig. Og den slags skal man beskytte sig selv i mod. Har jeg lært på den hårde måde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s