Svar til Den forvirrede

Nåmen, L spurgte forleden i mit kommentarfelt, hvordan det mon ville være at flytte sin familie til Indre Nørrebro, og eftersom jeg eeelsker at få lov til at udbrede mig helt vildt om ting, jeg ved bare en lillebitte smule om og samtidig være nogens åndelige vejleder og fyrtårn i livet (*smiler almoderligt og megalomant ud i verden, imens høres i baggrunden den sagte lyd af L, der langsomt bakker væk og fortryder nogensinde at have spurgt*), blev det lidt langt. Så nu blev det lige til et fredags-brevkasse-indlæg i stedet. Det håber jeg er okay:

Hej L

Indre Nørrebro synes jeg umiddelbart virker som et godt sted at vokse op, mine unger er i hvert fald godt tilfredse, og de 3 skoler, der ligger her, har alle et fint ry. Der er masser af børnefamilier, også med større børn.

Finder man en lejelejlighed herinde, og er der ikke en direktørpost i vente, skal man selvfølgelig leve med bitterheden over muligvis aldrig at kunne købe en lejlighed i sit eget kvarter (hvilket jeg håndterer virkelig smukt, hvis jeg selv skal sige det i Løgneland), men her er sgu dejligt. Synes jeg. Helt subjektivt. Lidt landsby-stemning, godt med grønt og gode legepladser. Og folkekøkken. Og masser af gadefester med Rytmik-Grete (tilsyneladende har hun en eller anden klemme på en kommunalt ansat, i hvert fald optræder hun ALTID, når der er offentlige børnearrangementer.)

Der, hvor vi bor, er der ikke meget larm, bortset fra almindelig gadesnak og en knallert hist og her. Jeg er ikke den bedste at spørge om larm, for jeg er tryggest, når jeg kan høre mennesker omkring mig. Men der er mange lukkede og ensrettede gader på Indre Nørrebro, så biltrafikken er egentlig ret begrænset. Bortset lige fra Åboulevarden, seføli. Den vil jeg ikke anbefale, man flytter hen på, hvis man er til det stille liv.

Og når børnene bliver store nok til selv at gå ud og lege i bandemiljøet (nej, slap af, det gør de selvfølgelig ikke, for du har jo givet dem masser af sunde værdier med hjemmefra, ik’?), så kan man jo gå en tur rundt om søerne eller gå på gravstensjagt på Assistens, flette fingre over en fadøl på Blågårdsgade eller gå i Empire og se en film. Lave noget frivilligt arbejde i en af lokalforeningerne eller lade skægget gro og åbne et mikrodestilleri. ELLER begynde at kigge på alle de lækre lejligheder, man pludselig har råd til, når ungerne er flyttet. Loads to do!

Så kom I bare. Hvis I altså har lyst – I kan jo evt. prøve at rekognoscere lidt på forhånd, bruge en dag i området, tage til folkekøkken (tirsdage på Kapelvej) og teste nogle legepladser. Vi skal nok tage pænt imod jer.

Kh Mie

Reklamer

4 thoughts on “Svar til Den forvirrede

  1. Tusind tak for udførligt svar!
    Jeg har spurgt lidt rundt og Stengade, som lejligheden ligger i, er åbenbart den hårde gade på indre Nørrebro?
    Jeg synes det er så svært at prøve at regne ud hvor man gerne vil bo mens børnene vokser op. Det er rigtigt vi ikke ville kunne købe noget på Nørrebro, men det ville vi bestemt heller ikke på Østerbro. Og så er spørgsmålet om man egentlig bare skal købe et hus med have i Herlev eller Trekroner eller hvor man ellers ville kunne købe noget. Men gider man det?
    Jeg føler bordet fanger når børnene starter i skole – eller hvad?
    L

    • Njah, altså, folk har altid meget travlt med at fortælle mig, at børn ikke dør af at skifte skole. Men jeg vil nu også helst undgå det.
      Jeg er med dig på Herlev, og vi har i hvert fald ind til videre besluttet, at vi helst vil Nørrebro.

      Nu bor jeg godt nok ikke på Stengade, men for mig virker den ikke specielt hård. Igen, det er et område, hvor der primært bor børnefamilier. Ville nok mest være bekymret for larm oppe omkring Stengade 30 og den del mod Nørrebrogade. Der er selvfølgelig lidt blandede personager i Folkets Park, men flaskesamlere gør sgu ikke nogen noget, det samme med bande-affilliates – så længe du ikke har planer om at sætte en konkurrerende hashbod op? 😉

  2. Du har også været åndelig lagkagevejleder her (eller måske i virkeligheden din søn, der skal krediteres her?) I hvert fald har jeg lige sat en lagkage med citronfromage og jordbærsyltetøj på køl…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s