Hilsen fra Holland

At blogge om sig selv kræver, at man indimellem er i stand til at træde et skridt tilbage og betragte sit liv på afstand. Og det er lidt svært, når man konstant er omgivet af børn og voksne og solcreme og rosé. Hvilket jeg er for tiden.

Så i stedet præsenteres her et lille pauseafsnit, i hvilket hvor heltinde disker op med almindelig social adfærds svar på rundsaven: feriebilleder.

(Advarsel: De fleste af de billeder, jeg tager, er af familie og venner, og kan derfor ikke vises her. Er ikke prof nok til hele tiden at huske at få taget lækre anonyma-bloggerbilleder, så spændingsniveauet er virkelig derefter.)

 

Først: bagagepral. 5 mennesker, 3 uger, 4 weekendtasker. Bum. Like a mothafuckin hausfrauboss. (IKEA-posen med sengetøj, køletasker til madpakker, posen med bøger og børnenes rygsække tæller i øvrigt ikke som bagage.)

 

Ferielitteratur. Rystende ambitiøst.

 

Så et ‘vi er på vej’-billede til lissom at sætte stemningen. Bemærk den blå himmel og de åbne vidder, der er frihed i det her. Frihed og semi-aggressive børn på bagsædet.

 

Samme aften, nu med pacificerede børn på tysk stop-over-hotel. Schnitzler, pomfritter og bad har gjort deres virkning. Gurli Gris og Anders And runder af, inden forældrene omsider kan fortrække til altanen med en øl.

 

Og så er vi fremme. Her lidt obligatorisk arkitektur. Hollænderne kan bare det pis.

 

Noget andet, hollænderne kan, er at friturestege ting. Alting, faktisk. Fx de her små labre boller. Som æbleskiver, bare bedre.

 

Havudsigt har de også hernede. Og strandpromenader. Uh-mazing.

 

Slut på del 1. Det bliver spændende at se, om nogen har nerver til del 2.

Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.

Jeg lever!

Og jeg har sommerferie! Som indtil videre er blevet brugt på en god fredagsbrandert, en tur ud til min mor, lidt blandet vennehejs og ikke mindst søvn, masser af dejlig søvn. Efter en uges arbejde med feriedeadlines, hårdt kørt på en Roskilde-efterbrænder af hoste og generel udmattelse, var det lige det, min krop ønskede sig mest.

Derudover har jeg selvfølgelig også fundet mentalt underskud til den evigt tilbagevendende eksistentielle krise over, om sparepengene skal bruges på en kolonihave, et sommerhus eller et rækkehus i forstæderne. Eller pyramidespil. Den mulighed synes jeg ikke, vi har ordentligt afsøgt.

Og i morgen står den på puslespil (jeg LOVEDE, og vi nåede det ikke i dag), bilpakning og fællesekspedition til biblioteket. Og SÅ kører vi på ferie. Jylland, Holland…og så måske bare hjem igen. Eller videre ud i det blå, det kommer også lidt an på, hvordan det pyramidespil udvikler sig.

Det skal nok blive godt.

Intet signalerer feriestemning som blå himmel og bandegraffiti.