Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.

Advertisements

16 thoughts on “Nej, vi har selv mad med

    • Hehehe, jeg har et tydeligt barndomsminde fra vores smalle Københavnerkøkken i slut-80’erne af min far, der står ved vasken og skyller fryseposer…

  1. Du skriver altid fantastisk. Men at kunne skrive SÅ fantastisk om tunsandwicher og din og min barndom, som jo ikke er den samme men så alligevel, begejstrer og rører mig helt vildt.

  2. Min mormors madpakker var også de bedste. Med ‘pensionistpålæg’ – en opskrift jeg ikke siden har kunne gennemskue. Det var noget med kartofler og tun. Det var fantastisk! Og jeg er også vokset op og blevet et madpakkemenneske. Nogen ting kan åbenbart ikke undgås;)

  3. Meget fint indlæg! Elsker at følge din blog. Det er sjovt som man opfatter ting forskelligt. Selvom jeg ikke var ubetinget fan af madpakker som barn, så føler jeg mig nu vældig overskudsagtig og som en fornuftig-mor-har-styr-på-det-hele-type, når vi en sjælden gang når at smøre madpakker inden en udflugt eller transport over længere afstande. Ja, jeg bliver faktisk lidt hemmeligt stolt, når vi som familie sidder og spiser vores snusfornuftige rugbrødsklappere og diverse grønsagsstænger indpakket i praktisk emballage :-).

  4. Det er sjovt, for min barndoms madpakker havde den modsatte effekt på mig: jeg ELSKER madpakker! Når jeg en sjælden gang har en god én med på arbejde (alt andet en makrel i tomat) kan jeg glæde mig hele formiddagen til jeg skal spise. #madgørmigglad

    Som barn havde mine forældre og morforældre en forkærlighed for at tage på fugleture til Vadehavet. Det regnede altid og det var mildest talt pissekedeligt at sidde bag i familiens Ford Escort mens mine forældre himlede op om ryler.
    Men! Så kom min mormors madpakke på bordet (et autentisk campingbord fra 60’erne i træ) og hele dagen var reddet. Der var altid kage og sodavand, Kæmpe luksus. Hvis det regnede for meget måtte vi blive siddende i bilen og række madder frem og tilbage – min definition af hygge den dag i dag. Formentlig blev jeg smittet af min mormor, som også elskede madpakker og kunne grine af det meste, også fugleture der gik i fisk pga vejret.
    Min mand forstår det ikke rigtig, men accepterer det og rummer min begejstring over smarte madkasser med køleelementer, termokander og praktiske skærebrædder. Han nægter dog fortsat at tage på telttur (wonder why?!). Jeg er i fuld gang med at indoktrinere mine egne unger så de heller ikke vil være flove over madpakkerne senere! 😉

    • Arhmen, det ER jo også lidt hyggeligt. Især med kage. Stiller mig dog stærkt tvivlende overfor, hvorvidt high tech-køletasker ville have kureret min madpakkeskam… 😉

  5. Hov, det indlæg bragte barndomsminder og refleksion frem. Som barn i en større familie (fire børn) og forældre, der ikke havde superhøje indkomster, var madpakker også en del af budgettet på dagsture og ferieture. Vi rejste de fleste år på en længere bilferie – med madpakker til hele bilturen (hader stadig daggammelt sandwichbrød) og hvor vi kun spiste ude en gang på hver ferie; resten blev lavet på gasblus ved teltet.
    Som en konsekvens har madpakker været no go på alle vores rejser (og ture til Tivoli, Legoland osv). Men på et tidspunkt er jeg også blevet ret træt af shitty hurtig usund mad købt i div overpriced boder og derfor er madpakker så småt begyndt at snige sig ind i familiens ture. Dog max til en halv dag og så skal det være lækre madpakker, der er pakket lækkert ind, for at jeg kan holde det ud:)
    Mine unger er sjovt nok helt med på at have madpakker med – det er stadig lidt eksotisk for dem ifht ture og ferier:)

    • Det er jo lige det. Man gider heller ikke betale 55 kr for en pølse med (dårlige) pomfritter. Så hvis klemmer er det, der skal til at tilføje børnenes liv et eksotisk præg, so be it!

  6. Det eneste der er værre end smør under leverpostej er margarine under leverpostej, som der var i de madpakker min far smurte.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s