Ved du, hvad du skal?

(Hvis du bor i Københavnsområdet)

Skynde dig ind og se Tove Jansson-udstillingen på Kunstforeningen Gl. Strand!

Jeg har hele tiden haft planer om at se den, men i går gik det op for mig, at den lukker på søndag. Min weekend er helt booket op, så hvad gør man så? Man råber ”Carpe Diem”, ”Moritori te salutant”, benytter sig groft af, at mormor henter børn, og skynder sig til Gammel Strand på vej hjem fra arbejde.

Ugens bedste beslutning, I might add, for det er SÅ fin en udstilling, og den har givet mig stor respekt for Jansson som kunstner. Jeg vidste godt, at hun var en fantastisk tegner, men jeg vidste fx ikke, at Mumitroldene først eksisterede som avisstribe – en både poetisk og sjov en af slagsen. Man kan se en masse af de gamle skitser, bl.a. den her, som jeg helt forelskede mig i:

Sniff forsøger at overtale en protesterende Mumi til at blive berømt kunstner. Med baskerhue. Da Mumi nægter og pga. huen går ud over en klippeskrænt, konstaterer Sniff: “Sådan går det, når man ikke vil se virkeligheden i øjnene.”

 

Desuden var Jansson en dygtig maler, og en samling af hendes malerier er også udstillet. Fx det her selvportræt fra 1970’erne:

Der er et eller andet ved det, som siger mig, at Jansson havde selvironien i orden.

 

Og så er der alle hendes smukke, smukke tegninger og forskellige illustrationer og plakater (hun startede helt ung som grafiker) samt fotografier taget af hendes bror – alle 3 søskende i Jansson-familien endte som kreativt udøvende, ligesom deres kunstnerforældre.

Jeg overvejede at tage børnos med, men droppede det, fordi jeg gerne ville se udstillingen i fred, ro og eget tempo. Men der er faktisk et stort tegnelokale på øverste etage – Mumiskoven – hvor man sagtens kunne slippe ungerne løs, mens man selv tusser rundt og indånder magien (børn kommer forresten gratis ind). På samme etage vises også en dokumentar om Jansson, som jeg vil anbefale, man sætter tid af til – evt. mens børnene går bananas i tegneland:


Så: Løb! Skynd jer! Det er en af de fineste, sjoveste og mest rørende samlinger, jeg længe har set, snyd ikke dem selv for dette! Og prøv evt. at undgå de åbenlyse spidsbelastningstidspunkter, onsdag er deres sene dag, og da jeg gik derfra ved 17-tiden, havde der samlet sig en lang fyraftenskø foran billetsalget. Til gengæld forhindrede det mig i at købe mig fattig i Mumi-merchandise…

Min yndlingsfigur, Lille My. Folk har sagt, jeg ligner hende, og egentlig kan jeg godt se, hvad de mener.

Reklamer

Fornuftsmad (med feta, bare rolig)

Tiden efter sommerferien er gerne tynget af den samme askese (eller i hvert fald ønsket om den) som januar: Efter at man i ugevis har rendt rundt i bar mave og marineret sig i rosé og rullet sig i hvidt brød, begynder tanken om kildevand og grøntsager så småt at melde sig. Og det skal helst være næsten gratis, nu da formuen er brugt på rosé. Og hvidt brød. Og paté og muslinger og ostepops og creme brulee og mælkechokolade og pizza og gedeost og vingummibamser og pomfritter og gin-tonic og pasta og grillet kød og cola og… *savle*…det var et sidespor, beklager. Det skulle jo være fornuftigt.

Jeg præsenterer derfor: Bulgur kogt i tomat og blandet med alskens gode (billige) sager. 1 løg og 2 fed hvidløg hakkes og svitses i olie, og oveni bringes 5 dl bulgur i kog med 1 dåse flåede tomater (jeg har for nylig læst mig til, at hakkede tomater er et inferiørt andenrangsprodukt, og mig skal de ikke snyde!), 1 dåse vand, 1 terning hønseboullion, 1 laurbærblad, et ordentligt drys stødt spiskommen og måske en håndfuld hakket, frisk persille, hvis man har det. Skru ned og lad simre i sådan en 15-20 minutters tid, måske mere eller mindre, konsulter gerne bulgur-posen og tilsæt mere vand undervejs, hvis det er nødvendigt. Er man en bulgur-rookie som mig, er man faktisk nødt til at holde sig i nærheden og konstant tjekke, røre rundt og prøvesmage. Mere tjekkede typer kan bare efterlade gryden uden voksenopsyn. Og på det helt rigtige tidspunkt står man så tilbage med noget velkogt, tomatiseret bulgur, som smages lidt til og blandes med følgende: en solid håndfuld udstenede sorte oliven, 75 g smuldret feta (cirka – jeg kommer bare på, til der er NOK, askese smager altid bedre med rigelig feta, og så giver det nogle proteiner til retten), en dusk friske mynteblade og en lille pose (60 g) pinjekerner, ristet på panden. Jeg begik den fejl først at lægge bulguren på et fad og bagefter lege semi-dekorativ med resten, men jeg vil tro, man får et bedre result ved at røre 2/3 af hver ingrediens i bulguren først, og så bare pynte med det sidste. Som med så meget anden mellemøstlig mad kan man også med fordel lige squeeze en halv citron henover på et eller andet tidspunkt.

Som tilbehør serverede jeg en salat af snackpeber, agurk og tomat i små tern, rørt med lidt olie, citronsaft, salt og frisk koriander (mmmh…frisk koriander), hummus (endnu en gang vil jeg gerne minde om, at sådan en skal være lind og ikke i stand til at få hverken en ske eller en husmur til at stå oprejst, sådan som nogle tror), yoghurtdressing (bare lidt afdryppet yoghurt naturel rørt med lidt salt) og nogle komplet mislykkede hjemmebagte pitabrød, som ikke fortjener at blive nævnt her. I virkeligheden behøver man heller ikke brød til bulgur, så bare stryg dem fra hukommelsen. Det vil jeg gøre. Velbekomme!

IMG_1666

I øvrigt…

…er jeg som det sidste menneske i verden kommet med på Aperol spritzer-bølgen. Helt ærligt, hvorfor har ingen fået mig med på den før? Troede bare, det var en glorificeret Camparisjus, men det er jo MEGET bedre! Mildt i smagen, friskt som drink, alkosvagt som hvidvin. I mangel af bedre sommer har vi udviklet et seriøst misbrug af de sataner herhjemme og er allerede ved at være igennem første flaske Aperol. Indkøbt sidste fredag, thank you very much.

…opfandt jeg for et par måneder siden et nyt ord, og det var så godt, at jeg lige må sikre mig, at alle lægger nøje mærke til det. ‘Usleravnemor’. En smuk kombi af ‘usle’ og ‘ravnemor’ og samtidig en reference til byen Usleravnekrog i Carl Barks-tegneserien om Anders And og de firkantede æg… Måske gør det sig i virkeligheden bedst som hashtag? Nå, synes i hvert fald selv, at det er nærmest genialt. Resten må være op til historien at dømme *begynder så småt at tage mål til verdenshersker-krone*.

…har jeg engang været til et arrangement med Morten Messerschmidt på Journalisthøjskolen, hvor han nævnte en kronik, han havde skrevet om sin store passion for Wagner. Han italesatte den som et forsøg på at overraske og vise nye sider af sig selv, og den dag i dag ærgrer jeg mig over, at jeg i situationen var for høflig til at række hånden op og påpege, at som fremtrædende medlem af et nationalkonservativt parti, og med en slående lighed med den ariske idealmand, er en forkærlighed for Wagner nok noget nær det mindst overraskende, man kan diske op med.

…er jeg gået i gang med at lave et perleplade-dørskilt. Menneskene har så mange sære ting for, og det har vist aldrig været Guds mening, at et navneskilt i Hama-perler skulle være en af dem. I hvert fald har jeg allerede i projektets spæde startfase fået en helt ny forståelse for nogle af de følelser, der demonstreres rundt om bordene i landets børnehaver, og jeg begynder samtidig så småt at fortryde, at jeg ikke kaldte mine børn Ib, Ea og Ida. Det er vist ved at være Aperol-tid (igen).

Hvis jeg var dansklærer i blogland…

…ville jeg sætte røde streger under følgende:

  • Arkaisk sprogbrug som ‘ingenlunde’, ‘påtænker’, ‘just’ og ‘vitterligt’. De samme 5-6 utidssvarende udtryk anvendt om og om igen er ikke en demonstration af sprogligt overskud. Det er en demonstration af de samme 5-6 utidssvarende udtryk anvendt om og om igen.
  • Snørklede sætningskonstruktioner til at matche ovenstående ord. 1880’erne har ringet, de vil have deres syntaks tilbage, og sætninger á la ‘jeg kastede mig på jernhesten, alt imens jeg vitterligt nød solens stråler på mit legeme, just som jeg påtænkte at gøre mine indkøb undervejs, hvilket jeg dog afstod fra, for i stedet at afrunde min dag i de hjemlige gemakker, der i allerhøjeste grad må siges at have brug for en opfriskning’ lugter langt væk af at være skrevet op fra slap. Hvis ‘jeg cyklede hjem i solskin uden at købe ind, og jeg trænger i øvrigt til at få gjort rent’ ikke føles interessant nok, så skriv om noget andet.
  • ‘Knuselsker’. Det kan godt være, at det er et ord (selvom jeg tvivler), men det er ikke et, voksne mennesker bruger.
  • ‘Influencer’. Det lyder som ‘influenza’, og selvom man skulle tro, at indflydelse var noget med bestyrelsesposter og forskningsstøtte, betegner det i stedet en position, hvorfra man pusher alskens materialistisk lort til desperate småbørnsmødre og kvinder, der tror, de er Carrie Bradshaw. Civilisationens undergang er nær, jeg kan mærke det i mine knogler.
  • SoMe. Bare dumt. Lad være med at sprede det ord som kopper, det skal ties ihjel.
  • ‘Sindssygt dygtig og inspirerende’. Jeg har endnu til gode at se en blogger bruge det udtryk til at beskrive en fremtrædende erhvervsleder, en menneskerettighedsaktivist eller bare en engageret børnehavepædagog. Som regel bruges det til at rose bloggerkollegaer, og jeg må derfor erklære mig lodret uenig: at tage semidyrt tøj på, gå til møder, tage et godt billede af sin frokost og bagefter skrive om præcis det, er muligvis sværere, end man skulle tro, men det er ikke sindssygt dygtigt og inspirerende. Overhovedet.
  • Udmeldinger á la ‘Jeg synes selv, jeg er nogenlunde god til at skrive’. For det første falder det ind under kategorien humblebrag, hvilket aldrig er særlig tjekket. For det andet er det en cirka lige så klassisk ‘show it – don’t tell it’-situation, som når folk sidder til en fest og fortæller om, hvor sjove de er. I begge tilfælde lider troværdigheden voldsomt.
  • Korte sætninger. Hele tiden. I løbende tekst. For ekstra effekt. Kommaer er din ven, trust me on this, og det må kunne lade sig gøre at få sit budskab frem uden alle de kunstpauser.
  • ‘Ironi kan forekomme’. Det kan min trætte sukken også. Tanken med at skrive noget er, at man lissom får formidlet det, man gerne vil sige. Lykkes det ikke, må man skrive om, frem for at tilføje vendinger der går på krykker i onkel-land.
  • Overflod af disclaimere. Stå ved det, du skriver, eller formuler det, så folk kan æde det. Slåskampe vil muligvis opstå i kommentarfeltet, men det andet er simpelthen så vattet – alternativt ret ufint, når man fx ER det arrogante røvhul, man disclaimer at være, men samtidig lukker enhver protest ned på forhånd med ‘det skal læses med et glimt i øjet’ (hvordan man så end bærer sig ad med det) eller ‘det er jo bare MIN holdning’.

Desværre er jeg ikke dansklærer i blogland. Eller nogen andre steder. I stedet må jeg bare glæde mig til den dag, mine børn skal have læst deres stile igennem.

Historien om Hamborg-depressionen

Der skete forresten noget sjovt en af de sidste dage i vores køreferie…

“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold…” – i dette tilfælde var vi et sted udenfor Hamborg, da nedturen pludselig ramte mig. Noget stod lysende klart: Vi skulle have købt den ejerlejlighed, vi efter flere overvejelser endte med at sige nej til sidste år, fordi den var for dyr. For nu er der snart gået et år, og ingen økonomiske katastrofer er indtruffet. Vores vaskemaskine er ikke brudt sammen, ingen er blevet fyret, boligejerne er som sædvanlig blevet forgyldt frem for beskattet, og jeg fik ovenikøbet lidt arv fra min morfar, vi kunne holde ferie for. Ergo: vi kunne sagtens have boet i lejligheden, som allerede ville være steget i værdi. Vi ville efter 8 års venten omsider have haft en – godt nok temmelig forgældet – fod i døren på det københavnske boligmarked, deed done, vi skulle ikke længere træffe konstante ikke-beslutninger om vores boligsituation (sommerhus den ene dag, rækkehus den næste), jeg havde ikke behøvet tage angstfyldt stilling til, om jeg kunne overleve i forstæderne kontra bære ansvaret for at nægte min mand og mine børn en have, og ikke mindst ville murstensmillionerne have været fremtidssikret.

Hvis vi altså havde købt den lejlighed, som jeg nu græd ynkelige tårer over ikke at have fået. Der vil næppe komme andre, det vidste vi, da vi sagde nej. Den var ikke for alle, men passede lige præcis til vores behov, vi havde lige præcis råd, det var en enkeltstående chance. Og vi forpassede den. Jeg sad der i en brugt Citroën Picasso på de tyske motorveje og følte mig som den største idiot i verden at sige nej til den forbandede lejlighed. Hvordan, hvordan, hvordan kunne jeg være så stupid? Så frygtstyret? Så fucking overbekymret, når enhver kunne sige sig selv, at her lå en god handel, klar til at blive gjort?

Så jeg lå i fosterstilling de næste 3 dage, det føltes som den ondeste kærestesorg, at jeg nu skulle leve mit liv uden den lejlighed. Hvert eneste pusterum i familielivet brugte jeg på at græde eller stirre tomt ud i luften, og min mand begyndte at blive småbekymret. Jeg huskede historien om min mormor og morfars første hus: på et tidspunkt havde min morfar udtalt, at nu skulle der et mirakel til, hvis de skulle klare næste termin. Og miraklet skete, han fik en forfremmelse og en udstationering, der gjorde at det hele pludselig løb rundt. Jeg ville have den fortælling, jeg ville være dem, der tog chancen og klarede sig igennem. Men den slags sker ikke for mig, fordi jeg ikke tror på mirakler og da slet ikke tør forlade mig på dem.

Alligevel følte jeg mig på en underlig bagvendt måde som den troende mand i vittigheden, hvor vandet kommer, og hans naboer tilbyder ham et lift væk derfra, men han siger: ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, og vandet stiger og stiger, en båd kommer for at redde ham, men han siger ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, redningshelikopteren siger han også nej til, og da han til sin store forbløffelse drukner og ender ved himmeriges porte er han rasende på Gud: ”Her har jeg tilbedt dig og troet på dig, og så vil du ikke engang redde mig fra syndfloden?!” Hvortil Gud svarer: ”Jeg sendte naboerne, en båd og en redningshelikopter, hvad mere ville du egentlig have?”

Du fik bevilget et lån, du ikke havde troet muligt, til en lejlighed, du ikke troede var inden for rækkevidde, og du sagde nej. Hvad mere ville du egentlig have, Mie?

Nå, selvpineriet stod som sagt på i knap 3 dage, så lettede tågen igen (heldigvis var min mand helt med på, at eftersom det som regel er ham, der ryger ud i modløshed, og mig, der disker op med peptalks og løsningsforslag, tilsat lidt kynisk matter-of-factism, var det nu min tur til at ligge i et hul og hans forbandede pligt at trække mig op af det). Det siger sig selv, at der nok også var noget ferie-blues indenover, kombineret med almindelig eksistentiel angst og en helt grundlæggende tvivl om, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Det hele crashede bare lidt for mig. Rundstykke.

Vi kom hjem til os selv, og jeg fik det straks bedre. Solen skinnede, vi havde stadig et par dages ferie tilbage, og jeg kom i tanke om, at jeg faktisk godt kan lide mit hjem. Selvom det er lejet. Jeg kom også i tanke om, at jeg godt kan lide bare en gang imellem at have penge til andet end mad og elektricitet (heriblandt, men ikke udelukkende: børnenes fritidsinteresser, benzin, takeaway, cykellapning, fødselsdagsgaver, koncertbilletter, diverse uforudsete udgifter og den forældretur til Bologna i september, vi lige har booket). Lige så stille blev jeg normal – eller i hvert fald så normal, jeg kan finde ud af at være – og jeg kunne igen mærke alle årsagerne til, at vi sagde nej til den lejlighed. Det er okay. Intet alvorligt er sket, alle er raske, det går nok alt sammen. Og jeg må bare lære at leve med at være en uskøn blanding af mellembemidlet og beslutningssvag.

Sidste weekend blev vi igen overhalet indenom på en andel i nærheden, og jeg kigger lidt på rækkehuse og forsøger ikke at hyperventilere. Alt er tilbage til normalen.

Opstart

Lige i gang igen. Med arbejde og det hele. Selvom man godt kan føle sig lidt feriesnydt med det der vejr, vi alle sammen har snakket ihjel i to måneder. Som min veninde sagde: ”Det er ligesom, når man har sat sin telefon til opladning og så om morgenen opdager, at man har glemt at tænde på kontakten, og tænker ’Eijh for fanden, jeg kan jo ikke klare mig igennem en hel dag på så lidt batteri!’” 

Det er lige præcis sådan, det er. Hej, efterår.

Nå, nok om vejret. Mere om mig.

Jeg har været i Tivoli i weekenden, det var sjovt. Havde lige glemt detaljen med, at det var sidste weekend i skoleferien med dertilhørende køer, men sådan var det. Astronomen var der mindst kø til, så den fik jeg lov at prøve 4 gange – ”Højere op, mor, højere op!”. Radise blev væk på Rasmus Klump-legepladsen fra helvede og jeg måtte mønstre al selvkontrol, jeg nogensinde har været i besiddelse af, for ikke at panikke, da vi ikke havde fundet hende efter de første 10 minutter. Hun havde jo for helvede telefonnummer på armen. Og stod LIGE der LIGE før. Hun fandt os til sidst selv, helt opløst i gråd, fordi hun ikke havde kunnet finde en Tivoli-vagt til at hjælpe sig, ligesom vi havde sagt, hun skulle. På vej hjem spurgte min søn, om jeg havde lagt mærke til, at ingen af dem havde skændtes hele dagen? Våbenhvilen blev brudt allerede tre gader efter, men det var ganske rigtigt rart, så længe det varede.

Mine børn skændes ellers kon-fucking-stant, føles det som. Gerne efterfulgt af slåskamp, når skældsordene slipper op. Selv Radise og Flame, der ellers altid har haft en civiliseret tvillingerelation kørende, river og flår og råber ”dumme-dumme-dumme-du-er-aldrig-mere-min-ven”. Jeg bliver vanvittig. Siger til mig selv, at det er alderen (5, 5 og 8, det er meget normalt, ikke? IKKE?). Prøver at forholde mig rolig, skabe bløde, rummelige rammer, øver mig, øver mig, øver mig. Og hører Aerosmith på vej til arbejde. Altså ikke det der nyere Armageddon-lort. Det fra 80’erne. Og starten af 90’erne. Efter stofferne. Før Ben Affleck.

Ovre hos Sneglcille så jeg, at Gestuz har lavet en Wu-Tang-T-shirt. Den vil jeg gerne have! Indtil jeg kommer i tanke om, at jeg jo ikke skal være den klassiske wannabe-whitegirl, der køber sig til cool by appropriation, og jeg gider i HVERT fald ikke gå i den samme T-shirt som alle nogleogtyveårige bloglæsende kvinder i byen, nu jeg ligesom har formået at styre udenom de infantile Ganni-print og i øvrigt er 34. Men jeg vil stadig gerne have den. Og jeg har hørt Wu-Tang Clan, siden jeg var 13, hvilket om ikke andet giver mig 21 års whitegirl-anciennitet over dem, der render rundt med to ferskner trykt på brysterne, fordi nogen har sagt, det er fedt. Har jeg besluttet. Så skal jeg bare få mig selv til at give 399,- for en T-shirt.

 

Hilsen fra Frankrig

Ingen, jeg gentager: ingen! Skal snydes for anden del af mine sindsoprivende feriesnapshots. Også selvom vi i mellemtiden er kommet hjem. Det bliver bare lidt lissom det postkort til tante Gitte, som man aldrig fik sendt, mens man var afsted, og derfor måtte poste hjemmefra. Ik’? Godt. Så ruller vi. (Den opmærksomme læser vil i øvrigt bemærke, at filtre ikke er noget, vi bruger. Det skulle nødigt blive for lækkert at se på.)

 

Datter på 5 legede Monet i haven. Mor var meget stolt. På den instagramvenlige måde. Må. Straks. Dokumentere.

 

Og aprospos instagramvenlig, så er her noget af den lækre mad, vi spiste på vej til campingpladsen. Man er vel i Frankrig.

 

Safaritelt – skidehyggeligt. Lidt mindre, dog, når det er 17 grader og regn det meste af ugen…

 

…hvorfor jeg var nødt til at tømme nærmeste supermarked for at holde moralen oppe. Masser af ikkeøkologiske dyr blev i øvrigt skadet under disse optagelser.

 

Der var også solstrejf undervejs. For nu at lyde som en artikel i Hjemmet.

 

Og vi var på Louvre. …Louvre-Lens, that is. Men se bare, hvor interesserede alle er! (Sidste barn har forresten gemt sig bag montren. Man kan lige ane håret.)

 

Mens alle andre delte solbeskinnede Aperolbilleder på de sociale medier (ALLE andre!), var jeg i campingbutikken og købe noget at varme sig på. Bemærk håndleddet. Det er to lag uld, man kan se.

 

Vi slutter ferien, hvor vi startede den: med madpakke. Her á la francais med vagtelæg og baguette au jambon. Man kan næsten høre harmonikaen i baggrunden.

 

Det var vist det. Jeg har også set et slot. Og spist en masse muslinger. Glæder mig til, vi ses igen.

Kærlig hilsen Mie.