Historien om Hamborg-depressionen

Der skete forresten noget sjovt en af de sidste dage i vores køreferie…

“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold…” – i dette tilfælde var vi et sted udenfor Hamborg, da nedturen pludselig ramte mig. Noget stod lysende klart: Vi skulle have købt den ejerlejlighed, vi efter flere overvejelser endte med at sige nej til sidste år, fordi den var for dyr. For nu er der snart gået et år, og ingen økonomiske katastrofer er indtruffet. Vores vaskemaskine er ikke brudt sammen, ingen er blevet fyret, boligejerne er som sædvanlig blevet forgyldt frem for beskattet, og jeg fik ovenikøbet lidt arv fra min morfar, vi kunne holde ferie for. Ergo: vi kunne sagtens have boet i lejligheden, som allerede ville være steget i værdi. Vi ville efter 8 års venten omsider have haft en – godt nok temmelig forgældet – fod i døren på det københavnske boligmarked, deed done, vi skulle ikke længere træffe konstante ikke-beslutninger om vores boligsituation (sommerhus den ene dag, rækkehus den næste), jeg havde ikke behøvet tage angstfyldt stilling til, om jeg kunne overleve i forstæderne kontra bære ansvaret for at nægte min mand og mine børn en have, og ikke mindst ville murstensmillionerne have været fremtidssikret.

Hvis vi altså havde købt den lejlighed, som jeg nu græd ynkelige tårer over ikke at have fået. Der vil næppe komme andre, det vidste vi, da vi sagde nej. Den var ikke for alle, men passede lige præcis til vores behov, vi havde lige præcis råd, det var en enkeltstående chance. Og vi forpassede den. Jeg sad der i en brugt Citroën Picasso på de tyske motorveje og følte mig som den største idiot i verden at sige nej til den forbandede lejlighed. Hvordan, hvordan, hvordan kunne jeg være så stupid? Så frygtstyret? Så fucking overbekymret, når enhver kunne sige sig selv, at her lå en god handel, klar til at blive gjort?

Så jeg lå i fosterstilling de næste 3 dage, det føltes som den ondeste kærestesorg, at jeg nu skulle leve mit liv uden den lejlighed. Hvert eneste pusterum i familielivet brugte jeg på at græde eller stirre tomt ud i luften, og min mand begyndte at blive småbekymret. Jeg huskede historien om min mormor og morfars første hus: på et tidspunkt havde min morfar udtalt, at nu skulle der et mirakel til, hvis de skulle klare næste termin. Og miraklet skete, han fik en forfremmelse og en udstationering, der gjorde at det hele pludselig løb rundt. Jeg ville have den fortælling, jeg ville være dem, der tog chancen og klarede sig igennem. Men den slags sker ikke for mig, fordi jeg ikke tror på mirakler og da slet ikke tør forlade mig på dem.

Alligevel følte jeg mig på en underlig bagvendt måde som den troende mand i vittigheden, hvor vandet kommer, og hans naboer tilbyder ham et lift væk derfra, men han siger: ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, og vandet stiger og stiger, en båd kommer for at redde ham, men han siger ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, redningshelikopteren siger han også nej til, og da han til sin store forbløffelse drukner og ender ved himmeriges porte er han rasende på Gud: ”Her har jeg tilbedt dig og troet på dig, og så vil du ikke engang redde mig fra syndfloden?!” Hvortil Gud svarer: ”Jeg sendte naboerne, en båd og en redningshelikopter, hvad mere ville du egentlig have?”

Du fik bevilget et lån, du ikke havde troet muligt, til en lejlighed, du ikke troede var inden for rækkevidde, og du sagde nej. Hvad mere ville du egentlig have, Mie?

Nå, selvpineriet stod som sagt på i knap 3 dage, så lettede tågen igen (heldigvis var min mand helt med på, at eftersom det som regel er ham, der ryger ud i modløshed, og mig, der disker op med peptalks og løsningsforslag, tilsat lidt kynisk matter-of-factism, var det nu min tur til at ligge i et hul og hans forbandede pligt at trække mig op af det). Det siger sig selv, at der nok også var noget ferie-blues indenover, kombineret med almindelig eksistentiel angst og en helt grundlæggende tvivl om, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Det hele crashede bare lidt for mig. Rundstykke.

Vi kom hjem til os selv, og jeg fik det straks bedre. Solen skinnede, vi havde stadig et par dages ferie tilbage, og jeg kom i tanke om, at jeg faktisk godt kan lide mit hjem. Selvom det er lejet. Jeg kom også i tanke om, at jeg godt kan lide bare en gang imellem at have penge til andet end mad og elektricitet (heriblandt, men ikke udelukkende: børnenes fritidsinteresser, benzin, takeaway, cykellapning, fødselsdagsgaver, koncertbilletter, diverse uforudsete udgifter og den forældretur til Bologna i september, vi lige har booket). Lige så stille blev jeg normal – eller i hvert fald så normal, jeg kan finde ud af at være – og jeg kunne igen mærke alle årsagerne til, at vi sagde nej til den lejlighed. Det er okay. Intet alvorligt er sket, alle er raske, det går nok alt sammen. Og jeg må bare lære at leve med at være en uskøn blanding af mellembemidlet og beslutningssvag.

Sidste weekend blev vi igen overhalet indenom på en andel i nærheden, og jeg kigger lidt på rækkehuse og forsøger ikke at hyperventilere. Alt er tilbage til normalen.

Opstart

Lige i gang igen. Med arbejde og det hele. Selvom man godt kan føle sig lidt feriesnydt med det der vejr, vi alle sammen har snakket ihjel i to måneder. Som min veninde sagde: ”Det er ligesom, når man har sat sin telefon til opladning og så om morgenen opdager, at man har glemt at tænde på kontakten, og tænker ’Eijh for fanden, jeg kan jo ikke klare mig igennem en hel dag på så lidt batteri!’” 

Det er lige præcis sådan, det er. Hej, efterår.

Nå, nok om vejret. Mere om mig.

Jeg har været i Tivoli i weekenden, det var sjovt. Havde lige glemt detaljen med, at det var sidste weekend i skoleferien med dertilhørende køer, men sådan var det. Astronomen var der mindst kø til, så den fik jeg lov at prøve 4 gange – ”Højere op, mor, højere op!”. Radise blev væk på Rasmus Klump-legepladsen fra helvede og jeg måtte mønstre al selvkontrol, jeg nogensinde har været i besiddelse af, for ikke at panikke, da vi ikke havde fundet hende efter de første 10 minutter. Hun havde jo for helvede telefonnummer på armen. Og stod LIGE der LIGE før. Hun fandt os til sidst selv, helt opløst i gråd, fordi hun ikke havde kunnet finde en Tivoli-vagt til at hjælpe sig, ligesom vi havde sagt, hun skulle. På vej hjem spurgte min søn, om jeg havde lagt mærke til, at ingen af dem havde skændtes hele dagen? Våbenhvilen blev brudt allerede tre gader efter, men det var ganske rigtigt rart, så længe det varede.

Mine børn skændes ellers kon-fucking-stant, føles det som. Gerne efterfulgt af slåskamp, når skældsordene slipper op. Selv Radise og Flame, der ellers altid har haft en civiliseret tvillingerelation kørende, river og flår og råber ”dumme-dumme-dumme-du-er-aldrig-mere-min-ven”. Jeg bliver vanvittig. Siger til mig selv, at det er alderen (5, 5 og 8, det er meget normalt, ikke? IKKE?). Prøver at forholde mig rolig, skabe bløde, rummelige rammer, øver mig, øver mig, øver mig. Og hører Aerosmith på vej til arbejde. Altså ikke det der nyere Armageddon-lort. Det fra 80’erne. Og starten af 90’erne. Efter stofferne. Før Ben Affleck.

Ovre hos Sneglcille så jeg, at Gestuz har lavet en Wu-Tang-T-shirt. Den vil jeg gerne have! Indtil jeg kommer i tanke om, at jeg jo ikke skal være den klassiske wannabe-whitegirl, der køber sig til cool by appropriation, og jeg gider i HVERT fald ikke gå i den samme T-shirt som alle nogleogtyveårige bloglæsende kvinder i byen, nu jeg ligesom har formået at styre udenom de infantile Ganni-print og i øvrigt er 34. Men jeg vil stadig gerne have den. Og jeg har hørt Wu-Tang Clan, siden jeg var 13, hvilket om ikke andet giver mig 21 års whitegirl-anciennitet over dem, der render rundt med to ferskner trykt på brysterne, fordi nogen har sagt, det er fedt. Har jeg besluttet. Så skal jeg bare få mig selv til at give 399,- for en T-shirt.

 

Hilsen fra Frankrig

Ingen, jeg gentager: ingen! Skal snydes for anden del af mine sindsoprivende feriesnapshots. Også selvom vi i mellemtiden er kommet hjem. Det bliver bare lidt lissom det postkort til tante Gitte, som man aldrig fik sendt, mens man var afsted, og derfor måtte poste hjemmefra. Ik’? Godt. Så ruller vi. (Den opmærksomme læser vil i øvrigt bemærke, at filtre ikke er noget, vi bruger. Det skulle nødigt blive for lækkert at se på.)

 

Datter på 5 legede Monet i haven. Mor var meget stolt. På den instagramvenlige måde. Må. Straks. Dokumentere.

 

Og aprospos instagramvenlig, så er her noget af den lækre mad, vi spiste på vej til campingpladsen. Man er vel i Frankrig.

 

Safaritelt – skidehyggeligt. Lidt mindre, dog, når det er 17 grader og regn det meste af ugen…

 

…hvorfor jeg var nødt til at tømme nærmeste supermarked for at holde moralen oppe. Masser af ikkeøkologiske dyr blev i øvrigt skadet under disse optagelser.

 

Der var også solstrejf undervejs. For nu at lyde som en artikel i Hjemmet.

 

Og vi var på Louvre. …Louvre-Lens, that is. Men se bare, hvor interesserede alle er! (Sidste barn har forresten gemt sig bag montren. Man kan lige ane håret.)

 

Mens alle andre delte solbeskinnede Aperolbilleder på de sociale medier (ALLE andre!), var jeg i campingbutikken og købe noget at varme sig på. Bemærk håndleddet. Det er to lag uld, man kan se.

 

Vi slutter ferien, hvor vi startede den: med madpakke. Her á la francais med vagtelæg og baguette au jambon. Man kan næsten høre harmonikaen i baggrunden.

 

Det var vist det. Jeg har også set et slot. Og spist en masse muslinger. Glæder mig til, vi ses igen.

Kærlig hilsen Mie.