Opstart

Lige i gang igen. Med arbejde og det hele. Selvom man godt kan føle sig lidt feriesnydt med det der vejr, vi alle sammen har snakket ihjel i to måneder. Som min veninde sagde: ”Det er ligesom, når man har sat sin telefon til opladning og så om morgenen opdager, at man har glemt at tænde på kontakten, og tænker ’Eijh for fanden, jeg kan jo ikke klare mig igennem en hel dag på så lidt batteri!’” 

Det er lige præcis sådan, det er. Hej, efterår.

Nå, nok om vejret. Mere om mig.

Jeg har været i Tivoli i weekenden, det var sjovt. Havde lige glemt detaljen med, at det var sidste weekend i skoleferien med dertilhørende køer, men sådan var det. Astronomen var der mindst kø til, så den fik jeg lov at prøve 4 gange – ”Højere op, mor, højere op!”. Radise blev væk på Rasmus Klump-legepladsen fra helvede og jeg måtte mønstre al selvkontrol, jeg nogensinde har været i besiddelse af, for ikke at panikke, da vi ikke havde fundet hende efter de første 10 minutter. Hun havde jo for helvede telefonnummer på armen. Og stod LIGE der LIGE før. Hun fandt os til sidst selv, helt opløst i gråd, fordi hun ikke havde kunnet finde en Tivoli-vagt til at hjælpe sig, ligesom vi havde sagt, hun skulle. På vej hjem spurgte min søn, om jeg havde lagt mærke til, at ingen af dem havde skændtes hele dagen? Våbenhvilen blev brudt allerede tre gader efter, men det var ganske rigtigt rart, så længe det varede.

Mine børn skændes ellers kon-fucking-stant, føles det som. Gerne efterfulgt af slåskamp, når skældsordene slipper op. Selv Radise og Flame, der ellers altid har haft en civiliseret tvillingerelation kørende, river og flår og råber ”dumme-dumme-dumme-du-er-aldrig-mere-min-ven”. Jeg bliver vanvittig. Siger til mig selv, at det er alderen (5, 5 og 8, det er meget normalt, ikke? IKKE?). Prøver at forholde mig rolig, skabe bløde, rummelige rammer, øver mig, øver mig, øver mig. Og hører Aerosmith på vej til arbejde. Altså ikke det der nyere Armageddon-lort. Det fra 80’erne. Og starten af 90’erne. Efter stofferne. Før Ben Affleck.

Ovre hos Sneglcille så jeg, at Gestuz har lavet en Wu-Tang-T-shirt. Den vil jeg gerne have! Indtil jeg kommer i tanke om, at jeg jo ikke skal være den klassiske wannabe-whitegirl, der køber sig til cool by appropriation, og jeg gider i HVERT fald ikke gå i den samme T-shirt som alle nogleogtyveårige bloglæsende kvinder i byen, nu jeg ligesom har formået at styre udenom de infantile Ganni-print og i øvrigt er 34. Men jeg vil stadig gerne have den. Og jeg har hørt Wu-Tang Clan, siden jeg var 13, hvilket om ikke andet giver mig 21 års whitegirl-anciennitet over dem, der render rundt med to ferskner trykt på brysterne, fordi nogen har sagt, det er fedt. Har jeg besluttet. Så skal jeg bare få mig selv til at give 399,- for en T-shirt.

 

Reklamer

3 thoughts on “Opstart

  1. Har du ikke været 34 virkelig længe? Føler, at du var det, da jeg mødte dig første gang. Men har også jo været til fødselsdag senere … Nå, tag dette som en undskyldning: jeg aner ikke, hvad du fyldte og fylder og er, men festen var fantastisk!

    • Sig mig, hvad antyder du?… 😏
      Måtte lige tælle efter et øjeblik, men den er god nok: Jeg er født i 1983 og er dermed 34. Lidt tid endnu.

      • Jeg tror dig. Sandsynligheden for, at nogen siger deres alder første gang, jeg møder dem, hvorefter jeg glemmer det for evigt, er stor.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s