…er vi omsider hoppet på Game of Thrones herhjemme. Ved egentlig ikke, hvorfor det tog så lang tid, eftersom jeg alle dage har været en sucker for Sværd-og-Sandal-filmens moderne aftager, Hor-og-Mord-serien. (Var sikkert også den eneste, der begræd, at Rome stoppede efter 2 sæsoner – nogen, der kan huske den? Fra dengang, man så serier i TV?) Under alle omstændigheder er vi allerede på første pause, da streamingtjenesters svar på crack har det med at stjæle nattesøvn fra svage sjæle. Så nu ser vi lidt True Detective 2 i stedet. Som vi ellers holdt os fra, fordi alle sagde, at den var SÅ meget ringere end 1’eren, men når man i mellemtiden har fået tid til at gå med Blacklist og How to get away with Murder, spicet op med lidt Barnaby og Foyle (jaja, vi har en indvendig gennemsnitsalder på cirka 80), så står den sgu egentlig ret skarpt. Tip hermed givet videre: se en masse crap først.
…synes jeg godt, vi i stedet for ’Systemet Politiken’ kunne snakke lidt mere om ’Systemet Berlingske’. Den avis består jo for helvede snart ikke af andet end beretninger fra erhvervslivet og højreorienterede svins klummeskribenters rasen mod islams indtog, moderne forældres blødsødenhed og alt det ind i mellem. Læg dertil en altovervældende humorforladthed samt verdensfjerne livsstilstillæg med liebhaverboligannoncer i 10 mio.-klassen, smarte sengeborde til en spotpris svarende til Burundis samlede bruttonationalprodukt og prætentiøse madopskrifter, hvor den allestedsnærværende Søren Frank med sædvanlig schwung i håret rådgiver om ’vinen til’, og man begynder at forstå, hvad der er i vejen med verden – og ikke mindst hvordan Lars Løkke kan tro, at 2000 kr. er en ganske almindelig pris for et par sko.
…måtte jeg i går tage til tandlægen på grund af voldsom smerte omkring en visdomstand. Diagnose: ret så betændt tandkød. Og kuren? En grundig skylning og 3 x injektion med brintoverilte direkte ned i samme ret så betændte tandkød. Ja, der stod injektion. Med kanyler. Det var cirka ligeså festligt, som det lyder, og jeg endte med at gå tidligt hjem fra arbejde, fordi behandlingen viste sig mere smertefuld end sygdommen. Eneste optur var efterfølgende selvmedicinering med min og mandens gamle guilty pleasure: en bøtte Ben & Jerry’s til deling. Jeg måtte jo lissom kun spise kolde og bløde ting.
…fik vi ved samme lejlighed genoplivet regler og traditioner for Ben & Jerry’s-indtag: Vi køber det altid i 7eleven, når jeg vi har bestemt, at det skal vi da ha’. Ikke noget med at jagte supermarkedstilbud og fylde fryseren, det skal være en sjælden treat, hvor der ikke skeles til pris. Derfor købes der også kun en bøtte, som fortæres umiddelbart efter, måske over 2 omgange, men helst til kvalmegrænsen er nået. Chunky Monkey og Cherry Garcia er altid trumf, hvis de forefindes (det gør de desværre sjældent). Næste på ranglisten er Caramel Chew Chew og – blev vi enige om i går – Peanut Butter Cup. Ellers kan Phish Food også slæbe an. (Jeg kan egentlig godt lide dem med kagedej, men det koncept afskyr manden, så de figurerer ikke på listen). Og så må isen under ingen omstændigheder serveres i skål, den skal spises med ske direkte af bøtten. Helst foran fjernsynet.
…er det fredag, sguda. Og solen skinner. Og jeg har lovet ungerne sushi og mig selv champagne i aften. Så god fredag! Vær lidt glad! Brug nogle penge! Nej, jeg mente det ikke, lad for helvede være med det. Men sørg nu for at læse en masse bøger og artikler, når det regner i weekenden, gerne nogle, der forholder sig stærkt kritisk til det moderne forbrugssamfund, individfokuserede løsninger på strukturelle problemer og lalle-positiv framing som svaret på alt. Eller bare læs Mogens Klitgaards Der sidder en mand i en sporvogn. Den er god.