Held II

Nåmen, heldet bliver tilsyneladende ved med at jagte mig. Er stadig for neurotisk til at sælge skindet før tid, men det ser ud til at løsningen på års boligfrustrationer pludselig vinker forude, og forleden fandt jeg mappen med de billeder fra sommeren 2010, jeg troede tabt for tid og evighed, men som viste sig at ligge på en bærbar, vi ikke bruger mere. Much rejoicing.

Så hvad er det naturlige næste skridt, når man sådan er forfulgt af held?

Naturligvis at købe en cykelhjelm, fordi enhver kan sige sig selv, at det snart slipper op.

(Og så må I i øvrigt også godt krydse fingre for, at vi når frem og tilbage til Bologna i ét stykke her i weekenden. Jeg bliver jo fandeme helt paranoid, når det hele går så godt – OG jeg samtidig skal ned og spise min egen vægt i pasta.)

Reklamer

Held

Tingene flasker sig for tiden. Det gør de faktisk. Sådan lidt i det store og mest i det små.

Og jeg skriver dette velvidende, at jeg hermed har vold-jinxet min tilværelse, øget sandsynligheden for, at alt ramler i morgen, og ved samme lejlighed vil kunne pege på mig selv som den hovedansvarlige. Sådan fungerer jeg nemlig, jeg er overtroisk og i mit eget hoved primært uheldig. Jeg sagde det til min mor, dengang jeg var jobsøgende: ”Det er også, fordi jeg er uheldig. Er der et job, er det en af de andre, der får det, det bliver ikke mig, det ved jeg. Nogle mennesker er bare heldige, det er jeg ikke. Jeg har været heldig med mit helbred og min familie, og det er jeg glad for, men det er så det. Jeg regner ikke med at have heldet med mig på nogen andre områder.” Min mor kiggede på mig, som om jeg var sindsforvirret, og fortalte mig, at det var det mest åndssvage vrøvl, hun nogensinde havde hørt.

Men jeg mente det. Jeg sætter pris på de ting, jeg har, og jeg er også bevidst om, at man ikke skal gå og kalde sig selv uheldig, når der findes folk, der slås med sygdom, barnløshed, konkurs og dødsfald. Jeg mener bare, at jeg som udgangspunkt ikke regner med, at ting lykkes for mig. Jeg regner fx ikke rigtig med nogensinde at få et drømmejob eller en drømmebolig. Eller begge. Dengang jeg var til en jobsamtale, samtidig med at der var en andelslejlighed til salg, som vi ville have råd til, hvis bare jeg fik et job, tillod jeg mig at håbe, men jeg vidste godt, at det under ingen omstændigheder ville ske. Jeg var helt afklaret med, at jeg ikke var typen, der fik et job, lige når jeg havde allermest brug for det. Det ville være for heldigt. Og jaja, man skaber sit eget held og alt det pis – nogle er bare bedre til den slags end andre. Jeg har sagt det før, jeg tror ikke på mirakler, og jeg tror sjældent på, at tingene nok skal gå. Jeg frygter det værste, for det er det nemmeste, når man er neurotisk.

Men lige nu flasker det sig omkring mig i en fin, grøn farve. Både i stort og småt. Min allerbedste eks-kollega, der sidste år blev fyret, skrev i sidste uge, at hun har fået et job – et rigtig godt et. Min bror har fundet en sød kæreste, der er helt rigtig for ham. Børnene er nemme at glæde. Her til morgen løste et problem med Sønnekes fritidsaktiviteter sig på eleganteste vis, og min kalender er fyldt med gode aftaler. Tingene kører, karmaen er god, og jeg er splittet imellem at købe en lottokupon og forberede mig på den nedtur, der uvægerligt må lure om hjørnet.

Måske er det bare, fordi jeg har det godt. Måske er jeg åben for muligheder, som selvhjælpsbøgerne siger, måske formår jeg ubevidst at fokusere på alt det positive. Men det føles faktisk som held. Og jeg sender også gerne noget i retning af jer andre, der måske har mere brug for det end mig: *vifter med hænderne ud mod verdenshjørnerne*.

Så længe det varer… Ing’?

 

Siden sidst:

Har jeg været til firmajubilæum og må med en grov omskrivning af et Bumle-citat erklære: ”Jeg vil bare lige sige een ting: Hold jer fra Papirøens cocktails, for de er STÆRKE!!!” (Man må selv forestille sig Lars Hjortshøj-udtalen). Jeg plejer ellers at kunne tage godt fra på alkofronten, men efter to dessert-drinks var jeg pludselig komplet blæst, og mit efterfølgende rendez-vous med to veninder står i en pinlig, pinlig tåge.

Har jeg lidt den tort at skulle til min fætters bryllup i Aalborg dagen efter cocktailmassakren. Med afgang kl. 8.45. Følte mig rimelig frisk, da jeg stod op – efter halvanden times kørsel, not so much. Da vi omsider holdt stille i køen til færgen, åbnede jeg resolut bildøren og brækkede min morgenmad op på asfalten. Bare hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilken classy broad jeg er.

Har jeg apropos Biler besluttet at tage børnos med ind og se 3’eren en af de nærmeste dage. Manden er på den årlige lejrskole, hvilket jo betyder, at kapløbet om prisen som Årets Yndlingsforælder er skudt i gang; jeg ser hans sushi-indkøb under mit fravær i weekenden og hæver omgående med en biograftur. At tømme budgetkontoen inden d. 10. i måneden er tilsyneladende en af underdisciplinerne.

Har hvid kaffe været en sveske og anbefalet mig, hvilket har givet et ordentlig ryk i min følgerskare. Jeg har ikke lige fået svaret på kommentarer eller budt ordentlig velkommen, fordi jeg har haft travlt med at kaste op og være til bryllup, men altså: Velkommen til! – *vinker begejstret* – Jeg håber ikke, jeg bliver for stor en skuffelse for jer.

Har jeg som en ægte blogger oplevet noget meget spændende, jeg ikke kan fortælle om endnu – *koket fnisen* – men snart. Jeg er forresten ikke gravid, og jeg har ikke landet nogen former for kontrakter. Jeg er heller ikke på vej ind i et åndssvagt spændende samarbejde med nogen, og faktisk har begivenheden overhovedet ingen relevans for andre end mig selv. Synes bare lige, I skulle vide det.

Har denne formiddag budt på op til flere kollega-historier fra i fredags, inkluderende bl.a. opkast, cykelstyrt, black-out og undskyldnings-sms’er. Åbenbart var det lige efter middagen gået op for nogle, at der var masser af penge tilbage på aftenens konto, og sådan noget kan vi som afdeling åbenlyst ikke håndtere. Vil derfor gerne gentage den tidligere Bumle-advarsel og tilføje et “Tak, spids!