I øvrigt…

…er jeg faktisk, efter sidste indlæg, stadig lidt vred. På bloggere, på firmaer, på falsk markedsføring og på samfundet generelt. Faktisk mest på bloggere. Winter is coming.

…burde jeg virkelig lade være med at læse blogs, der har æstetisk forbrug som højeste mål. Jeg er sådan nogenlunde god til ikke at købe lort, jeg ikke har brug for, men tanker er jo gratis… Eksempel: Mig, sidste år: ”Hvorfor fanden skal alle stuer nu til at ligne noget fra Dallas? Hvorfor ville nogen overhovedet overveje at lukke pastelfarvet velour ind i deres hjem?” Mig, nu: ”Jeg burde simpelthen eje en rosa puf. Og noget forgyldt med glasplader.” Går også hele tiden og har lyst til flere croissanter, end jeg nogensinde ville kunne spise og lider under den vrangforestilling, at jeg på nuværende tidspunkt for længst skulle have købt et par lyserøde sneakers – undskyld, klikket hjem – og booket i hvert fald et par rejser til det kommende år. Den dag, revolutionen kommer og redder os fra overforbrugets bærme, kan jeg passende få klippet håret af som den materialismens fattige feltmadras, jeg er. Trænger alligevel til ny frisure. TRÆNGER, siger jeg jo.

…fik jeg i mandags en mailinvitation med ordlyden: ”Kom til gravøl for prins Henrik med Weekendavisen”… Yessir. Et uhøjtideligt arrangement” på Café Europa (af alle 80’er-steder), hvor man for den rimelige pris af 250,- kunne overvære bl.a. Kjeld Hillingsø, Lars Bukdahl(?!?!!) og Søren Pind tale om ”prinsens liv og lidenskaber efterfulgt af en servering Lapin au Vin “efter prins Henriks egen opskrift”… Mit hoved var ved at flække af kognitiv dissonans over, hvordan fanden onkel Weekendavis på den ene side kunne være så plat-royal på den morbide måde, men på den anden side vel for helvede ikke kunne mene det ironisk? Så tak for den, Krasnik. Det er selvfølgelig et frisk pust i forhold til Læsernes Vinklub, men det øjeblik, der begynder at komme indbydelser til royalt babyshower på Café Dan Turèll med Frederik Stjernfelt som ordstyrer, opsiger jeg altså abonnementet.

…har jeg udviklet en bizar afhængighed. Som så mange andre misbrug startede det hele en aften, jeg arbejdede sent, var træt og sulten og ikke rigtig præsterede… Gik i den lokale Netto efter noget mad, købte en kugle bøffelmozzarella til at komme ovenpå min salat, det gentog sig et par gange og bang! Pludselig er mozzarella blevet en besættelse – er jeg det mindste sukkerkold og/eller tømmermændsramt, kan jeg nærmest ikke tænke på andet. Når man køber sådan en kugle med under de almindelige indkøb og i ramme alvor overvejer at finde et diskret hjørne uden for butikken til at flå plasticindpakningen op, hælde lagen ud og fortære 125 g ost på stedet, fremfor liiige at vente de 10-15 minutter det vil tage at cykle hjem, har man altså et problem. LCHF-venligt eller ej. (Og nej. Jeg er ikke gravid. Sådan er jeg bare med mad.)

…nåede jeg at spise skuffende få fastelavnsboller, men er det ikke stadig sæson? Selvom den slags næppe går så godt i spænd med mozzarella-misbruget, hvis jeg vil kunne passe noget af mit tøj i 2018.

..lavede jeg nedenstående billede til førstnævnte, sidste indlæg, men al vreden og forargelsen levnede ikke rigtig plads til at runde af med platte LEGO-jokes, følte jeg… På den anden side skulle det jo nødig dø i glemslen, nu jeg ligesom HAR brugt 2 minutter på at rydde et hjørne af mit skrivebord og opstille to plasticfigurer i kommunikerende positur.

 

Okay, Biker-Jens forklædt som overdimensioneret grøntsag, så du siger simpelthen, at majs kan kurere alt fra depression til halsbetændelse?! OG du har alletiders tilbud til mig?!”

Reklamer

Modblogging: Er der en kritisk influencer til stede?

For nylig var Karoline træt af bloggere, der glemmer at markere reklameindlæg på passende vis. Det kan jeg sådan set godt forstå, hun var. Men kan vi lige benytte lejligheden til at snakke om noget, jeg er træt af? Migmigmigmig og mine blogidiosynkrasier, I ved…

Så vidt jeg kunne forstå, var det omtalte indlæg nemlig noget med kosttilskud, og straks poppede en hengemt forargelse op i mit indre: Har set flere bloggere reklamere for Zentabox – som går ud på, at du betaler et abonnement på i omegnen af halvanden hundrede kroner om måneden og så til gengæld får tilsendt et kosttilskud, der er skræddersyet til dine behov… *eyeball-smiley*

Yesyes, mucho videnskabeligt, such science. Hvis der er nogen humanbiologer eller farmaceuter blandt læserne, er de hjertens velkomne til at modsige mig, men al anerkendt videnskab har, så længe jeg kan huske, forsøgt at få folk til at fatte, at hvis man ellers er et sundt og rask menneske, så er vitaminpiller og kosttilskud overflødige, og det giver langt mere mening at få alle de her spændende sager gennem maden. I det perspektiv er et koncept som Zentabox i bedste fald spild af penge, i lidt grimmere termer optrækkeri og kvaksalveri i samlet pakke leveret en gang om måneden.

Hvilket bringer mig videre til sagens kerne: Bloggere, der ukritisk reklamerer for lort, de samtidig ikke behøver stå til ansvar for, og hvor hamrende uetisk det egentlig er.

Er man et firma, der producerer, tjah, lad os sige kosttilskud, så må man jo ikke bare gå ud og sige til de sagesløse forbrugere, at det her shit kan kurere alt fra skaldethed til kræft. Men sender man sit produkt til en blogger, så kan hun udbrede sig om, hvor meget, hun føler, at det her produkt har hjulpet hende, og hvor dejligt det føles at gøre noget for sig selv i en travl bloggertilværelse. Vupti, bingo, positiv effekt solgt, og ingen har overtrådt nogen regler. Bortset fra mine regler, that is.

Flere kommentarer forholdt sig kritisk til hele kosttilskud-konceptet ovre hos Emiliblog, dengang hun var med på Zenta-galejen, og modsvaret var, ganske som forventet, noget udenomssnak om velvære (hvortil jeg spurgte, om man så ikke lige så godt kunne købe nogle billige vitaminpiller i supermarkedet?). Ingen stillingtagen i forhold til, om man rent faktisk sælger folk varm luft i abonnementskasser.

Samme historie for et par år siden, da Krifa havde salgsfremstød i blogland. Bloggere reklamerede for stress-test på Krifas hjemmeside, og enkelte steder rejste der sig kritiske røster vedrørende gule fagforeninger: om man overhovedet burde reklamere for dem, især ift. afhjælpning af stress, idet de jo faktisk ikke kan hjælpe med grundlæggende strukturer på arbejdspladsen, fordi de ikke kører med overenskomster og tillidsrepræsentanter, men ligefrem er med til at undergrave de andre fagforeningers arbejde. Respons: Blablabla, det ved jeg ikke noget om, jeg er jo bare blogger, stress er dumt, tag en test. Jesus! (Edit: Livet imiterer blogging. Netop som jeg skulle til at udgive det her, buldrede Krifa-debatten frem igen hos RockPaperDresses – med masser af skarpe observationer i kommentarfeltet!)

Det her er muligvis behandlet andetsteds, jeg har ikke fået memoet. Men er der ikke et hul i markedsføringsloven, når man på den ene side (og for en fed hyre) kan reklamere stolpe op og ned for diverse firmaer og/eller produkter – men samtidig ikke skal stå juridisk eller moralsk på mål for det, man reklamerer for?

For min del finder jeg det i hvert fald temmelig klamt, når professionelle bloggere mere eller mindre bevidst lukker øjnene, hæver checken – og derefter nægter at tage nogen form for politisk eller principiel stilling, til trods for den privilegerede magtposition de indtager og influenzaer løs fra. Klamt og urovækkende, faktisk. Fordi man lige dér har sådan cirka alt, hvad der er i vejen med verden i dag. Ovenikøbet rammet ind i pasteller og solgt med selfies og en lækker font.

Husk rabatkoden, ik?

Efterregninger

Penge retur fra banken, da tinglysning af ny lejlighed blev færdiggjort i starten af februar: 11.200 kr
Regning til mekaniker halvanden uge senere for at bringe familiens trofaste ven, Delphine (ja, det hedder hun altså), up to speed: 19.500 kr

Det kan tilføjes, at beløbet svarer til 2/3 af bilens samlede købssum – min bedre halvdel noterede sig, at det i længden nok godt kunne være en økonomisk glidebane at menneskeliggøre sine mekaniske ejendele. Fx at navngive en 14 år gammel, brugt Citroën… Jeg havde naturligvis allerede i ånden brugt tinglysningspengene på den ferie, vi ellers ikke har råd til, men endte i stedet med at vride hænder og budgetter en ekstra gang. Ingen ferie. So be it. (Nu har vi ellers lige en køreklar bil.)

På forhånd dumpede vintereksamener pga. manglende undervisningsdeltagelse pga. istandsættende lejlighedsdeltagelse: 2
Aktivt dumpede vintereksamener pga. ovennævnte: 1
Samlede antal reeksamener i denne uge: 3

Og i dag lykkedes det mig så omsider at få kontakt med min underviser, som kunne fortælle mig, at jeg var endog meget langt fra at bestå første gang, og at jeg næppe består reeksamen, medmindre jeg tager kurset igen. Hvilket efterlader mig med 1 styks komplet spildt eksamensforsøg i morgen (og neeej, man kan NATURLIGVIS ikke afmelde nu, den mulighed stoppede for 2 uger siden – lææænge inden, jeg fik at vide, jeg næppe ville bestå alligevel) samt 2 eksamener de følgende dage, som jeg måske/måske ikke består. Mine penge er nok mest på det sidste.

Hvilket til allersidst efterlader mig med 1 styks opsparet 35-års krise, fordi jeg lige pludselig ikke kan komme i tanke om, hvorfor fanden jeg egentlig skal bruge min energi på at tage de eksamener, når jeg i virkeligheden burde finde ud af, hvad jeg skal med mit liv. Jeg startede på den her tillægsuddannelse, da jeg var nyuddannet, på barsel og trængte til noget mere at lave end at passe miniskinker. De samme miniskinker bliver 6 år til juni og starter i skole, og det er en temmelig smertelig påmindelse om, at jeg bare bliver ældre og ældre og kommer ingen vegne. Ikke engang den fucking uddannelse har jeg formået at færdiggøre.

Og nu sidder jeg sent på arbejde, inden jeg skal til undervisning, og skriver blogindlæg og har mest af alt lyst til at stille mig ned på parkeringspladsen med armene i vejret og skrige, om der ikke for helvede er nogen, der vil fortælle mig, hvad jeg skal? …Og så selvfølgelig noget om de små børn i Afrika og de arbejdsløse og de barnløse og de forældreløse og dem med dårligt helbred. Tusind disclaimer-skud ud til alle dem, der har det megetmeget værre og uendeligt større problemer end mig.

Men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal.

Bonne nuit, doux prince

“Nu er jeg ikke royalist, men…” sagde bloggeren, der så nødig ville være en del af Folkestemningen for Prins Henriks Fremme. Men altså, mens DR har travlt med at dedikere sendefladen til enhver, der nogensinde har passeret Prinsen på gaden, og jeg alligevel sidder i et tog på vej over Fyn… Så skal I da ikke snydes for min tilbagevendende royale kantine-rant, her på denne sorgens dag.

Det er nemlig sådan, at de royale egentlig rager mig, men rendyrket royalisme, derimod, får mig altid op i det røde felt. Så hver gang nogle af mine kvindelige kollegaer sidder henover frokosten og bliver enige om, hvor skøøøn Mary er, hvor øøøndige hendes børn er, og hvor sympaaatisk Frederik virker, gerne efterfulgt af bred enighed om, hvor lidt de bryder sig om Henrik, plejer jeg at eksplodere noget i retning af:

“Vorherrebevarestilhest! Jeg brækker mig fandeme over kronprinsefamiliens klamme forsøg på at spille normale mennesker, ‘de sender børnene i almindelig folkeskole’ – give me a fucking break, som om der var nogetsomhelst almindeligt over en overpriviligeret Gentofteskole! Fandeme nej, om jeg gider betale kassen for, at de kører rundt i Nihola med deres runde hoveder og lader som om, de er ligesom mig! Næh, må jeg bede om Prins Henrik!! Han er kraftedeme det eneste ærlige menneske i kongehuset, skaber sig som en ægte solkonge, går klædt som en sydamerikansk militærdiktator og vælter sig i rødvin og overklasseløjer! Dét cirkus, vil jeg fandme gerne betale for, den slags konsistent livsførelse kan jeg i det mindste respektere – om ikke andet, så er det den form for royal opførsel, der måske omsider kan få folket til at fatte høtyvene og marchere mod Amalienborg. Frederik og det gode skib Mary kan stikke deres stadionkoncerter og deres såkaldt normale liv på 1. klasse skråt op, jeg vil have kongelige, der skriver digte og går med halsklud, skyder sagesløse dyr og siger tåbelige ting om børneopdragelse – med tyk, fransk accent!”

Hvil i fred, Henri. Fred og foie gras.

Og tænk sig, selv er jeg ikke blevet et år ældre i mellemtiden

9 år bliver Sønneke i dag, og hvert år er også lidt en fejring af aldrig at skulle igennem sådan en fødsel igen. Jeg har købt bøf og bearnaise på bestilling, cola og stenbiderrogn som overraskelse, og yndlingsmoster er inviteret til middag. Halvvejs mod min vilje fik han sin fars gamle iPhone i gave, men han blev så glad og taknemlig, at al modviljen forduftede, og lige nu overvejer jeg at skrive ham hans første SMS og spørge, om vi skal tage på cafe i eftermiddag.

Snart er han færdig med SFO, næste år er det 4. klasse, så de nye idrætssko, han også fik (og som er størrelse effin’ 36) har snørebånd. Det er ved at være på tide.

 

Weekenden baglæns

I går holdt vi 9-års fødselsdag på forskud, og sjældent er det lykkedes mig at spolere en kage så grundigt. I en hidtil uset stime af ingrediensdestruktion fik jeg først skilt moussefyldet i fedt, gryn og atomer og dernæst den hvide chokolade i ditto (hvid chokolade ER bare en lille biatch, ved ikke, hvornår jeg lærer det). Mand + blender reddede hindbærmousse + humør (jeg kan godt være sådan en lidt… følelsesladet type, når ting mislykkes i et køkken), og den underlige smøropløsning formerly known as chokolade røg ud til højre, så Dødsstjernen endte med en atypisk bund af mørk chokolade i stedet (komplet med fejlfarvet glasur ovenpå – var tilsyneladende ustoppelig). Til gengæld fik Sønberg både en robot, en Tivoli-tur og min søsters gamle computer i gave, så han var pænt oppe at ringe – og pænt ligeglad med Lord Vaders mystiske farveskala. Der var Wii, der var hygge, der var skilsmisse-bedsteforældre uden akavet stemning, og der var luksus-biks med det hele til aften, så det var alt i alt en god dag.

Lørdag gjorde vi sådan, da vi vaskede vort tøj og støvsugede vort gulv, og det er aldrig sindssygt sjovt, men vi har i det mindste nye regler om mindre skærmtid og mindst ét brætspil i løbet af dagen, motivationen til at rydde op på sit værelse er altid højere, når der kommer gæster næste dag, og Den Korte Weekendavis på podcast kan redde det meste. Tilsyneladende har Kirsten Birgit efterladt sig nogle eksorbitante frokostregninger (“…der er købt Remy Martin-cognac for over 2.000 kr!?!!”), men nægter at udtale sig til programchef Mads Brügger om enkeltsager, og jeg dør lidt af grin, mens jeg er på forkant med fest-bageriet – lidet anende, hvilke kagetrængsler der skal ramme mig dagen efter.

Fredag lagde hårdt ud med det moderne arbejdslivs svar på en rodbehandling: Medarbejder-workshop. Hader. Haderhaderhaderhader. Især da vi nåede til den klassiske HR-non-opgave ‘nedfæld på post-its nogle ord, der er essentielle for din trivsel’, hvilket selvfølgelig straks gav mig en ustyrlig trang til at skrive ‘direktørløn’ og ’nekrofili’. Meeen lidt pli har man jo, og gode kollegaer heldigvis også, så som en ægte aristotelisk komedie startede det ondt og endte godt, og så var det jo fredag… mmmmhhh… fredag.

Klip til nutid, mandag, hvor jeg er ved godt mod, selvom de tilsyneladende har lukket for varmen på mit arbejde (hvilken naturlig ting at gøre på årets koldeste dag). Solen skinner, farmor henter børn, og jeg har Erindring om kærligheden i tasken til busturen hjem. It’s all good.

 

Atter en workshop på arbejdspladsen. Atter en glad dag.

 

Basal børnelærdom: endnu en ting, jeg kan nå at fucke op som forælder.

Efter at det med børn gik fra ’Ren overlevelse’ til ’Almindeligt udfordrende familieliv’, gik det op for mig, at der jo for fanden er nogle ting, børn skal kunne. Som de ikke lærer af sig selv. Som det åbenbart forventes af mig (og med-forælder) at tage hånd om. Og fordi hænderne måske engang har haft lidt travlt med babymos, bleskift og trodsalder-flitsbuer, er nogle af de ting muligvis skredet i svinget. De der ting, man ifølge egen hukommelse bare lærte som barn, men som der selvsagt er nogle voksne, der på et tidspunkt har taget ansvar for.

Som at binde snørebånd. Det har jeg fx endnu ikke fået videregivet. Alle sko kommer jo efterhånden med velcro og elastikker, og for nylig gik det op for mig, at min snart 9-årige søn vist ikke ved, hvordan man binder en sløjfe. #usleravnemor.

Cykle selv, det skal man også helst kunne. Men eftersom børn her på Nørrebro kører i Christianiacykel og ellers bor i gå-afstand til det meste, er det at transportere sig selv rundt på 2 hjul i trafikken, i modsætning til borddækning og selvhjulpne toiletbesøg, ikke en opdragelsessituation, der dagligt tigger om at blive løst. Og dermed må dovne og ustrukturerede forældretyper som mig man selv være obs på at indøve den slags. (Bare rolig, alle mine børn lærte at cykle, omkring 4-års alderen, men det er for nylig gået op for mig, at man nok bør træne noget mere trafik med især den ældste, når det nu er så sjældent, han cykler på gader og veje).

Og sidst, men ikke mindst: svømme. Det SKAL man jo for fanden kunne. Men bortset fra et enkelt turbo-kursus i privat regi, som jeg i et anfald af larmende skyldfølelse fik Sønneke sendt afsted til sidste år, så har ingen af mine børn gået til svømning. Vi er bare aldrig rigtig kommet ind i det regi, måske også fordi #usleravnemoren mildest talt ikke er nogen vandhund.

Babysvømning med Sønneke orkede jeg ikke, og med tvillinger var det ikke rigtig en mulighed. Ingen af os så meget som overvejede at tage i svømmehal med en voksen-børn-ratio på 2:3, da ungerne var små (det er stadig en småstressende oplevelse, kan jeg afsløre), og svømmeundervisning for et eller flere børn på skiftende tidspunkter virkede også som for meget af et projekt før i tiden (kunne fx ikke lige overskue at stå med tvillingeklapvogn og hjælpe en 5-årig i omklædningsrummet). Vi går i svømmehallen med børnene nu, og de har elsket poolen, når vi har været på camping, men svømme, det kan de ikke – lad så skammen fylde mig herfra og til næste torsdag.

Men nu skal det være slut. I erkendelse af, at der nok aldrig kommer en voksen og tager ansvar, kastede jeg mig forleden ud i det mareridt, der er Københavns kommunale svømmelister (der går legender om forældre, som med 3 log-ins faktisk har været heldige at få en rigtig plads på indskrivningsdagen, og ikke bare en ventelisteplads…), og det lykkedes mig guddødeme, her halvvejs gennem sæsonen, at finde 3 ledige pladser på samme adresse inden for hovedstadsområdet, på et tidspunkt, der lå efter arbejde og inden puttetid, og på niveauer, der nogenlunde passer. Så det er planen fra nu af.

Og så krydser vi lige fingre for, at det går fint, ik’? Det gør det sikkert. De er allerede langt mere begejstrede for vand, end jeg nogensinde har været, og jeg har lovet pizza bagefter. Så mangler vi bare snørebåndene.