Åndenød

I sidste uge kunne jeg ikke få vejret. Jeg sagde til mig selv, at det var noget psykisk, at det ikke skete rigtigt, men jeg kunne ikke standse krampen i mellemgulvet, der blev en hård kugle mellem ribbenene og pressede og pressede og gjorde ondt, mens jeg hev og hev og hev efter vejret og sagde til mig selv, at det bare var psykisk, at det ikke var rigtigt. Bagefter kom opkastfornemmelserne og jeg stod foroverbøjet på fortovet og hostede og harkede, mens en dame kørte forbi på Christianiacykel.

Jeg spørger mig selv, hvad et arbejdsliv er værd (en fast løn, der kan brødføde en familie på fem, jeg ved det jo godt), hvorfor jeg ikke er mere sammen med mine børn, tænker på, hvor dejligt det ville være at ligge med en bog i min hængekøje i kolonihaven. Vil bare gerne mere ud, vil gerne være ude i mit lille hus og være sammen med min familie og bare være. Men det vil alle jo, bare have fri og bare være.

I dag gør det ondt i min kæbe og mit hoved, jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal spænde, men det hjælper ikke, det bliver bare ved. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke er stresset, det er jeg virkelig ikke. Mine børn er i skolealderen, mit arbejde presser mig ikke. Jeg går ikke til tusind ting, jeg er for længst holdt op med at være den, der tager kage med, og jeg er ikke stresset. Jeg er ikke stresset. Og nu kan jeg igen ikke få vejret.

Jeg vil bare gerne lidt mere ud, Torkild.

 

Reklamer

Plasteret – en fortælling om menneskelig dårskab

Søndag aften, det er ved at være puttetid, datter på 5 har revet sin finger og beder om at få plaster på.

Mig: “Skal jeg hjælpe dig med at sætte det på?”

Datter (kæmper med stigende desperation med det genstridige plaster): “Nej, jeg kan godt selv.”

Mig: “Det ved jeg, du kan, jeg spørger kun, fordi jeg selv synes, det kan være svært at sætte plaster på min egen finger?”

Datter: “Jeg vil godt selv!”

Jeg lader hende kæmpe videre i fred, og 2 minutter senere viser hun glad sin beplastrede finger frem: “Se! jeg kunne godt selv!”

Jeg roser hende for indsatsen, og hun marcherer ti fod høj og selvlysende af stolthed ind til de andre i børneværelset: “Se, far! Jeg kom helt selv plaster på!”

Yderligere anerkendelse fra far, triumfen vil ingen ende tage. Plasterfingeren vises til de behørigt imponerede søskende, og hun er uendelig nuttet i al sin selvbevidste vellykkethed. Der er så meget sejrsstemning i rummet, at tvillingesøsteren hurtigt føler sig nødsaget til at byde ind med anekdoter om alle de gange, HUN har fejret lignende successer. Og så pludselig, under det almindelige puttekaos, står forbindingsmesteren helt lille og stille i et hjørne.

Mig: “Er der noget galt, skat? Hvad sker der?”

Datter (med al den skuffelse, verden kan rumme): “Jeg har sat plasteret på den forkerte finger…”

Kald mig bare Camilla Klump

Og solen kom, og alle så, at det var godt, og familien Hakkebøf kunne omsider komme på græs i den nye kolonihave i søndags.

Og jeg havde skruet mine forventninger godt og grundigt ned efter den ene weekend i oktobervejr med kedende, slåssende børn, der var mit hidtidige erfaringsgrundlag for kolonihavelivet. Men nu skinnede solen jo! Og alle vennerne var ude (indtil videre er vi gudhjælpeme 4 familier fra samme institution på Nørrebro), og ungerne ikke til at drive hjem, da sti-visitterne først rigtig gik i gang.

Og forældrene gik i haven (mest manden) og stressede lidt over det der gulv, der skal lægges, og vægge, der skal males, og det tag, der ser sådan liiidt skævt ud på den dårlige måde (mest mig). Og der blev rykket masser af visne planter op, nok i lidt for frisk stil, kunne vi konkludere, da DR selvsamme aften var venlige nok til at transmittere Søren Ryge roligt forklare om de der FLER-årige stauder, der bare skal KLIPPES ned.

Og jeg fik bekymret mig lidt over det utætte toilet, men også spottet placeringer til både den hængekøje, jeg for snart 10 år siden købte med hjem fra Mexico, og den havetrampolin, vi for snart 3 år siden lovede ungerne.

Og solen skinnede og skinnede, og vi dræbte flere sagesløse stauder og planlagde højbede og blev enige om, at det pjevsede græs, vi nåede at så i efteråret, bare skal have en lille eftersåning, så er det såmænd fint. Og det der enorme drivhus, skideupraktisk placeret midt i alting, skal jo i virkeligheden bare have et citrontræ og noget palme og et soppebassin, og så kan det agere Lalandia Sydfrankrig, når vi skal holde prisvenlig sommerferie i haven.

Og jeg glemte forresten alt om min telefon i min jakke, som jeg smed på en stol, havde 2 ubesvarede beskeder og fik kun taget et enkelt, elendigt billede derudefra:

I øvrigt…

…havde jeg da på et tidspunkt en tanke om at skrive et blogindlæg i påskeferien. Noget med at komme op at skændes og blive gode venner igen og komme alt for sent i seng og slumre om eftermiddagen på sofaen, mens børnene tullede rundt, og der spillede Marie Key i køkkenet…. Og ja, så faldt jeg altså i søvn. Tada.

…afstedkom den første forårsdag en panikagtig gennemrodning af mit begrænsede mode-beredskab for at finde egnet påklædning. Greb til sidst et tørklæde købt i Cambodia for 11 år siden og et par hvide trucker-solbriller købt i H&M for 5(?) år siden og hastede mod legepladsen. Fortalte manden, at jeg havde besluttet mig for, at jeg var smart, og hans respons var, at han faktisk først ikke kunne kende mig, fordi jeg så så ung ud… Så hvis nogen spotter en 35-årig klædt ud som småternet backpacker anno 2007, er det bare mig. Som er smart.

…er det 13 år siden, jeg gik på højskole, og en af de bedste ting, jeg lærte der, var at synge af karsken bælg – bare ud med det, for man bliver sgu så glad. Jeg er verdens mindst morgenduelige menneske, men bedre end kaffe virker altid Grundtvigs Sol er oppe, og man skal bare give den gas på ”vågner, vågner danske helte”, til man selv tror på det. Efter 8 vers er jeg klar til dagen, og min familie modvilligt uddannet i den danske sangskat. Alle vinder.

…er nævnte højskoleophold også en af grundene til, at jeg aldrig helhjertet vil kunne hade Bertel Haarder. Manden er jo for helvede opvokset på en højskole, og så har man altså de grundlæggende værdier i orden. Tænker jeg. (Hvis vi altså lige ser bort fra alt det nationalkonservative sludder, der også er en del af bevægelsen. Vil gerne have ført til protokols, at jeg altid står op at fage for Rolf Krage med det globale sindelag intakt).

…insisterer min telefons autocorrect underligt nok på at erstatte ’holiday’ med ’Holocaust’…?! Og i direkte forlængelse af dette var en sms til min engelske veninde tæt på tage prisen som Mest Politisk Ukorrekte Nogensinde, da jeg nok så uskyldigt ville spørge til hendes holiday plans.