Plasteret – en fortælling om menneskelig dårskab

Søndag aften, det er ved at være puttetid, datter på 5 har revet sin finger og beder om at få plaster på.

Mig: “Skal jeg hjælpe dig med at sætte det på?”

Datter (kæmper med stigende desperation med det genstridige plaster): “Nej, jeg kan godt selv.”

Mig: “Det ved jeg, du kan, jeg spørger kun, fordi jeg selv synes, det kan være svært at sætte plaster på min egen finger?”

Datter: “Jeg vil godt selv!”

Jeg lader hende kæmpe videre i fred, og 2 minutter senere viser hun glad sin beplastrede finger frem: “Se! jeg kunne godt selv!”

Jeg roser hende for indsatsen, og hun marcherer ti fod høj og selvlysende af stolthed ind til de andre i børneværelset: “Se, far! Jeg kom helt selv plaster på!”

Yderligere anerkendelse fra far, triumfen vil ingen ende tage. Plasterfingeren vises til de behørigt imponerede søskende, og hun er uendelig nuttet i al sin selvbevidste vellykkethed. Der er så meget sejrsstemning i rummet, at tvillingesøsteren hurtigt føler sig nødsaget til at byde ind med anekdoter om alle de gange, HUN har fejret lignende successer. Og så pludselig, under det almindelige puttekaos, står forbindingsmesteren helt lille og stille i et hjørne.

Mig: “Er der noget galt, skat? Hvad sker der?”

Datter (med al den skuffelse, verden kan rumme): “Jeg har sat plasteret på den forkerte finger…”

Reklamer

2 thoughts on “Plasteret – en fortælling om menneskelig dårskab

    • Tak. Udelod den del, hvor faren måtte spurte ud af værelset for ikke at eksplodere i latterkramper foran det skuffede barn…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s