Vi ses igen om lidt

Nåmen, til alles og ikke mindst min egen overraskelse sker der simpelthen det, at jeg er på vej til New York. Hvor jeg aldrig har været før. Men min allerældste veninde er derovre på et 3-årigt forskningslegat, og nu skal jeg besøge hende sammen med 2 gymnasieveninder.

Det er skam planlagt (og sparet op til, apropos odiøs luksus) over et halvt år, men havde så travlt i efteråret, at jeg nærmest har nået at glemme det igen, nok fordi ene (guld)gymnasieveninde ordnede alt det praktiske, og jeg mest stod på hovedet i en malerspand bygget af stress.

Så det er bare for at sige, at der nok er lidt stille herinde de næste 5 dage. Hejhej.

 

Reklamer

It’s the priorities, stupid – del 2

Åhmen, ord kan ikke næsten ikke beskrive den form for tilfredsstillelse, det i går aftes gav mig at få en uges varer leveret til døren, samtidig med jeg modtog en mail med et rengøringstilbud.

For der prioriteres i det lille hjem. De voksne har svært ved at hænge sammen, og jeg er omsider nået dertil, hvor jeg ikke føler, vi har råd til at lade være med at uddelegere. Som jeg snakkede med en veninde om i sidste uge, så har jeg hjemmeboende børn 10-12 år endnu, og de år vil jeg gerne bruge på at have overskud til dem, frem for at prøve at finde overskud til at støvsuge. Eller bare hænge sammen.

Alle de sædvanlige argumenter med, at vi ikke helt har penge nok, at vi ikke har store forkromede karrierejobs og dermed egentlig tid nok, at det i virkeligheden er nemmere og bedre at gøre alting selv, og at min mor jo faktisk klarede både husholdning, 4 børn og et overlægejob, er fejet af banen, for det vigtigste er ikke, hvordan vi optimerer vores tid og sparepenge, det vigtigste er, at alle kan trække vejret. Det er endelig gået op for mig, at det at købe sig til hjælp i husholdningen ikke er en odiøs luksus, men en praktisk nødvendighed på linje med betalt børnepasning i dagtimerne og noget, som enhver fornuftig middelklassefamilie gjorde før i tiden, så snart de havde pengene til det. I øvrigt sad min mor ikke ned i 20 år, og mine forældre endte med at blive skilt.

Og så har det at få en kolonihave også været en god nudger mod et fredeligere familieliv, for hvis man vil bruge hele weekenden i sådan en, så er der slet, slet ikke tid til fredagsrengøring og lørdagsvask og søndagsindkøb, og heldigvis for det.

Så fra nu af gør vi, hvad der altid har været meningen for den almindelige lønmodtager: får det praktiske overstået i løbet af ugen, betaler os fra det, vi kan, og holder fri i weekenden. Ægte fri.

God weekend!

Verdens nemmeste og helligste kanegiffel

Hvis man har brug for lidt hurtig børneunderholdning til helligdagene (okay, MEGET hurtig, cirka 15 minutter i alt er nok, hvad det køber dig), så har jeg lige lært et lille bagehack, hvor alt, man skal bruge, er ingredienserne på billedet.

 

Ja, det er dåsecroissanter og skumfiduser. Haute cuisine, I tell ya.

 

På engelsk hedder konceptet noget så gudsfrygtigt som resurrection rolls, og det er åbenbart en ting, som troende amerikanske mommyblogger-typer bager i påsken. Men altså, smørret drypper vel også på os andre syndere, og det er i al sin enkelhed en slags kanelgiffel – bare en meget nem en af slagsen. Så nem, at børn snildt kan stå for det meste (som i virkeligheden – ikke bare på livsstilskogebogsmåden).

Man tager blot en almindelig skumfidus, som i troende mommybloggerland symboliserer Hr. Jesus (hvid og fri for synd og alt det), dypper den i smeltet smør (den sidste olie), vender den i kanelsukker (hmmm…røgelse? Andet begravelsesgejl?…) og folder den til sidst ind i dej (ligklædet – ja, de er sgu altid så morbidt bogstavelige, de katolikker).

Og her kommer det virkelig smukke: som i al ordentlig amerikansk madlavning består den afgørende del af tilberedningen i at åbne en dåse. I dette tilfælde canned crescent rolls, som jeg først tænkte næppe fandtes i Danmark – indtil det gik op for mig, at det jo bare er de gode, gamle dåsecroissanter, jeg er vokset op med om søndagen (og som er grunden til, at jeg som barn troede, jeg ikke kunne lide croissanter).

Hvert indsmurt og krydret skumfiduslegeme pakkes således ind i en dejtrekant og til sidst har man 6 små pakker (eller det dobbelte, hvis man er en 2 x dåse-kinda girl) placeret på en bageplade med samlingen nedad og penslet og drysset med det sidste smør og kanelsukker – det er forresten vigtigt at pakke de afsjælede fiduser godt og tæt ind, jeg taler af uhellig erfaring.

Dernæst bages de ved omkring 180 grader i cirka 12 minutter, mens man læser højt for sine børn af Johannesevangeliet. Eller bare råber til dem, at de skal smutte ud af køkkenet og underholde sig selv, indtil kagerne er færdige.

Til sidst er magien sket: Når de små kanelbasser er færdigbagte, er marshmallowen indeni forsvundet! Skumfidusen er med andre ord genopstanden, og tilbage er kun en tom og lækker hule beklædt med klæbrig kanelsukkermasse. Som smager overraskende godt, den dybt inferiøre croissantdej taget i betragtning. Virkelig, tag og prøv dem! Så finder jeg på et mere sekulært navn imens.

 

Og her ses grunden til, jeg aldrig bliver en god katolik. “Mor, mor, hvorfor siver Jesus?”