Hvis man har brug for lidt hurtig børneunderholdning til helligdagene (okay, MEGET hurtig, cirka 15 minutter i alt er nok, hvad det køber dig), så har jeg lige lært et lille bagehack, hvor alt, man skal bruge, er ingredienserne på billedet.

Ja, det er dåsecroissanter og skumfiduser. Haute cuisine, I tell ya.
På engelsk hedder konceptet noget så gudsfrygtigt som resurrection rolls, og det er åbenbart en ting, som troende amerikanske mommyblogger-typer bager i påsken. Men altså, smørret drypper vel også på os andre syndere, og det er i al sin enkelhed en slags kanelgiffel – bare en meget nem en af slagsen. Så nem, at børn snildt kan stå for det meste (som i virkeligheden – ikke bare på livsstilskogebogsmåden).
Man tager blot en almindelig skumfidus, som i troende mommybloggerland symboliserer Hr. Jesus (hvid og fri for synd og alt det), dypper den i smeltet smør (den sidste olie), vender den i kanelsukker (hmmm…røgelse? Andet begravelsesgejl?…) og folder den til sidst ind i dej (ligklædet – ja, de er sgu altid så morbidt bogstavelige, de katolikker).
Og her kommer det virkelig smukke: som i al ordentlig amerikansk madlavning består den afgørende del af tilberedningen i at åbne en dåse. I dette tilfælde canned crescent rolls, som jeg først tænkte næppe fandtes i Danmark – indtil det gik op for mig, at det jo bare er de gode, gamle dåsecroissanter, jeg er vokset op med om søndagen (og som er grunden til, at jeg som barn troede, jeg ikke kunne lide croissanter).
Hvert indsmurt og krydret skumfiduslegeme pakkes således ind i en dejtrekant og til sidst har man 6 små pakker (eller det dobbelte, hvis man er en 2 x dåse-kinda girl) placeret på en bageplade med samlingen nedad og penslet og drysset med det sidste smør og kanelsukker – det er forresten vigtigt at pakke de afsjælede fiduser godt og tæt ind, jeg taler af uhellig erfaring.
Dernæst bages de ved omkring 180 grader i cirka 12 minutter, mens man læser højt for sine børn af Johannesevangeliet. Eller bare råber til dem, at de skal smutte ud af køkkenet og underholde sig selv, indtil kagerne er færdige.
Til sidst er magien sket: Når de små kanelbasser er færdigbagte, er marshmallowen indeni forsvundet! Skumfidusen er med andre ord genopstanden, og tilbage er kun en tom og lækker hule beklædt med klæbrig kanelsukkermasse. Som smager overraskende godt, den dybt inferiøre croissantdej taget i betragtning. Virkelig, tag og prøv dem! Så finder jeg på et mere sekulært navn imens.

Og her ses grunden til, jeg aldrig bliver en god katolik. “Mor, mor, hvorfor siver Jesus?”