Dagen, hvor vi absolut ikke kom ud at nyde det gode vejr

Jeg lever og har det godt. Ville jeg bare sige. Mand og ældste barn er på den årlige fædre-lejrtur med klassen, så de to rødhårede spradebasser og jeg hygger herhjemme imens.

Egentlig havde jeg en dristig plan om at vi skulle tage en bus (eller rettere, to-tre busser) ud i kolonihaven i dag og overnatte, men det viste sig, at det, min ene datter ønskede sig allermest af vores fridag sammen, var at spise sushi på altanen til aftensmad. Og da usleravnemor her alligevel er lidt halvbaldret efter sommerfest på arbejde i går (har virkelig gransket hukommelsen, men tror faktisk, jeg begrænsede mig til en enkelt episode, der kan klassificeres som decideret pinlig #careergoals), ændrede vi planerne til noget mindre dristigt.

D’damer har været i strålende humør og har leget helt exceptionelt godt hele dagen (er nok også nem at imponere på den front; i sidste weekend brugte jeg det meste af en dag på at forhindre dem i at slå hinanden ihjel) og jeg fik købt lidt ind og gjort noget rent (nej, har ikke fået købt mig til det endnu, Rom blev som bekendt ikke uddelegeret på en dag), så næste uge også er nogenlunde til at overskue.

Jeg ved ikke, om det er varmen, men begge de voksne herhjemme lider under den konstante misforståelse, at ferien forlængst er begyndt, som minimum må det da være i denne uge, den starter, ikke? IKKE?!… Og i det perspektiv går al madpakkesmøring og vækkeursringen på en eller anden måde fra ‘almindelig sur hverdag’ til en decideret og nærmest ubærlig hån mod ens person og verden, som man kender den. Sådan i udramatiske træk. Har i hvert fald tænkt mig, at bl.a. Løgismoses boller i karry skal hjælpe os gennem krisen, så lukkede øjnene for extravagancen og smed 3 pakker i kurven i Netto (jeg ramte, bare rolig). Kan afsløre, at der også figurerer en del pasta på madplanen.

Og lige nu splatter jeg på sofaen med sushi-rester og Barnaby (livet på kanten af alderdommen) og tanken er, at vi tager i kolo i morgen tidlig og så forenes med den fortabte søn og far derude, hvor bilerne suser og mejserne pipper

Det eneste, der står minimalt i vejen for den dristige plan er, at jeg samtidig helst skal sidde klar ved en computer lidt i 10 for at kaste mig ud i det afgrundsdybe vanvid, der er svømmetilmelding i Hovedstaden. (Mig: “Nåmen, må hellere sørge for at være klar i god tid, det kan sikkert godt blive lidt…’Forvent kø i op til 5-6 timer’?!?! Hvad fanden i helvede, sig mig, tager de pis?!! Følger der kontante pengepræmier med indskrivningerne eller hvad?!!”)

Nåja, vi når det nok det hele. All is good. Little is known. God lørdag aften.

Reklamer