Vi takker for tålmodigheden

Der findes for tiden to personligheder, der bestandig krydser rundt i min vej. (Som Tove ville have sagt).

Jeg er skiftevis komplet ugidelig og fyldt med ideer og energi. Gerne på skift flere gange i løbet af en dag. Så jeg har fem blogindlæg, starten på alletiders samtidsroman og ideen til et start-up i hovedet kl 11 plus al optimisme i verden omkring at få det hele ned på skrift – for så desværre cirka 18.30 samme dag at være tømt for energi og selvtillid og egentlig bare være lidt træt af formiddags-Mie og alle hendes skideirriterende røvforslag.

Jeg er sikker på, det aldrig skete for Tolstoj. Han stod sikkert heller ikke i Netto med summende hoved og tårer på vej og hev varer op af kurven, fordi han nu igen var ved at overkomplicere madplanen og det hele også kunne være ligemeget. Eller havde åndenød eller konstant snurren i kroppen eller søvnløshed eller buhfuckinghuh. (Teknisk set blev han vist rimelig tosset på sine gamle dage, så måske vi alligevel har lidt til fælles).

Never the less. Der kanaliseres en hel del grød ud på domænet for tiden, for det giver mig trods alt en følelse af at præstere. Så kan jeg altid forsøge at bilde mig selv ind, at det ikke rører mig, når der ryger et par følgere for hver udgivet portion blah (Hvem prøver jeg at narre? Kom tilbaaaaaageeee!!! Jeg lover at gøre mig umage fra nu af!!! Og jeg skal også nok være mindre clingy. Og ikke hele tiden spørge, hvad du tænker på. Eller skrive for mange sms’er i streg. Og du behøver heller ikke møde min familie!) Jeg er også røvdårlig til at kommentere hos andre bloggere. Og svare på kommentarer herinde. Sorry. Der går bare lidt hvad-skal-det-altsammen-nytte i mig. Og jeg føler, at hverken jeg eller verden har noget på hjerte. Vi er alligevel alle sammen dødsens, sammen med isbjørnene.

Nå. Men jeg skal til at se The Letdown (den er sjov – anbefales især til forældre). Og har købt bland-selv-slik, hvilket jer på insta allerede ved. Slettede i øvrigt det første billede og lagde et andet op, der lissom føltes mere æstetisk. Vi snakker om et billede af en pose bland-selv-slik, ja. Så bundsørgelig er jeg. Men bortset fra det, så går det godt med de vigtige ting. Hygger mig med børnene (når alle tre ikke er i totterne på hinanden), elsker mand, har søde, sjove venner, der gør mig glad. Har lige været i kolonihave, spillede spil og spiste æbler og hentede rundstykker hos bageren. Alt er sådan set fint. Det er som sædvanlig bare mig, der roder.

Undskyld, vi roder.

 

Dagens klart mest æstetiske slik-billede. You are welcome.

 

Reklamer

Lige tre ting…

1) I går, da jeg stod i kø i Tiger for at købe sidsteøjebliksgaver til fællesfødselsdag, overhørte jeg en far bede sine to små piger stille sig bag “den unge dame der”. Unge dame!!! Moi?!!! Var tæt på at fri til ham på stedet. Lovede også mig selv, at jeg fra nu af altid vil gå med håret løst.*

2) Her til morgen, da jeg cyklede på arbejde og holdt stille i et kryds, kørte der en VVS-varevogn op på siden af mig. Bag rattet sad en ung tatoveret fyr med vinduerne rullet ned og fuld knald på musikken. Sangen? Anne Linnets Forårsdag. Og han så ud til at nyde den.

3) Fredag. Det er fredag, for fanden. Glædelig fredag!

 

*) Skriver naturligvis dette iført min sædvanlige rodeknold.

Sidste uge med kliken – et vue

Sidste uge inden skolestart var med en mand nede – på den hyggelige måde, fordi ældstebarnet kom på en spontan ferie hos farmor, mens resten af os slæbte os ud på arbejdsmarkedet. Og som Carportognoia engang så vist sagde: “Det til alle tider mest overkommelige antal børn at have er det antal, man har – minus en”.

Så med kun to børn på matriklen var der hidtil uopdagede oceandybder af overskud til alle de ting, normale mennesker tilsyneladende hele tiden laver med deres børn. I hvert fald hvis man skal tro de sociale medier. (Og det skal man jo. For I elsker allesammen at vise den rå virkelighed, bagsiden af medaljen og det ægte menneske med et selvironisk twist, ikke?) Jeg hentede i hvert fald tidligt en masse, isene sad løst, og en eftermiddag tog vi til havnebadet ved Fisketorvet, og det var skidehyggeligt (desuden er 2 x 5 km på Christianiacykel med cirka 40 kg samlet indhold jo på mange måder en genial aktivitet i 30 graders varme – anstrengelsen var så stor, at jeg om aftenen måtte tømme 2 flasker prosecco med manden, da børnene var puttet – og dem havde jeg ærligt fortjent!)

Ene datter fik på cykelturen hjem fra havnebadet en mindre nedsmeltning; hun kunne ikke 100 procent finde ud af, hvad hun ville og havde lyst til – men hun ville under ingen omstændigheder bare sådan hjem og spise pastarester, og jeg forstod hende egentlig godt. Sommer-i-København-FOMO kender åbenbart ingen alder. Der blev kompenseret med tv-dinner til børnos og nævnte prosecco til mor, og dagen efter gik vi en tur, spiste på pizzarestaurant med rødternet dug – farvel, månedlige madbudget, goddag virkelig gode pizzaer – og tog på legeplads bagefter. Og det var lige, hvad alle trængte til.

 

(Men ærligt, ing’? Nogle gange tænker jeg, at man ville have det nemmere langt ude på landet. I stedet for denne konstante følelse af, at der bør ske noget hele tiden, at man skal bade, picnicce, mødes med venner på vinbar. Karte fra den ene legeplads til den anden efter hentning, droppe selv at lave aftensmaden og købe takeaway på vej hjem fra stranden. Og så tage et billede af det. Det gode familieliv i Region Hovedstaden består tilsyneladende af et energiniveau, vi ikke magter, og et forbrug, vi ikke har råd til. Men jeg kan sgu lide det alligevel. Og i fredags mødtes jeg med en veninde på vinbar og druknede tvivl og overtræk i rosé. Fight the power, Mie.)

Og så blev det mandag, alle er nu genforenet, konfliktniveau og overskud har atter justeret sig omvendt proportionelt, og der oprustes til den nye skolevirkelighed. EAT-maden er bestilt, børneværelserne ryddet op, lejligheden er rengjort og nye pligter tildelt. Og jeg har allerede haft mit første halvdøgnsanfald af åndenød. Skidegodt. I morgen har kunstnerne tidligere kendt som miniskinkerne deres allerallerførste skoledag, og vi glæder os allesammen meget. (Spoiler: det bliver nok noget med mange billeder og en stor is. Muligvis i kombination. Sikkert på de sociale medier). To største udfordringer bliver helt klart ikke at tude og ikke at ævle manisk til sagesløse omkringstående, hvordan 4 år bare er fløjet, siden Sønneke havde sin første skoledag… Held og lykke, siger jeg bare.