Modblogging: Når folket bare vil have brød og rabatkoder

Tit og ofte er det eneste, der irriterer mig mere end random bloggere, deres hengivne læsere/følgere. Jeg ved ikke, hvad der sker, men det er som om ellers normalbegavede mennesker går full retardo, når de rammer et kommentarfelt…

Fx når der spørges til ALT på et givent billede. Hvor kan jeg købe din jakke/kjole/taske/halskæde? Elastikken i dit hår? Billedet bag dig? Maden du spiser? Colaen du drikker? Manden der går forbi udenfor? Lampen på stolen/stolen på tæppet/tæppet på gulvet/gulvet på huset/huset på bjerget – det er fucking LANGT ude i skoven!! Er I virkelig allesammen så desperate efter at finde noget at bruge penge på? Har set kommentarer, hvor folk i ramme alvor spørger til farver, børn maler med – seriøst? Farver?! Og hvis man ikke er i stand til selv at google sig frem til et par lyserøde sko med effin’ 3 Adidas-striber på, må man så overhovedet købe noget på nettet? Er alle, der kommenterer på Instagram, i virkeligheden 15-årige med et abnormt behov for at blive set og hørt af vildtfremmede? 

*dyb indånding*

Dernæst: er jeg den eneste, der gyser lidt indvendigt, når kommentarer under bloggeres sponsorerede indlæg lyder noget i retning af “Ih, du er bare SÅ god til at skrive sponsorerede indlæg! Elsker den måde, du gør dem personlige på – jeg opdagede næsten ikke, det var spons!”…? WhattheactualFUCK!!? Du, min ven, er lige blevet taget for hårdt i røven af konsumerismens forlængede arm – ovenikøbet lusket forklædt som din nye bedste veninde – og du vender dig guddødeme bagefter om og siger mange tak for oplevelsen? Du føler dig simpelthen ekstra værdsat og set som læser, når nogen bevidst manipulerer 2 ansigtscremer og en rejseforsikring hele vejen ned i halsen på dig, mens de twee-filosoferer over deres liv som sådan, og annoncørerne griner hele vejen til banken? Jeeeesus.

Selvfølgelig er det også bare lavt af mig at rante sådan mod andre mennesker, og er det virkelig noget at hidse sig op over, og har jeg ikke noget bedre at tage mig til, og jeg kunne bare lade være med at læse med *blinkesmiley* og husk at smile og have en god dagogblablabla. Nej. Fucking nej. For det handler om, at jeg grundlæggende er pissetræt af den massepsykose i vores kultur, der gør salg, reklame og forbrug til ophøjede nødvendigheder og influencere til vores tro væbnere i kampen for merkøb. Som om de og alle firmaerne i virkeligheden gør os en kæmpe tjeneste ved konstant at eksponere os for lort, vi ikke har brug for. Det er simpelthen så sygt.

Men folk vil åbenbart bedrages. Og virkelig gerne vide, hvor man kan købe de der farver.

 

 

Reklamer

82 thoughts on “Modblogging: Når folket bare vil have brød og rabatkoder

  1. du har så evigt ret, under mig også virkelig over, at de spørgsmål kommer. Også skal jeg vælge sort eller hvid hylde, og så et billede af 2 muligheder.
    tænker da, lav nu jeres eget personlige hjem, og gør hvad i selv vil.
    Men der er åbenbart mange usikre mennesker derude.
    Hilsen Rikke

  2. Og endnu en ting – der bliver promoveret reality-tv i en uendelighed? Jeg kan ikke rumme det. Hvorfor er man ikke mere ambitiøs med hvad man blåstempler og udbreder til folk? 😫
    Jaja, jeg kan jo bare unfollowe. I know. Men det er stadig et problem, og jeg kan ikke håndtere min ambivalens. På den ene side er blogging så hyggeligt, men på den anden side er det ofte overfladisk, overforbrugende, fordummende.

  3. Og hvis kritiske røster skulle vise sig i kommentarfeltet gør bloggere gerne opmærksom på, at de jo også skal tjene penge. Der får jeg det sådan: Jamen skal du det? Altså leve af din blog? Hvor du primært deler dine indkøb og trivielle hverdag? Få dog hovedet ud af r….

    • Hehe, med fare for at lyde som skabsliberal eller kunststøttemodstander – for jeg er ingen af delene – så har jeg det generelt lidt stramt med, at man gør det til andres problem, at man gerne vil leve af noget knap så samfundsnødvendigt. Hvis ikke du kan leve af at blogge eller skrive digte, så er det da skideirriterende for dig – men vi andre overlever sgu nok uden…

  4. TAAAAAAAAKKKKKKKKK fordi du på den mest fantastiske måde skriver det jeg tænker! Jeg er dødtræt af ordet “spons” og bloggere, der er til salg for hvad som helst og endnu mere af følgere, der ukritisk bare priser alle opslag i høje toner. Og jeg fatter slet ikke, at der er nogen der kan tro på, at bloggere lever så lyserødt og vanilleduftende, som de giver udtryk for (når de altså ikke piver over at skulle passe deres børn, fordi manden er væk en dags tid eller at de er flyttet for langt væk fra en burgerjoint). Argh!
    Jeg elsker din blog fordi du er ærlig! Og sjov!

  5. Og hvor er det nemt at være åh og ihh så positivt et menneske når end hverdag går ud på at rejse, spise og teste creme. #nejerikkemisundelig,kunlidt

    • Er herremisundelig. Jeg vil også spise sushi og rejse hele tiden. Heldigvis er jeg en røvdårlig sælger, så jeg kan have mine gratis holdninger i fred..

  6. Jeg kastede lidt op i min egen mund, sidst jeg læste et af de sponsorerede indlæg fra unavngiven blogger, hvor alle roste det til skyerne, fordi det var SÅ godt skrevet. Altså, det var den ondeste omgang reklame, jeg nogensinde har fået hældt ned i halsen, og jeg fatter simpelthen ikke, hvad det er for hjernedøde mennesker, der ikke kan se lige igennem det. *fast forward til mig, der spørger til mærket på et halstørklæde*

  7. Jamen (og det er måske bare mig), hvorfor læser du de der blogs? Altså, jeg ved godt de findes, men for mig er det ligesom med Køgebugtmotorvejen, jeg opsøger det ikke hvis jeg kan undgå det.

    • Tjah, halvt guilty pleasure, halvt sociologisk studie. Det handler ikke kun om den dejligt lunende følelse af forargelse – det interesserer mig simpelthen, hvad der foregår i den verden? Hvilke narrativer, man kan sælge, hvordan læsere reagerer på forskellige output. Hvordan kommercialiseringen slår igennem, og hvad det betyder. Kommunikationssituationer er bare generelt røvspændende. (Synes fx også, at Go’ aften Danmark er noget lort, men kan stadig godt se det og blive fascineret af den specifikke formel for den type tv). Og så synes jeg helt generelt, man skal interessere sig for, hvordan reklame sniger sig ind overalt. Hvilken enorm magt, den har over folk. Og at den slet ikke behøver være der.

      • Jeg er i øvrigt slet ikke uenig. Har pt selv en ongoing rant kørende over konceptet Skolemælk, hvor en privat organisation får EU-støtte til at lave reklame til børn i den skatte(under)finansierede folkeskole.

        Måske mit spørgsmål udspringer af frustration, for dit indlæg er godt og relevant og fik mig til at giggle-snorte (som dine indlæg oftest gør), men nu sidder vi alle sammen her og er enige – ikke om hvilket tørklæde der er pænest, men om at det er topnerden at blogging er blevet kommercialiseret (i en sådan grad at selv modbloggeren har reklamer på bloggen 😉). Og dem der burde få øjnene op for hvor meget de bliver snydt læser enten ikke med her, eller bliver ekstra blinde når deres verdensbillede udfordres.

        Ligesom med (skole)mælken.

        Nåmmen. Det er bare fordi jeg godt gad starte den der revolution. Og jeg gad godt være på hold med dig

  8. Du trykkede lige på det rigtige sted med det her blogindlæg (og tak for det), så nu er listen af influencers, som jeg følger, blevet kraftigt rundbarberet. Både på Insta og Bloglovin’.

    PS: Hvor mange kommentarer må man lægge til samme indlæg, før du blokerer en?

    • Haha, du får mig jo bare til at virke megapopulær! (Kunne du evt skrive forskellige navne på kommentarerne, så det ser ud som om, jeg har flere læsere?…)
      Sådan! Simple SoMe-living.

  9. You’re on fire! Og jeg er TOTALT med dig. Jeg har over de sidste uger kogt det ned til bloggere der lever af det med spons og reklame, KUN giver trang til (over)forbrug og dårlig samvittighed. Især dem der nu hvor de har fået et barn skal “hjemmepasse” og dermed fortælle hele verden at det bliver max 4 timers dage med et par fridage i puljen. Så de er nu skovlet ud af mit feed.

  10. Jeg er nok totalt bagefter, men jeg kan simpelthen ikke være i egen krop af grin over udtrykket “ full retardo”. Det snupper jeg lige 😂

    Iøvrigt helt enig i dine betragtninger!

  11. Angstprovokerende er det, at kommentere et blogindlæg om andres hjernedøde kommentering af … well, blogindlæg. Men det er bare svært, ikke at blive en lillebitte smule forelsket i dig, når du sådan skamrider mine kæpheste for mig. Hvis jeg skal se flere hjernedøde indlæg om “den helt rigtige shampoo, der har gjort mig til den jeg er”, så får de allesammen stokkepryl ved daggry…

    • Man skal ikke være bange herinde, jeg bliver hverken sur, gør nar eller svinger med passivt-aggressive smileys. Promise!

      Altid en fornøjelse at dele kæphest. Vi får travlt, når revolutionen kommer.

      • Åh, de passivt aggressive smileys!! Dem har jeg fået en del af gennem tiden, når jeg har dristet mig til kritiske spørgsmål. Havde klart foretrukket en straight up lorte-emoji som svar. Det er sgu da i det mindste ærligt.

  12. Pingback: Her er ca. 217 ligegyldige facts om mig, du ikke vidste du bare *måtte* vide - Idabida

  13. Med fare for at lyde som en af de hengivne rygklappende bloglæsere, som jeg lige som dig slet ikke magter, må jeg bare sige: Well said! Du har sgu så meget ret. Jeg kan slet ikke have den lemmingeeffekt og den totale mangel på kritiske sans, der rammer særligt de store kommercielle blogs kommentarfelt.

    Så: Mere modblogging til folket, tak.

  14. Mieeee❤️❤️❤️ Tak for helvede! Hvornår laver DR3 et program hvor man følger 3 influencers og interviewer dem om, hvordan de helt ærligt har det med at pushe så meget forbrug ud til deres læsere?
    Kh Ida

    • Jamen, selvtakda! ❤️
      Ohoho, se DET kunne være interessant. Men jeg tror, der er 0 chance for, at nogen ville medvirke. Når det prekære spørgsmål om overforbrug dukker op i kommentarfelter rundt omkring, er der er en ålen uden lige i svarene. Der bliver snakket om at huske at slukke for vandet derhjemme, og vi flyver jo allesammen, og der er ‘ingen købetvang’… Ingen professionelle bloggere vil indrømme, at de i bund og grund tjener deres penge på at få andre til (over)forbruge mere. Det er jo for fanden det, firmaerne betaler dem for, at influere til køb-køb-køb. Men de vil sgu ikke være ved det.
      (Og uh, der blev jeg søreme lige lidt småvrissen igen…)

      • Det mest imponerende er nemlig lige præcis undsigelsen: at det jo er folks eget ansvar.
        Når det så fx kommer til netop forbrugseksponering, det gode eksempel og bæredygtighed skal man godt nok høre meget, før ørerne falder af.
        Når man ‘gør noget’ på én front, har man åbenbart fripas på alle andre. Og dét sætter sgu gang i min mavesyre.
        Jeg er så enig, Mie. Jeg læser også lortet i en blanding af guilty plessure og dragning mod det fordummende. Én ting er forbruget men hvordan kan folk bruge de her influencere, som dybest set er reklamesøjler, som rollemodeller ift livsindsigt og refleksion?!?! Fly mig en brækpose!

  15. Nu må jeg jo skamme mig lidt, for jeg har altså en gang imellem spurgt til det. Men altså, det er sgu bloggerens egen skyld, når hun 1. er modeblogger. 2. ikke skriver hvad for nogen sko hun har på.
    For jeg er ikke særlig god til at identificere så noget selv… Men jeg kan tælle på under 3 fingre hvor mange gange jeg har været en af dem der.. Men nogen gange er der jo bare noget der fanger ens øje og når det så ikke er oplyst, hvad skal man så ellers gøre? Ringe til en ven? Piv

    • Arhjj, man må da godt spørge… Du er okay, vi er okay, ing’?
      Det er mere de der åbenlyst tåbelige, gentagne spørgsmål, som kun kan betyde 1 af 2 ting: enten er vedkommende for doven/imbecil til at taste ord i et googlefelt – eller også har vedkommende at altoverskyggende behov for at have en eller anden form for kontakt med sin øøøndlingsblogger. Det sidste er ofte det, jeg mistænker. Og som Susanne små smukt formulerer det højere oppe: fly mig en brækpose.

  16. Ligesom det som også bliver berørt i kommentarfeltet, så har jeg på det seneste fornemmet en tendens i blogland (?) til at plædere for en livsstil med tilvalg af tid til familien (fravalg af ‘rigtigt’ arbejde), nødvendige pauser/ro/sig fra til ting osv. Ved godt at denne livsstil netop er mulig i og med at man har en økonomisk rentabel blog (er i øvrigt ikke misundelig, har det med det ligesom med kongehuset – godt det ikke er mig, lad dem i det mindste blive økonomisk kompenseret), men bliver alligevel påvirket af det som fx mor. At jeg ikke kan (vil) give mIne børn ekstra korte dage i institution, holde fri i hverdage og mærke nærvær og fordybelse, afsætte tid til mit parforhold i form af rejse/midage/… Der påvirker mig (selvom jeg jo nødig vil indrømme det) og får mig til at tænke på, om jeg nu ‘får det hele med’, nyder nok, er nok til stede. Det er sikkert også langt hen ad vejen en overfladisk fremstilling i blogformat. Dog ikke på den gode, inspirernde måde, men på en måde hvor jeg i hvert fald ender med at slå mig selv lidt oven i hovedet, fordi jeg har ikke de økonomisk muligheder til at understøtte, at have den samme tid til at pleje min familie og mig selv (..eller fordi jeg helt bevidst ikke vil prioritere dette, men fx gerne vil bruge meget tid på mit arbejde). Og det nager mig noget mere, end ikke at kunne købe alle de ting der vises frem. Ved ikke om dette overholdet giver mening, det har bare ulmet i mit baghovedeget et stykke tid. Beklager længden af denne kommentar, skulle nok bare få mig min egen blog 😉

    • Og jeg kan kun tilslutte mig – jeg oplever den samme tendens. Og selv man jo netop godt ved at det oftest er muligt, fordi de netop opfordrer til forbrug (og måske har en vellønnet partner), så rammer det mig alligevel. Og jeg er begyndt at droppe en masse af disse blogs for det gav mig bare en dårlig følelse.

    • Jeg forstår godt din følelse. Det påvirker også mig men mest til at udfordre deres italesættelse af hvor nemt det bare er, og hvor meget den enkelte bare kan tage ansvar og gøre det selv. Det er uden indsigt i, hvordan samfundet hænger sammen, og hvordan 99% af almindelige menneskers liv fungerer. Jeg har en enkelt gang blandet mig i en debat om hjemmepasning hos en blogger og hun gled af på at tage diskussionen om hvordan hendes fremstilling af hjemmepasning kan påvirke andre. Jeg opfatter præcis dette som bloediets gift. De bruger ord som naturlighed og prioritering men i virkeligheden er deres hjemmepasning jo også sponsoreret af os og et udtryk for et stort ressourceforbrug, nemlig af tid. Men den diskussion forekommer nærmest at være for kompliceret…

    • I rammer allesammen lige ned i noget, der også nager mig. (Og tager mine ideer til harme indlæg…)
      Det gode familieliv for de priviligerede få… Kan vi ikke godt blive enige om, at det IKKE er noget, man skal have dårlig samvittighed over? Sådan en som Superheltemor har kunnet inspirere mig. Fordi hendes økonomi og hverdag lignede min. Alle de andre der – det er som at sammenligne liv med en Coca-cola-reklame, uanset hvor menneskeligt & ærligt & ægte, fan-læserne oplever det.

      (Og så den irriterende brug af ordet ‘prioritering’: i min verden er det ikke ‘prioritering’, så længe man får det hele på en gang. Konceptet med at kunne tage halve og hele fridage og samtidig have indtægt til at købe sushi til frokost og booke endnu en kæresteweekend eller lige købe en kjole med hjem. Altså, det er sgu da komplet økonomisk uholdbart for de fleste, er det ikke?…)

      Men jeg kan godt genkende følelsen af utilstrækkelighed i eget liv. Og jeg tror lige præcis det bedste er at lade være med at læse den slags. Egentlig. Ens normalitetsbegreb bliver simpelthen forskubbet. Og de har sikkert også deres at slås med. Gemt et eller andet sted, vi andre ikke kan se.

      • Håber du skriver det blogindlæg! Også det om egne livsstilsvalg vs fællesskab/sammenhængskraft. Det er sindssygt spændende. Og som du skriver, sat meget på spidsen i blogland, men bestemt også relevant i relation til den ‘virkelige verden’, sådan som jeg oplever det.

  17. Jeg er aldrig blevet så inspireret af blogs, som da de begyndte at gå imod overforbruget. Ida, Linda, dig. I gør det skidegodt (med hver jeres kommunikationsstrategi, haha :D), men det er så skidevigtigt, at nogen lige giver lidt modvægt. Bare lidt. Det får virkelig mig til at hanke op i mig selv og mit eget overforbrug.

  18. I pisse fucking hear you!
    Jeg elsker blogs og har læst en del de sidste 10 år, startede med at læse krea-gebrugs-loppe-blogs fordi der var min hobby, så røg der et par madbloggere ind og en håndfuld ‘livsstilsbloggere’ Men vi er stadig på det plan, hvor alle gik på arbejde fra 8-16 og kom hjem og hyggede sig med at poste noget om whatever- det var sgu hyggeligt og inspirerende. Jaja, måske havde jeg ikke købt ind til at lave scrapbog eller blåbærmuffins, hvis ikke jeg havde set det på en blog.. men det var trods alt ikke dansukker eller panduro der havde betalt nogen til at forelske mig i tanken om at scrapbooking skulle gøre mig lykkelig. Klip til mit blogfeed fornylig inden jeg ryddede op i det, fyldt med spons og ‘vildt at det her er mit job’-agtige typer.
    Min nye regel: gider (næsten) 🙈 kun bloggere der også har et arbejde.

    Som om kommentaren ikke var lang nok i forvejen men her kommer lige lidt mere:
    Forleden så jeg fandenpisme en reklame på Facebook a la ‘vil du også have et fleksibelt job med let tjente penge?- bliv mommyblogger’
    Og så slog det mig, den slags er jo præcis nutidens svar på datidens tupperwareparties.

    • Haha, godt spottet! Har faktisk engang været lidt træt af, at blogland kan virke som en form for udvidet husmoderforening – men så er tupperware jo også det naturlige næste skridt! 😀

      Spøg til side: jeg har endnu til gode at opleve en blog, der blev bedre af at blive professionel. Læserne bliver til potentielle kunder, og outputtet bliver simpelthen derefter. Personligt bliver jeg i hvert træt af at være i selskab med nogen, der konstant forsøger at sælge mig noget – jeg foretrækker også bloggere, der ikke skal leve af det. Har ikke det store problem med your average anmeldereksemplar af en bog eller lidt gratis playmobil til ungerne, men den der bloggerINDUSTRI, altså…

  19. Åhhh hvor er det altså bare et fantastisk indlæg, du har skrevet! Hvor har du købt lystavlen til bodtaverne? De grønne planter? Den sorte reol?
    Fnis 😉

  20. Jeg er, som de andre, meget enig. Jeg er også stoppet med at læse livsstils-blogs efter at bloggerne blev influencere og fuldstidsbloggere. Min nye aversion er de øko-agtige hjemmepasserbloggere. De kan give andre mødre dårlig samvittighed ved at sætte urealistisk høje standarder, men værre er det, synes jeg, at de tilsyneladende slet ikke ser deres livsstil og blogging om den i et større samfundsmæssigt perspektiv. Der findes mange forældre, der ikke har ressourcer til at hjemmepasse og hjemmeskole. Hvis alle de ‘stærke’ forældre forlader daginstitutioner og skoler, vil kun de ‘svage’ være tilbage. Det er også fair nok at have den liberalistiske holdning at enhver må sørge for sig selv, og at de kortuddannede, de fattige og folk i udsatte områder må sejle deres egen sø, jeg synes bare, at den sociale øko-agtige aura der er omkring en del hjemmepasser-bloggere peger i modsat retning (at disse mennesker er sociale og tænker på andre end sig selv, på miljøet etc.), dvs. jeg finder det, i mangel af bedre ord, hyklerisk. Jeg kunne rigtig godt tænke mig modblogger-refleksioner over det.

    Men endnu mere påtrængende: Børn og youtube-forbrug. Nom de mie og subscribers 😉 Hvad mener I? Der er jo enormt meget reklame, poseren og forbrug forbundet med youtubere, måske især dem som piger ser. Foreløbig må min 8-årige datter ikke se youtube selv af samme årsag, men hendes veninder ser allerede make up-videoer. Hvad gør I? Jeg finder det virkelig skræmmende, at børn udsættes for en sådan påvirkning, og det virker som om de toneangivende forskere synes, at man bare skal se youtube med sit barn og se det som en leg. – en leg med ekstremt forbrug (og senere Rasmus Paludan som “sjovt og grænseoverskridende” indslag)? Jeg har svært ved at finde kvalificerede indspil i debatten.

    • TAK Anonym for at ride en af mine kæpheste! Det har virkelig også undret mig, når jeg læser (visse!) øko-veganerblogge, at de dels begrunder deres valg med en bekymring for vores jord og samfund, og samtidigt har taget et valg om hjemmeskoling, der i mine øjne er meget udfordrende for sammenhængskraften i vores samfund. Har også tænkt over de studier af hjemmeskolede børn, som jeg har set flere referere til, om hvor godt de klarer sig senere i livet. Ja det tror da pokker – for de bliver jo netop 1:1 undervist at ressourcestærke forældre, som kan inddrage andre ressourcestærke personer, når deres viden slipper op. Der må simpelthen være en voldsom bias i de studier.

      Også tak til dig Mie for at sætte spot på modebloggere og deres forbrug, og ikke mindst deres følgere! Jeg kan ikke finde ud af, om bloggerne virkelig ikke kan se, hvilken forbrugsfest de er med til at fremme, eller om de lukker øjnene og blot gør, hvad de kan, for at beskytte deres forretning. Ved næsten ikke, hvad der er værst… 🙂

      Nu er jeg generelt tilhænger af, at man skal tale med, og ikke om, andre, men jeg har faktisk set talrige forsøg på at italesætte ovenstående hos både modebloggere og økobloggere. Og det, der som regel sker, er at bloggerne enten bliver meget belærende og/eller går i forsvarsposition, samt at kommentarfeltet svømmer over i forsvar af bloggeren. Og så er der jo ingen debat.

      KH S (ny læser, allerede kæmpe fan!)

      • Fedt, elsker nye læsere!

        Jeg er også for at få folk i tale, frem for bare at brokke sig i det skjulte. Men ligesom dig har jeg oplevet det nogenlunde som at tale til en våd væg, når jeg prøver et kritisk pip i kommentarfeltet. Og til sidst bliver man bare træt af at forsøge – især når man samtidig skal verfe 117 kradsende fangirls af sig…

        Derudover er jeg enig med jer begge (og ligesom jeg skrev længere oppe: I stjæler jo min indlægsideer!)

        Måske går det galt, der hvor livsstil og ideologi mødes. Altså: hvornår ser det godt ud på billeder og gør en til en komfortabel del af en trendy bølge, man kan identificere sig med – og hvornår udspringer det rent faktisk af et ønske om at ændre verden? Jeg kan godt savne noget af ånden fra 70’erne, hvor det (tilsyneladende) handlede mere om at få alle med end bare at tage sig godt ud. Selvom der sikkert også var masser af hykler-hippier dengang.

        Helt grundlæggende savner jeg lidt almindelighed i blogverden. Og nogle flere økonomiske og tidsmæssige udfordringer hos familierne. Det ville være noget mere inspirerende.

  21. Jeg siddet tit med det indre billede, at modebloggere er en pænere klædt udgave af det menneskelige reklameskilte, der står på Strøget og reklamerer for tarvelige buffet-restauranter

    • Bwahaha, det vil jeg også prøve! ‘Nyeste Boozt-fund, hver dag, koster kun al din hengivenhed og opmærkomhed. Drikkevarer ikke inkluderet.’

  22. Åh, det er ved Gud rigtigt, det du skriver!
    Jeg irriteres også ofte i indædt stilhed, for jeg oplever nemlig heller ikke, at det er til at starte en lillebitte debat/dialog med ret mange bloggere. Sidst jeg forsøgte – i en MEGET pæn tone og med fokus på indholdet af bloggen, IKKE bloggeren – fik jeg rent ud sagt at vide, at det nok var bedst, jeg holdt mig væk! For sådan bloggede hun jo, og det havde hun altid gjort.
    Jamen, jeg mener….for helvede?!
    (P.S. Til info, så efterlyste jeg mere syn ud på verden, mindre indkøb/ønsker til garderoben. Det var åbenbart for svært at tale om).

  23. Pingback: Lidt mere nerve, tak. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s