Og det var så den efterårsferie…

Hvor vi nærmest ingenting lavede.

Jeg var på arbejde 3 1/2 dag, Sønberg hang efter eget ønske ud i klub (hvor de var 5 – fem! – børn i alt, undskyld, men hvad hulan gør alle I andre med børn og kun 5-6 ugers årlig ferie?!), manden gravede huller, var huslig og pustede ud, og d’damer i tvillingesæt var på ferie hos farmor og hjemme igen i tide til fredagsslik og ferieafrunding.

Men ingen rigtige udflugter, ingen kunstværker af nedfaldne ting, vi samlede. Intet træhuleprojekt, jeg ellers havde drømt om.

Så bare tv og sov længe. Tog græsenebarnet ud at spise sushi, introducerede ham for Star Wars-sagaen i Kids Machete Order (har faktisk altid været meget mere til Indiana Jones, men har en 9-årig med lige så sarte nerver som mig selv, så vi starter ligeså blødt i en ufarlig galakse, langt, langt væk) og spiste burgere i sofaen. Spillede lidt spil, drak masser af kaffe, droppede rengøringen. Så nogle venner. Tog på legeplads. Gav lusekur. Gik tur. Blandede-slik-selv (som mine piger stadig kalder det i ganske nuttet verbalisering, uden at blive rettet). Ordnede i kolonihaven. Og havde middagsbesøg.

Manden: “Jeg føler bare ikke rigtig, at jeg har udrettet noget i ferien.”

Mig: “Og hvad så?”…

 

Kæft, jeg kunne godt bruge en uge mere.

 

 

Reklamer

Og halle-fucking-luja for det hele

I går var en af den slags dage, hvor kloakeringsprojektet i kolonihaven virkede komplet uoverkommeligt, hvor vi mistede et sæt hoveddørsnøgler – potentielt lige foran hoveddøren – hvor de 2 nyeste af mine skolebørn græd og græd, fordi de var så trætte, og hvor jeg mest af alt havde lyst til at græde med.

I dag er en af den slags dage, hvor nøglerne lå på ejendomskontoret, hvor jeg gik til arbejde i solskin og på vejen mødte et af de sødeste mennesker, jeg kender, hvor jeg skrider tidligt for at hente børn og blande slik og lave one pot pasta, og hvor manden heldigvis ikke har noget imod at grave huller imens.

Og så blev det søreme fredag igen.

Glædeligt solskin til alle – drinks on me!

 

Peace out fra velourhimlen

Sidste nye tiltag for at komme igennem livslede, kropstunghed og det foranliggende mørke er naturligvis at omdekorere soveværelset (“Der skal bare SKEEE noget” flagrede den semi-vinterdepressive dame og begyndte bagefter at google billetter til Malaga). Yessir, forældresoveværelset, det evige stedbarn hos børnefamilien med kronisk pladsmangel, rummet hvor vasketøj og alle overskydende genstande i hjemmet går hen for at dø. Holdt så neutralt som muligt, med hvide vægge, hvide skabe, den loftslampe, der var tilovers efter flytningen, og et hjemmesyet sengetæppe i ufarlig antracitgrå. Hot stuff.

Men for nylig kiggede jeg mig altså omkring i pulterkammeret forklædt som new nordic og konstaterede, at herinde gad jeg hverken læse, knalde eller vågne. Noget andet og mere måtte til, noget mindre stilrent, mere hotelagtigt og helst i velour. Så efter en mindre oprydning, en tur i kælderen efter de mørkerøde fløjlsgardiner fra min kollegietid (bæredygtig eller hoarder – you decide) og for knap 500 kr. IKEA-køb er vi nu landet blødt på noget lidt mere huggeligt, og vinteren tager sig straks mindre truende ud.

Og selvfølgelig er det fjollet at interiørkøbe sig til livskvalitet, især for penge, man egentlig ikke har i overskud, men vi smider nærmest aldrig ud og køber nyt, vi bytter bare rundt på de slidte ting, der nu engang er, og indimellem bliver man sgu lidt træt af det, og som min mor siger: det er også rart at have noget pænt at kigge på. Ja, sgu. Man har brug for at have det rart, jeg har brug for at have det rart.

For tiden læser jeg Tudemarie for mine piger, opmærksomheden svinger lidt, men i går kom vi til det kapitel, hvor Marie og hendes storesøster er feriebørn på en gård, og beskrivelserne af den tvivlsomme hygiejne samt storesøsterens kvababbelser over samme, var et stort hit blandt de 6-årige. ”Tørrer du spytbakken af med karkluden?” udbryder Amalie forfærdet. ”Ja, der er ikke mange, der har det så rent som os,” svarer gårdkonen.

Alt er relativt.

 

New lamp, new me.