Ugen der gik, forklædt som madplan, forklædt som det helt autentiske levede liv

I søndags lavede jeg en liste over de fire blogindlæg, jeg skulle skrive i løbet af ugen, bl.a. noget opskriftsinspiration. HAHAHAFUCKDIG, sagde mit liv og mit overskud efterfølgende, så det blev ikke til så meget, men her er et lille vue:

Mandag lavede jeg en kæmpe portion vegetargryde til ugen med let skelen til Sneglcilles linsebolo (bare tilsat finthakket champignon og lidt mere tomat). Der er 1.500 kr. tilbage på madkontoen til resten af måneden, så det virkede som det helt rigtige at gøre; vendte en portion rundt med pasta og satte resten til side til senere brug. Børnene hadede maden – naturligvis – og jeg kunne glæde dem yderligere ved at fortælle, at de skam ville møde den igen. Manden indvendte forsigtigt, at linserne måske ikke fungerede optimalt med pasta, og jeg overvejede kort at navngive gryden ’Mors Vegetar-Nemesis’.

Tirsdag kom jeg alt for sent fra arbejde, hentede børn 1 minut i lukketid og droppede derfor den aftalte fællesoprydning og -afstøvning, da mytteriet var nært forstående. Der var dog ingen nåde, da det gjaldt aftensmaden, resterne blev hevet frem fra køleskabet, tilsat spidskommen og koriander og derefter serveret med tortillas, ris og diverse grønt tilbehør. Jeg tror, det gled bedre ned end gårsdagens parring med pasta, men jeg ved det ikke, for jeg udvandrede under et skænderi lige inden spisetid og kom først tilbage igen til puttetid (for eventuelle parforholdsråd skal man ikke tøve med at kontakte mig på mailen).

Onsdag er Store Restedag, da det er der, Sønneke er til spejder, og manden som regel har sene møder. Efter en gang festlig fællesoprydning til tonerne af MGP 2018 blev vegetargryden rørt op med ris, æg, en dåse blendede bønner, salt, peber og Urtekrams italienske krydderiblanding og genopstod på panden som ubestemmeligt pizzasmagende vege-deller –  og for første gang virkelig godt modtaget. Hallelujah. Ældste barn fik efter ønske anderester fra weekenden, da han havde spejdet færdig, manden roste vege-dellerne til skyerne, da han kom hjem, og pasta-vege-bolo-resterne i køleskabet blev ignoreret af alle.

Torsdag havde vi legegruppe på besøg, og cirka en halv time inde i sessionen var jeg tæt på at skrive til min bedre halvdel, at hvis han ikke snart tog sin andel af de forbandede legegrupper, så boykottede jeg dem personligt fra årsskiftet. Der faldt heldigvis hurtigt ro på, forældrene kom til kaffe, og jeg hældte en halv kop ud over mig selv for at demonstrere mine overlegne værtindeskills. Menuen stod på risengrød, som blev sat over for sent og nægtede at koge blød – af en eller anden grund mislykkes risengrød ALTID for mig, men jeg nægter at give op, sådan er jeg bare. Sidste vege-deller blev parret med tortillarester til nemme madpakker og forhåbentlig værdsat.

Fredag, i dag, henter min mor børnene og propper dem med julefilm og junk food. Jeg og den bedre halvdel har et bord på Omar, som forhåbentlig lever op til anbefalingerne (om ikke andet, så har vi haft en uges sjov med at gå og udtale navnet som i The Wire). Og skulle der være nogen kritiske spørgsmål til de økonomiske aspekter, kan jeg kun sige, at vi har forskellige konti til forskellige ting, og at jeg i aften ikke er ude i min egenskab af mor/regnskabschef, men udelukkende som privatperson, og det har jeg ærligt fortjent. Bliver vi virkelig fulde, kan det være pasta-bolo-bøtten i køleskabet bliver fortæret ved midnatstid, men jeg tvivler stærkt på det.

God weekend!

 

Reklamer

Servicemeddelelse: Der er er en ny #bosslady i byen…

Som nogen måske har bemærket, så er mit LEGO-alter ego ikke så aktivt herinde mere. Jeg synes stadig, det er sjovt at lege med LEGO og finde på potentielt upassende tekster til, men det er simpelthen for svært at passe ind i et almindeligt hverdagsliv. Det tager tid både at udtænke, opstille og fotografere et LEGO-setup, og billedet skal samtidig helst tages i dagslys. Så jeg opdagede hurtigt, at skal jeg vente med at udgive en tekst, indtil jeg har lavet et billede til, ville der gå om muligt endnu længere tid mellem mine udgydelser. Så. Sjov med legetøj har måttet vige pladsen til fordel for en halvstabil tekstproduktion ved siden af mit almindelige lønarbejde – hvis nogen forærer mig så mange penge, at jeg kan sige mit job op, lover jeg at vie mit liv til produktion af BRIO-føljetoner og historiske slag opført i LEGO.

Men i mellemtiden har den lille LEGO-dame altså mistet al tålmodighed med mig og er gået rogue. Hun har tilsyneladende fået galopperende storhedsvanvid og oprettet sin egen Instagramkonto med brugernavnet @legitlegolady, hvor hun poster billeder fra sit influencerliv under hashtagget #livetsomblogger. Hun har selvfølgelig supertravlt med åndssvagt spændende og inspirerende projekter, som hun knuselsker, så det kan godt være, fanbasen kun får et slice of life en gang om ugen, men jeg håber, I vil kigge forbi alligevel – hendes ego og fremtidige samarbejder med dubiøse producenter har brug for det.

(Og så kan det godt være, det ikke lige var det, min terapeut mente, da hun bad mig undersøge, hvad min plads i tilværelsen skal være. Men jeg har det ret sjovt med det).

Fortsat god weekend!

 

Når et par solbriller bare skriger ‘Link i bio’

 

I øvrigt…

…har jeg set Politiken Plus sælge en kimono i “100 % økologisk, vaflet bomuld”, som ifølge de kreative overklasseløg er “den perfekte beklædning til stille morgener, vinterbadning eller ferie” – livet består jo knap af andet, forstås. Selv de kulturradikales berømte selvironi har åbenbart visse blinde pletter.

…forstår jeg ikke, at ‘ghosting’ bliver italesat som noget helt nyt, folk gør på de sociale medier? Jeg er sgu da blevet ghostet så rigeligt tilbage i 00’erne? Før der overhovedet fandtes facebook, blev jeg i tide og utide ignoreret left, right and center af mandspersoner, jeg havde indladt mig med. Så kom ikke her, post-millennials!

…glæder jeg mig virkelig meget til sæson 3 af True Detective. Og er grundlæggende træt af, at House of Cards skulle omkalfatreres på grund af Spacey og hans pis. Altså, jeg elsker skam Robin Wright, men kunne tumpen for helvede ikke bare have opført sig ordentligt, så jeg ikke hele tiden behøvede tænke på, hvordan sæson 6 oprindeligt så ud? Som sædvanlig tager ingen hensyn til mine følelser i det her. Pfh.

…nærer jeg et helt urimeligt had til samtlige Anne & Anders-doku-rejse-snakke-komfur-serier. Finder dem begge så ulideligt irriterende på hver deres unikke måde, at summen af de to føles som public service-svaret på Skylla og Charybdis. (Forestiller mig umiddelbart Anne som den flerhovede Skylla, der med en mund knævrer løs og en anden prøvesmager tapas fra krydskontaminerede skærebrætter, mens Anders er Charybdis, der suger alt og alle ned i en malstrøm af mumlende indføling).

…tog jeg mig selv i at tjekke vinduet for fastelavnsboller, da jeg passerede en bager på vej til arbejde i dag. Og samtidig overveje, om det egentlig ikke er lige oppe over med den slags?… Nej, Mie. Not even close. (Muligvis er det al Halloween-udklædningen, der har årstidsforvirret mig).

…gik mine tvillingepiger som sædvanlig i god/ond-udklædningsmode i sidste uge. Den ene var en meget nuttet og dekorativ heks. Den anden en temmelig nasty ond klovn (ideen bed sig især fast, da hun fandt ud af, hvor meget jeg hader klovne). Deres storebror var efter eget ønske ‘lille barn, sminket helt hvid, indsmurt i blod og med en blodig dukke i hånden’ – taget i betragtning, at han er den eneste i familien, der er lige så frygtsom som mig, var det overraskende fucked-up fundet på.

 

Scary child in the making…

 

Søndag – en blandet fornøjelse

Har været alene med børnene to dage i streg (dog afbrudt af vinbogklub-aften, bare inden nogen begynder at råbe “Aaaarhskepot!”), og denne eftermiddag kunne jeg godt mærke, at mit system var ved at smelte helt ned. Kan. Ikke. Tømme mere opvaskemaskine, løse flere konflikter eller tilberede flere måltider. Ikke uden uklædelig krampegråd i hvert fald.

Men nu leger de to mindste med de andre børn i gården, Sønneke og kammerat er blevet bortvist fra computeren og sendt ud og spille fodbold, og jeg ligger på sofaen med et halvt øre på for- og køkkendør og en næsten færdig Napoli-bog balancerende på maven. Desuden har jeg en marokkansk kylling i ovnen og et udsprunget citrontræ i køkkenet, der får lejligheden til at dufte som en arabisk dessertbuffet. Fik oven i købet syet to pudebetræk (ikke helt færdigt, men alligeveller, halvt fuldendt og alt det der), inden mit hoved imploderede. Så it’s all good.

Bortset fra, at i morgen er det mandag. Og jeg ville virkelig ønske, jeg ikke var så satans træt og modløs. Hele fucking tiden. Pudebetræk og bøger og langtidsstegt kylling, lovning om at sy nederdele og halstørklæder til bamserne. Hvadsomhelst for ikke at føle, jeg fuldstændig spilder min tid på jord.

 

Alsså, det stribede er bare fra IKEA, men det blomstrede er sgu da meget pænt?