The Christmas Edition

Vi er på juleferie i Jylland. Scenen er sat.

 

23. december, om eftermiddagen:

Mig: “Der er et ord, jeg ikke kan komme på.”

Manden: “Mhm?”

Mig: “Det er lidt ligesom økuller, det beskriver den der følelse, når man er begrænset på lidt plads, og man bliver sådan småtosset. Som i ubåde. Eller rumstationer.”

Manden: “Klaustrofobi?”

Mig: “Nej, det er ikke det, det er mere noget med at være fanget…”

Manden: “Når man er bange for det udenom en, fx under en havoverflade? Det er også en eller anden fobi… Hvad er det nu, den hedder…”

Mig: “Nej, det er noget, der beskriver den specifikke situation, hvor man bliver skør af at være mange mennesker på lidt plads… ‘Ubådskuller’? Nej…”

 

24. december, midt på dagen:

Mig: “Jeg kan STADIG ikke komme på det der ord. Og det er IKKE økuller…”

Manden: “Thalassofobi? Det var det, jeg tænkte på i går?”

Mig: “Nej, det er uformelt, det er ikke et medicinsk udtryk, og det er ikke en fobi. Det er sammensat af to dagligdags ord… og det første ord beskriver lokationen eller rummet, og så bliver man mærkelig af det… ‘Rumsyge’? Nej, det er det overhovedet ikke. Måske findes ordet slet ikke? Måske tror jeg bare, det findes?”

 

25. december, om morgenen:

Mig: “NU ved jeg det! Det er Cabin fever!”

 

Reklamer

…How sick?/ So sick that you can suck my…

Sidste uges ræs mod ferien, er begyndt at sidde med hiphop i ørene, mens jeg arbejder. For det første giver det mig en vidunderlig utilnærmelig attitude i det åbne kontorlandskab, for det andet giver det mig muligheden for at mumlebande rimede vulgariteter, når min chef bemærker, at det da er for latterligt stadig at høre Method Man.

Tre julefrokoster, en fødselsdag, juletræ, julebag, nissebesøg og den obligatoriske tvangsfremvisning af Muppets Juleeventyr er vel overstået; forude venter en sidste fødselsdag og fire dage i Jylland. Familiekomsammener er aftalt, nytår er planlagt, og alle gaver har været klaret siden d. 10. Jeg er en gylden gud, jeg er firbenkongen, jeg kan gøre hvadsomhelst – og jeg kom muligvis til at blære mig med min komplet afkrydsede huskeliste på Instagram i går. Beklager. Så ikke så meget julestress her.

Bare mørke og træthed og arbejdslede… Synes, det plejer at være kulden, der går mig mest på, men i år har jeg det, som om jeg lever i et gravkammer. Det er jo for fanden ikke engang lyst i dagtimerne?! Som kompensation har jeg bevilget mig selv bussen til og fra arbejde i denne uge, som en anden sidste dages uhellig sidder jeg der bag ruden med min bog, gemt væk fra den friske cykelluft. Polstrer min sjæl med Viktor Klemperer og alle de nemme pastaretter og løstsiddende godter, vi for tiden kører med derhjemme, og fortæller mig selv, at ferien er nær. Mine jeans strammer, men min ånd er redebon. Og forholdsvis grim i munden.