Det, der skete, var…

…at det egentlig aldrig var planen, at der skulle gå over en måned, uden jeg skrev noget. Det SKETE lissom bare. Fordi noget med nytår, som var smadderfin hos venner lige om hjørnet, børnene hyggede sig, og vi kom i seng ved firetiden, og 1. januar stenede vi alle fem for hårdt og spiste frostpomfritter i sofaen og så fjernsyn hele dagen, og SÅ skulle jeg pludselig på arbejde, og jeg havde travlt, og broen var oppe, og min veninde skulle have hjælp til en flytning, og så skulle der jo ordnes lejlighed inden min fødselsdag, hvilket jeg egentlig HAVDE sagt til mig selv var lidt noget pjat, men samtidig var jeg også ret træt af de der badeværelser, vi aldrig havde fået fikset, dvs. de der to smadrede københavnertoiletter, som SKULLE have været lavet til et regulært badeværelse med bruseniche, inden vi flyttede ind i lejligheden sidste december, men som aldrig blev det, fordi københavnske håndværkere er nogle troløse, pengeoptrækkende bæster, og vi i øvrigt var for sent ude, men derfor blev der heller aldrig gjort noget ved dem, mens vi malede og spartlede og brød vægge ned (i omvendt rækkefølge) i resten af lejligheden, og nu stod de så stadig der, et år efter indflytning, og trekvart år efter, vi HAVDE besluttet at spare de der 170.000, vi alligevel ikke havde, og i stedet bare selv fikse dem lidt op, og var STADIG ikke fikset op, men henholdsvis (snavset) babyblåt savsmuldstapet og (snavset) beige glasvæv at se på, og hele køkken-alrum-gangen var også bare alt, ALT for hvid, og det havde irriteret mig siden første aften, vi var flyttet ind, så en dag gik jeg bare ned og købte maling og gik i gang, og manden blev lynhurtigt grebet af stemningen, og så fik vi faktisk malet loftet i gangen mørkt og gjort toilet og bad præsentable (og måtte samtidig sande, at det uforvarende lykkedes os at lave en 1:1 kopi af samtlige københavnske restauranttoiletter, hele det der smadret-terazzo-sort-toiletbræt-spejl-i-ramme-og-duftpinde har åbenbart lagret sig dybt i vores bevidsthed, hvad fanden sker der lige for det?) samt oprettet den obligatoriske mørkeblå væg i vores køkken (som har været the shit i nok år til, at den nok bliver umoderne lige om lidt), og SÅ var vi klar til min fødselsdag, for det skulle også passes, og jeg var skideklog og bestilte bare pizzaer den mandag, familien kom, og min far var der også, og min mor og hendes kæreste og alle mine søskende og deres kærester, og min fine nye nevø, og det var stille og roligt og skidehyggeligt, og jeg tog det ret pænt at blive 36, og om lørdagen blev børnos sendt væk, og vennerne kom, og det var IHVERTFALD skidehyggeligt, og jeg havde stribet kjole og guldsko på og blev, som lovet, megafuld, og vi drak 17 flasker vin, og jeg dansede med sidste veninde på skansen til Boney M kl halv fem om morgenen og vågnede næste dag og kastede op i et par timer, og samme dag fik ene datter høj feber og lå syg det meste af ugen, og så gik der pludselig halvanden uge mere, og nu skal vi til at planlægge Sønnekes 10-års fødselsdag.

Og det var vist cirka det, der skete.

 

Maleprojekt forklædt som seriemorderscene

 

Hvis det her ikke bare skriger 3 retter for 295,- (+ 75,- for ost), så ved jeg ikke hvad. Bemærk også Mucha-plakaten. He’s so hot right now.

 

Væggen, vi sikkert vil hade, før næste årti er omme. Men lige nu er den fab.

 

Et lille vue over fødselsdagsindkøb. Bemærk blomster/planter – syntes  pludselig, jeg havde nået den alder, hvor man i det mindste prøver på at pynte et middagsbord.

 

…dog stadig ikke den alder, hvor man ejer en ordentlig dug.

 

I virkeligheden er min fødder ret store og mine lægge freakishly tynde. Hvordan klarer profbloggere det der med vidvinkel?

 

Reklamer